Bog for bog Væsentlige emner bog for bog

Netværkskulturen og de regulerede brugere

Foto: Scanpix

Netværkskulturen og de sociale medier påvirker vores adfærd mere, end vi tror. Den gængse opfattelse er nemlig, at brugeren er i kontrol på nettet. Men det er sjældent tilfældet, siger Bjarki Valtysson, som er lektor i moderne kultur ved Københavns Universitet. Her anbefaler han fem nyere udgivelser, der forholder sig kritisk til netværkskulturen. 

Din forskning tager udgangspunkt i, at vi bliver formet og programmeret til at deltage på en særlig måde, når vi indgår i fællesskaber på nettet. Hvad baserer du helt grundlæggende den antagelse på? 

»Mange af os tror, at vi gør som det passer os, når vi er på Facebook eller Twitter. Men digitale miljøer er skabt på baggrund af bestemte interesser, de kan være økonomiske, politiske, eller noget helt tredje. Det gælder både for kommercielle platforme og for kulturelle og institutionelle platforme. De fem bøger jeg vil anbefale, går i kødet på netværkskulturen og dens konsekvenser for os brugere. Internetforskningen er i stærk udvikling, så jeg har valgt at fremhæve værker, der er publiceret inden for de sidste fem år.« 

Regulating Convergence, red. Susan J. Ducker & Gary Gumpert, 2010   

Den første bog, du har med, er en antologi, du betegner som en paraply i din forskning.  

»Ja. Jeg er glad for antologier. De tilbyder forskellige syn på en bestemt sag, hvis de altså er intelligent skruet sammen. Nærværende antologi kalder jeg for en paraply, fordi den giver et fint overblik over omfanget og konsekvenserne af den moderne teknologiske konvergens. Det vil sige, skiftet fra de traditionelle og uafhængige områder som telefoni, broadcasting og computerteknologi til vor tids sammensmeltning af områderne. Tænk bare på smartphonen, der har samlet alle teknologierne under sig. Den har banet vejen for en masse juridiske, politiske og kulturelle problematikker og interessante krydsfænomener.«

Men bogen påpeger, at den teknologiske konvergens skal reguleres. Hvorfor?  

»Som brugere af internettet har vi både adgang til nationale og globale netværk. Derfor opstår der blandt andet spørgsmål om rettigheder. Hvad sker der for eksempel, når jeg som bruger af en dansk internetside, deler dens indhold på et globalt netværk? Hvad er mine rettigheder i forhold til at dele og hvad er den danske hjemmesides rettigheder i forhold til den nationale ophavsret? Og i sidste ende: Hvad er så konsekvensen af, at jeg deler indhold jeg ikke må dele? Bogen stiller de klassiske spørgsmål om hvem, hvad og virkning. Kapitlerne tager fat i spørgsmål om udviklingen inden for teknologi, regulering på tværs af landegrænser, mediepolitik og kommunikationspolitik.«

Tager din egen forskning, ligesom antologiens artikler, udgangspunkt i konkrete cases? 

»Det bliver antologiens forfattere og jeg nødt til at gøre. Inden for mit felt undersøger vi afsenderens rolle og modtagers funktion og muligheder. Jeg tager fat i et interface, en hjemmeside, hvor en bestemt formidling finder sted. Så afdækker jeg, hvordan teknologien påvirker vores opfattelse, deltagelse og kommunikation. Min metode, som afspejles i antologiens, er både kulturteoretisk, men jeg laver også feltarbejde ved at foretage kvalitative interviews, enkeltinterviews og fokusgrupper med internetbrugere.« 

Blogs, Wikipedia, Second Life, and Beyond – from Production to Produsage, Axel Bruns, 2008

Den næste bog forholder sig mere optimistisk til internettet end de øvrige bøger. Den er også den ældste udgivelse du har med. Hvad er forfatteren Axel Bruns’ bærende pointe? 

»Axel Bruns skitserer processer fra produktion til det han kalder for 'produsage'. Fokus er på det fællesskabsopbyggende netværk, som i mange tilfælde også har et slutprodukt, som brugere både producerer og deler med hinanden. Her tager han eksempler fra bruger-drevet journalistik, Wikipedia, bestemte kunstformer, uddannelsesforløb og demokratiske potentialer. Bruns optegner dermed et interessant teoretisk potentiale, der undersøger de forskellige former for deltagelse i digitale omgivelser. Teorirammen egner sig godt til bestemte kontekster, og ikke til andre.«

Kan du uddybe i hvilke kontekster Bruns ikke egner sig til? 

»Inden for de sidste år har internetforskere talt rigtig meget om os deltagere som ’prosumers’.  Ordet er en sammentrækning af ’producer’ og ’consumer’ og lægger op til en forståelse af os som værende både producenter og forbrugere i netværkskulturen. Bruns definerer i stedet ’produseren’, der både er producent og bruger. Hans greb med at kassere forbrugerdelen af deltageren er velmenende og relevant, når det kommer til vores interaktion på ukommercielle sider som netop Wikipedia. Her bruger og producerer vi gratis viden til hinanden i fri dialog. Men det ville være forkert at overføre hans begreb på de kommercielle netværk, hvor vi er varen, der bliver solgt til højst bydende.«

Digital Labour – The Internet as Playground and Factory, red. Trebor Scholz, 2013 

Det fører os naturligt videre til den næste bog, en dugfrisk antologi, der forholder sig meget kritisk til vores rolle som deltagere i netværkskulturen. 

