Bog for bog Væsentlige emner bog for bog

Det moderne Tyrkiet

Under de seneste ugers uroligheder har protesterne ikke kun kommet fra den unge generation. Tegningen på væggen forestiller Mustafa Kemal Atatürk, det moderne Tyrkiets grundlægger, og symbolet på den adskillelse af kirke og stat, som var et af den unge republiks grundpiller. Foto: Facebook.com/geziparkidirenisi

Tyrkerne er trætte af, at statseliten dikterer, hvordan de skal leve deres liv, men man kan ikke tale om et tyrkisk forår, siger adjunkt ved Københavns Universitet Daniella Kuzmanovic. Her fortæller hun om en håndfuld bøger, der har præget hendes forståelse for det moderne Tyrkiet.

»Det fremgår af mit bogvalg, at jeg er antropolog. Min forskningsinteresse drejer sig om den politiske kultur i Tyrkiet og statens helt afgørende rolle for udviklingen af det tyrkiske samfund. I de udvalgte bøger såvel som i min egen forskning er fokus på det langsigtede perspektiv og den skiftende kontinuitet såvel som foranderlighed, der medvirker til at omskabe, men også til at genskabe den tyrkiske politiske kultur. Det betyder blandt andet, at den nuværende magtelite med premierminister Recep Tayyip Erdoğan og hans Retfærdigheds- og Udviklingsparti (AKP) i min optik har mange lighedspunkter med den autoritære politiske og statslige elite, man tidligere har set i den tyrkiske republiks historie.«

Şerif Mardins ’Religion, society and modernity in Turkey’, 2006

Den første bog, du har valgt, er skrevet af en prominent og kontroversiel tyrkisk intellektuel.

»Ja, Şerif Mardin er the grand old man inden for religionssociologi I Tyrkiet. Man kommer simpelthen ikke uden om ham, hvis man vil forstå det moderne Tyrkiet og ikke mindst Islams rolle i udviklingen af den tyrkiske stat og det tyrkiske samfund. Jeg har valgt en samling af hans mest berømte videnskabelige artikler, der er skrevet fra slutningen af 1960’erne og frem til 1990’erne.«

Hvad har du brugt Şerif Mardins tekster til i din forskning?

»Det er en udbredt opfattelse, at det tyrkiske samfund drives af modsætningsforhold mellem øst og vest, mellem religion og sekularisme, mellem tradition og modernitet og mellem det Osmanniske Rige og den tyrkiske republik. Şerif Mardin viser, at dette er et meget reducerende synspunkt. Dikotomierne er uhensigtsmæssige. Hvis man skal beskæftige sig seriøst med Tyrkiet, er man nødt til at forstå, at disse forhold ikke er hinandens modsætninger, men godt kan rummes i en samlet idemæssig pakke. Man skal forstå, at Islam og oplysning er helt igennem sammenblandede og integrerede dele af det moderne Tyrkiet. Det viser Şerif Mardin ved at stille skarpt på religionens rolle i forhold til moderniseringen af Tyrkiet og den religiøse identitets betydning i den tyrkiske republik. Han insisterede på, at  studere religiøs reformisme gennem oplysningsideer i en periode, hvor det dominerende syn på religion var, at det var en reaktionær kraft, der hindrede modernisering. Han beskriver det helt særlige forhold mellem stat og religion i det moderne Tyrkiet, hvor staten altid er kommet i første række og religionen et mulehår bagefter. Og sådan var det også i det Osmanniske Rige, selvom det var et islamisk imperium, mener Şerif Mardin. Han argumenterer altså for en kontinuitet mellem det Osmanniske Rige og den tyrkiske republik og læser derfor ikke den tyrkiske historie som et eksempel på Islams nedgang i takt med moderniseringen og sekularismens triumf.«

Og heri ligger et opgør med det historiesyn, som den tyrkiske republik er bygget på?

»Ja, kemalisterne, som tog deres navn fra den tyrkiske republiks grundlægger, Mustafa Kemal Atatürk, skrev historien under mottoet ’et nyt Tyrkiet er født’. De tog afstand fra den osmanniske historie og forkastede tanken om en sammenhæng mellem den modernisering, der havde præget den senosmanniske tid, og deres egne moderniseringsbestræbelser. Kemalisternes vision for den tyrkiske republik, som blev oprettet den 29. oktober 1923, var en klar adskillelse af religion og stat. De så Islam som en reaktionær kraft, som stod i vejen for folkeoplysningen, og staten skulle derfor kontrollere det religiøse udtryk gennem stærk sekularisme. Dette religionssyn har præget republikken og danner baggrunden for den kamp mellem sekularister og proislamister, herunder AKP, der foregår i dag.«  

Erik J. Zürchers ’Turkey: A Modern History’, 3. udgave, 2004

Hollandske Erik J. Zürcher er et af de helt store navne inden for forskningen i det moderne Tyrkiets historie, og han er også kritisk over for den kemalistiske fortælling.

