Bog for bog Væsentlige emner bog for bog

Kraftwerk, graffiti og Afrika Bambaataa

Tina Paul

Grandmaster Flash, en af hiphoppens foregangmænd, var stor inspirationskilde for Tue Track

Anders Lundby Brixen også kendt som Tue Track og en tredjedel af hiphop-gruppen Malk de Koijn fortæller om bøger, der inspirerer ham.

Wolfgang Flürs Kraftwerk - I Was a Robot, 2003

- Den musik, du laver som Tue Track eller under dit andet alias Track72, falder ind under genren hiphop. Det afspejler sig i de bøger, du har valgt, med undtagelse af den første. Hvorfor Kraftwerk?

»Jeg har altid været vildt fascineret af dem. For hver plade og hver turne formåede de at løfte baren for, hvordan computere og teknologiske fremskridt kunne bruges i musikken. Forfatteren til bogen, Wolfgang Flür, var selv trommeslager i gruppen fra 1973 til 1987, og hans anekdoter er vildt sjove og inspirerende.«

- Kan du komme med et eksempel?

»I forbindelse med en stort anlagt turne byggede Flür et stålbur til sig selv. Ved hjælp af lysafbrydere, der trickede nogle trommelyde, skulle han inde fra buret spille takten og lave sit eget lysshow ved at bevæge sine arme og ben. Flür beskriver, hvordan han på turneens premiereaften badet i projektørlys stod helt alene på en sort scene, mens buret blev sænket ned over ham. Da han efter lidt tid ville bryde stilheden og begyndte at bevæge sig for at sætte beatet i gang, skete der ikke en skid. Flür fægtede med arme og ben, men lige lidt hjalp det. Konstruktionen virkede ikke. Det må have været frygteligt. Men når man prøver at gøre noget nyt, er der jo altid en risiko for, at den slags sker.«

- Hvad bruger du den slags anekdoter til?

»Jeg synes, det er fantastisk at læse om, hvordan mine helte har ofret sig for de ting, jeg gør i dag. Undervejs har de måske dummet sig og kastet sig ud i projekter, der mislykkedes. Men først og fremmest har de været modige og er gået imod strømmen uden nogen form for snobberi. En gruppe som Kraftwerk har virkelig banet vejen for os andre.«

- Læser du mange musikbiografier?

»Ja, om Johnny Cash og Depeche Mode og alle mulige andre. Lige for tiden er jeg i gang med at mixe en plade og har stor fornøjelse af at læse The Beatles – Revolution i hovedet af Ian MacDonald. Det er vildt interessant og inspirerende at  få et indblik i alle de udfordringer og komplikationer, der er opstået i forbindelse med andre musikeres kunstneriske processer. Det er en fornøjelse at være en flue på væggen. Jeg bruger den slags bøger til at blive bekræftet i, at jeg bare skal gøre de ting, jeg går og drømmer om. For det gjorde de også.« 

Martha Coopers og Henry Chalfants Subway Art, 1984

- Martha Coopers og Henry Chalfants legendariske graffitibog handler selv sagt ikke om musik. Hvorfor har du valgt den?

»Fordi graffiti altid har været en kæmpe inspiration for mig. Subway Art dokumenterer, hvordan den kom til verden i New York i slutningen af 70’erne og starten af 80’erne. Bogen, der udkom i 1984, var sammen med filmen Style Wars helt afgørende for, at graffiti- og hiphop-kulturen blev spredt langt ud over de amerikanske grænser. Graffitimalerierne var i øvrigt den første form for billedkunst, jeg stiftede bekendtskab med. Jeg bruger dem stadig som inspiration, når jeg laver musik.«

- Hvordan?

»Det er noget med farverne. Og bogstaverne og formerne. Sådan ser jeg også musik. Som farver i form af klange. Graffitien handler om de små detaljer, om hvordan man eksempelvis skærer en outline på et piece. Der skal være et særligt flow i det. Og det er præcis sådan, jeg har det med musikken. Lydene skal komplimentere hinanden.«

- Hvilken betydning fik Subway Art for den danske hiphop-kultur?

»Der skete enormt meget på den danske graffiti- og hiphopscene i kølvandet på Subway Art og Style Wars. Den sidste halvdel af 1980’erne var en helt særlig tid i dansk hiphop. Kulturen var på en eller anden måde en mere helstøbt ting dengang, forstået på den måde, at de forskellige discipliner havde tættere forbindelser til hinanden, end de har i dag. Graffitimalerne dansede breakdance, men de var også DJ’s, og senere begyndte de at rappe, og nogle blev producere og radioværter. Den legendariske graffitimaler Sketzh har lavet bogen Skrivere, der handler om den danske graffitiscene fra 1984 til 1987 og går tæt på disse pionerer inden for dansk graffiti og hiphop. Den kan jeg varmt anbefale.« 

- Kom du selv i berøring med graffitien dengang i 1980’erne?

