Bog for bog Væsentlige emner bog for bog

Det Forjættede Land

Foto: Scanpix

Lektor i historie ved RUC Jakob Egholm Feldt fortæller om fem bøger, der har formet hans syn på Israel-Palæstina-konflikten set igennem den jødiske kulturhistorie.

– Det kan være ”farligt” at udtale sig om Israel-Palæstina-konflikten. Hvilke tanker gør du dig i den forbindelse?

»Konflikten mellem Israel og Palæstina er selvsagt udsat for enorm polarisering. Det er samtidig en af verdens mest studerede konflikter, hvor alle positioner er dybt påvirket af politik, historie og fortællermæssige rammer. Derfor oplever både palæstinensiske, israelske og amerikanske forskere, at deres værker bliver dømt ude på forhånd på baggrund af fordomme. Udgangspunktet for min egen forskning er den jødiske historie og hebraiske filologi, men på et meget tidligt tidspunkt i mine studier begyndte jeg at interessere mig for konflikten mellem Israel og Palæstina og ikke mindst, hvorfor det er så svært at finde akademisk konsensus på området.«

Benny Morris’ ’The Birth of the Palestinian Refugee Problem’, 1947-49, 1989

»Denne bog har betydet utroligt meget for mig og for forskningen i konflikten i det hele taget. Morris er professor i Mellemøstens historie på Ben-Gurion Universitetet i det sydlige Israel, og hans værk er det første rigtige arkivstudie i selve kernen i konflikten om det palæstinensiske flygtningeproblem. Før denne bog var spørgsmålet om, hvorvidt og i hvilket omfang palæstinensiske borgere blev fordrevet i forbindelse med Israels grundlæggelse i 1948, et af det helt store stridspunkter i konflikten.«

– Morris’ konklusioner kommer vi tilbage til om lidt, men først, hvornår og hvordan opstod konflikten?

»Det er der delte meninger om. Nogle vil sige, at den allerede startede, da de første moderne zionister immigrerede til det palæstinensiske område i 1880'erne. I den forbindelse opstod der små arbejdskonflikter, men på daværende tispunkt kunne man ikke vide, hvor det hele ville bære hen. I årene 1904 og 1905 betød øget jødisk immigration til området flere uroligheder, men Første Verdenskrig skulle blive helt afgørende: Det osmaniske imperium gik i opløsning, og en arabisk nationalisme opstod på den baggrund. Samtidig – i 1917 – lovede Storbritannien jøderne et nationalt hjem i Palæstina, hvilket gav øget legitimitet til den zionistiske immigration til området. Det førte til en række uroligheder efter krigen, men efter min mening ligger konfliktens reelle startpunkt i årene 1929 og 1930.«

– Hvorfor?

»Her skete der en udkrystallisering af to nationale grupper, der begge kæmpede for retten til landet. I 1936 erklærede palæstinenserne generalstrejke, og indtil 1945 var der erklæret undtagelsestilstand i landet. Efter krigen kastede briterne håndklædet i ringen, og det palæstinensiske spørgsmål blev overdraget til FN, som i 1947 besluttede, at landet skulle deles i to – et jødisk og et palæstinensisk område. Det accepterede jøderne, men palæstinenserne afviste, fordi de mente, at de havde ret til hele landet. Umiddelbart efter udbrød der borgerkrig. Den varede indtil maj 1948, hvor briterne trak sig endegyldigt ud, og zionisterne skyndte sig at erklære staten Israel. I forlængelse heraf erklærede arabiske lande som Irak og Egypten Israel krig. Da der året efter blev erklæret våbenstilstand, var Israel vokset betragteligt og havde delt Palæstina med Jordan.«

– Og det er altså spørgsmålet om, hvorvidt eller hvordan israelerne tvang palæstinenserne ud af deres land i forbindelse med krigshandlingerne fra 1947 til 1949, som Morris undersøger i sin bog?

»Ja, hans studier er vigtige og gode, fordi han går helt nøgternt til værks. Han dømmer ikke, men tegner et landkort, der viser, hvor mange palæstinensiske landsbyer, som forsvandt i løbet af krigen. Det er chokerende læsning, idet Morris klokkeklart illustrerer, at der blev fordrevet omkring 700.000 palæstinensere fra området. Man kan ikke på baggrund af bogen sige, at der foregik systematiske udrensninger bestemt af de israelske politikere, men det fremgår, at de så meget positivt på udviklingen. Og at de iværksatte skræmmekampagner, så flere palæstinensere ville flygte – fordi det forbedrede de israelske muligheder for at vinde krigen. I øvrigt har flygtninge normalvis ret til at vende tilbage til deres land, efter krigshandlingerne er ophørt, men det besluttede zionisterne i løbet af den første krigssommer, at palæstinenserne ikke skulle have lov til.«

– Hvilken betydning fik Morris’ bog for polemikken om Israel-Palæstina-konflikten?

»Morris’ bog var en øjenåbner for mange. Meget af det palæstinensiske flygtningetraume bunder i, at deres land forsvandt, men indtil The Birth of the Palestinian Refugee Problem var det et af de helt store stridsmål, hvad der egentlig var foregået i årene 1947 til 1949. I dag er det en kendsgerning, at israelerne pressede palæstinenserne ud, begik forskellige former for uhyrligheder – som det sker i krig – og koloniserede det efterladte land. Disse begivenheder er ikke længere til diskussion. Bogen skabte et nyt grundlag for diskussionen af Israel-Palæstina-konflikten.«

S. Ilan Troen & Noah Lucas’ (red.) ’Israel: The First Decade of Independence’, 1995

»Denne bog består af bidrag fra en lang række forskere, der – ligesom Benny Morris, i øvrigt – har benyttet sig af nyt, vigtigt kildemateriale fra arkiver om krigen, som indtil midten af 1980’erne havde været hemmeligholdt. Troen og Lucas-antologien er en rigtig god opsamling på mange af de nye erkendelser om staten Israels grundlæggelse i 1948 og konflikten med palæstinenserne.«

– Hvilke erkendelser?

»Det handler blandt andet om zionisternes rolle. Deres største udfordring var at samle alle jøderne bag en politisk bevægelse, som før Anden Verdenskrig havde været relativt marginal inden for jødedommen. Det lykkedes dem at foretage et enormt spring på meget kort tid. Siden 1897, da zionismen blev stiftet som politisk verdensorganisation på kongressen i Basel, havde dens ledere med Theodor Herzl i spidsen insisteret på, at jødedommens eneste redning var et land i Palæstina. Efter holocaust fremstod denne vision som et af de meget få realistiske, fremtidsorientere perspektiver for jøder i verden – hvilket gav zionisterne momentum. Deres primære opgave var nu at skabe en paraply, der kunne repræsentere alle jøders interesser. I spidsen for dette projekt stod arbejderzionisterne – en slags socialistisk bevægelse uden synderlige interesser i jødisk religion. De mest sekulære zionister mente ikke, at der skulle være noget særligt jødisk ved Israel. Det skulle blot være et sted, hvor alle jøder kunne bo i fred. Denne vision kunne altså godt rumme, at de palæstinensiske flygtninge vendte tilbage, så længe de anerkendte den nye stat som en form for republik.«

– Hvorfor gik det så ikke sådan?

»Problemet var, at der skulle være plads til alle jøder under den zionistiske paraply. Landet skulle have en jødisk identitet for at være jødernes land. Den nationale krop skulle favne alle jødiske yderligheder. Arbejderzionisterne var derfor nødt til at tilgodese de jødiske kræfter som mente, at Israels forfatning skulle bygge på jødisk religiøs lov. Derfor var der ikke plads til palæstinenserne i det Israel, som i sidste ende blev skabt. Bogen illustrerer på glimrende vis, hvordan det nationale kompromis i 1948 skabte mange nutidens mest afgørende problemstillinger i konflikten mellem israelere og palæstinensere. Ortodokse, sekulære og arabere har siden levet i en form for serielle parallelsamfund.«

– Hvordan er den parlamentariske situation i Israel  i dag?

»De højrenationale zionister står langt stærkere end de venstreorienterede. Den populære form for zionisme i dag en opdateret version af nationalkonservatismen. Unge, smarte ledere har fornyet det nationalreligiøse budskab om, at der er en historisk og religiøs kontrakt mellem jøderne og landet Israel. Den hippieorienterede, kibbutz-agtige, socialistiske bevægelse er mere eller mindre forsvundet.«

– Til skade for fredsbestræbelserne?

»Ja, med mindre man mener, at løsningen på konflikten er, at den ene part banker den anden. Hvis man ønsker et kompromis på midten, ser det meget sort ud. Ingen israelske politikere har de seneste mange år høstet et stort antal stemmer på en stor fredsvision. Folk tror ikke på det.«

– Hvornår brød fredsprocessen sammen?

»Det skete tilbage i år 2000. Her strandede forhandlingerne, som blev indledt i Oslo i 1993, hvor de to parter officielt anerkendte hinanden. Siden 2000 har det palæstinensiske selvstyre været knust. Krigen mod terror efter den 11. september 2001 har også haft stor betydning i denne sammenhæng. Verden er så at sige blevet mere israelsk. De metoder, som vestlige lande har taget i brug – indgriben i andre landes interne anliggender, fængslinger uden dom, tortur og andre brud på menneskerettighederne – minder meget om det, Israel har gjort mod palæstinenserne. Krigen mod terror har derfor givet israelerne fribillet til at gå endnu mere radikalt til værks over for det palæstinensiske selvstyre. Israel har hængt den nationale kamp mod Hamas op på hele Axis of Evil-problematikken. De vestlige landet har bare kigget på, når israelerne gentagne gange har invaderet Vestbredden og Gazastriben under det påskud, at der skal ryddes op i den palæstinensiske terrorstruktur. De israelske metoder adskiller sig som sagt ikke synderligt fra det, der er foregået i eksempelvis Irak og Afghanistan.«

David Myers’ ’Re-Inventing the Jewish Past. European Jewish Intellectuals and the Zionist Return to History’, 1995

»Myers’ bog rammer min egen forskningsinteresse meget præcist. Den handler om, hvordan zionisterne fra slutningen af 1800-tallet opfandt en historisk fortælling, der passede til deres politiske projekt. Og det var strengt nødvendigt, for de skulle jo skabe en enorm politisk transformationskraft, en ny kultur og en ny identitet for at få alle slags jøder til at emigrere til Israel. Konflikten med palæstinenserne krævede en utrolig stærk jødisk-israelsk identitet og historisk forankring.

– Hvordan bar zionisterne sig ad?

Myers viser, hvordan de omfortolkede religion til historie og politik for at opfinde en passende fortid, der kunne legitimere staten Israel. Han belyser blandt andet etableringen af Jerusalems hebraiske universitet i 1925, hvis primære mål var at skabe en videnskabeligt forankret historisk, kulturel identitet for jøderne i Palæstina/Israel. Universitetet fik derfor en interessant dobbeltrolle. På den ene side skulle det bidrage til den universelle videnskab, og på den anden side skulle forskningen pege i retning af, at Israel var det naturlige hjemland for jøderne. De 2000 år i eksil skulle fremstilles som en historisk parentes – en unormal tilstand.«

– Hvad gjorde man konkret for at underbygge denne forestilling?

»Zionisterne besluttede blandt andet, at biblen i jødisk sammenhæng skulle læses som en historiebog og ikke et religiøst dokument. Den zionistiske populærvidenskab – men også en del seriøs af slagsen – forsøgte derfor at påvise, at biblen faktuelt dokumenterede, at jødernes hjem var i Israel/Palæstina. Det var vigtigt for zionisterne, at det historiske Israel ikke var en myte, men en sandhed, men det ved vi jo i virkeligheden meget lidt om. Ikke desto mindre står der i den israelske uafhængighedserklæring, at jøderne gav biblen til verden. Denne sekulære vision om biblen som et kreativt kulturprodukt af jødedommen er ekstremt nationalistisk og åbner muligheden for, at jøder i princippet ikke behøver at være religiøse. Myers har fat i noget meget rigtigt, når han viser, at forandring i den moderne verden opnås via distribution af viden. Det synspunkt abonnerer jeg fuldstændigt på, og bogen har i høj grad formet mit perspektiv.«

– Hvilken forståelse for konflikten mellem israelere og palæstinensere tilbyder Myers’ bog?

»Han illustrerer på meget fin vis, at man skal gøre sig klart, hvilken historie og fortælling, Israel-Palæstina-konflikten indgår i. Hvis fortællerammen er, at jøderne altid har haft et hjemland i Palæstina, men blot har været fordrevet siden romerne ødelagde Jerusalem i år 70, er det en historisk retfærdighed, at de er vendt tilbage. Men hvis man derimod ser Palæstina som en del af de postkoloniale konflikter i Mellemøstens historie, fremstår zionisterne som europæere, der under Storbritanniens beskyttelse koloniserede landet og smed palæstinenserne ud. Den kontekstuelle ramme påvirker måden, man ser de aktuelle kendsgerninger på. I historieskrivning er der altid en overordnet rammefortælling, et slags teleologisk skæbneperspektiv.«

– Din position?

»Mit forskningsperspektiv gør, at jeg ser konflikten som et element i den jødiske kulturhistorie, men derfor kan jeg sagtens anerkende den anden position.«

Daniel Boyarins ’Unheroic Conduct. The Rise of Heterosexuality and the Invention of the Jewish Man’, 1997

»Daniel Boyarin er en amerikansk Berkley-baseret professor, der bedriver kulturstudier. Jeg vender ofte tilbage til denne bog, fordi den fra et meget originalt perspektiv forsøger at gøre op den zionistiske historieskrivning. Boyarin deler Myers’ konstruktivistiske perspektiv og stiller nogle meget afgørende spørgsmål: Er Zionisternes vision virkelig den naturlige forlængelse af jødernes historie? Og har jøderne overhovedet en historisk ret til Israel, som de skal forsvare over for palæstinenserne?«

– Og for at svare på disse spørgsmål tager Boyarin udgangspunkt i jødiske mandetyper?

»Ja, det er meget originalt. Ifølge zionisterne er den rigtige mand en soldatertype. Stærk, fåmælt og hård, men retfærdig. Men Boyarins pointe er, at den jødiske mand aldrig har været en benhård type. Jødedommen har i diasporaperioden haft helt andre mandlige arketyper. Idealtypen er slet ikke soldaten, men derimod den vise rabbiner – klog og følsom og lyttende og diskuterende. Via kulturhistorien beskriver Boyarin den jødiske mand som belæst, blødarmet og bleg.«

– Hvilken betydning får dette synspunkt for den israelske selvopfattelse?

»Boyarins pointe er, at zionismen og Israel i virkeligheden er noget unormalt jødisk. Eksilperioden var ikke en historisk parentes – den var en normaltilstand. Boyarin vender det hele på hovedet og sætter dermed spørgsmålstegn ved det naturlige i zionisternes krav på det palæstinensiske landområde, når han viser, at jødedommens litteratur, religion, kultur, ritualer, sprog og identitet blev skabt i diaspora. Zionisterne modelerede i virkeligheden Israel efter et tysk forbillede snarere end et jødisk. Ideen om den stærke krigermand, den klassiske kønsrollestruktur og tanken om et fædreland og moderjord minder om en Wagner-opera, og Boyarin illustrerer, at Theodor Herzl, der mest af alt var inspireret af tysk kultur og filosofi, vidste meget lidt om jødedommen. Zionisterne overtog en masse koloniale stereotyper, fordi de selv havde været undertrykt i Europa, og de opførte sig som koloniherrer i Palæstina. Et enormt tankevækkende synspunkt. Derfor kan jeg godt lide bogen. Boyarin er virkelig skarp.«

– Hvad skal jødedommen ifølge Boyarin?

»Han mener, at jødernes bidrag til verden skal være diaspora og ikke biblen – som det er opfattelsen i den israelske uafhængighedserklæring. Jøderne viser ifølge Boyarin, at det er muligt at opretholde et sammenhænge fælleskab, adskillige sprog samt en kulturel, religiøs og historisk identitet over flere tusind år uden en politisk suveræn stat. Derfor gik han i dialog med den toneangivende palæstinensiske kulturanalytiker Edward Said i et forsøg på at udbrede budskabet, at konflikten mellem deres folk var en form for patologisk anomali i verdenshistorien. Boyarin har kaldt Zionismen for jødedommens moralske monster. Det bliver man upopulær på i Israel.«

Boaz Neumanns ’Land and Desire in Early Zionism’, 2011

»Neumann er en ung israelsk historiker, og med denne bog forsøger han at sætte en ny dagsorden for forståelsen for zionismen og dermed konflikten med palæstinenserne. Han studerer det meget interessante eksistentielle fænomen, der opstår, når mennesker nærmest går i ét med deres nationale identitet. Kildematerialet er dagbøger, digte, beretninger og breve fra de jøder, der immigrerede til det palæstinensiske område i årene op til den reelle konflikts udspring i årene 1929 og 1930. Neumanns bog illustrerer, hvordan nogle mennesker kan føle så meget for et stykke land, at de er villige til at dø for det. Hans perspektiv på konflikten er meget interessant og friskt, og han undgår fuldstændig den sædvanlige, normative og dømmende vinkel.«

– Hvad fortæller kilderne?

»Neumann serverer en masse rørende fortællinger fra jøder, der immigrerede fra forskellige steder i Europa og Rusland. De havde hørt en masse fantastiske historier om, hvordan de skulle befri landet fra dets lænker og få det til at gro i mælk og honning. Men da de ankommer, er området en blanding af en myggesump og en tør ørken. De er ved at dø af sved og træthed, men beskriver alligevel jorden og duftene og dampene på nærmest erotisk vis. Det er næsten som om, de udvikler en seksuel relation til jorden, og de bliver helt ulykkelige, når den ikke elsker dem tilbage. Ved at lade disse mennesker komme til orde åbner Neumann for en forståelse af et eksistentielt niveau af denne nationale identitet, som kan være meget svær at begribe for udenforstående. For mange fremstår begge parter blot som aggressive, nationalistiske psykopater, der skyder hinanden og sprænger bomber i luften. Men Neumann kommer et lag dybere, når han bruger begreber som begær til at beskrive denne meget fysiske, organiske kvalitet i relationen mellem mennesket, historien og territoriet. Det er super interessant læsning.«

– Hvordan kan man sætte Neumanns bog i relation til Israel-Palæstina-konflikten i dag?

»Han hjælper dig til at forstå den grundlæggende dynamik i israelernes, og dermed også palæstinensernes, relation til landet. De giftede sig nærmest med det, og når den anden part i konflikten forsøgte at stjæle bruden, eller begik overgreb mod hende, var det slet ikke til at rumme. Og sådan er det også i dag. Det er helt umuligt for mange israelere og palæstinensere at se den fundamentale retfærdighed i den andens perspektiv. Begge parter kan ikke være gift med landet. Jeg glæder mig til at læse et tilsvarende studie af palæstinensere i Gazastriben.«

Om denne blog

Bog for bog er en ny interviewrække på information.dk. Vi beder fagfolk fortælle om deres arbejde gennem bøger, de mener har været vigtige for deres område. Emner kan omhandle om alt fra litteratur til økonomi til pædagogik.

Anbefalinger

  • Christina Jensen
  • Heinrich R. Jørgensen
  • Mihail Larsen
  • Peter Jensen
  • Dennis G. M. Jensen
  • Malan Helge
  • randi christiansen
  • Niels-Holger Nielsen
  • Toke Andersen
  • Henrik Banke
Christina Jensen, Heinrich R. Jørgensen, Mihail Larsen, Peter Jensen, Dennis G. M. Jensen, Malan Helge, randi christiansen, Niels-Holger Nielsen, Toke Andersen og Henrik Banke anbefalede denne artikel

Kommentarer

Michael Kongstad Nielsen

Som i alle dybe og komplicerede konflikter er der fejl, skyldige og ofre på begge sider. Man kommer aldrig videre, hvis man ikke er indstillet på at forhandle en fredelig løsning. Jerusalem er hellig for alle de tre monoteistiske verdensreligioner. Hvem der kom først og hvem der er helligst er underordnet. Man kommer ikke udenom at Jerusalem skal deles mellem Israel og en palæstinensisk stat, så begge lande og de religiøses traditioner tilgodeses. Om grænsen så skal trækkes midt gennem bjerget, hvor det jødiske tempel lå (og hvor kun en rest af muren udenom er tilbage), og på den anden side klippemoskeen, så er det vel ikke umuligt.

Niels Jespersen

@Jørn Boye

"Håndplukkede referencer siger intet om substansen i et problem, de siger mest om den person der har skrevet indlægget."

Jamen, Jørn ,så har du chancen til at kommentere hvorfor du mener det er "håndplukkede" referencer - samt forklare hvad du mener med "håndplukkede". Hvad mener du iøvrigt om din egen personlighed, som kan kommentere og beskrive"personer" men ikke substansen i de referncer som "personen" giver, og iøvrigt nøjes med at kalde referencerne "håndplukkede"?

Du ser ud til ikke at have sat dig ind i emnet om Israel i særigt høj grad, da du så vil vide at mine referencer faktisk betragtes som yderst agtværdige og respektable af fagfolk og folk med check på referencerne - især vil jeg da fremhæve Stephen Walt og John Mearsheimer i USA,.

Så jeg takker for komplimenten hvis du mener at mine referencer siger mest om min person, da du jo så åbenbart mener at jeg er en agtværdig og respektabel person.

Det kunne være interessant at høre din kommentart til det - men hvis en sådan kommentar fra din side kun siger noget om din person - det tolker jeg dit udsagn som du mener ethvert udsagn gør - eller du mern måske noget andet? - vil jeg i og for sig være ligeglad med din kommentar. Den kan jo så ikke være seriøs og noget man kan bringe ind i debatten.

Niels Jespersen

Nu kendte jeg ikke Stephen Walt eller John Mearsheimer. Dette bekræfter min tese at man håndplukker efter livsanskuelse.
Har du læst Golda Meirs bog :"Mit liv", eller har du læst nogle artikler eller skrifter af Pamela Geller, hun er medstifter af :"American Freedom Defence Initiative" ?
Hvis ikke burde du læse dem, - du kan se, det kommer an på, hvad man leder efter.

Niels Jespersen

Det hele kan udtrykkes kort: "Søg og du vil finde", men det er ikke altid den hele eller den halve sandhed, som man finder.

Sider