»Ja, og denne bog – som jeg selv er meget påvirket af – er blevet standardværket inden for den såkaldte revisionistiske historieskrivning, der fokuserer på kontinuiteten og de overordnede strukturer i den tyrkiske historie. For Zürcher dækker termen ’det moderne i Tyrkiet’ over en historie, der begyndte allerede i 1700-tallet – altså længe inden republikken blev oprettet, og han deler Şerif Mardins fokus på kontinuitet. Derudover gør han op med endnu et kardinalpunkt i kemalisternes historieskrivning, idet han ikke skriver historien med udgangspunkt i Atatürks person og hans handlinger.«

Og netop fraværet af en Atatürk-biografi blandt dine udvalgte bøger er ikke tilfældigt?

»Nej, det er en pointe. Der findes adskillige værker om Tyrkiets grundlægger, men ligesom Zürcher er jeg modstander af ideen om, at historien drives frem af enkelte personer. Zürcher tager udgangspunkt i den stigende økonomiske, politiske og idemæssige indflydelse, der kom fra Europa i den senosmanniske periode. Fra det sene 1700-tal begyndte det Osmanniske Rige for alvor at blive integreret i det kapitalistiske verdenssystem, og modernisering efter vestligt forbillede blev en afgørende dimension af magthavernes forsøg på at dæmme op for imperiets krise. Det er sådanne strukturer og ikke enkeltpersoners ageren, man skal gøre sig bevidst om, hvis man vil forstå udviklingen af stat og samfund både før og efter den tyrkiske republiks oprettelse.«

»Denne kontinuitetstese afspejler sig i øvrigt på en helt anden måde i en tredje bog, som har været enormt inspirerende for mit arbejde. I ‘A Nation of Empire: The Ottoman Legacy of Turkish Modernity’ viser antropologen Michael Meekers, hvordan kemalisternes moderne statssystem faktisk blev bygget på traditionelle, landejer-relaterede og religiøse magtstrukturer. På baggrund af 40 års etnografisk feltarbejde i provinsbyen Of ved Sortehavet og via historiske kilder, som går tilbage til 1800-tallet, viser Meeker, hvordan kemalisterne brugte de allerede eksisterende  lokale magteliter, der var fremkommet i sen-osmannisk tid til at konsolidere deres egen magt  i provinserne. Gamle eliter blev således krumtappen i et moderne statssystem i provinsen, hvilket atter engang vidner om den store grad af kontinuitet mellem det Osmanniske Rige og den tyrkiske republik. Og det minder mig om det analytiske ufrugtbare i at arbejde med dikotomier såsom tradition versus modernitet eller sekulær versus religiøs elite.«

Yael Navaro-Yashins ’Faces of the State: Secularism and Public Life in Turkey’, 2002

Nu skal vi tale om tyrkisk nationalisme og statens betydning for tyrkernes selvopfattelse.

»Ja, det er tydeligt for enhver, der har besøgt Tyrkiet, at staten og nationen spiller en helt afgørende rolle for stort set alle tyrkere. Man ser det for eksempel udtrykt på gader og stræder med byster af Atatürk og tyrkiske flag over det hele på helligdage. Navaro-Yashins bog handler delvist om den kulturkamp mellem sekulære kemalister og proislamister, der for alvor spidsede til og blev et dominerende aspekt af tyrkiske politisk kultur i 1990’erne. Det hun minder os om er, at dette er en kamp om staten, men også en kamp, der for alle parters vedkommende er formet af staten og den statslige ideologi. Betydningen af staten genskabes derfor gennem kampen mellem disse grupper, som udspilles på hverdagsniveau. Navaro-Yashins taler om en særlig statsskabt nationalisme med alle de symboler, ceremonier, og ritualer der hører til.«

Hvad viser Yael Navaro-Yashin os om den enkelte tyrkers forhold til staten?

»Hun formår via sit feltarbejde i Istanbul i 1990’erne at forstå og skrive om tyrkernes nationalisme og deres forhold til staten og nationen uden at mærkeliggøre dem. Det er en meget inspirerende bog. Den handler ikke om staten som institutioner, men som en række allestedsnærværende forestillinger, der skabes og genskabes via tyrkernes hverdagsliv og deres interaktioner med hinanden. Det paradoksale er, at mange tyrkere er enormt kritiske over for staten, og de italesætter konstant dens ufuldkommenhed. Det var tydeligt i 1990’erne. Men ligegyldigt hvor meget de kritiserer den for at være rådden og korrupt og bureaukratisk, hylder de den stadig. Og de lader som om, den er fuldkommen. Kritikken er med andre ord en genskabelse af betydningen af staten og af nationen. Det er et glimrende eksempel på de utroligt mange paradoksale forhold, man støder på, når man beskæftiger sig med Tyrkiet. Og dem søger jeg også selv at rumme i min egen forskning.«

Martin van Bruinessens ’Agha, Shaikh and the State: the social and political structures of Kurdistan’, 1992

Den sidste bog, du har valgt, handler om kurderne. Hvad har Martin van Bruinessens forskning betydet?

»’Agha, Shaikh and the State’ er et helt afgørende værk i den kurdiske nationale historie. Martin van Bruinessen lavede feltarbejde i Iran og  Tyrkiet i begyndelsen af 1970'erne, da det var dybt problematisk at arbejde med det kurdiske spørgsmål. En berømt tyrkisk sociolog, Ismail Besikci, fik på samme tid 13 års fængsel for at skrive om kurderne. Da jeg første gang læste van Bruinessens bog i 1990’erne, viste han mig, at historien om Tyrkiet også er en kurdisk historie. Og den skrives radikalt anderledes, end kemalisterne havde gjort det indtil da. Deres projekt var ideen om én stat, ét folk, ét sprog og ét flag, og derfor forsøgte de at assimilere kurderne og skrive dem ud af historien. Samtidig blev historiske begivenheder læst meget anderledes i kemalistisk historieskrivning end i kurdisk national historieskrivning. For kemalisterne blev det berømte Sheikh Said-oprør i 1925 eksempelvis læst som udtryk for religiøs reaktionisme, mens det af kurderne ses som et kurdisk nationalt oprør. Van Bruinessen argumenterer for, at det var et nationalt oprør.«

Hvordan taler man om det kurdiske spørgsmål i dag?

»Tilbage i 1990’erne begyndte de første spæde offentlige diskussioner om det kurdiske spørgsmål, og i dag diskuterer man det her, der og alle vegne. Der er et fredsinitiativ i gang, og man er faktisk tættere på en løsning af den kurdiske konflikt end nogensinde før. Man skal være stærkt nationalistisk for at fastholde ideen om en tyrkisk enhedsstat. Stort set alle er klar over, at man skal skabe en ny forfatning og en selvforståelse, der rummer de mange forskellige baggrunde i Tyrkiet. Men så kommer vi igen til et paradoks: For mens der uden tvivl er sket en liberalisering i forhold til det kurdiske spørgsmål, forekommer fængslinger og forfølgelse af kurdere stadig i henhold til en meget bred terrorparagraf. Udviklingen trækker i begge retninger, og sådan er det med stort set alting i Tyrkiet. Det er sjældent enten-eller, men oftest både-og. Under Erdoğan har man set en gradvis indskrænkning af den personlige frihed, og der er blevet indført en række religiøs-konservative regler, men samtidig foregår der en markant politisk liberalisering. Der er blevet langt mere plads til at tale om det kurdiske spørgsmål og det armenske folkemord, men alligevel sidder massevis af journalister i fængsel, og politiet slår hårdt ned på demonstranter. Man kommer ikke uden om denne paradoksalitet. Og man kommer heller ikke uden om, at AKP’s ledelsesstil minder umiskendeligt om de foregående tyrkiske magteliters – bare med modsat fortegn. Det er et af omdrejningspunkterne i det oprør, vi er vidne til nu.«

Hvordan skal man forstå demonstrationerne?

»Jeg ser dem som et opgør med en autoritær politisk og statslig tradition. Flertallet af tyrkerne på gaden gør oprør mod enhver form for autoritet – uanset om den er kemalistisk eller religiøs-konservativ, som det er tilfældet med Erdoğan og AKP. Demonstranterne er trætte af, at statseliten dikterer, hvordan de skal leve deres liv. En enkelt sag om et indkøbscenter i en park har givet en meget heterogen gruppe mennesker anledning til at gå på gaden, og mange forskellige ideologiske synspunkter er repræsenteret i oprøret. Den ældre generation af kemalister ønsker en tilbagevenden til en stærk form for statssekularisme, og deres opgør er i virkeligheden knap så meget med den autoritære statsform. Men de yngre demonstranter og venstreorienterede aktivister, som dominerer demonstrationerne, har ingen sympati for nogen form for autoritær elite uanset politisk observans. Der er mange dagsordener i spil. Nogle er utilfredse med regeringens neoliberale økonomiske politik og den brutale byfornyelse. Mange føler, at deres livsrum bliver indskrænket via restriktioner på eksempelvis alkoholsalg, mens andre har et horn i siden på Erdoğan på grund af Tyrkiets involvering i den syriske konflikt. Det er lidt som om, man har trukket et stort fiskenet hen over havbunden og samlet alle modstanderne af AKP om en sag på trods af deres forskelle.«

Kan man tale om et tyrkisk forår?

»Jeg er meget skeptisk over for den betegnelse. Man kan selvfølgelig drage paralleller, idet man ser en ellers apolitisk ungdom gå på gaden for at demonstrere. Det er ikke sket før i Tyrkiet i nyere tid. Vi har at gøre med en generation, hvis forældre har tudet dem ørene fulde af advarsler om, at de skal holde sig fra politik for at undgå at kommer i problemer og havne i fængsel. Desuden spiller Twitter og Facebook for første gang en rolle i Tyrkiet i forhold til mobilisering og organiseringen af disse demonstrationer. Men når jeg alligevel tøver med at kalde det et forår, er det fordi, AKP er et demokratisk valgt parti. Det må man aldrig glemme. Jeg siger ikke, at det tyrkiske demokrati er fuldkomment, for det er det langt fra. En spærregrænse på 10 procent er eksempelvis en alvorlig forhindring for politisk diversitet i parlamentet, og det har ofte først til stort stemmespild. Men det ændrer ikke ved, at AKP skal fjernes ad demokratisk vej. Og det bliver svært, for mange af demonstranterne på gaderne interesserer sig ikke for partipolitik, og desuden favner intet parti alle de kritikpunkter, som de fremfører. De dominerende tyrkiske oppositionspartier er konservative og forstokkede, og deres ledere benytter sig – ligesom Erdoğan – af en ekstremt polariserende retorik. Den politiske kultur i Tyrkiet lader meget tilbage at ønske i forhold til demokratisk dialog.«

Om denne blog

Bog for bog er en ny interviewrække på information.dk. Vi beder fagfolk fortælle om deres arbejde gennem bøger, de mener har været vigtige for deres område. Emner kan omhandle om alt fra litteratur til økonomi til pædagogik.

Anbefalinger

  • Ulrika Hardt
  • Lars Dahl
  • Robert Ørsted-Jensen
  • Niels Christensen
  • Tine Toft Jørgensen
Ulrika Hardt, Lars Dahl, Robert Ørsted-Jensen, Niels Christensen og Tine Toft Jørgensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Holger D. Kvist

Tyrkiet er det eneste land i verden der er et sekulært stat. Den tyrkiske stat har gjort næsten alt for minoriteter i landet, mere end der er blevet gjort andre steder i verden. Sjovt der er så meget fokus på Tyrkiet og sjovt alle artikler viser den tyrkiske regering som et dårligt eksempel. Tyrkiet vil blive størst igen på verdensplan hvis den nuværende regering for 4 år til. Husk min kommentar folkens. Bare husk den. Hvis de stadig sidder i regeringen om 4 år så vil Lufthansa en a Tysklands største firma gå konkurs. Meget snart.

Jeg synes godt, at dette blog-indlæg kunne fortjene at blive redigeret til en ordentlig artikel, og præsenteret prominent i Inf.
Der er et væsentligt bud på et opgør med at tænke i todelte modsætninger, som - selvom det ikke er totalt nyt - så stadig kunne anvendes til at løfte mange forstokkede debatter lidt op. Ikke blot de angående Tyrkiet.
Væsentligst synes jeg dog, at der er virkelig informative vinkler på forholdene i Tyrkiet, som helt er faldet ud af de danske mediers flade dækning heraf.