»Jeg boede på Djursland, og det hele foregik i København. Men når jeg en sjælden gang imellem hørte et rygte om, at der var blevet malet en tunnel i nærheden, hoppede jeg euforisk op på cyklen og hastede derhen for at tage billeder. På den måde kunne jeg få mit eget lille stykke af København. Det var i virkeligheden, hvad graffitien og hiphoppen handlede om for mig dengang. At blive den del af noget. Og den verden, som Subway Art illustrerer var så anderledes, og historierne var så fantastiske. Graffitimalerne var nærmest som tegnefigurer, og det hele var så karikeret for en knægt som mig, der boede i provinsen i Jylland. Der er så meget attitude i hiphoppen. Jeg kunne jo i princippet heller ikke relatere til gangster rap, men for mig svarede det til at se en film eller høre et lydbånd. Jeg var også helt vild med Tintin.«

Brian Colemans Rakim Told Me, 2005

De sidste to bøger, vi skal snakke om, handler mere specifikt om rappen og hiphoppens musikalske rødder. Hvordan har de inspireret dig?

»Jeg bruger dem som en slags opslagsværker. Rakim Told Me beskæftiger sig med rappens såkaldte golden age. Den er lidt hiphop-nørdet. Journalisten Brian Coleman interviewer de største navne fra 1980’erne. Vi taler om raplegender som Biz Markie, Slick Rick, De La Soul, KRS-One og selvfølgelig Rakim, der har lagt navn til bogen. Man får en masse kontekst og baggrundsinformationer om en håndfuld plader, som er blevet milepæle inden for hiphoppen. Det er en slags eksklusive liner notes til noget musik, som har betydet enormt meget for en masse mennesker. Jeg elsker at læse om, hvilke tanker mine gamle yndlingsrappere gjorde sig, da de lavede den musik, der betød så meget for mig i min ungdom.«

David Toops The Rap Attack, 1984

»The Rap Attack beskriver blandet andet, hvad der ledte op til de gyldne 80’ere. Den beskæftiger sig med hiphoppens ophav og åbnede mine øjne for dens musikalske inspirationskilder. Via interviews med pionerer som Afrika Bambaataa og Grandmaster Flash fortæller David Toop, hvordan hiphoppen opstod i South Bronx i New York i 1970’erne. Jeg kan huske, hvordan jeg som en ung knægt gik på biblioteket og lånte en masse soul- og funkplader for at gå på opdagelse i den musik, mine idolers idoler havde lavet. Jeg havde en klar forventning om, at jeg ville elske Sly and the Family Stone og alle de andre kunstnere, som havde lagt fundamentet for rapmusikken. Og jeg kan tydeligt huske, hvor skuffet jeg blev.

Den musik lød slet ikke rigtig i mine ører, og jeg kunne overhovedet ikke forstå, hvad rapperne – der selv lavede så gode ting – så i den. Men siden har jeg selvfølgelig ændret mening. I dag forstår jeg, hvordan de musikalske genrer er forbundet på kryds og tværs, og jeg har lært at lytte til de fleste – fra rhythm and blues til northern soul til al mulig synthmusik og så videre. For mig handler det om at finde min vej rundt i den rytmiske musiks historie, som jeg jo også selv bidrager til – om end i en mindre skala. Og det har en bog som The Rap Attack hjulpet mig til.«

- Hvor fik du ellers dine musikalske input fra, da du var ung?

»Jeg hørte altid Kim Schumacher i radioen. Jeg var dybt fascineret af måden, han præsenterede musikken på. Han formåede at gå direkte i dens nerve. Det var sjovt og finurligt og samtidig dybt alvorligt. Schumacher var i stand til at formidle følelserne i musikken i en verden, hvor vest og øst var i dyb konflikt, hvor man talte om bomber og nuklear nedsmeltning. Og jeg var lige i midten af det hele. Det gjorde mig pisse bange.

Men samtidig blev jeg vild med den musik, han præsenterede mig for. Især den iskolde synthmusik, som kom ud af det trøstesløse, smadrede England i 1980’erne. Den udsprang af frustrationer på samme måde, som hiphoppen gjorde i USA. Det var ren koldkrigsmusik. Tænk bare på Afrika Bambaataa og Johnny Rottens World Destruction fra 1984. Det nummer gjorde et enormt indtryk på mig. Jeg blev kæmpe fan af en masse af de kunstnere, som Schumacher spillede. Når jeg hører Visage, Eurythmics, Yazoo, Trio eller Laurie Andersons O Superman i dag, tager det mig altid tilbage til drengeværelset.«

- Du løfter selv arven fra Kim Schumacher som vært for dit eget radioprogram på P6 Beat. Hvordan trives hiphoppen i Danmark?

»Den har det faktisk glimrende. Min position som radiovært har tvunget mig til at følge lidt med, og jeg kan konstatere, at der findes en masse god hiphop i den danske undergrund. Hvis man vil vide lidt om, hvordan utilpassede unge med indvandrerbaggrund tænker, så skal man lytte til rappere som S!vas eller MellemFingaMuzik. Det er hårdt og totalt Brøndby, og de siger nogle vilde ting, men det har ekstremt meget nerve. Dansk rap har fået så meget kant.«

 

Om denne blog

Bog for bog er en ny interviewrække på information.dk. Vi beder fagfolk fortælle om deres arbejde gennem bøger, de mener har været vigtige for deres område. Emner kan omhandle om alt fra litteratur til økonomi til pædagogik.

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu