Bog for bog Væsentlige emner bog for bog

Fra sort skole til demokratisk medborger

Folkeskolens fokus på elevernes personlighedsudvikling stigmatiserer de svageste elever, mener lektor ved Københavns Universitet Trine Øland med speciale i pædagogisk sociologi og pædagogisk historie. Her fortæller hun om fire bøger, hun mener bør give anledning til diskussion af de herskende idealer for skolepædagogik.

Sokrates, Platon og Aristoteles og de andre gamle grækere interesserede sig for udviklingen i menneskets værdier, viden og kunnen. Derfor fordybede de sig i pædagogiske spørgsmål om opdragelse og uddannelse. Den moderne pædagogik opstod dog først mere end 2000 år senere med oplysningstidens forestilling om, at opdragelsen skulle tage afsæt i menneskets egen natur. Filosoffen Jean-Jacques Rousseau formulerede de nye pædagogiske idealer i den skelsættende Émile, som udkom i 1762. Barnet skulle i et harmonisk forhold mellem naturen, tingene og menneskene lære af egne erfaringer. For dets naturlighed var et uspoleret gode, som ikke skulle knægtes, men derimod forløses, mente Rousseau.

I det nittende århundrede byggede den nationalromantiske bevægelse videre på tankerne om mennesket som naturens barn. Den tyske pædagog Friedrich Fröbel inddrog leg og fri bevægelse som centrale elementer i læreprocessen, og i Danmark lagde N. F. S. Grundtvig i 1830’erne grunden til højskolebevægelsen. Han ville gøre op med den elitære pædagogik, og eleverne skulle udvikle et demokratisk sindelag.

Udgangspunktet for idealerne for den gode skoleopdragelse i det 20. århundredes Skandinavien blev mennesket som et selvstændigt, kreativt individ i konstant udvikling. Med hygiejnebevægelsen blev lys, luft og renlighed  nøgleordene i folkeskolen, fordi man så de samfundsøkonomiske fordele ved at holde befolkningen sund og rask. Eleverne skulle derfor ikke længere bare sidde ved pulten i vinkelret position, men også løbe rundt på de store idrætsanlæg, der blev tilknyttet mange af skolerne.

Den såkaldte reformpædagogik, der vandt indpas efter Anden Verdenskrig, advokerede for en mindre autoritær opdragelsesform. Nu lå fokus på det enkelte barns udvikling. I løbet af den sidste halvdel af 1900-tallet og efter årtusindskiftet er disse ideer kommet til udtryk i mere differentieret undervisning med øget vægt på elevernes medbestemmelse og –indflydelse.

Reformpædagogikken er udgangspunktet for vores snak med Trine Øland.

Ellen Nørgaards Tugt og dannelse, 2005

Den første bog, du har valgt, handler om hverdagen på en drengeskole på Nørrebro efter Anden Verdenskrig. Hvorfor har du valgt den?

»Fordi den beskriver reformpædagogikkens fremkomst i Danmark. Derudover er den et meget grundigt stykke historisk arbejde, som man selv kan analysere videre på. Ellen Nørgaard illustrerer i Tugt og dannelse, hvordan et nyt barnesyn blev institutionaliseret efter Anden Verdenskrig. Via historiske undersøgelser af hverdagen på Dagarbejderskolen for utilpassede drenge på Nørrebro i København, den politiske udvikling med bl.a.  afskaffelsen af revselsesretten og udviklingen i det radikale pædagogiske miljø, viser hun, hvordan man i stigende grad begyndte at respektere barnets egne kræfter. Det var oplagt, at man i lyset af krigen ikke blot ville udvikle eleverne til lydighed. De skulle formes til at blive gode samfundsborgere med et demokratisk sindelag.«

Hvordan manifesterede dette nye barnesyn sig?

