Bog for bog Væsentlige emner bog for bog

Arbejderbevægelsen og den danske model i krise

Jens Nørgaard Larsen

Professor og arbejdsmarkedsforsker Flemming Ibsen fortæller, hvorfor indgrebet i konflikten mellem KL og lærerne er med til at favorisere arbejdsgiverne frem for arbejdstagerne, men også hvorfor den danske model ikke er død endnu. Det gør han igennem en håndfuld bøger, der fortæller arbejderbevægelsens historie og den danske model gennem de sidste 140 år.

Henry Bruuns ‘Den faglige arbejderbevægelse i Danmark indtil år 1900‘, 1938

Hvad kendetegner den danske model?

»Kernen i den danske model er, at det er en aftalemodel. Arbejdsmarkedets parter har autonomi til at aftale løn- og arbejdsvilkår via de kollektive overenskomster. Arbejdsgiverne har ledelsesretten, og fagbevægelsen har via aftaler om samarbejdsudvalg og tillidsrepræsentantinstitutionen forsøgt at modificere denne ledelsesmodel. Den danske model har udviklet en interessant hybrid mellem et fleksibelt arbejdsmarked og et stærkt socialt sikkerhedsnet. Det er let for danske virksomheder at hyre og fyre folk, men til gengæld er der et godt dagpengesystem og gode efter- og videreuddannelsesmuligheder for dem, der bliver arbejdsløse. Flexicurity på dansk, kalder man det. Den danske model skal levere høj konkurrenceevne såvel som en høj beskæftigelsesgrad. Fleksibiliteten har gjort den overlevelsesdygtig, og gennem historien har den formået at tilpasse sig. Men fagbevægelsens kampkraft er blevet voldsomt svækket, og via indgrebet i lærerkonflikten har regeringen styrket ledelsesretten på bekostning af aftaleretten. Den danske model er i opbrud.«

Opbruddet kommer vi til, men den første bog, vi skal tale om er Henry Bruuns ‘Den faglige arbejderbevægelse i Danmark indtil år 1900‘, som handler om baggrunden for den danske model, nemlig arbejderbevægelsens historie i det nittende århundrede.

»Ja, jeg har altid været fascineret af arbejderbevægelsens historie, og historikeren Henry Bruun illustrerer på glimrende vis, hvordan fundamentet for den danske model blev skabt. Arbejderbevægelsen opstod som et værn mod den rå kapitalisme og udbytning. Levevilkårene under den tidlige industrialisme var så elendige, at det drev folk sammen i de faglige organisationer, så de kunne få en løn, der var til at leve af, og en arbejdsdag, der var til at holde ud.«

Kan du give et kort resume af arbejderbevægelsens historie indtil år 1900, som Bruun beskriver den i sin bog?

»Forhistorien for arbejderbevægelsen er enevældens samfund. I det gamle håndværkersamfund fungerede mestre- og svendelag og lærlingesystemet egentlig meget harmonisk, men næringsfrihedsloven fra 1857 førte til markedsdannelsen. I den forbindelse fandt mange svende ud af, at de ikke kunne blive mestre. De var dømt til at leve af deres arbejdskraft, og modsætningen mellem kapitalejerne og lønarbejderne opstod. Da det egentlig industrielle gennembrud i Danmark kom i 1860'erne, førte det til en voldsom vækst i byerne, hvor folk levede under kummerlige forhold. Dertil kom den økonomisk krise i de følgende årtier. Den rå kapitalisme i det tidlige industrisamfund kaldte på, at lønarbejderne organiserede sig.«

Og det gjorde de i fagforeninger?

