Bog for bog Væsentlige emner bog for bog

Italien, fra Mazzini til Berlusconi

Foto: G Piazolla/Scanpix

Når det kommer til politik, er mange italienere kyniske egoister, siger forfatter og oversætter Thomas Harder, der fortæller om fem bøger om magtkampe, mafiaforbindelser og fascismens spøgelse i det moderne Italiens politiske historie.

Thomas Harders ‘Italien, fra Mazzini til Berlusconi’, 2006

»Jeg har været så beskeden at lægge ud med min egen bog. Den er ikke et oplagsværk eller en traditionel historiebog, men snarere en refleksion over, hvorfor italienere er italienere. Man hører ofte, at de mennesker, der bor i Italien, i langt højere grad er sicilianere, romere, venetianere, milanesere, end de er italienere. Og det var for så vidt også rigtigt engang. Men sådan er det ikke længere. På et tidspunkt i historien, der begyndte med den nationale vækkelse efter Napoleon og det såkaldte Risorgimento – den ideologiske og politiske bevægelse, som førte til Italiens samling i 1860 – er italienerne blevet til italienere.«

Kan du fortælle lidt mere om Risorgimento?

»Risorgimento-bevægelsen blev drevet frem af en lille elite af universitetsfolk, officerer, godsejere, skolelærere, apotekere og så videre. Giuseppe Mazzini, som lægger navn til bogen, var én af dem. Efter samlingen oprettede den nye stat en række institutioner som eksempelvis et skolevæsen og værnepligtshær for at skabe en italiensk fælleskabsfølelse og opslutning om fædrelandsideologien. ”Nu har vi skabt Italien. Så mangler vi bare at skabe italienerne,” skal en anden stor revolutionær tænker og patriot ved navn Massimo Tapparelli d’Azeglio have sagt. Jeg forestiller mig altid, at det foregik, mens han i sin elegante silkeslåbrok udmattet sank sammen i en stor lænestol. Ordene illustrerer, at et forenet Italien var den intellektuelle og politiske elites projekt uden den store forankring i den brede befolkning. 

Lykkedes Mazzini, d’Azeglio og de andre italienske fædre alligevel i deres bestræbelser?

»Jeg mener faktisk ikke, at det er elitens projekt, der i sidste ende har skabt italienerne. Det har derimod de fælles erfaringer og oplevelser, som historien så at sige har skænket – eller påført – dem. Kolonikrige, verdenskrige og senere massekultur i form af tv-serier og reklamer, der lærte dem at tale på samme måde, samt den øgede velstand i 1960’erne formede italienerne mere end nogen politisk elite kunne have planlagt eller styret.« 

Så i dag befolker italienerne et homogent land med en stærk sammenhængskraft?

»Nej, ikke helt. Et af Italiens store problemer er, at der stadig mangler en bred ideologisk og følelsesmæssig enighed om meningen med det italienske samfund og fællesskab. Dette spørgsmål er stadig til politisk forhandling, og alt efter om man er en højre- eller venstreorienteret, katolsk eller ikke-katolsk italiener har man helt forskellige tanker om det.« 

Er det et problem?

»Man kan sige, at italienerne egentlig længe har levet meget godt uden denne enighed, men når landet kommer under pres, bliver det problematisk. Det har man set i forbindelse med finanskrisen. Når der for alvor bliver brug for, at befolkningen betaler skat og ofrer noget for fællesskabet, er det en fordel, hvis den har en opfattelse af, at der så at sige er en dybere mening med landet og dette fællesskab. I disse situationer kan en italiensk samhørighed være svær at få øje på. Det så man ligeledes i begyndelsen af 1980'erne, da uafhængighedsbevægelsen i Norditalien, som senere blev til partiet Lega Nord, gjorde politisk oprør mod centralmagten i Rom. Det viste sig, at der i dele af Norditalien var relativt bred folkelig opbakning til et parti med skattenægtertendenser, som groft sagt ikke mener, at de velstillede behøver at være solidariske med de mindre velstillede og desuden ikke bryder sig om folk med en anden hudfarve eller langt hår eller en anderledes seksuel orientering.«

Lega Nord har på et tispunkt siddet i regering med Berlusconi, der ligeledes har lagt navn til din bog. Og han er vel umulig at komme uden om?  

»Præcis. Da den seneste udgave udkom i 2006, havde han allerede været en aktiv og synlig politiker i 11-12 år. Og når man beskæftiger sig med Italien, støder man konstant på spørgsmål om, hvordan i alverden italienerne kan blive ved med at stemme på ham.«

Og det spørger jeg så om nu.

»Hvis man vælger at tro på, at italienere ikke er dummere end andre mennesker, eller at det ikke er alle italienske mænds dybeste ønske at gå i seng med små piger, kan man blandt andet forklare Berlusconis politiske succes med, at Italien er det industriland, der har flest selvstændige erhvervsdrivende. Italien har en enorm bestand af små, familieejede virksomheder. En stor del af Berlusconis succes – og Italiens problemer – skyldes manglen på et stort borgerligt, europæisk orienteret centrumhøjreparti, som kan opfange pæne og ordentlige mennesker, som har egne forretninger og meget nødigt vil stemme til venstre for midten. Efter Anden Verdenskrig samlede det kristendemokratiske parti det borgerlige Italien. Det regerede uafbrudt i skiftende alliancer indtil begyndelsen af 1990’erne, da en række store korruptionsskandaler ødelagde partiet. Murens fald spillede også ind, for pludselig kunne Kristendemokraterne ikke længere spille på det borgerlige Italiens frygt for kommunismen. Berlusconi var i stand til at udfylde det vakuum, som opstod på centrumhøjrefløjen. Hans figur bygger desuden på et vist fjendskab mod statsmagten, og han fremstiller sig selv som den selvstændige erhvervsdrivende, der bliver forfulgt af et venstreorienteret domstolsapparat. Og det giver mening for mange italienere, der generelt har et meget kynisk forhold til politik og en forventning om, at statsapparatet udgøres af banditter, der er ude på at mele deres egen kage.«

Giuseppe Tomasi di Lampedusas ‘Leoparden’, 1956

»Den særlige italienske politiske kynisme og pessimisme er også et tema i romanen ’Leoparden’, som er skrevet af den sicilianske fyrste Giuseppe Tomasi de Lampedusa og udgivet efter hans død. ’Leoparden’ er litterært en fremragende og meget smuk bog med vidunderlige skildringer af landskaber og interiører og meget fine personportrætter. Med en stærk melankoli og en underspillet ironisk humor tilbyder Lampedusa læseren en frygteligt kynisk og pessimistisk analyse af et Italien, hvor gode folk holder sig tilbage, mens effektive tølpere får magten.«

Hvad handler ’Leoparden’ om?

»Det er en historie om det gamle aristokratis fald. Lampedusa skildrer kærligt og sørgmodigt, hvordan en fyrste – der i høj grad minder om hans egne sicilianske forfædre – håndterer overgangen til det borgerlige samfund efter Italiens samling. Revolutionslederen Giuseppe Garibaldi går i land på øen i 1860 og giver dermed stødet til Italiens samling og Siciliens indlemmelse i det nye kongerige. Fyrsten får efterfølgende tilbudt en senatsplads i Rom, men han afslår og anbefaler i stedet byens borgmester – en tølperagtig skikkelse, der med sin pragmatisme symboliserer alt det, fyrsten ikke bryder sig om ved de moderne tider. Men han er klar over, at tiden er kommet for praktiske folk, der ikke handler ud fra abstrakt overbevisning, men for egen vindings skyld. Lampedusas politiske pessimisme kommer til udtryk i et meget berømte citat fra bogen: ’Alt skal forandres, så at alt kan forblive, som det er’. Det er siden blevet mottoet for den kyniske måde at drive politik på i Italien. Den evige uforanderlighed. På trods af støj, drama og ballade forbliver det politiske system, som det altid har været. Italien har haft flere end 50 forskellige regeringer siden Anden Verdenskrig. Det giver indtryk af forandring, men i virkeligheden var det indtil begyndelsen af 1990'erne altid de samme mennesker, der dannede de forskellige regeringer, blot i skiftende konstellationer.«

’Leoparden’ foregår på Sicilien, der er berømt for sine mafiafamilier. Er det et tema i Lampedusas roman?

»Handlingen udspiller sig før, der eksisterede en egentlig mafia. Men borgmesteren fremstår som en art lokal boss med klare mafiaagtige tendenser.«

Leonardo Sciascias ‘Uglens Dag’, 1961

»Mafiaen og dens politiske forbindelser er til gengæld hovedtemaet i Leonardo Sciascias første roman ’Uglens dag’. Han viser, hvordan små forretninger og lokale og nationale politikere har tætte forbindelser til mafiaen. Det er en meget underholdende, stemningsfuld og kriminalistisk veludført roman.« 

Kan du kort skitsere plottet?

»’Uglens dag’ begynder som så mange mafiaromaner siden hen med et mord uden vidner: På en befærdet markedsplads i en lille siciliansk by står en masse mennesker og venter på rutebilen, mens en mand med en trækvogn sælger kager, og der er et mægtigt mylder. Pludselig lyder et skud, og kort efter er pladsen fuldstændigt mennesketom. En lokal entreprenør ligger død på jorden. Ingen har set eller hørt noget som helst, og efterforskningen, der udføres af en begavet og idealistisk carabinieère-kaptajn fra Parma i Norditalien, viser – ikke overraskende – at mafiaen har været på spil. Undervejs holder politikere med sicilianske forbindelser møder med højtstående parlamentsmedlemmer i Rom, og i sidste ende standses efterforskningen. Mafiabossen går fri på trods af tungtvejende beviser.« 

Hvad gør ’Uglens dag’ interessant i en italiensk politisk sammenhæng?

»Leonardo Sciascia var den første til litterært at illustrere koblingen mellem forretning, mafiaforbrydelser og politik på forskellige niveauer i Italien. ’Uglens dag’ havde en enorm gennemslagskraft. Den er blevet genudgivet flere gange og læses stadig i de italienske skoler.«

Og selvom vi har at gøre med fiktion, er handlingen i og for sig realistisk?

»Ja, og det ligger i luften og i personskildringen, at de korrupte politikere tilhører den sicilianske gren af det kristendemokratiske parti. En gren, som den nyligt afdøde, tidligere premierminister Giulio Andreotti i øvrigt var nært forbundet med. Han fik mange stemmer fra Sicilien, og han var kendt for at pleje venskabelige relationer til nogle meget tvivlsomme mafiatyper.«

Paul Ginsborgs ‘Berlusconi, Manden der ville eje Italien’, 2005

»Denne sammenhæng mellem mafia og politik bliver også mere end antydet i den engelsk-italienske historiker Paul Ginsborgs biografi om Silvio Berlusconi. Ginsborg underviser på universitetet i Firenze og har desuden været aktiv i forskelige borgerinitiativer og politiske bevægelser på venstrefløjen, så man må sige, at han er personligt engageret i kampen mod Berlusconi.« 

Hvordan kommer det til udtryk i bogen?

»Ginsborgs bog er på den ene side en ganske traditionelt anlagt biografi og på den anden side en meget kritisk analyse af Berlusconis politiske projekt. Berlusconi blev født ind i en bank- og funktionærfamilie i 1930’ernes Milano. Han havde i første omgang stor succes i byggebranchen, inden han skabte sit medieimperium og blev politiker. Ginsborg sandsynliggør i den forbindelse, at Berlusconi næppe var kommet så langt i sin erhvervsmæssige karriere uden forbindelser til mafiaen. Det er eksempelvis aldrig helt opklaret, hvordan han finansierede sin første virksomhed.«

Hvad er Ginsborgs analyse af Berlusconis politiske projekt og dets succes?

»Han mener ikke, man kan se bort fra den manglende solidaritet blandt italienerne – ligesom jeg kommer ind på i min bog. Mange stemmer på Berlusconi fordi de tror, at han vil varetage netop deres interesser. Og så betyder det mindre, at de egentlig ikke bryder sig om Berlusconis måde at gebærde sig på. Men hans succes handler i lige så høj grad om venstrefløjens svaghed, hvis interne stridigheder senest blev bragt til skue i forlængelse af parlamentsvalget. Centrumvenstre formåede ikke at skabe den nødvendige opbakning blandt sine egne parlamentsmedlemmer til Romano Prodis præsidentkandidatur. Selv i en situation, hvor man skulle tro, at venstrefløjen ville stå sammen, var de mere optaget af at udkæmpe interne fløjkrige end at få valgt deres egen præsident. Ginsborgs analyse hviler også på en glimrende beskrivelse af denne årelange splittelse på venstrefløjen.« 

Antonio Pennacchis ‘Mussolini-kanalen’, 2010

Vi runder af med en roman, som er blevet hædret med den mest prestigefyldte litterære pris i Italien, Strega-prisen.

»Ja, og Antonio Pennacchi er interessant, fordi han langt fra er en typisk intellektuelle forfatter. Han ernærede sig i 30 år som fabriksarbejder og tog først sent en universitetsuddannelse. Han var i en periode mere eller mindre aktiv i det italienske nyfascistiske parti, men har siden bevæget sig over på venstrefløjen. Gennem familien Peruzzi fortæller Pennacchi historien om de mange tusinde norditalienske familier, som Mussolini i 1930’erne flyttede til sumpområdet Agro Pontino mellem Rom og Napoli som en del af et prestigeprojekt, der gik ud på at dræne og opdyrke området. Peruzzi-familien forlader de trange kår på den norditalienske Po-slette, og den ene af brødrene har siddet i fængsel med Mussolini, som derfor skænker Peruzzierne to bondegårde i det nyopdyrkede landskab. Familien skylder fascismen alt, og brødrene udskifter de røde faner med sorte skjorter og kæmper for Mussolini – både i de afrikanske kolonikrige og siden i Anden Verdenskrig. Og da amerikanerne og briterne går i land ved Anzio i 1944, griber de igen til våben for at forsvare fascismen.«

Italienerne var altså loyale over for Mussolini, fordi han gav dem materielle goder?

»Ja, ’Mussolini-kanalen’ viser, hvordan mange italienere faktisk så Mussolini som en leder, der gjorde noget for dem. Han gjorde også Italien til et diktatur og styrtede landet ud i frygtelige katastrofer, men for mange jævne italienere, der hverken var ideologisk vakt eller tilhørte en undertrykt minoritet, opfyldte fascismen de basale behov. Indtil Mussolini gjorde fælles sag mod Hitler i Anden Verdenskrig.«  

Hvordan er Mussolinis eftermæle i Italien?

»Det kommer an på, hvem man spørger. Mange italienere har et fuldstændig klart billede af historien, og hvad fascismen var. Men der findes også italienere, som beundrer og dyrker ham. Der er en levende og aktiv nyfascistisk bevægelse i Italien i dag – også på ungdomsniveau. Man finder en del fascistiske kultur- og ungdomshuse i Italien, og det hænder ikke så sjældent, at meget højreorienterede kræfter vinder lokalvalg og borgmesterposter. En del gader og pladser i Italien er de seneste år blevet opkaldt efter fascistiske ledere, hvilket har udløst voldsomme protester fra centrumvenstre og andre demokratiske kræfter. Historien om fascismen er meget levende i Italien, og den spiller en rolle i den aktuelle politiske kamp mellem fløjene.«

Hvordan?

»Forfatningen, som blev skrevet i 1946 og 1947, bygger på værdierne fra den anti-fascistiske modstandskamp. Og mange af centrumvenstre-partierne bygger deres historiske legitimitet på denne forfatning og på kampen mod fascismen. Så når højreorienterede politikere anfægter modstandskampen og relativerer fascismens grusomheder, er det et bevidst forsøg på at undergrave det ideologiske fundament, som venstrefløjen og den forftaning, man ønsker at ændre, står på. Berlusconi har i øvrigt gang på gang brilieret ved at blive væk fra den officielle årsdag for sejren over fascismen i Italien den 25. april. Fordi det tydeligvis ikke interesserer ham, og fordi en del af hans vælgerkorps ikke synes, at den dag er værd at fejre.«

Tør man drage paralleller mellem Mussolini og Berlusconi?

»Det gør Pennacchi til en vis grad gennem sin fortæller i ’Mussolini-kanalen’. Historien om Peruzzi-familien fortælles af en nutudug fortællerstemme, som gentagne gange refererer til Berlusconi og sammenligner tilslutningen til hans politik med opbakningen til Mussolini, da han var ved magten. Han taler om, at italienerne er gået fra at være fascister til at være antifascister til at være kristendemokrater og til at spille på Berlusconis hold –  selvom de efterfølgende vil benægte det. Også i denne bog er det en afgørende pointe, at mange italienere tænker lavpraktisk egoistisk snarere end ideologisk.«

Om denne blog

Bog for bog er en ny interviewrække på information.dk. Vi beder fagfolk fortælle om deres arbejde gennem bøger, de mener har været vigtige for deres område. Emner kan omhandle om alt fra litteratur til økonomi til pædagogik.

Anbefalinger

  • Maj-Britt Kent Hansen
  • Olav Bo Hessellund
  • Heinrich R. Jørgensen
Maj-Britt Kent Hansen, Olav Bo Hessellund og Heinrich R. Jørgensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

As an Italian citizen living in Denmark I confirm that there are plenty of Italians well aware of history and the value of common goods and that the egoistic and, I would add, superficial attitude is not an Italian peculiarity. Look deeper into the Danish society and history. There is a good deal of stupidity in this country as well.

Vibeke Rasmussen

Thomas Harder siger om Lampedusas roman bl.a.:

»’Leoparden’ er litterært en fremragende og meget smuk bog med vidunderlige skildringer af landskaber og interiører og meget fine personportrætter. Med en stærk melankoli og en underspillet ironisk humor tilbyder Lampedusa læseren en frygteligt kynisk og pessimistisk analyse af et Italien, hvor gode folk holder sig tilbage, mens effektive tølpere får magten.«

Jeg er helt enig, men vil derudover tilføje, at Thomas Harders egen (ny)oversættelse af romanen er mesterlig. Det er en nydelse at læse den – indholdsmæssigt såvel som sprogligt.

Vibeke Rasmussen
Det er rigtigt, men en oversættelse er kun en oversættelse, man vil altid tabe nogle små fine ordspil.
Jeg foretrækker at læse bogen på originalsproget.

Maj-Britt Kent Hansen

Nogle af de andre artikler (eller titler/fotoillustrationer) på bloggen her er jeg vist stødt på i papir-Information, så hvordan kan jeg have overset denne artikel i papirudgaven?

Fordi den ikke har været bragt? Synd og skam, Information, når jeg tænker på, hvor meget ligegyldigt stof, der bringes i papirudgaven!

Vibeke Rasmussen

Jørn Boye, det vil jeg også til enhver tid foretrække: At læse et værk på originalsproget. Det kan og gør jeg, når der er tale om svensk, dansk, engelsk og i mindre omfang tysk litteratur. Men når der er tale om sprog, jeg ikke mestrer, i dette tilfælde italiensk, er jeg overladt til en oversætter, som jo i virkeligheden alt efter graden af evne og dedikation kan "make or break" et litterært værk. Derfor fortjener efter min mening gode oversættere altid, som i dette tilfælde Thomas Harder, ros og anerkendelse.

I øvrigt, ud over at formulere sig så smukt på skrift taler han også et både beundrings- og misundelsesværdigt smukt og tydeligt dansk.

Tænk, hvis flere kunne det … fx danske skuespillere, hvis replikker jeg ellers ofte godt kunne bruge oversættelser på i form af undertekster. ;-)