»Man gik eksempelvis væk fra at beskrive de utilpassede drengebørn som uartige eller tyvagtige. Nørgaard dokumenterer diskussionerne, der udfoldede sig i det progressivt pædagogiske miljø, hvor man formulerede tankener om en individualiseret undervisning. Det har lagt grobunden for nutidens undervisningsformer. Ideerne om, hvordan man kunne arbejde med en ny psykologisk opfattelse af barnet gjorde, at man gik over til at beskrive de utilpassede drenge som venlige, milde, pæne og høflige, når de skulle ”udskrives” fra skolen. Der var tale om et markant skifte i sprogbrugen, og Ellen Nørgaard beskriver denne udvikling som en form for humanisering.«

Er du enig i Ellen Nørgaards udlægning?

»Ikke helt. Der er i hvert fald tale om en humanisering med modifikationer. Disciplineringen af drengene fortsatte, men på en anden måde  Eleverne skulle stadig stå i rækker, og hverdagen og vilkårene på skolen var uændrede. Man holdt måske op med at straffe i så stort omfang som tidligere, men gennem den nye måde man talte om drengene på, henviste man til nye normer for god adfærd. Formålet med reformpædagogikken, som slog igennem i Danmark efter Anden Verdenskrig, var for mig at se at installere borgerdyder i drengene, fordi man ville sikre en bestemt samfundsstruktur. De utilpassede unge skulle for eksempel lære at holde jul, og forældre blev opfordret til at sende gaver til deres drenge, når de var på koloni. Der var altså i høj grad tale om disciplinering. Den nye pædagogik havde et ærinde og var et program til opbygning af en bestemt samfundsstruktur. Den var ikke blot en kritik af de gamle metoder.«

Paula S. Fass’ Outside In. Minorities and the Transformation of American Education, 1989

Den næste bog beskriver den amerikanske skoleudvikling omkring år 1900. Hvorfor er den interessant i en dansk kontekst?

»Først og fremmest fordi det amerikanske skolevæsen gennemgik en udvikling ved overgangen til det 20. århundrede, som minder meget om situationen i Danmark, siden indvandringen for alvor begyndte i 1960’erne. Derudover tilbyder bogen et meget nøgternt blik på, hvordan skolen udvikler sig med sin befolkning og får sine udfordringer fra samfundet og ikke bare fra uvorne elever. Det har vi en tendens til at glemme i Danmark.«

Hvordan har skolevæsnet udviklet sig?

»Siden gæstearbejderne begyndte at komme til Danmark i 1960’erne, har vi diskuteret, hvordan skolepolitikken og –pædagogikken kan udvikles til at håndtere indvandrere. Den diskussion havde man allerede taget i USA omkring år 1900. Det amerikanske samfunds skoletænkning blev bygget op omkring ideer om medborgerskab og integration for at håndtere immigrationen. På det tidspunkt kom den fra blandt andet Polen og Sydeuropa, som for amerikanerne fremstod som tilbagestående og traditionelle samfund uden republikansk medborgerskabstænkning. Skoletænkningen blev bygget op om en såkaldt progressiv pædagogisk tænkning, der tog udgangspunkt i individualisering og benyttede sig af omfattende test af eleverne til at håndtere deres forskellighed. Indvandreren skulle socialiseres til at arbejde, og skolen blev gjort til et køretøj for samfundets ordningsprocesser. Det samme har man altså set i Danmark.«

Kan du fortælle lidt mere om, hvad progressivisme indebærer?

»I pædagogisk forstand handler progressivisme om, at skolen skal udvikle elevernes potentiale i stedet for blot at formidle viden til dem. Man fokuserer på elevernes personlige udvikling. Skolen går altså fra at være en arena, hvor fortidens visdom formidles, til at være et sted, hvor barnet skal udvikle sit eget og ikke mindst samfundets fremtidige potentiale. Velfærdsstaten går ud på at forebygge, at eleverne ikke kan optimeres, for i så fald kommer de til at koste samfundet penge. Progressivismen er altså en optimeringstænkning, hvor elevernes potentiale er i centrum, og dette potentiale bedømmes blandet andet ud fra deres kulturelle baggrund.«

Jonas Frykmans Ljusnande framtid!, 1998

I Ljusande framtid! undersøger svenskeren Jonas Frykman, hvorfor skolen har mistet evnen til at agere medium for social mobilitet. Hvad kommer han frem til?