»Ja. Typograferne var tidligt ude, men cigarmagerne var de første til at organisere sig i en reel fagforening, da de stiftede ’Enigheden’ i 1871. Samme år tog Louis Pio initiativet til den danske afdeling af Første Internationale – forløberen for Socialdemokratiet – og grundlagde den socialistiske arbejderbevægelse. Man begyndte at organisere sig på virksomhederne og udvikle en politisk, socialistisk bevægelse. I begyndelsen var både den faglige og den politiske gren altså integreret i arbejderbevægelsen. Den fungerede som en samlet antikapitalistisk bevægelse, der havde til formål at skabe et mere demokratisk og socialt samfund. I 1870’erne fik man ligeledes organisationsdannelsen gennem strejkebevægelsen. Via den såkaldte omgangsskrue gik arbejderne på skift i strejke for at tvinge mestrene til at give lønforhøjelser. I forlængelse heraf opstod de lokale fagforeninger, og i 1880’erne opstod de tværfaglige organisationer – fællesorganisationerne – i de større byer, og i 1890'erne kom de landsdækkende forbundsdannelser. Dansk Arbejdsgiverforbund blev dannet som et modtræk til denne udvikling, hvilket fik lønmodtagerne til at danne De Samvirkende Fagforbund – forgængeren til LO – i 1898. De to industrielle hære rustede sig forud for den store konflikt og styrkeprøve i 1899.«

En konflikt, der mundede ud i Septemberforliget.

»Ja. Aftalen, der etablerede grundvilkårene i den danske model. Fagbevægelsen blev anerkendt som en forhandlingsberettiget partner, hvilket man længe havde kæmpet for i de faglige organisationer. Via ledelsesretten fik arbejdsgiverne til gengæld ret til at ansætte og afskedige, og det blev besluttet, at løn- og arbejdsvilkår skulle reguleres via kollektiv overenskomst. I den danske aftalemodel har parterne således autonomi til at regulere løn og arbejdsvilkår, og der skal i princippet ikke lovgives på området. Men den danske model er også en magtmodel, og via ledelsesretten er det arbejdsgiverne, der sidder på magten.«

Så forholdet mellem arbejdsgiver og arbejdstager har altid været ulige?

»Ja, magtforholdet er asymmetrisk i den forstand, at kapitalejerne trods alt ejer produktionsmidler, og hvis du ikke kan sælge din arbejdskraft, bliver du arbejdsløs. I krisetider har fagbevægelsen altid være voldsomt svækket. Fagbevægelsen triumferer i perioder med højkonjunktur, men grundlæggende er det et købers og ikke et sælgers marked. Den danske økonomiske historie er i virkeligheden én lang historie om kriser og arbejdsløshed afbrudt af enkelte perioder med rimelig høj beskæftigelse.

Hvorfor er det lykkes os at skabe en dansk model? Hvorfor findes der ikke en tilsvarende model i eksempelvis Storbritannien eller Frankrig?

»Det handler om, at den danske fagbevægelse har været stærkere end i mange andre lande, hvor kapitalister og højrefløjspolitikere historisk set har haft mere magt. Den danske model er som sagt en magtmodel, og den faglige og politiske gren af arbejderbevægelsen har sammen haft styrken og solidariteten til at omforme det danske samfund. Det er sket igennem de mange, hårde faglige kampe, som Bruun beskriver i sin bog.«

Flemming Ibsen, Laust Kristian Høgedal og Steen Scheuers ‘Kollektiv handling, faglig organisering og skift af fagforening‘, 2012

I denne bog beskriver du og dine medforfattere, hvorfor den danske model er i krise.

»Ja, presset kommer dels udefra i form af internationalisering og globalisering, som decentraliserer det faglige arbejde, mens løn- og arbejdsvilkår tilpasses den enkelte virksomheds konkurrencesituation. Men presset mod fagbevægelsen kommer også indefra – fra medlemmerne selv. Og det er det, vores bog fokuserer på. I en stor undersøgelse spørger vi et bredt udsnit af lønmodtagere, hvad der motiverer deres valg, fravalg eller skift af fagforening. Det viser sig, at stadigt flere i den private sektor vælger at være uorganiserede, og især de højtuddannede ønsker selv at forhandle løn- og arbejdsvilkår med deres ledelse. Og mange fra den private sektor vælger at skifte til de gule organisationer.«

Hvad er baggrunden for denne udvikling?

»Vi har bevæget os fra det homogene, masseorienterede industrisamfund til et langt mere differentiereret videnssamfund, hvor fagforeningernes medlemmer har meget forskellige interesser og præferencer. I takt med, at funktionærsamfundet har afløst industrisamfundet, vil det enkelte fagforeningsmedlem i stigende grad have indflydelse på egne løn- og arbejdsvilkår.«

Er det sådan, lønmodtagerne i jeres spørgeskemaundersøgelse begrunder skiftet til de gule organisationer?

»De fleste svarer, at de ønsker at spare penge på kontingentet. De gule organisationer er en slags discountforeninger, fordi de er modstandere af strejkeretten og derfor ikke har strejkefond. Desuden arbejder de kun i meget lille udstrækning efter de kollektive overenskomster. Men medlemmerne får alligevel i mange tilfælde del i goderne fra de kollektive overenskomster på deres arbejdspladser, fordi den danske model bygger nemlig på områdeoverenskomst og ikke medlemsoverenskomst. Det betyder, at du som journalist på Information, der er medlem af Journalistforbundet, får del i goderne, selvom du ikke selv er medlem. Denne mulighed for at høste frugterne af andres kontingent har tusindvis af danskerne benyttet sig af de sidste 10 til 15 år.«

Handler de gules succes om manglende solidaritet blandt de danske lønmodtagere?

»Ja, man kan godt sige, at befolkningen ikke længere føler den samme tilknytning til fagbevægelsens kerneværdier som fællesskab og solidaritet. Lønmodtagerne er blevet mere åbne over for priskonkurrence, og mange føler desuden ikke, at fagbevægelsen har leveret en tilstrækkelig individuel service.«

Hvad betyder denne udvikling for den danske 

»Den gule discountmodel undergraver på mange måder fagbevægelsen. Medlemmerne af de gule foreninger fungerer i praksis som strejkebrydere. Hvis man fik en storkonflikt i den private sektor, ville over 200.000 medlemmer af de gule foreninger blive stående. Det siger sig selv, at det er en voldsom svækkelse af den danske model i den private 

Hvad med det 

»Den netop overståede lærerkonflikt et godt eksempel på offensive arbejdsgivere, som forsøger at skubbe den offentlige sektor i retning af den private, når de går efter at afskaffe et kollektivt element som aftaleretten på lærernes arbejdstid. Her er det altså principper fra den private sektor – om lokal i stedet for central løndannelse, om at arbejdstiden ikke skal være aftalebelagt – der bliver oveført til det offentlige. Der bliver lagt stadig mindre vægt på kollektive elementer til fordel for de individuelle, når man blandt andet styrker ledelsesretten på bekostning af kerneelementer i den danske model som samarbejdsudvalg og tillidsmandinstitutionen. Meget tyder på, at arbejdsgiverne er i gang med at opsige kontrakten, fordi de ikke længere kan se fordele i den. Det på trods af, at den danske model faktisk er ualmindeligt funktionsdygtig. Den har ikke spændt ben for den kapitalistiske udvikling i Danmark, men derimod udviklet den i en human retning. Den er en vindermodel, fordi den har øget velstanden og skabt en innovationsøkonomi med unikke løn- og arbejdsvilkår. Jeg kan i øvrigt varmt anbefale Walter Galenson bog ’Arbejder og arbejdsgiver i Danmark’ fra 1955. Det er et glimrende værk, som pædagogisk og skarpt beskriver, hvordan den danske model egentlig er skruet sammen. Som dansker kan det være svært at se modellen for bare træer, men Galenson kom udefra og fremstillede dens styrker med et bemærkelsesværdigt 

Oluf Bertolt, Ernst Christiansen og Poul Hansens ’En Bygning vi rejser,’ bind 1, 2 og 3, 1955

Hvor Henry Bruuns bog fokuserer på arbejderbevægelsens faglige historie, handler ’En bygning vi rejser’ i højere grad om den politiske gren af arbejderbevægelsens historie.

»Ja, man kan ikke beskæftige sig med fagbevægelsen og den danske model uden at tage den politiske gren med. Bogen er på mange måder spændende læsning, fordi den viser, hvordan den danske model gennem tiden er blevet suppleret af velfærdsstatens udvikling. De velfærdspolitiske temaer blev en del af overenskomstforhandlingerne, når kampen for bedre løn- og arbejdsvilkår blev suppleret af krav om løn under sygdom, barsel og ferie. Gennem historien har Socialdemokratiet systematisk kæmpet for at give den arbejdende befolkning anstændige vilkår.«

Hvilke fremskridt bør nævnes?

»Det fik stor betydning, at arbejdsløshedskasserne fra 1907 begyndte at få statsstøtte, ligesom Kanslergadeforliget i 1933 selvfølgelig er en milepæl, fordi de retsbestemte sociale ydelser blev indført. I de efterfølgende tre årtier skete de helt store ryk for velfærdsstaten, og det var med Socialdemokratiet som drivkraften. Men det er vigtigt at notere sig, at der samtidig har været stor splittelse mellem fagbevægelsen og den politiske gren, hvilket i høj grad har præget den danske arbejderbevægelses historie og dermed måden, den danske model er blevet håndteret på.«

Hvordan?

»Der har altid været en stærk fagopposition til den socialdemokratiske dominans fra syndikalister og siden hen kommunister. I modsætning til socialdemokraterne mente de ikke, at man skulle indgå kompromiser for at opnå gradvise forbedringer for af løn- og arbejdsvilkår, men derimod, at man skulle bruge strejkerne til at ændre hele samfundsmodellen. Konflikten mellem den socialdemokratiske og den kommunistiske del af arbejderbevægelsen, så man eksempelvis under Anden Verdenskrig, hvor Stauning-Munch-regeringen blev voldsomt presset, fordi modstandskampen på mange måder var domineret af kommunisterne. Det betød, at de havde lettere ved at erobre tillidsmandsposter, og derfor bevægede de sig op i det faglige hierarki. Og ved efterkrigsvalget rykkede kommunisterne massivt ind i Folketinget. Det påvirkede i den grad fagbevægelsen og den danske model, som faktisk blev markant radikaliseret som reaktion på besættelsens forringelse af løn- og arbejdsvilkår og forbud mod strejker. Det kan man i øvrigt læse meget mere om i en anden glimrende bog, 'Under Samvirkets Flag' fra 1948, hvor forfattere og historikere som Henry Grünbaum og Albert Olsen på meget spændende vis beskriver De Samvirkende Fagforbunds – Det senere LO’s – historie til og med Anden Verdenskrig.«

Flemming Ibsen og Henning Jørgensens ‘Fagbevægelse og stat‘, bind 1 og 2, 1979

Udviklingen i forholdet mellem stat og fagbevægelse kigger du og din kollega Henning Jørgensen nærmere på i den sidste bog, vi kort skal berøre.

»Ja, vi gennemgår systematisk statsindgrebene i de faglige kampe ved at beskrive forholdet mellem stat og fagbevægelse over en periode på godt 100 år – fra 1870 til 1978. Bogen illustrerer, at den danske model altid har været trebenet i den forstand, at der har været lovgivning ved siden af de aftaler, som arbejdsgivere og lønmodtagere har indgået. Allerede i 1910 blev Forligsinstitutionen oprettet for at hjælpe arbejdsmarkedets parter til at indgå de kollektive overenskomster. På trods af aftaleretten, og selvom partsstyringen er dominerende, har staten altså altid forholdt sig til, hvad der er foregået.«

Blandt andet ved at gribe ind i konflikter mellem arbejdsmarkedets parter?

»Ja, som det blev tilfældet i sidste uge, greb regeringen også ind i storkonflikter i eksempelvis 1956, 1973, 1985 og i 1998. I 1956 var der enorme demonstrationer på Christiansborg Slotsplads, hvor DKP-formand Aksel Larsen førte an og krævede arbejdstiden nedsat fra 48 til 44 timer om ugen. Den socialdemokratiske regerings politiske indgreb i konflikten til fordel for det mæglingsforslag, som lønmodtagerne havde stemt ned, resulterede i splittelse mellem partiet og fagbevægelsen.«

Og siden er afstanden mellem Socialdemokratiet og fagbevægelsen ikke blevet mindre?

