Bog for bog Væsentlige emner bog for bog

Verden set med realistiske briller

Den amerikanske præsident Nixon til middag med den kinesiske premierminister, Zhou Enlai (th. for Nixon), under sit besøg i Kina i 1972. Besøget blev epokegørende i amerikansk udenrigspolitik under den Kolde Krig. Foto: The Nixon Library

Professor ved Syddansk Universitet, Sten Rynning, fortæller om sit fag og syn på samme gennem fem bøger om international politik

- Før vi gå i gang med bøgerne skal jeg lige høre dig om noget. Jeg har læst mig frem til, at du er af den skole, man inden for international politik, kalder realisme. Kan du forklare lidt om, hvad det går ud på?

»Realismen handler om at tage udgangspunkt i mennesket og er af samme årsager en af de teorier i international politik, som ligger tæt på humaniora. Realismens udgangspunkt er, at selv om mennesket kan være et rationelt væsen med evne til at reflektere og løse problemer, så er vi også biologiske og spirituelle væsener. Vi har følelser, værdier, impulser og overbevisninger. Det er mennesket grundbetingelser, og det betyder, at politik ikke kan være udelukkende rationelt betinget. Politik bliver pluralistisk og involverer en kamp om ressourcer. Realismens normative målsætning er derfor at oplyse om magtspillet for derved at bidrage til en stabilisering af konflikter. Det vil sige, at realismen skal kritisere både de lande, som bliver impulsive og følelsesladede, og de lande, som sigter efter en ren rational orden.«

- Hvis vi så kigger på en aktuel konflikt, som den i Syrien. Hvordan ser den ud med realismens briller, og hvordan adskiller den sig fra andre teoriers blik på samme konflikt?

»Man kan sætte to ekstremer op i debatten om Syrien. Den ene ville hævde, at det her handler om magt, og vi kan løse den ved at skabe en stabil magtbalance. Og så vil man kigge på de forskellige aktører i f.eks. Qatar, Saudi-Arabien og USA og Rusland, Iran for at se om der kan skabes en magtbalance. Den anden ekstrem ville sige, at fred opstår ved, at staten Syrien skal bygges op på demokratisk vis med rettigheder og positiv fred for alle borgere. Det, jeg siger, er, at man bliver nødt til at lægge sig midt i mellem den rene magt og den rene idealisme. Vi bliver nødt til at se på, hvordan forskellige politiske visioner giver anledning til en kamp om ressourcer, og at det bedste, vi kan gøre, er at prøve at stabilisere det spil frem for at søge færdige løsninger. En stabil magtbalance fordrer en inklusiv holdning til politiske visioner, ligesom en demokratisk fred fordrer en forståelse af den underliggende magt.«

- Er det således en kompromisernes teori?

»Man kan nærmere sige, at det er en tragediernes teori. Vi får ikke perfekte løsninger. Det menneskelige projekt er altid ufuldendt og kræver altid engagement. Vi kan ikke finde færdige løsninger. Der er nogle teorier inden for international politik, typisk liberal og marxistisk teori, som mener, at vi kan opnå en eller anden form for himmerige på jorden. Det er hhv. den demokratiske stat eller den socialistiske, kommunistiske stat. Her mener jeg f.eks., at mennesket er mennesket, og vi må engagere det på dets egne vilkår.«

1. Paul Johnson, Modern Times, 2001

- Den første bog, du har valgt, er Paul Johnsons Modern Times, der udkom i 2001, og som ser tilbage på det 20. århundrede.

»Ja, det er korrekt. Det er ligesom det store tilbageblik på hele det 20. århundrede. Bogen er interessant, fordi der i kølvandet på den Kolde Krig var en tendens blandt historikere og andre til at skrive den ‘store historie’ om de store ting i verden, der drev Historien frem. Det kunne være mennesket eller geografi eller alt muligt andet. Det, Johnson gør i Modern Times, er at træde ind i debatten og siger, at det afgørende i højere grad har været menneskets evne til at håndtere politik. Og konklusionen er, at det går sgu ikke så godt. Han er kynisk udover, hvad jeg selv ville være. Kynisk over for politikere og statsledere, som følger store drømme, for drømme kommer altid med store omkostninger for andre mennesker. Han efterlyser med andre ord pragmatik i politik. Og hvis der er en årsag til tragedier i det 20. århundrede, så er det Einstein.«

-Einstein?

 »Ja, det er selvfølgeligt billedligt talt, men grunden er hans relativitetsteori om, at der egentligt ikke er noget, der er helt sikkert længere. Den gode gamle newtonske verden, hvor naturen fulgte nogle bestemte regler, ødelægges. Og med den ryger vores grundlag for at stole på vores virkelighedsopfattelse, og derfor falder mennesket tilbage i jagten på dets drømme. Vi behøver ikke længere at hægte dem op på erfaring, pragmatisme eller en erfaringsinteraktion med den faktiske verden. Og så er det, at de store ideologier kommer rullende: Socialisme, kommunisme, fascisme i alle dets udgaver samt tredjeverdens ideologier med varianter af socialisme. Med disse store ideologier kommer tragedierne. Det er dette, Johnsons bog handler om, og han fremhæver hele tiden menneskets kapacitet til at snyde sig selv. Meget af det 20. århundredes historie og de dertilhørende ideologier ser han som menneskets forsøg på at modellere nye, perfekte samfund i stedet for at anerkende menneskets grundlæggende vilkår. Hans bog er et forsvar for en pragmatisk liberalisme. Pragmatisk på den måde, at han mener, at et politisk system fremmeste opgave er at beskytte dens borgere. Ikke drømme om store forkromede samfundsløsninger og prøve at føre dem ud i livet på bekostning af andre mennesker. Vi skal sætte grænser for idealismen og først og fremmest være pragmatikere«

- Omkring Sovjetunionens fald i 1991 kom der en række bud på, hvordan den internationale scene nu vil tage sig ud, bl.a. Samuel Huntingtons famøse Clash of Civilizations. Hvordan placerer Johnson sig i den debat, der var i kølvandet på Sovjets kollaps?

»Der er to store ideer, der præger verden på det her tidspunkt. Den ene er, som du nævner, Huntingtons syn på civilisationer, og den anden er Fukuyamas idé om den liberale fred, som han præsenterer i End of History and the Last Man. De er vidt forskellige, men de fokuserer alligevel begge på idéer, som er strukturelle og dominerer det enkelte menneske; altså ideer som ‘det demokratiske system’ og ‘civilisationer’. Johnson ville sige, at de burde klappe hesten, fordi det, der skaber politik, er menneskelige beslutninger, og beslutningstagere har en formidabel evne til at ødelægge ting for andre, når de giver sig i lag med store tanker om politikkens perfektion. Han er en skeptiker over for sådanne ‘store’ argumenter.«

2. Hans Morgenthau, Scientific Man versus Power Politics, 1946

- Den næste er bog udkom umiddelbart efter 2. Verdenskrig. Hvad er der at sige om den?

»Hvis Johnson repræsenterer realismen i 1990ernes store debat, så er Morgenthau hans sidestykke i efterkrigstiden. Morgenthau leverer i denne bog et ødelæggende angreb på den rationelle liberalisme. Han skriver, at meget af den elendighed, vi så i de store verdenskrige, skyldes store svingninger i forståelsen af politik – som åbnede for ekstreme løsninger. Først kom den rene, rationelle liberalisme og dens tro på, at man kan skabe perfekte løsninger igennem ’oplysning’. Hvis bare man tænker rigtigt, så ser man løsningen. Det er helt a-politisk, og det åbner banen fuldstændig for det andet ekstreme, nemlig troen på, at der intet findes udenfor politik som ren magtkamp. Det er så fascismen. Alt er mørkt: kun magten eksisterer. Disse ekstremer dominerede i 50 år, gav hinanden nærig, siger Morgenthau, og han vil tilbage til en bevidsthed om, at politik handler om det komplekse menneske og evnen til at skabe balancer mellem alle vores impulser.«

- Hvordan blev den her bog modtaget i samtiden?

»Det var et opgør med, hvordan man hidtidigt havde tænkt international politik, og faktisk så er Morgenthau og nogle få andre med til at gøre international politik til et egentligt fagområde. Der var selvfølgelige tænkere før dem, f.eks. Machiavelli og Thomas Hobbes, men de var spredte og var ikke en del af en bevægelse, som stillede skarpt på, hvad det ville sige at leve i et ’internationalt’ system. Denne bevægelse kom i debatten, hvor Morgenthau var en af ledestjernerne.«

3. David Calleo, Rethinking Europe's Future, 2003

- Med den næste bog skal vi lidt tættere på både i tid og sted og videre til noget, der er yderst aktuelt.

»Ja, det er korrekt. Calleo er fantastisk spændende og en klassisk akademiker, der desværre ikke altid når udover rampen til et større publikum. Calleo kigger i denne bog tilbage på Europa gennem de sidste 100 år og spørger så: Hvad er det, der sker med det europæiske projekt? Men i stedet for at kigge på traktater eller interne magtforhold kigger han på, hvordan forskellige idé sæt ligger forplantet i de politiske institutioner og skaber en form for idéernes europæiske balance. Det lyder lidt komplekst, men det er det også. Klassiske realister arbejder med komplekse teori, fordi de ikke godtager simple svar. Men Calleos vigtige budskab er, at vi aldrig kommer til at få enkelte løsninger i Europa. Han skriver jo på et tidspunkt, hvor flere og flere taler om en europæisk føderation eller spørger sig selv om Europas interne problemer ikke kan løses gennem ren frihandel. Dette er en fristelse til at få et quick fix, og Calleo maner til besindighed. Europa er i sin grundnatur en hybrid.

- Nu skriver Calleo jo før både finans- og eurokrise, men på et tidspunkt, hvor der var tale om en fælleseuropæisk forfatning, der som bekendt senere blev nedstemt. Ville Calleo være kritisk indstillet over for sådan en løsning?

»Ja, absolut. Europas pluralitet kan vi ikke komme uden om. Så når nogen begynder at snakke om, at en forfatning skal beskytte ejendomsretten og frihandel, så støder vi på problemer. I visse europæiske lande er der nemlig et fastgroet tankesæt omkring merkantalisme og ønsket om at beskytte egen industri, som kommer i konflikt med de liberale institutioner på kontinentet. Og dette kommer vi ikke uden om. Så uanset hvordan vi skriver den der forfatning, er virkeligheden, at der er mange modsatrettede interesse i Europa. Det samme gælder spørgsmålet om EU skal være atlantisk eller europæisk.«

»Vi får det ikke løst med en traktat. Calleo viser i bogen, hvordan de her tanker ligger forankret i de politiske institutioner, og hvordan den bedste løsning for Europa er en trebenet model, hvor vi integrerer det atlantiske med det europæiske og samtidig opnår et fornuftigt forhold til Rusland. På den måde varetager vi bedst den pluralitet, der er i Europa. Hvis vi prøver at skabe et rent, føderalt Europa, hvor vi ikke tilgodeser de andre ben, kommer der ikke noget godt ud af det.«

- Det lyder lidt som om, at konsekvensen af de her kompromiser bliver, at fordi Europa skal være et kompromisernes projekt, så bliver EU aldrig en seriøst spiller på verdensscenen.

»Det lægger i hvert fald store bånd på, hvad Europa kan gøre. Vi kan gøre ting i partnerskab med USA eller som selvstændig handelsblok i WTO, men vi får aldrig nogen sinde én samlet udenrigspolitik med slagkraft ligesom USA. Der er for mange modsatrettede interesser inden for EU. Der ligger i de forskellige lande nogle dybt forankrede traditioner og ideer, som man ikke kan lave om på gennem en slags letkøbt konstruktivisme – hvor man bare italesætter en ny virkelighed. Hvis den franske præsident i dag gik ud og sagde: ‘Vi er en liberal stat, der går ind for maksimal frihandel‘, var der ingen, der ville høre efter. Dertil er de merkantilistiske institutioner i Frankrig for stærke.«

- Man kan jo mene, at de handelsmæssige spørgsmål har været et central problem i EU siden Romtraktaten og dannelsen af frihandelszonerne EF og senere det britiskdominerede EFTA uden om EF, som Danmark i starten var en del af. Er det de samme problematikker, som stadig gør sig gældende for EU i dag, ifølge Calleo?

»Europas projekt er at holde balance i de her underprojekter. Det kan ikke være anderledes. Euroskeptikerne, f.eks. herhjemme, som frygter, at nu kommer det store forkromede Europa-projekt, de forstår simpelthen ikke EU’s grundlæggende udfordringer. De fanger ikke, hvad Europa handler om. Men samtidig har de naive euro-optimister, som mener, at nu skal Europa sætte sit præg på verdenskortet heller ikke forstået det. EU er først og fremmest et spørgsmål om at balancere de underliggende projekter i Europa.«

- Og det er det stadigvæk 10 år efter Calleos bog og efter en eurokrise og med en eventuel britisk udmeldelse på vej?

»Absolut.«

4. Robert D. Kaplan, The Coming Anarchy, 2001

- Den næste bog er skrevet af en mand, som nogle måske ville kende. Han er fremtræden skribent på det anerkendte amerikanske månedsmagasin The Atlantic.

»Egentligt ville jeg gerne tage de to sidste bøger sammen, hvis jeg må«

- Du skal være så velkommen. Den sidste bog, du har valgt er af en mand, som nok endnu flere kender. Bogen hedder ’On China‘ og er skrevet af den tidligere amerikanske udenrigsminister, Henry Kissinger

»Ja, nu begynder vi så småt at kigge ind i fremtiden for at se, hvad den mon byder på. Der er to forskellige bud fra Kaplan og Kissinger. Kaplan mener, at vi stort set har tabt kapløbet med hvad det menneskelige miljø kan bære, og vi nu vil reduceres til mere primitive mennesker. Han er ret pessimistisk. Den moderne verden vil accelerere. Bymiljøer og samfundsmodeller vil kræve så meget af vores omgivelser, at de bryder sammen. Enorme metropoler opstår, hvor der mangler rent vand, sygedomme spredes, og levevilkårene er forfærdelige. Livet vil være en kamp, det vil orientere os mod vores biologiske og impulsive rødder. Det liberale menneske kan ikke overleve, med andre ord. Det er fremtiden, mener Kaplan, og i første omgang især i Afrika.«

»Det er ikke noget, vi kan bremse eller stoppe med udviklingshjælp eller, og det vil brede sig. Det kommer, så at sige, til en by nær dig. Det bliver en hård kamp om ressourcer, en form for anarki. Han ser det komme til USA, hvor de rige i stigende grad bor i gated communities og lukker sig af fra andre. Der sker også en vedvarende indvandring til de vestlige lande, og det kommer til at underminere de samfundsmodeller, vi har. Helt uundgåeligt vil verden blive mindre liberal-demokratisk, mindre præget af offentlige myndigheder, og mere præget af menneskets kamp for sig og sine egne.«

- Skyldes det ressourcemangel eller Huntingtons famøse Clash of Civilizations?

»Det er bestemt ikke Huntington. Men Kaplan er heller ikke Connie Hedegaard: Bare vi får solceller, så løser det hele sig nok. Han taler om, at der bliver for mange mennesker på for få områder. Modernitet er at samle os i byer. Det gør man i hele verden. I disse enorme byområder, som Lagos i Nigeria og Cairo i Ægypten er der mangel på ressourcer, og det er her, Kaplan starter. Han ser ingen ende på denne udvikling. Hans konklusion er derfor, at USA skal holde med at bruge så meget energi på Europa og Asien og bruge mere energi på Latinamerika. Det er derfra, USA’s problemer vil komme, men det vil også lægge enormt pres på de nuværende styreformer i disse lande.«

- Hvordan adskiller det sig fra Europas industrialisering og urbanisering? Nu var der jo revolutioner i mange lande, men man kunne jo også mene, at et land som Storbritannien, hvor urbaniseringen i det 19. århundrede var størst, på en måde reformerede sig ud af en revolution med politiske og konstitutionelle tiltag. Er det ikke en mulighed for disse lande i den tredje verden?

»Det mener Kaplan ikke. Jeg siger ikke, at han har ret. Men det, han siger er i det mindste plausibelt. Det handler om en fremtid med en relativ ukontrollerbar kamp om ressourcer, som skyldes et stresset urbaniseret råt miljø, hvor myndigheder ikke fungerer, og hvor mennesket må kæmpe for egen overlevelse. Et moderne, urbaniseret anarki.«

5. Henry Kissinger, On China, 2011.

»Kissinger er Kaplans modstykke«

- Ja, og så bevæger vi os videre til den femte og sidste bog.

»De er begge to realister og mener, at verden kan bevæge sig mod en form for tragedie. Men Kissinger kigger på alle dem, der mener, at en konflikt mellem USA og Kina er uundgåelig. Kissinger mener ikke, at en sådan konflikt er nødvendig, og derfor skriver han bogen. Vi kan godt skabe en forståelse mellem Kina og USA, så de er i stand til at stabilisere deres forhold og undgå katastrofale udsving i deres politik. For Kissinger kræver dette, at statsmænd sætter sig sammen og diskuterer, hvilke grundidéer, der er bag deres politikker. Hvis man kan forstå grundlæggende idéer i andre samfund, så kan man skabe en basis for diplomatisk fleksibilitet og kompromis. Kissinger er Kissinger, og meget af det han skriver, kan føres tilbage til åbningen af Kina og dermed hans egen rolle i amerikansk udenrigspolitik.«

- Ja, for Kissinger var jo en af de første til at se, at USA kunne udnytte den stigende antagonisme, der var i forholdet mellem de to store kommunistiske magter, Kina og Sovjet, i slutningen af 60‘erne. Nixon besøger jo Mao i Kina – som den første amerikanske præsident siden revolutionen – ikke så lang tid efter og cementerer på den måde bruddet mellem Kina og Sovjet. Er det den erfaring, han trækker på?

»Ja, præcis. Det er den erfaring, han trækker på, og i øvrigt også hele sit intellektuelle arbejde om, hvordan man skaber balance mellem magtcentre. Argumentet omkring Kina er, at i 50‘erne og 60‘erne var der mange i USA, som så Sovjet og Kina som én stor rød blok. Dermed misforstod de magten og konkret den drivkraft, der fik kineserne til at søge sin egen udvikling og distancere sig fra Sovjet. Hvis man var i stand til at forstå det, var man også i stand til at åbne for nye diplomatiske relationer. Ikke for at lave en alliance; de kunne man selvfølgelig ikke, men for forandre og stabilisere magtforholdene, så man undgik krig. Det var det, Nixon og Kissinger kunne se; altså at man må forstå Kina på dets egne præmisser. I dag siger Kissinger det samme. Vi må forstå Kina for at undgå konflikt, ligesom Beijing må lægge sig i selen for at forstå USA. Det handler om grundforståelse af hinanden.«

-Tidligere udenrigsminister i USA, Hillary Clinton, annoncerede i et stort indlæg i magasinet Foreign Policy sidste år, at USA fremover vil fokusere mere på Stillehavet end Europa, og det er kort tid siden den sidste amerikanske tank forlod europæisk jord. Flere af de sydøstasiatiske lande ser også USA som en modvægt til Kina i regionen. Men det er ikke noget problem så længe, man har en indbyrdes forståelse, ifølge Kissinger

»De store spillere er nødt til at forstå hinanden, ja.«

- Men forstår de hinanden, når en amerikansk udenrigsminister sådan offentlig går ud og annoncerer det? Er det ikke en rød klud i hovedet på Kina?

»Kissinger er jo også realist og mener derfor, at man er nødt til at have troværdighed bag sine ord i international politik. En militær tilstedeværelse kan tjene diplomatiet. Det skal bare gøres rigtigt, så det militære spiller sammen med det diplomatiske. Det ville jo ikke nytte noget for USA’s diplomati, at USA stillede atomvåben op på Taiwan: diplomatiet ville fryse. Tilsvarende ville et militært svagt USA blive trukket rundt i manegen af Kina.«

- En af kritikpunkterne af Kissingers bog er, at den fokuserer for meget på USA’s forhold til Kina og ikke rigtigt tager de interne dynamikker i Kina med i betragtningen, og at det Kina, Kissinger kender, er mere Mao og tildels Deng Xiaopengs Kina, end det er Kina i det 21. århundrede. Hvad siger du til det?

»Jeg vil sige, at det er en uhyre forventelig kritik af Kissinger. Kritikken kommer jo fra folk, som ikke tror på, at statsmænd har en rolle at spille. Fra folk, som mener, at alt er styret af økonomi, virksomheder og civilsamfund. Men det er jo ikke der, Kissinger er. Og man kan ikke klandre ham for ikke at kende Kina, som han har besøgt et utal af gange. Bogen her er hans fortolkning af, hvad det kræver for at opretholde magtbalancen mellem Kina og USA, og det er et vigtigt bidrag til debatten. Jeg har endnu ikke set godt svar på magtpolitikkens udfordring fra den liberale skole. Hvordan mener de, at man stabilisere regionen næste gang et eller andet står alvorligt i flammer – at Nordkorea bliver rigtig krigerisk, at kold krig i det sydkinesiske øhav fører til skududvekslinger, eller at Burma forfalder til borgerkrig og trækker regionen ind i den. Hvad gør Beijing og Washington så? Skal vi tro på, at Shanghai Investment Bank rager kastanjerne ud af ilden?«

Om denne blog

Bog for bog er en ny interviewrække på information.dk. Vi beder fagfolk fortælle om deres arbejde gennem bøger, de mener har været vigtige for deres område. Emner kan omhandle om alt fra litteratur til økonomi til pædagogik.

Anbefalinger

  • steen nielsen
steen nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Holger Madsen

Der hører vist en lille sjov historie til det billed, hvor Nixon med nogen skepsis prøver at håndtere disse spisepinde.
Han skulle ved middagsselskabet have spurgt Zhou Enlai, hvad kineserne spiste med førend disse pinde, og Zhou Enlai skulle have svaret, - kniv og gaffel.!

henrik hansen, Johann A, Per Torbensen, Claus Oreskov, Ulf Timmermann og Per Jongberg anbefalede denne kommentar
Simon Fancony

En anden sjov anekdote fra mødet skulle vist også have været, at Nixon på et tidspunkt spørger Enlai, hvad han mente om den franske revolution, da Nixon havde hørt, at Enlai skulle have en interesse for fransk historie.

 Til det svarede Enlai: Det er for tidligt at sige noget om!

Det er så senere kommet frem, at mens Nixon (selvfølgelig) mente revolutionen i 1789. Enlai skulle efter sigende have ment studenteroprøret i 1968.

Nå, det var en lille sidehistorie :)

Johann A, Per Torbensen, Claus Oreskov og Holger Madsen anbefalede denne kommentar
Ulf Timmermann

Den sidste er nu en André Malraux-historie, fra 1965 så vidt jeg husker, og ordvekslingen var mellem Mao og ham, så spørgsmålet gik altså 1789-revolutionen.

Claus Oreskov

” Her mener jeg f.eks., at mennesket er mennesket, og vi må engagere det på dets egne vilkår”, men disse vilkår har Sten Rynning allerede bestemt i forvejen idet han, som han selv siger arbejder ud fra en model der ser mennesket som rationelle, biologiske og spirituelle væsener (hvad er spiritualitet egentligt?). Det han også kalder ” at anerkende menneskets grundlæggende vilkår”. Lyder som en farlig vildfarelse for når Rynning på forhånd kender hemmeligheden ved menneskenes eksistens som en essens, upåvirket af historien så kender han også alle svarene på forhånd – og disse svar kan man se svare preciøs til samme Rynnings temparment og verdens anskuelse. Gud sikke en bunke lort!
Sten Rynning udtaler sig skråsikkert om marxismen og afslører samtidig at han intet ved om samme marxisme. I stedet for saglig argumenter om marxismen galper han op med slidte stereotyper: ”at vi kan opnå en eller anden form for himmerige på jorden” ( man kunne anbefale denne professor, at læse ledt - bare en smule om emnet).
Simon Fancony strør også om sig med klichere f.eks. ”Sovjetunionens fald”. I en artikel som diskutere realisme burde der måske stå ”Sovjetunionens opløsning”, som er det korrekte ord for det, som hændte da 3. statsledere indenfor unionen besluttede at opløse denne!

Klaus Pedersen

Claus Oreskov, du læser da vist det interview som fanden læser biblen. For det første, handler interviewet om, hvordan verden ser ud, gennem realismens briller. Så er det jo klart, at Rynnings standpunkt er klart. Så hvorfor dælen beskylder du ham for at kende svarene på forhånd. Det han kender/giver udtryk for, at realismens svar på problemstillingen. Det citat du hiver, er jo svart på et spørgsmål om teories virke, og til det svarer han. At modsat institutions og statsteorier som, eksempelvis liberalisme og marxismen, så mener han, at svaret ligger gemt i menneskets kompleksitet. Det spirituelle i denne forbindelse, giver han jo selv svar på. Nemlig overbevisninger og værdier. På intet tidspunkt udtaler han sig skråsikkert om marxismen. Han udtaler sig derimod om, to teoriretninger indenfor international politik, som begge tror på varig fred. Hvis du skulle være i tvivl, så er "himmeriget på jord" en metafor, for varig fred. Ikke et udtryk for uvidenhed, om teoretiske retninger.

Claus Oreskov

For mig ser det stædig ud som Sten Rynning arbejder med en model der definere menneskene som: rationelle, biologiske og spirituelle væsener.
Så er mit spørgsmål hvad nu hvis vi mennesker, eller en del af os ikke er: ” rationelle, biologiske og spirituelle væsener” eller hvad nu hvis vi er det i nogle situationer, men ikke i andre situationer. Eller være endnu: hvad hvis vi er alt dette plus/minus noget ukendt, som forskeren aldrig kan finde frem til fordi han på forhånd ved hvad vi mennesker er! I øvrig er Sten Rynnings begreb om menneskene udelukket en psykologisk model, selv om han teoretisk medtager biologien. Han siger nemlig at modellen udtrykker: følelser, værdier, impulser og overbevisninger(for mig at se en ensidig idealistisk model, som ikke medtager mennesket som levende i et socialt og økonomisk miljø). Det er jo fantastisk at du ved hvad Sten Rynning inderst inde mener, man kunne faktisk få den tanke, at du kender ham indefra (ser at du er oprettet som blokker til lejligheden). At du nu afslører overfor mig at Sten Rynning med "himmeriget på jord" mener varig fred, så må du altså undskylde. Bag denne slidte kliche gemmer der sig normalt en påstand om, at marxismen mener at et retfærdigt samfund, hvor ingen udbytter andre kan opnås en gang for alle – ”realistiske”  marxister, så som Lenin vidste, at det er et mål man altid arbejder hen imod (men aldrig når).
PS: Marxismen er en økonomisk teori, og ikke et politisk system m.a.o. marxismen kan anvendes indenfor forskellige politiske diskurser.

Klaus Pedersen

Men det er jo lige netop det der er min pointe. Rynning arbejder/forklare/ser international politik gennem realismen. I den klassiske realisme, består mennesket af tre ting. Rationalitet/biologi/spiritualitet. Menneske har evnen til at være rationelt. Krig er ikke rationelt. Er det biologien/impulser/lysten, der skaber krig. Eller er det spiritualiteten/ideologien/visionen. Den klassiske realisme siger, at mennesket er kompleks, derfor er det svært at beskrive, hvorfor der er krig. Klassiske liberalisme arbejder udelukkende med rationalitet, og dets institutioner, til at forklare krig. Det har den ikke haft meget held ved. Marxismen arbejder ikke med individer, men med grupper og strukturer, når den forklare krig. Om mennesket består, af mere eller mindre, end hvad den klassiske realisme beskriver, er sagen underordnet. Som i mit første indlæg, påpeger jeg bare, at han prøver at beskrive verden ud fra en bestem teoretisk position. Så det er ikke fordi jeg kender Sten Rynning indefra, men jeg kender hans teoretiske position. At jeg har oprette en profil, netop i dag! Tjaa, man skal vel starte et sted. At det er en gammel kliche, ændre ikke på, at det liberale projekt, er et fredsprojekt. Ligeså er det marxistiske. Men det er her realismen skiller sig ud. Netop ved at pege på kompleksiteten i den menneskelige natur, argumentere den for, at evig fred er umuligt. Det eneste mulige er, stabilitet gennem en stærk magtbalance. Husk at verden vi kigger på, er den sammen, for du jeg og Rynning. Men vi kan se den gennem forskellige briller. Derfor opstår konflikter af forskelle årsager, og løsningsmulighederne er lige så forskellige. Men verden er stadig den samme.

Maj-Britt Kent Hansen
Jeg kom uden besvær via Google ind på FT. Men nu kan man åbenbart ikke gå direkte ind. Lidt mystisk.

Niels-Holger Nielsen

At marxismen skulle være udelukkende, eller først og fremmest, en teori om økonomi turde være en reduktionisme af de helt store. Marx var filosofisk materialist, mens SR helt klart er filosofisk idealist. Selvom de fleste måske ville synes, at en 'realist' også måtte være materialist, kan jeg forsikre, at det langt fra altid er tilfældet. Hvad angår de teoretiske realister gælder det nok snarere langt de fleste, om ikke alle. 'Realismen' er først og fremmest konservativ og normativ, altså dybt idealistisk: den kan muligvis føre til moderation, hvis alle aktører er optændt af det fælles bedste, hvad de tydeligvis ikke er.