»Frykmans bog er et glimrende udgangspunkt for en diskussion af skolens funktion i samfundet. Han konkluderer, at den sociale mobilitet er stagneret som følge af det enorme personlighedsfokus i skolen. Via interviews med tre forskellige generationer af svenske skolelever demonstrerer han, hvordan skolen i stadigt stigende grad knytter sine aktiviteter til barnets person og identitetsarbejde. Den har derfor mistet evnen til at skabe et rituelt rum, som inspirerer eleverne til at bevæge sig et nyt sted hen.«

Og den samme udvikling har man set i Danmark?

»Man kan i hvert fald konstatere, at folkeskolen gennem diverse individuelle teknologier som projektarbejde, forældresamtaler og logbogsskrivning ligeledes er meget optaget af elevernes personlighedsudvikling. De skal føle noget for skolearbejdet. Børnene lærer i denne identitetsarbejdende skole, at de indtager hovedrollen i deres eget liv, fordi man fokuserer på, hvor de kommer fra og hvem de er. Frykmans pointe – som jeg finder meget interessant – er, at skolen tidligere var en kundskabsskole, der tillod sine elever at tilegne sig ny viden og nye kompetencer, som ikke nødvendigvis svarede til, hvad de allerede havde med i bagagen. Læreren vidste kort og godt noget, som eleverne skulle bibringes.«

Der er altså noget galt med de herskende pædagogiske idealer i folkeskolen?

»Det er et politisk spørgsmål, og det beskæftiger Frykman sig ikke med. Det forskningen peger på, er at den progressive  pædagogik har en social slagside. Det er i høj grad de ressourcestærke middelklasseelever, som profiterer af dette fokus på personlighedsudvikling. Man kan derfor overveje , om man måske kunne øge den sociale mobilitet, hvis skolen ikke var så optaget af elevens baggrund, men i stedet kunne fungere som et slags prøverum, hvor eleverne kunne prøve sig frem og undersøge, om de via nye kundskaber kan blive til noget, de ikke var i forvejen.«

Jørgen Flindt Pedersens Drengene fra Vollsmose, 2002

Til sidst vil du gerne slå et slag for journalist Jørgen Flindt Pedersens bog om nogle rødder fra Vollsmose-bydelen i Odense. Hvorfor?

»Fordi skoleinspektør Olav Nielsen, der er en af hovedpersonerne i bogen, repræsenterer et pædagogisk ideal, som man alt for sjældent hører om i Danmark i dag. Han står nemlig for det synspunkt og den praksis, at selv de mest uvorne elever er inden for pædagogisk rækkevidde. Ingen er fordømte. Olav Nielsen opfatter rødderne på Humlehaveskolen i Vollsmose som sine venner, selvom de terroriserer, er voldelige og kommer i spjældet. Han smider dem måske hjem, men døren står altid åben, når de kommer tilbage. Han påtager sig en enorm pædagogisk udfordring, som han selv beskriver som et Sisyfosarbejde, der er meningsfuldt. Kontrasten til den nultolerancepolitik og det fokus på straf, som man ellers hører så meget om i dag, kunne ikke være større. Olav Nielsen tager voksenrollen på sig og opfatter sig som de unges advokat og står på den måde for essensen af, hvad det pædagogiske arbejde går ud på.«

Om denne blog

Bog for bog er en ny interviewrække på information.dk. Vi beder fagfolk fortælle om deres arbejde gennem bøger, de mener har været vigtige for deres område. Emner kan omhandle om alt fra litteratur til økonomi til pædagogik.

Anbefalinger

  • Heinrich R. Jørgensen
Heinrich R. Jørgensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu