Bog for bog Væsentlige emner bog for bog

Finanskrisen skyldtes ikke grådighed

Foto: Scanpix

Der er jo ingen, der tror på, at grådigheden opstod i 00’erne. Den har altid været der. Finanskrisen skyldes nærmere, at man lidt efter lidt havde fjernet den kontrol, man klogeligt oprettede efter krisen i 30’erne, siger professor i økonomi Christen Sørensen. Han var en af de få, der forsøgte at advare imod en forestående krise, før markedet krakkede i 2008. Her anbefaler han fem bøger, der kan hjælpe os til at forstå finanskrisen.

1. Financial Crisis Inquiry Commission, Financial Crisis Inquiry Report, 2011

Du snyder os lidt på konceptet, når du fremhæver en rapport i stedet for en bog. Man kan vel fodre svin med rapporter om finanskrisen, men du mener, at denne er vigtig - hvorfor?

»Ja, det gør jeg, fordi det er den mest den mest autoritative og den mest grundige rapport om baggrunden for finanskrisen. Det handler ikke om grådighedens årti og alt det vrøvl, der stod skrevet i medierne. Der har jo altid været grådighed. Der er jo ingen, der tror på, at det er opstået helt pludseligt i 00’erne. Det afgørende var, som rapporten også peger på, at man fra begyndelsen af 1980 gradvist fjernede de reguleringer, man oprettede efter finanskrisen i 30’erne uden at sætte et ordentligt nyt system op.«

Undersøgelseskommissionen bag rapporten havde fået til opgave at finde årsagerne til krisen – giver de en analyse af, hvorfor man havde dereguleret den finansielle sektor?

»I den tidligere nationalbankdirektør Alan Greenspan havde det frie marked en person, der tillod alt. Jeg har aldrig læst en rapport, der var så kritisk over for en ledende person, som Financial Crisis Inquiry Report er over for Alan Greenspan. Han bliver jordet.«

Hvem har ellers ansvar for finanskrisen i USA?

»Rapporten lægger et meget tungt ansvar på kreditvurderingsbureauerne (Moodys, Standard & Poor og Fitch). Det var dem, der vurderede de tvivlsomme lån og nye finansielle instrumenter alt, alt for positivt. 80 pct. af disse tvivlsomme papirer fik AAA-ratings, altså lige så høj en vurdering som amerikanske statspapirer! Det betød, at de nemt kunne sælges videre. Pensionskasser må fx kun købe papirer med en vis rating, og hvis Moodys, S&P og Fits ikke havde tildelt dem en høj rating, så havde disse papirer kun fået en ringe udbredelse. Og så var krisen aldrig været så stor, som den blev.«

Hvordan kunne systemet løbe løbsk – hvorfor stoppede man ikke op?

»Fordi alle, der var i systemet, blev begunstiget. Dem, der solgte pantebreve, fik enormt høje bonuser baseret på hvor mange og hvor store pantebreve, de kunne sælge. De lokkede folk til at belåne deres huse til over 100% med lave renter, der efter to-tre år blev voldsomt hævet. De accepterede også pantebrevsfinansiering til folk, der var alt for dårligt stillede. De næste led i kæden lukkede øjnene for dette, idet de også var bonusaflønnede.

Det kunne gå i nogle år, men aldrig på langt sigt. Det er vigtigt at forstå, at Moodys blev et børsnoteret selskab i 2000, og derfra var de drevet af profit. Tidligere var kreditvurderingsbureauerne nærmest universitetsinstitutioner, men de blev omdannet til grådige profithungrende institutioner. De overvurderede boligprisstigningerne, og regnede aldrig med, at hele markedet kunne kollapse på samme tid.

Tragedien i det hele er, at, som i Kejserens nye klæder, så var der ingen på ledende poster i finansverdenen eller i regeringskontorerne, der turde sige, at de ikke forstod, at det ikke hang sammen. Hele vejen igennem slår det mig, hvor inkompetente de højest lønnede ledere var. Nogen kalder det dumhed. Andre mener, det var helt bevidst, fordi det ville medføre grotesk høje bonuser, hvis de på kort sigt overvurderede profitten i deres egen virksomhed.«

Rapporten peger på en række klare indikatorer for, at krisen var under opsejling og derfor kunne forudses Du var selv tidligt ud og pege på en forestående krise i Danmark. Var det de samme faktorer, du lagde til grund for dine advarsler?

»Nej, det kan man ikke sige. Det er vigtigt at sondre mellem finanskrisen i USA og krisen i Danmark. Jeg havde mit fokus på Danmark, hvor det især var et voldsomt byggeboom og en historisk uansvarlig finanspolitik, der gjorde, at krisen slog så alvorligt igennem i Danmark. I USA var derimod primært en finansiel krise, hvor man tillod de finansielle produkter at udvikle sig så voldsomt, at man ikke kunne styre dem.

Men der var ingen med fornuft, der kunne forudse, hvor galt det ville gå. Man vidste fra 30’ernes krise, at man ikke måtte lade en større finansiel institution gå konkurs. Det udløser en række dominoeffekter, som man ikke kan kontrollere. Nationalbankdirektøren Ben Bernanke var ekspert i 30’ernes økonomiske krise, og derfor regnede ingen med, at han ville begå de samme fejl som dengang. Men han tillod, at investeringsbanken Lehman Brothers gik konkurs, og derfra frøs alting til. Det var en helt afgørende fejl.«

Hvorfor tillod man så det?

»En ofte fremført hypotese er, at den daværende finansminister Hank Paulson havde et horn i siden på Lehman Brothers. Han var jo tidligere CEO i Goldman Sachs, og der var et stærkt konkurrenceforhold mellem Goldman Sachs og Lehman Brothers. Han indleder i hvert fald de afgørende forhandlinger med at sige »not a penny to Lehman Brothers« uden, at Ben Bernanke protesterer.«

Hvorfor bremser Ben Bernanke ikke Hank Paulson, hvis han ved, at det en hel gal kurs?

»Formentligt fordi han ikke havde nok rygrad. Han skulle jo bare have meddelt, at han øjeblikkeligt ville nedlægges sin post, idet han ikke kunne acceptere en så forkert kurs. Men når du er i store magtpositioner, så sker der det for nogen, at de accepterer ting, de ved er forkert for at blive på deres post. Så han lader Lehman gå konkurs. Det er finanskrisens største fejl. Det er ikke bare noget jeg siger – det er den helt generelle holdning.«

Hvilke konsekvenser har rapporten haft?

»Det var jo lige fra starten en meget politisk rapport med demokratisk flertal i udvalget. Den politiske sammensætning har svækket de mulige konsekvenser, og den har ikke rigtigt ført til noget. Bankerne er blevet større, og selv om der er kommet ny regulering, så kan man godt tvivle på, om det er nok. Der er ikke sket nogen ændringer med kreditvurderingsbureauerne, og det mest bemærkelsesværdige er, hvor stor indflydelse de stadig har, når de kommer med deres vanvittige vurderinger. De vurderede jo både Island og Grækenland højt, lige inden de krakkede. De er utroværdige og styret af deres egen profit. Men den finansielle sektor er enormt stærk, og mange i Obamas administration er hentet fra finanssektoren. Det er en sektor, der finansierer en stor del af de politiske kampagner USA.

Rapporten kunne have fået større betydning, end den faktisk har fået, hvis kommissionen vel at mærke havde fået lov, at komme med forslag til forebyggelse af fremtidige finanskriser. Men det måtte den ikke, den skulle kun forklare årsagerne til finanskrisen.«

2. Charles H. Ferguson, Predator Nation - Corporate Criminals, Political Corruption, and the Hijacking of America, 2012

Lad os springe videre. Charles Ferguson er manden bag den rystende dokumentarfilm ‘Inside Job‘, der peger på systematisk korruption i forbindelsen mellem det politiske liv og de finansielle giganter i USA. Det uddbyber han her i bogen. Hvad bidrager den med i forhold til undersøgelseskommissionens rapport?

»Det er deprimerende læsning – især for amerikanere, for der står i virkeligheden, at den finansielle sektor er blevet så stærk, at der ikke er noget at gøre. Det er uhyre interessant og rystende læsning. Han viser på den ene side, at den finansielle sektor i vidt omfang var drevet af en uhørt kynisme og grådighed samtidig med, at ingen toppersoner er blevet strafforfulgt eller dømt. Det står i grel modsætning til den såkaldte sparekassekrise i 1980'erne i USA, hvor flere tusinde blev retsforfulgt og flere hundrede idømt fængselsstraffe.«

Hvad hæfter du dig ved i bogen?

»Han beskriver, hvordan investeringsbanken Goldmann Sachs spekulerer mod deres egne kunder helt systematisk, og hvordan de i kongreshøringer efterfølgende svarer arrogant og undvigende. De frygter ikke politikerne, for man har simpelthen accepteret, at finanssektoren er for stærk. De gør kun, hvad der tjener deres egne interesser.«

Hvor udbredt er de stærke bånd til finanssektoren, som Ferguson kalder korruption?

»Det gælder såmænd også i de akademiske kredse. En af de mest afslørende scener i ‘Inside Job‘ omhandler jo økonomiprofessoren Frederic Mishkin, som skrev en analyse om, hvor godt det gik på Island kort før finanskrisen. Han fik så mange penge af handelskammeret, at han lukkede øjnene for realiteterne. Der er desværre mange også økonomer, der kan købes for penge, og det ser man virkeligt i bogen og i filmen.«

Hvad er konsekvenserne af den kultur, Ferguson beskriver?

»Man bliver meget påvirket, hvis man tror, vi har et demokratisk ledet samfund. Finanssektoren har så stor magt, at de stort set kan bestemme, hvem der skal være præsident. De har så store ressourcer, og de donerer enorme pengebeløb under valgkampagnerne. Politikerne kan ikke føre retssag mod dem, fordi de er afhængige af dem. Det er politisk korruption, og det viser han gentagne gange i bogen.«

Er bogen for emotionel?

»Politik er kamp, og der er mange følelser, så det kan jeg ikke se, der er noget i vejen med. Hvis han kom med en masse beskyldninger, der ikke holdt vand, så ville det være problematisk. Men så vidt jeg ved, er han ikke blevet retsforfulgt, så det er nok ikke helt forkert, det han siger.«

3. Michael Lewis, The Big Short - Inside the Doomsday Machine, 2010

Michael Lewis bog er interessant på den måde, at den sætter ansigt på krisen. Ikke på ofrene, men derimod dem, der tjente styrtende summer på finanskrisen. Hvilken historie fortæller denne bog, som er vigtig for os?

»Først og fremmest er den godt fortalt. Michael Lewis er journalist, og det er en journalistisk bog, men han har selv været en del af finanssektoren tidligere i sin karriere. I bogen kommer han med fantastiske historier om dem, der meget tidligt gennemskuer, at vi er på vej mod en enorm boble. Folk i spidsen for små hedgefonde i USA, der har læst de økonomiske prospekter grundigt og forstår, hvor vi er på vej hen.

I bogen gengiver han deres spøjse kamp for på den ene side at advare imod en forestående finans- og boligboble, og på den anden side for at vinde den helt store gevinst af deres modgående transaktioner. Det kræver, at de får overbevist de store investeringsbanker til at lade dem foretage handler, som normalt kun er forbeholdt de helt store aktører på finansmarkederne. Derudover må de kæmpe med deres egne investorer for at få dem til at skyde penge i at spekulere i et forestående boligkrak, som få på det tidspunkt tror på. I bogen følger vi den proces.«

Spekulanter, der tjener stort på andres krise, er jo ikke folk, man normalt fatter sympati for. Hvorfor sidder man alligevel med en tvetydig fornemmelse i kroppen efter at have læst bogen?

»De går jo op imod de store drenge, der ikke er villige til at se, at markedet vender. De store banker er forblændet af deres egen profitmaksimering. De investeringsfolk, Michael Lewis beskriver, er relativt små, og de kører rundt i landet og undersøger, hvad der rent faktisk sker. De interviewer folk og ser, at det ikke kan holde.«

I offentligheden fremstår spekulanter sjældent positivt – nuancerer bogen det billede?

»Jeg har ikke noget imod finansverdenen og spekulanter. Jeg synes heller ikke, det er særligt interessant at gå på jagt efter enkelte syndebukke. Det er bedre at holde fokus på de mekanismer, der tillod dem at snyde deres kunder. Finansverdenen er nødvendig – det er der ingen tvivl om. Det er jo ikke fordi, jeg ikke kan se, at det kan være svært for alle at have det store overblik. Derfor er det lettere, hvis vi bare finder en syndebuk blandt spekulanterne. Men sagen er, at vi skal have spekulation. Der er jo nogen, der skal tage en risiko ved at investere. Spekulation er ikke for en økonom et spørgsmål om godt eller ondt, men i offentligheden opfattes det jo nærmest entydigt negativt.«

4. Lawrence G. McDonalds & Patrick Robinson, A Colossal Failure of Common Sense. The Inside Story of the Collapse of Lehman Brothers, 2009

McDonalds og Robinson tager fat i banken Lehman Brothers, der krakkede under finanskrisen i 2008. Hvorfor står netop Lehman Brothers tilbage som et stærkt symbol på finanskrisen?

»Lehman Brothers var den første større bank, der gik konkurs, og det var en kæmpe fejl. Man vidste udmærket fra 30’ernes økonomiske krise, at det kunne være enormt farligt at lade store institutioner gå konkurs, og det viste det sig også at være. Man kan ikke lade så stor en bank falde uden store konsekvenser. Den finansielle sektor har lånt ud til så mange virksomheder og banker, så de er alt for integrerede i samfundet.«

Hvilken historie fortæller bogen om selve Lehman Brothers?

»Det er markant, at man helt oppe i den øverste ledelse ikke ville se i øjnene, at man havde kurs mod afgrunden. Om det så skyldes, at de ikke havde evner til det, at de ikke ville indse det, eller at de bevidst undlod at reagere, fordi det ville true deres bonuser, vil jeg holde mig tilbage med at vurdere. De sidder fast i hele møllen, og når det ruller, så ligger de inde med så store beholdninger af dårlige papirer, at de ikke kan nå at reagere. De havde investeret alt for kortsigtet med alt for store risici og med en helt vanvittig gearingsrate (bankernes udlån i forhold til deres egenkapital, red.), at de kun skulle tabe 3-4 pct., så ville hele deres egenkapital være væk.«

Lehman Brothers øverste chef Dick Fold bliver i bogen fremhævet som et lysende eksempel på en rådden kultur i finanssektoren. Er det kultur, der gennemsyrer hele banken?

»Der var i hvert fald rigtigt mange med, og bonuserne er utroligt høje hele vejen ned i hierarkiet. Det er ikke kun én mands værk. De gør selvfølgelig, hvad de får besked på, men man kan ikke have deltaget i den proces uden at vide, hvor forkert det var. De lukker øjnene, fordi de tjener styrtende på det. De vidste godt, at de solgte det som Warren Buffet har kaldt ”finansielle masseødelæggelsesvåben”. Det hører ingen steder hjemme, at de efterfølgende hævder, at de ikke vidste, hvad de havde med at gøre.«

Var der ikke nogen, der kunne stoppe dem?

»Her kommer man ind i det interessante problem, at når der ikke er nogen større aktionærer, så bliver virksomhederne mere eller mindre selvkørende. Det var der ikke i Lehman Brothers, og derfor kunne ledelsen følge deres egen logik og motiver. Der er fx alt for store lønninger i toppen af mange virksomheder. Hvordan kan det være, at ejerne tillader det? Det er ganske enkelt fordi, at de ikke har en stærk ejerkreds af storaktionærer, som går aktivt ind i ledelsen. Hvis en aktionær ikke ejer mere end en promille af virksomheden, hvad kan de så gøre?

Vi kan også se, at det er en udvikling, der er nået til Danmark. Selvom DONG havde 4 mia. i underskud sidste år, så blev der alligevel givet bonuser. Det er en forfærdelig udvikling, der spreder sig fra USA. Det bør vi gøre op med i Danmark, mener jeg. Jeg har ikke noget imod, at virksomhedsejere tjener mange penge, men hvorfor skal revisorer og bureaukrater i systemet lønnes i samme omfang.«

Kommer Lehman til at stå som symbolet på, at der simpelthen er nogen institutioner, der er ‘too big to fail‘? Har vi nu lært lektien?

»Ja, helt klart – endnu engang, kan man sige. Det var den mest katastrofale beslutning under finanskrisen. Der er ingen, der med fornuft i hovedet bør være villig til at lade en bank af den størrelse gå konkurs. Vi bliver nødt til at lære af historien. Der er nogen, der er ‘too big too fail‘, og når der er det, så er vi nødt til at redde dem fra konkurs. Hvis ikke man kan lide det, så må man gå tilbage til at splitte banker og investeringsvirksomhed op, så de ikke hæfter for hinanden.«

5. Christen Sørensen, Finanskrisen - kleptokratiets konsekvens, 2013

Du udkommer selv med en ny bog om finanskrisen den 19. juni. Hvad giver din bog i forhold til den danske udredning af krisen?

»Det bliver vel den første bog om finanskrisens konsekvenser i Danmark. Regeringen, nationalbanken og de økonomiske vismænd svækkede dansk økonomi i 00'erne ved at føre ekspansiv finanspolitik. Alle fralægger sig ansvaret, og jeg forsøger at dokumentere deres ansvar undervejs i krisen. Det var historisk uansvarligt, at man gav skattelettelser og øgede de offentlige udgifter i 2006-2007. Dansk økonomi blev simpelthen overophovedet og i Danmark ramte krisen hårdere end i Sverige og Tyskland.

Problemet er, at vi havde en overophedet byggesektor. Nationalbanken tillod de danske pengeinstitutter, at låne ca. 550 mia. kroner på kapitalmarkederne. De blev bl.a. pumpet videre ud i boligbyggeri. Renterne var lave og Anders Fogh Rasmussens regering låste ejendomsværdiskatten fast. Derfor steg boligpriserne, og mange troede, at de kunne tjene masser af penge på at bygge. Bortset fra Irland og Spanien var vi det land med det største byggeboom.

Nationalbanken burde have vidst, hvor risikabelt det kunne være, og der er ingen undskyldning for, at man ikke greb ind. En nationalbankdirektør har ikke lov at sige »at nu er det let at være bagklog«, som han gjorde, efter krisen var brudt ud. Hvis man ikke kan se, at en situation som i 2006 og 2007 er uholdbar, og ikke griber ind over for en sådan situation, så bør man ikke være nationalbankdirektør.«

Var der ikke nogen, der advarede imod den kurs?

»Man må sige, at her svigtede de økonomiske vismænd grundlæggende. I juni 2006 sagde de, at man slet ikke skulle diskutere en finanspolitisk stramning. På det tidspunkt var økonomien mere end overophedet. Det der gør mig vred er, at de ikke vil indrømme, at de tog fejl – selv ikke 5 år efter. Man kan tage fejl, men man har pligt til at korrigere dem og vedstå dem.«

Var det kollektiv forblændelse?

»Alle troede jo, at det gik godt. Anders Fogh Rasmussen sagde, at vi skulle skrive lærebøgerne om, og selv blandt økonomer var der en forestilling om, at vi nu havde opnået en ligevægt, hvor vi ikke ville opleve kriser som tidligere. Ingen var villig til at se, at det var ved at gå galt. Bortset fra Finanstilsynet, der i februar 2006 skrev, at der formentligt var en prisboble på boligmarkedet undervejs. De bad pengeinstitteterne om at tage højde for det, men blev arrogant afvist.

Der var optimisme overalt, og det har mange siden brugt som undskyldning, men hvad ligner det? Som den øverste ledelse kan man ikke undskylde sig med, at når andre laver fejl, så må man også lave fejl. De var simpelthen fikseret på vækst, vækst, vækst. Det var trængt så grundigt igennem, at selv gode sparekasser ville vækste ved at investere i boligsektoren med penge fra de billige udenlandske lån. Det endte helt galt for flere af dem.

Det er fx helt grotesk, at de 20 største låntagere i Roskilde Bank alle var ejendomsselskaber, hvor de mindste havde lånt 300 mio. kroner og den største over 1 mia. kroner. Der blev slækket på lånekrav og godkendelser. De var simpelthen forblændet af væksten.«

Du anviser en række løsninger i bogen, som skal forhindre en ny krise i fremtiden – hvilke tror du mest på?

»Det vigtigste er jo ganske enkelt, at regeringen fører en ansvarlig økonomisk politik. Ellers foreslår jeg en række stabilisatorer som intelligent boligbeskatning, krav om større egenkapital i bankerne og en konjunkturbestemt dagpengeperiode. Jeg mener heller ikke, at pengeinstitutterne selv skal have lov at ansætte sine egne revisorer, for man bider jo sjældent den hånd, der fodrer en. Det kunne være en opgave for Finanstilsynet. Derudover mener jeg, at man bør oprette et selvstændigt europæisk kreditvurderingsbureau under den europæiske centralbank.«

Mange foreslår en opsplitning af fx Danske Bank, så bankkunderne ikke hæfter for investeringsdelen – er det en realistisk løsning?

»Liikanen rapporten, der er fremlagt for EU-kommissionen, anbefaler netop en opsplitning af bankerne, så det kunne godt være muligt. Målet er ikke at undgå store institutioner, hvor der er stordriftsfordele, men at undgå at det bliver skatteyderne, der kommer til at betale for, at aktionærerne i pengeinstitutterne ikke holder bankledelsen i ørene. Denne fejl bør aktionærerne selv betale for.«

De bøger, du har anbefalet, udtrykker en frustration over, at ingen er dømt for at have snydt deres kunder, men i din bog vil du hellere tale om system end syndere – hvorfor?

»Det er fint, at man går efter syndebukke, men jeg synes, vi skal fokusere på systemet. Syndebukke afleder opmærksomheden fra de egentlige fejl, således at ingen tror, der er noget galt med systemet. Derfor ser jeg mere på afregulering og liberalisering af systemet som den store synder.«

Har det ligefrem været en fordel, at der ikke er fundet syndebukke?

»Der var jo mange, der gerne ville have, at Peter Straarup fra Danske Bank skulle sige undskyld. Det mener jeg overhovedet ikke. Det gode ved det, at enkelte personer ikke påtager sig skylden er, at så bliver man nødt til at se på systemfejl, for ellers kommer den nødvendige renselse ikke. Nu bliver vi nødt til at indse, at der må regler til.«

Hvor står vi så nu 5 år efter krisen?

»Vi forstår i hvert fald, hvor svært det er at ændre systemet. Vi kan ikke udelukke, at der vil komme afgørende ændringer, men penge er jo stærke...«

Om denne blog

Bog for bog er en ny interviewrække på information.dk. Vi beder fagfolk fortælle om deres arbejde gennem bøger, de mener har været vigtige for deres område. Emner kan omhandle om alt fra litteratur til økonomi til pædagogik.

Anbefalinger

  • Niels Duus Nielsen
  • randi christiansen
  • Erling Krohn
  • Steffen Vraa
  • Torben K L Jensen
  • Henrik Darlie
  • Martin Christiansen
  • Torben Nielsen
  • Rasmus Kongshøj
  • Holger Madsen
  • Jens Thaarup Nyberg
  • Torben Arendal
  • Dorte Sørensen
  • Olaf Tehrani
  • morten Hansen
  • Henrik Hansen
  • Johann A
  • Jonathan Smith
  • Jørn Vilvig
  • Stig Bøg
  • Olav Bo Hessellund
  • Marianne Rasmussen
  • Heinrich R. Jørgensen
  • Henrik Brøndum
  • Børge Rahbech Jensen
  • Toke Andersen
  • Jette Abildgaard
Niels Duus Nielsen, randi christiansen, Erling Krohn, Steffen Vraa, Torben K L Jensen, Henrik Darlie, Martin Christiansen, Torben Nielsen, Rasmus Kongshøj, Holger Madsen, Jens Thaarup Nyberg, Torben Arendal, Dorte Sørensen, Olaf Tehrani, morten Hansen, Henrik Hansen, Johann A, Jonathan Smith, Jørn Vilvig, Stig Bøg, Olav Bo Hessellund, Marianne Rasmussen, Heinrich R. Jørgensen, Henrik Brøndum, Børge Rahbech Jensen, Toke Andersen og Jette Abildgaard anbefalede denne artikel

Kommentarer

Børge Rahbech Jensen

Vi har jo ikke en krise, som vi har haft tidligere. Både beskæftigelsen og produktionen målt i faste priser er på niveau med 2005, og renten på boliglån og statslån er lav.
Til gengæld er årene 2006-2007 blevet den nye benchmark for økonomisk aktivitet herunder beskæftigelse.

Byggebranchens produktion er dog kun lidt over det laveste niveau siden 1996. Det laveste niveau var i 2010. Toppen blev nået i 2006.

Det får mig til at tænke på en anden debat samt en graf i den seneste Økonomisk Redegørelse, som begge antyder en sammenhæng mellem forbrug og offentlige indtægter. Figur 1.10 på s. 12 i Økonomisk Redegørelse for maj 2013 viser, at grafen for offentlig saldo er næsten spejlvendt grafen for privat, financiel opsparing
(http://oim.dk/media/494104/Økonomisk%20Redegørelse%20maj%202013.pdf ), og finansloven for 2013 viser, at de samlede told- og forbrugsafgifter er større end de samlede personskatter.
Nu udgør den private, financielle opsparing +8% af BNP, mens den offentlige saldo udgør -2% af BNP. I 2007 var den offentlige saldo positiv (+6% af BNP), mens den private, financielle opsparing var negativ (-3% af BNP). .

Niels Duus Nielsen og Jens Thaarup Nyberg anbefalede denne kommentar
Ib Christensen

Finanskrisen skyldtes ikke grådighed. OK da!

Men:
Hvad skyldtes det så "at man lidt efter lidt havde fjernet den kontrol, man klogeligt oprettede efter krisen i 30’erne"?
Eller hvad skyldtes det at nogen ivrigt finasierede lobbyarbejde for at få fjernet netop kontrollen?

randi christiansen, Thorbjørn Fritzbøger, Olaf Tehrani, Eddie Pier, Torben Nielsen, Ole Munk, Sabine Behrmann, Jens Thaarup Nyberg, Jacob Jensen, Bill Atkins, olivier goulin, Tue Romanow, Mette Hansen og Flemming Scheel Andersen anbefalede denne kommentar
Ib Christensen

@Børge Rahbech Jensen

Ved du om befolkningens afdrag på lån, er at finde i nogen af de procent tal?

Hvis den private, financielle opsparing +8% af BNP. indeholder afdrag på lån, fortalt som en opsparing. Så forstår jeg da godt at sammenhængen mellem forbrug og offentlige indtægter ser ud som den gør.

Børge Rahbech Jensen

Nej, det ved jeg ikke, Ib. Det forklares ikke umiddelbart i den økonomiske redegørelse.

Børge Rahbech Jensen

Nå, i 'PSKAT2: Indkomster og fradrag ved slutligningen efter type' fandt jeg ud af, at bl.a. renteindtægter, renteudgifter, kapitalindkomst af egen virksomhed og overskud af egen virksomhed toppede i 2008, mens A-indkomst er vokset i hele perioden fra 2000 til 2012. Det fortæller mig, at der samlet set ikke blev afdraget på gæld før 2009.
Danmarks Statistiks statistikbank er sjov at lege med, synes jeg.

Jette Andersen, Mette Hansen, Morten Pedersen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Heinrich R. Jørgensen

Paul Craig Roberts 'The Failure of Laissez Faire Capitalism and Economic Dissolution of the West' (fra 2013) er på sin vis endnu mere væsentlig læsning, end de nævnte værker. Deri belyses andre katastrofale aspekter, ved det forløb der førte til kollapset i 2008. Aspekter, som stort set ingen har forstået eller erkendt, men er indtrufne og vedbliver med at ramme USA's økonomi (og på lignende vis, også DK's og EU's økonomier). Der venter flere katastrofer rundt om hjørnet...

Jette Andersen, Ulf Timmermann, Torben Nielsen, morten hansen, Rasmus Kongshøj, Bill Atkins, Olav Bo Hessellund og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Georg Christensen

"Grådighed", eller måske bare noget helt andet? et nyt ord måske?.

Selv stedet, hvor intet findes, er der noget "måske", som kan bruges?, til hvad, finder vi ud af, når vi har fundet "det".

I en "globaliseret" verden, hvor alle "fællesskaber" ønskes at være med, må især vesten se, at få styr på sine "værdinormer".

olivier goulin

Ib Christensen
17. juni, 2013 - 16:49 #

Finanskrisen skyldtes ikke grådighed. OK da! ........

Lige mine ord. Det er da helt evident, at grådighed er, hvad der ligger under hele miséren. Naturligvis er den ikke et nyt fænomen, men her er den så blevet kombineret med et uhørt svigt, for ikke at sige komplot mod befolkningerne, foretaget af finanssektoren og politikerne i forening. Dette, muliggjort af den vanvittige virtuelle økonomi, som helt har mistet jordforbindelsen - gjorde dette kollaps muligt. Og naturligvis er det ikke sidste gang, det sker. Der er reelt ikke gjort noget, der for alvor har rettet op på situationen siden 2008. Alt fortsætter ufortrødent, og opbygning til den næste bobbel er allerede indledt, med en ny generation af forbrydere i den politiske og finansielle verden.

Hele dette system må kollapse totalt: det skriger på sin Nemesis.
Det bliver hårdt, men det er den eneste holdbare løsning. Tilbage til lokal naturalieøkonomi.

/O

Lise Lotte Rahbek, Eddie Pier, Jørn Petersen, n n, Mette Hansen, Jacob Jensen, Anders Reinholdt, Bill Atkins, Torben Arendal, Moh Abu Khassin , Heinrich R. Jørgensen, morten Hansen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Kristian Rikard

Heinrich R. Jørgensen og olivier goulin,
Hvad der førte til "finanskrisen" og hvad der gik galt og hvor, er nok det bedst belyste fænomen indenfor økonomi i de sidste mange år. Der er i hvert fald ikke megen diskussion blandt økonomer om den sag mere.
Og selv om Cresten Sørensen altid virker lidt arrig, så er jeg da helt enig med ham omkring det faktuelle.

Rasmus Kongshøj, Mette Hansen og Ole Henriksen anbefalede denne kommentar
Heinrich R. Jørgensen

Kristian Rikard:
"Der er i hvert fald ikke megen diskussion blandt økonomer om den sag mere."

Mainstream-økonomer kan næppe have forstået ret meget, hvis de mener der ikke er mere at diskutere ;-)

Niels Duus Nielsen, Mette Hansen, Olav Bo Hessellund og randi christiansen anbefalede denne kommentar
Michael Skands

Økonomiprofessor Jakob Brøchner Madsen vurderede gennem flere år at priserne herhjemme var for høje med udgangspunkt i en langsigtet model for priserne. Med de seneste tal fra første kvartal viser modellen, at de danske huspriser fortsat er 15 procent over det niveau, som set over længere perioder er rimelige i forhold til prisen på jord og omkostningerne ved at bygge nye boliger.

»På langt sigt skal priserne ned på niveauet for ligevægt, men de kan også komme under, hvis krisen fortsætter,« siger Jakob Brøchner Madsen, som via sin model forudså den massive prisboble i det forrige årti.

Marianne Christensen og Rasmus Kongshøj anbefalede denne kommentar
randi christiansen

Fordi man er god til at samle, er man ikke nødvendigvis god til at sprede - en formulering der kom til mig i startfemserne, mens jeg cyklede med min søn i cykelsaddel ud til hans dejlige udflytterbørnehave - man tænker så godt, mens man cykler - bortset lige fra på Lyngbyvejen, hvor vi måtte undlade at trække vejret - ret meget - der var mere kultveilte end ilt.

Men hjelmen trykkede vist Nyrup - og hans finansminister var heller ikke helt på dupperne her - så de følte sig ´nødsagede´? til en ordentlig omgang deregulering, så der rigtig kunne komme gang i finanserne, eller hvad f..... foregår der i de akademiske luftlag? Hvor har de parkeret hjernen? I lommen på den 1% eller kan de bare ikke tænke?

Olaf Tehrani, Steffen Gliese, Torben Nielsen, olivier goulin, Rasmus Kongshøj og Heinrich R. Jørgensen anbefalede denne kommentar
Kristian Rikard

Heinrich R. Jørgensen,
Det er masser at diskutere - bare ikke baggrunden for krisen! Vi kan næsten gå ind og se, hvad Fanny May lavede af uhyrligheder op gennem 0'erne transaktion for transaktion. Og det kan både socialistiske økonomer, undertegnede og mainstreamøkonomer gøre.

Niels Frandsen

Christens Sørensens en-dimensionelle virkligheds- og økonomiopfattelse er jo ganske legendarisk, men her skal han roses for en sober "gennemgang" af 5 værker, som er den del af billedet for finanskrisen.

Grådigheden frikendes absolut ikke, idet Christen Sørensen helt klart siger:

Det handler ikke om grådighedens årti og alt det vrøvl, der stod skrevet i medierne. Der har jo altid været grådighed.

...men hans vigtige pointe er:

»Der var jo mange, der gerne ville have, at Peter Straarup fra Danske Bank skulle sige undskyld. Det mener jeg overhovedet ikke. Det gode ved det, at enkelte personer ikke påtager sig skylden er, at så bliver man nødt til at se på systemfejl, for ellers kommer den nødvendige renselse ikke. Nu bliver vi nødt til at indse, at der må regler til.«

Gordon Gekko's: "Greed is good, greed is right and money never sleeps." er stadig gældende mantra i uregerlig finansiel sektor idet Christen Sørensen siger:

Charles H. Ferguson viser på den ene side, at den finansielle sektor i vidt omfang var drevet af en uhørt kynisme og grådighed samtidig med, at ingen toppersoner er blevet strafforfulgt eller dømt.

Læs også det med småt...

Niels Duus Nielsen, Jens Thaarup Nyberg, Steffen Gliese, Ulf Timmermann, n n og randi christiansen anbefalede denne kommentar
John Robert Parkins

To big to fail to big to jail !!!!!!!!

John Vedsegaard, Lise Lotte Rahbek, randi christiansen, Torben Nielsen, Katrine Visby, olivier goulin og Bill Atkins anbefalede denne kommentar
Jasper Jacobsen

Mange økonomer beskriver Lehman Brother's kollaps i september 2008 som "jordskælvet", på nær Jeremy Rifkin (en personlig favorit), der betegner det "efterskælvet". Ifælge Rifkin kom det rigtige jordskælv to måneder tidligere, da prisen på råolie nærmede sig 150$ pr tønde for første gang i historien. Det sendte chockbølger gennem stort set alle globale forsyningskæder og forårsagede "food riots" i over 20 lande. Herefter kunne Lehman ikke opretholde lånecirkusset og bukkede under 2 mdr senere. Kender ikke hele hans analyse til bunds, men kan godt lide approachet med at forstå krisernes samspil; ressource-, klima-, finans-, m.v.

Niels Duus Nielsen, Rasmus Kongshøj, randi christiansen og Bill Atkins anbefalede denne kommentar

Ja, konklusionen ligger tæt op ad Preben Wilhjelms: "Den udeblevne systemkritik." Mon Christen Sørensen i sin bog: "Finanskrisen - kleptokratiets konsekvens" foretager en opsummering og en analyse af hvor langt politikerne indtil nu er kommet i deres bestræbelser på at tøjle det globale finansielle vanvid?

Rasmus Kongshøj og randi christiansen anbefalede denne kommentar
Thorbjørn Thiesen

Så vidt jeg husker er grådighed en af de 7 døds synder, derfor er grådighed ikke nyt. Man har altid forsøgt, at påpege hvor skadelig grådighed er for samfundet, og derved forhindret at grådige mennesker fik frit spil. I 80erne gav man los for de reguleringer, der efter 30ernes krise havde holdt grådigheden stangen.
Så det kan vel kun gå for langsomt med at få indført regulatorer. De risiko betonede spekulationer bør vel, som mit private lottospil, ikke understøttes af skatteborgerne.

Steffen Gliese, Rasmus Kongshøj, randi christiansen og Heinrich R. Jørgensen anbefalede denne kommentar
Heinrich R. Jørgensen

Kristian Rikard:
"Det er masser at diskutere - bare ikke baggrunden for krisen! Vi kan næsten gå ind og se, hvad Fanny May lavede af uhyrligheder"

Hvad der skete i Fanny May regi, var ikke årsag til krisen, og forklarer ikke krisen. Hvad der skete i Fanny May var snarere et symptom eller en effekt, af et større og mere systemisk sammenbrud. Det skal ikke nægtes, at hvad der skete dér, havde konsekvenser, men at studere Fanny May er som studere Marianergraven ved at studere havoverfladens krusninger.

Fanny Mays adfærd skyldes en række strukturelle forhold, der handler om begrebet 'penge', om hvordan det koncept udmøntes (pun!) i føderationen USA og i andre regioner, i form af spekulative valutaer, om hvordan valutaer udveksles, om forskellie typer af værdipapirer (bankers IOU's, staters IOU's), om finansielle 'produkter' af spekulativ karakter, om creditratingbureauer der svigter, om pengekreatører der svigter, om institutioner der fusker eller lader sig bedrage, om kontrolinstanser der svigter ansvar og fornuft, om udtalt uansvarlighed, overtro og godtroenhed i almindelighed, om fejl og mangler ved økonomisk teori, om fuskerier med statistikker og de begreber statistikker er (burde være) funderet på.

Jeg kan ikke opfordre kraftigt nok til at kvikke økonomer og godtfolk får læst Paul Craig Roberts lille skrift snarest. Det er et værk, der markant øger forståelsen for både økonomisk teori, for statistiske metoder, for uerkendte aspekter af den krise vi befinder os, og giver et dokumenteret indblik i hvordan ulykkerne in spe, blev kreeret gennem fusk og topembedsfolks svigt.

Mette Hansen, randi christiansen og Olav Bo Hessellund anbefalede denne kommentar
Olav Bo Hessellund

Heinrich:
Tak for henvisningen til Paul Craig Roberts bog, som jeg glæder mig til at læse.
Det er en e-bog, såvidt jeg kan se, og den ser ikke ligefrem ud til at være egnet som godnatlæsning for alle og enhver!

Michael Borregaard

Det kan godt være at Paul Craig Roberts ikke er den store demagog, men…

… Allerede i december 1994 fik verdenssamfundet at føle, hvor vanskeligt det er at dæmme op for de frigjorte kapitalbevægelser. Mexicos peso-krise fik chefen for IMF, Michael Camdessus, til at gå i aktion. Han talte om faren for ’en virkelig verdensomspændende katastrofe’ - og i løbet af kort tid fik han i samarbejde med USA tilrigget en hjælpepakke på 50 milliarder dollar. Dette var IMFs` ilddåb i spillet om at komme nødstedte ”emerging markets” til undsætning, men kritiske røster kritiserede den internationale aktion for i virkeligheden at være en skatteyderfinansieret gave, der skulle friholde rige investorer for tab. Samme konklusion - kritiske røster - kan man umiddelbart stille efter den asiatiske finanskrise 1997-1998, og finanskrisen som ramte i 2008. De internationale aktioner var skatteyderfinansieret gaver.

I september 1998 fik udviklingen historikken Jeffrey Sachs til at komme med en stærk kritik af IMF` og Washington-regeringens måde at håndtere de hidtidige kriser, ved at sige: Amerika ønskede et globalt lederskab for billige penge. Det ønskede desperat, at udviklingslandene og de post-kommunistiske økonomier købte dets vision, hvor globalisering, private kapitalbevægelser og rådgivning for Washington ville overvinde alle hindringer til fælles velstand. Washington ville diktere de andre lande betingelser, og man begik ifølge Sachs en fejl ved (sammen med IMF) at kræve forhastede liberaliseringer af kapitalbevægelserne. Hvorfor han foreslog, at der blev lavet regionale Marshall-planer, og at en gruppe af rige og fattige lande i verden - f.eks. i en ny G-16 sammenslutning - indleder en ærlig dialog om den fælles fremtid. Sådan gik det hverken før eller efter. G-8 hedder det stadigvæk. Og vestens bistand til eksempelvis Rusland efter den kolde krigs endelig, toppede med højst to milliarder dollar om året, kun en ubetydelig andel af efterkrigstidens Marshall-hjælp til Europa.

Set i lyset af det store billede, forstår man udmærket den voldsomme utilfredshed over, at Den europæiske Union og USA ikke gav dem bedre mulighed for, at eksportere sig ud af de økonomiske de økonomiske problemer. EU indgik Europa-aftaler med de centraleuropæiske lande i 1991, men den polske præsident Lech Walesa klagede over, at EU var ved at rejse en ny europæisk mur på et sølvfad. Gentagne opfordringer fra bl.a. FN’s økonomiske kommission for Europa og fra chefen for den Europæiske Bank for Genopbygning og Udvikling, Jacques Attali, om at lave en Marshall-plan til de kriseramte østeuropæiske lande, blev der ikke lyttet til i de vestlige hovedstæder.

At finde pengene havde ikke været en umulighed - også selv om landene selv havde problemer at kæmpe med. For i perioden fra 1989 til 1998 reduceredes de globale militærudgifter f.eks. med en trediedel, og det kunne have frigjort ressourcer til genopbygning af øst. Men de vestlige lande var travlt optaget af at få slået de sidste søm i GATT-forhandlingerne om en friere verdendshandel, som man havde talt om siden Uruguay-topmødet i 1986. Efter mere end syv års forhandlinger blev 124 medlemslande enige om, at danne verdenshandelsorganisationen WTO fra 1. Januar 1995.

I perioden 1989 til 1998 blev verdenshandlen med varer og serviceydelser fordoblet. De mere end 40.000 transnationale selskaber - anført af giganter som Ford, Shell, General Electric og Mitsubishi - var drivende kræfter i denne globaliseringsproces. Lande begyndte verden over at konkurrere på at tiltrække transnationale selskaber - mod skattefritagelse, billige grunde og statslige tilskud skulle selskaberne lokkes til at bygge nye fabrikker.

Samtidig med dette skete bad såvel Rusland som Kina om at komme med i WTO-selskabet af frihandelsnationer, men de førende kapitalistiske lande i Vesten var bange for om de to lande ville kunne overholde de vidtgående regler (på mere end 20.000 A-4 sider), som WTO-lande er forpligtet til at underordne sig.

I dag hører vi, at krise betyder kreditderivaternes endeligt. Lad os nu se, for det er ikke dette billede som krisetiltagene indtil videre tegner, snarere tværtimod, begår man den sammen fejl som IMF begik i 1994/1997, hvilket har ført til en overilet lukning af alt for mange af de forkerte banker, og dette har været med til, at forværre uroen, i stedet for at genskabe tilliden og betydningen af det at have et smidigt banksystem tilpasset samfundets underliggende behov. Sammenligningen består i, at i 1997 vidste vestlige banker og børsfonde udmærket godt - ud fra erfaringerne fra 1994 - at deres lån var en risikabel affære, men deres modeller kalkulerede med, at IMF ville træde til, når katastrofen ramte. Præcis det samme skete i 2008 - grådigheden er ikke ny, og løsningsmodellerne ved de tre seneste store kriser, har fokuseret på redningen af rige investorer. Viser kriserne noget tilsammen er det en bekræftelse på grådighedens eksistens, og politikernes manglende evne til at begrænse dens omkostninger.

randi christiansen, Torben Arendal, Bill Atkins, Heinrich R. Jørgensen, Kristian Rikard og Morten Pedersen anbefalede denne kommentar
Heinrich R. Jørgensen

Kristian Rikard:
"Holy Mackerel. Han er lige godt en af de dårligste demagoger, jeg har hørt i lang tid!!!"

Intet (sic!) PCR fremfører i det interview Henrik Hansen henviser til, er løse påstande! Det værk jeg mange gange har henvist til, leverer dokumentation og argumenter der til fulde understøtter det udtalte.

At du afviser de fremførte påstande uden at gjort nogen indsats for at undersøge det grundlag de er baseret på og handler om, er derimod overfladisk og useriøs demagogi ;-)

Niels Duus Nielsen og Olav Bo Hessellund anbefalede denne kommentar
Heinrich R. Jørgensen

Olav B. Hessellund:
"Det er en e-bog, såvidt jeg kan se, og den ser ikke ligefrem ud til at være egnet som godnatlæsning for alle og enhver!"

Det er en e-bog (kan købes på amazon.com); jeg kender ikke til, at den er udkommet i bogform.

Bogens første afsnit kan og burde læses af enhver. Det chokerende dér er, at der udstilles så mange åbenlyse fejl og mangler ved gængs økonomisk teori og terminologi, og at det lykkes PCR at anvise såre indlysende korrektioner til udbedring af disse..

Resten af bogen er ikke for tøsedrenge.

Kristian Rikard

Heinrich R. Jørgensen,
Jo, det er fyldt af fejl og især påståede sammenhænge som kun kan skyldes, at man ønsker en bestemt konklusion.
Og det kalder jeg demagogi.
"At du afviser de fremførte påstande uden at gjort nogen indsats for at undersøge det grundlag de er baseret på og handler om, er derimod overfladisk og useriøs demagogi ;-)". Ja, det er da en holdning.
Men hvor pokker ved du det fra - det er faktisk mit fag, og der er noget der heddder paratviden
Du synes at vide mere om mig og min baggrund end jeg selv.
Det var dumt af mig at prøve at gå i dialog med dig - beklager! Men docerende overlærere har aldrig lige været mig.

Heinrich R. Jørgensen

Kristian Rikard:
"Men hvor pokker ved du det fra - det er faktisk mit fag, og der er noget der heddder paratviden"

Jeg har læst Paul Craig Roberts værk -- hans argumenter og dokumentation virker yderst overbevisende på mig.

Der er bestemt noget der kaldes paratviden. Det kan være nyttigt i praktiske sammenhænge, men når det gælder kritisk og kreativ tænkning, kan det være en stor hæmsko.

Du kan umuligt vide at PCR tager fejl, uden at have undersøgt hans påstande.

Du kunne vælge at læse hans værk, og kritisere det sønder og sammen, på kvalificeret vis og med udgangspunkt i hvad PCR har hævdet.Det ville klæde dig, som fagperson at tage emnet seriøst. Du kunne også vedblive med at lade være. Det er dit valg.

Niels Duus Nielsen og Olav Bo Hessellund anbefalede denne kommentar
Michael Borregaard

Jeg må begynde med en banal sandhed, nemlig den at i vore dage er enhver form for livverden, enhver forandring af de tekniske og naturlige omgivelser en reel mulighed, og historisk bestemt. Vi kan i dag gøre verden til et helvede - vi er godt på vej til det, som de ved. Vi kan også forvandle den til det modsatte. Således indleder Herbert Marcuse med at skrive i hans skrift 'Det muliges utopi' fra 1968. I hvilket hans konklusion er, at masseforbrugssamfundet har forvandlet mennesket til en slave som lever i unødvendig luksus. Hans pointe er rettet mod sammenligner mellem USA og Sovjetunionen - som begge har lært sig at erstatte brutal magtudøvelse med glat manipulering.

Manipulering af mennesket i det højt udviklede er også et centralt tema i Marcuses vigtigste bog 'One-Dimensional Man’ fra 1964. Hvori hans pointe er den, at omfanget af valgmuligheder er ikke afgørende for graden af menneskelig frihed, det som er afgørende er hvad individet kan vælge og hvad der faktisk vælges. Den repressive sublimering som Marcuse kaldet det, har præget menneskets sociale relationer i den grad at mennesket mere bliver menneskets fjende end menneskets medarbejder. På sin vis kan man mere end nogensinde sige, at kapitalen fortrænger demokratiet, pengene folket. Dem som har, vil have flere, dem som ikke har skal have mindre. Det som gør Marcuse skarpsindig var, at han driver sine analyser indefra, det vil sige på grundlag af befolkningens egen tankeverden, og ikke udefra på grundlag af en præsentation som tog sigte på at fremstille den som kritiserer som en idiot.

Det vi har behov i dag, mere end nogensinde, er ikke at præsentere dem som tror på Monetarismen som idioter, men som Christen Sørensen m.fl. påpeger, hvorfor en systemkritik er væsentlig og relevant. For hvorfor og hvor svigtede reguleringen, hvad var med til at systemet blev kapitalens skødehund ikke vagthund? Det er dette spørgsmål som mest af alt er relevant. For grådigheden opstod ikke i 00erne!

Steffen Gliese, Niels Duus Nielsen, Per Torbensen, Torben Arendal, Jesper Wendt, Olav Bo Hessellund, Heinrich R. Jørgensen og randi christiansen anbefalede denne kommentar
Astrid Baumann

Krisen skyldtes ikke grådighed, lige så lidt som cancer skyldes celledeling. Den skyldtes derimod, at de normale safeguards mod grådighed forsvandt, ligesom cancer skyldes forkortede telomerer.

randi christiansen, Steffen Gliese og Rolf Andersen anbefalede denne kommentar
Peter Günther

.. og da dygtige kapital-operatører fik os overtalt til lige at lukke øjene et øjeblik, så ville de fordoble vores rigdom..men ups, så løb de istedet med en stor luns af kagen.

Hvor mange gange skal det have lov at ske før vi indser, at indsigt og kontrol med pengestrømmene er nødvendigt, for ikke at det skal ske igen!!

Georg Christensen

At finanskrisen ikke kun skyldes "grådighedsfornemmelser", kan jeg let tilslutte mig.

Finanskrisen er kun et "illusions" moment, indtil vandvidet en dag bare fortsætter. med forskels behandlingen som eneste mål.,

NB: Proffessoren sidder bare og "tænker" og tænker, kommer ikke videre i systemernes forvirrede "vandvid´s" tvangs forestillinger.

Er det ikke på tide, at også "viden om" ,også i det Danske samfud vogner op?

NB: At bare vores egen lille "viden om" bliver "globaliseret", frit tilgøngeligt for alle LIV. Ikke mere betalt hæmmeligheds kræmmeri.

Viden om? bør være: Alfa og omega,for "LIVET".og ikke tilhøre en flok betalte politiske/religøse "tosser".

NB:Undskyld, i min hidsighed, røg jeg ud af kurs.

Søren Blaabjerg

Hvordan man end søger at pakke det ind, så er vi temmelig sikkert på grund af en stedse mere effektiv international konkurrence med udlicitering osv. kombineret med fraværet af en internationalt organiseret og solidarisk fagbevægelse hastigt på vej mod et gobalt klassesamfund med et gigantisk svælg mellem rig og fattig i stort set alle lande i nord som i syd, de forhenværende relativt rige i-lande ikke undtaget, og hvor det eneste og i længden uholdbare alternativ til som lønmodtager at finde sig i lave lønninger i de internationalt konkurrerende erhverv er massiv arbejdsløshed med deraf følgende pres på de sociale systemer, højt skattetryk osv., samt akut fare for depression og afsætningskrise, sociale nedskæringer og hvad deraf måtte følge oven i købet.

Det er det ganske skræmmende reelle krisebillede, vi står overfor, og som sandsynligvis vil forstærkes yderligere i de kommende år.

Kald det så bare grådighed om man vil, men til hvad nytte?. Alle med penge, værdipairer osv. vil jo - også herhjemme - gerne have størst muligt udbytte af deres investerede kapital, og i den forbindelse tæller nationale præferancer og lokale sociale hensyn normalt ikke stort.

randi christiansen

Ejerkredsene bedes vågne til fornuft og påbegynde det internationale bæredygtige samarbejde, som er påkrævet. Det bør selv den mest fatsvage spekulant kunne få ind på lystavlen. It's the economy stupid - coorperative or competetive? Hvilken model er mest fordelagtig for alle - naturligvis samarbejdet. Skal en lille elite med deres mærkelige asociale, obstruktive ideer fortsat tillades at drive verden længere og længere ud i vanvid? Skal junglelovens frie udfoldelse i gråd og tænders gnidsel være vor tids eftermæle, vort bidrag til fremtiden, eller kan vi enes om en bedre forvaltnings/forretningsmodel? En model, som ikke overbebyrder, men bærer? En model som i teorien er mulig - så hvad forhindrer egentlig dens
virkeliggørelse? Manglende vilje pga manglende overblik? Hvilket er meget dumt pga de uoverskuelige ødelæggende konsekvenser - Fukushima mv.? Så nu må den styrende elite altså tage sig sammen - er dens hensigt virkelig det globale kaos? Krig, død og ødelæggelse? For det er den direkte følgevirkning af dens regime. Abdicer eller læg kursen om, You are no longer qualified for the job - we're moving out of the jungle

Marianne Mandoe

Hvis ikke finanskrisen skyldes grådighed, så må den jo skyldes idioti.
Hvilket jo egentligt er meget værre, for grådighed kan styres og kontrolleres... det kan idioti ikke.

Niels Duus Nielsen, Steffen Gliese, randi christiansen, Chris Green og Knud Chr. Pedersen anbefalede denne kommentar
randi christiansen

Kollektivt sløvsind og (post)traumatisk stress i en ond og selvforstærkende cirkel af kortsynet fignorering af naturvidenskabelige fakta > DER ER GRÆNSER FOR VÆKST - PÅ EN PLANET, HVIS IBOENDE FORBUNDETHED IKKE ER FULDT AFDÆKKET - AT FORTSÆTTE I OVERHALINGSBANEN UDEN AT KENDE DEN, ER SÅLEDES AFSIND.

Og en international kommunikationsproces som bliver hindret af ortodoks religiøsitet, selvisk og krigerisk intelligensfravær fra reptil-til højt niveau > tunnelsyn, fortrængning mv. - m.a.o tåber bag rattet af en F16 jager.

Hvem er det - helt præcist - som ikke vil vågne op? Putin? Assad? De ortodokse jøder? Finansmafiaen? Obama? Sos' erne - hvem i h... h... h...... er det, som bliver ved med at sælge biletter til dødsdromen?

randi christiansen

Ja, når jobsene forsvinder til Kina, Indien og andre steder (Paul Craig Roberts) og de finansielle produkter samtidig dereguleres (i ly af murens fald af ham skuespilleren - var det Pinocchio? - nå nej, Reagan) - hvordan kan det så gå andet end galt? Jeg husker ihvertfald, at jeg gøs ved tanken om konsekvenserne af dereguleringerne - og jeg er ikke en gang økonom, jeg er bare mainstream menneske. Ergo - et fupnummer.