»Nej, retorikken fra Finansministeriet i forbindelse med den netop overståede lærerkonflikt illustrerer meget tydeligt den grøft, der er mellem politikerne og fagbevægelsen i dag. Størstedelen af Christiansborg ønsker ikke længere at drive den offentlige sektor på baggrund af kollektive aftaleelementer. Det er tilsyneladende blevet en forudsætning for moderniseringen af det offentlige, at man opsiger samarbejdet med fagbevægelsen.«

Synger den danske model på sidste vers?

Nej, det mener jeg ikke, man kan sige. Lærerkonflikten har været unik, fordi den er blevet kædet sammen med en stor folkeskolereform, som skal realiseres via et opgør med arbejdstidsreglerne. Hvor de andre konflikter har været rene lønkampe, har denne konflikt handlet om ledelsesretten. Men det betyder ikke, at vi er vidne til et brud med den danske model. Der er snarere tale om en normalisering, og at magtbalancen er tippet til arbejdsgivernes fordel.

Hvorfor hører man så hele tiden, at den danske model er døende?

»Det er rigtigt, at man ikke tidligere i samme grad har hørt snak om, at den danske model er i fare. Det skete eksempelvis ikke i samme grad i forbindelse med den seneste storkonflikt i 2008. Men det skyldes mest af alt, arbejdsgiverne ved den lejlighed ikke på samme måde som nu havde held til at gennemtrumfe deres ønsker. Den danske model er som sagt en magtmodel, og den er under konstant forandring. Vi er vidne til en udtynding og en spaltning af modellen i takt med at markedskræfterne tager over, og vi ser værdi- og holdningsmæssige ændringer i befolkningen, men man kan ikke tegne en rød tråd til et endeligt slutpunkt for den danske model.«

Om denne blog

Bog for bog er en ny interviewrække på information.dk. Vi beder fagfolk fortælle om deres arbejde gennem bøger, de mener har været vigtige for deres område. Emner kan omhandle om alt fra litteratur til økonomi til pædagogik.

Anbefalinger

  • Bill Atkins
  • Mihail Larsen
Bill Atkins og Mihail Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Poulsgaard Jensen

Fagforeningerne har gjort et kæmpe arbejde for at få det danske arbejdsmarked til at fungere uden de store arbejdsnedlæggelser op gennem tiden og været en stor medvirkende årsag til at de økonomiske goderne blev fordelt fornuftigt.

Problemet er idag at fagforeningerne ikke har forstået at forenkle overenskomsterne og tilrette dem, så de bliver enkle og lette at administrere.

Har ikke forstået hvad er det medlemmerne vil have.

Ganske enkelt billigere kontingenter. Både fagforening og a-kasse.

Ser man på arbejdsgiversiden så er der sket en kraftig reducering af antallet af medlemmer.

På lønmodtagerside er denne udvikling gået i stå.

Se på lærernes fagforening. Under lærerkonflikten kunne lærerne låne deres egne penge. De skulle betales tilbage med renter. Lærere der har betalt fagforeningkontingent i mange år står den dag undrende tilbage og kan ikke forstå hvor alle de penge blev af?

Lærerne har over 70 kontorer fordelt over hele landet. Måske kunne der gøres med færre kontorer? Set i lyset af meget af kontakten foregår over internettet.

Mange overenskomster er skruet tåbelig sammen.

Hvorfor skal en overenskomst være et kludetæppe af alle mulige sær interesser.

Arbejder selv indenfor levnedsmiddelområdet.

Et eksempel. Er du chauffør ansat inden 1994, så får man 1,20 kr. mere dem der er ansat efter 1994?

Derfor flygter medlemmerne over i de billigere fagforeninger.