»Ja, præcist. Antologiens artikler argumenterer for, at der foregår en strukturel økonomisk udnyttelse af os brugere på internettet. I en artikel af internetprofessoren Christian Fuchs, afdækkes det ud fra en marxistisk læsning, hvordan de sociale medier tjener penge på, at vi kommunikerer med hinanden. Fuchs tager afstand fra fraser som ’making is connecting’ og tanken om, at deltagelse er det ultimativt gode. I stedet hævder han, at internettet kapitaliserer på vores deltagelse, og at vi bliver manipuleret til at deltage på en særlig måde, for at dele så meget som muligt. Vi er Facebooks fabriksarbejdere, kan man sige.«  

Kan du komme med et eksempel på, hvordan vi bliver udnyttet til at dele? 

»For mig er ’liket’, Facebooks synes godt om-funktion, det tydeligste eksempel. Vi får lov til at synes godt om vores venners indhold, men vi får ikke lov til at dislike det. Facebook ønsker nemlig, at vi skal dele så meget som muligt med hinanden. Ergo, vi bliver styret til at kommunikere positivt. Vi bliver til ’like hunters’, der hier efter anerkendelse ved at dele. Og hvorfor så det? Fordi det vi deler er Facebooks produkt. Vi, brugerne, er med andre ord Facebooks vare, som sælges videre til annoncørerne. Vi skal jo også aktivt vælge at privatisere vores indhold, hvis Facebook ikke skal kunne bruge det offentligt.« 

Så 'synes godt om'-funktionen er med andre ord et slagstrick? 

»Jeg kalder det konditioneret deltagelse. Vi føler os ikke nødvendigvis begrænset i vores deltagelsesmuligheder, men vi bliver formet til at kommunikere på særlige måder. Fuchs skriver sig ind i et større felt af forskere, som netop undersøger, hvordan digitale medier koloniserer vores liv. Man kan sige at Facebook giver os en hammer i hånden. Selvom vi ikke får løn for at hamre løs, bliver vi ikke vrede, fordi vi har fået hammeren forærende. Til gengæld får vi skræddersyede reklamer direkte ind på vores profiler.« 

På den anden side, er der forskere som mener, at netværkskulturen også rummer det modsatte af kolonisering, nemlig emancipation. De fremhæver at nyere politiske opgør i Egypten, Tunesien og Indien er blevet forstærket af de sociale medier. Hvad siger du til det? 

»Jeg er en grå forsker. For mig er verden hverken sort eller hvid. Så spørger du mig, om der findes potentialer for frigørelse, emancipation, på nettet er svaret ja – men det afhænger af konteksten. Vi har muligheden for at organisere os politisk i digitale miljøer, også på Facebook og Twitter. Vi kan invitere hinanden med til demonstrationer, vi kan initiere kritiske opgør og vi kan danne det, man kalder modoffentligheder. Men hypen omkring Twitter revolutionen, som du nævner, den synes jeg, at man skal være påpasselig med. Revolutioner skal udleves i virkeligheden, på gaden, før de får betydning. De digitale kommunikationsmuligheder spiller en rolle, men revolutioner kan ikke kun være virtuelle.« 

Producing the Internet – Critical Perspectives of Social Media, red. Tobias Olsson, 2013

Den næste bog forholder sig også kritisk til de sociale medier. Fokus er stadig på brugeren og den forudbestemte deltagelse, men på en anden måde? 

»Ja. Her har vi endnu en ny og kritisk antologi om de sociale medier. Bogens fokus er forskellig fra den forrige om digital arbejdskraft. Her spørges der ind til, hvordan vi skal forstå den digitale kultur og dens magtforhold. Artiklerne arbejder ud fra specifikke cases og analyserer deltagelsesformer og hvad de gør ved os. I forbindelse med min egen forskning er det vigtigt at understrege, at vi ikke kun taler om de kommercielle netværk som Facebook og Twitter. Der kan også være tale om kulturinstitutioners hjemmesider og underliggende agendaer som nationalisme og økonomisk indtjening, også selvom den officielle motivation for projektet er uddannelse.« 

Hvordan forholder bogen sig til, at vi, på trods af alle de kritiske aspekter, stadig bruger de sociale netværk så meget som vi gør?

»Brugerne siger noget andet end os forskere og skeptikere. Det fremgår af mange interviews og fokusgrupper, at brugerne kender til Facebooks indtjeninger og vores mangel på rettigheder over det materiale, vi publicerer digitalt. Men brugerne tænker i andre kapitalformer end de økonomiske. De føler, at de får mere ud af Facebook, end Facebook får ud af dem. ’Jeg fik en lejlighed af Facebook’, er en typisk forklaring fra en bruger. Mange nævner også, at Facebook øger deres sociale adfærd eller holder dem opdateret i den offentlige debat.« 

Kan man sige, at de sociale medier i den forstand er en udvidelse af det offentlige rum? 

»Det kan man i den grad sige. Men ligesom med Jürgen Habermas’ oprindelige beskrivelse af det offentlige rum, er det i sagens natur et ekskluderende og betinget rum. Da Habermas beskrev det ideelle offentlige rum inkluderede han ikke kvinderne. Det dækkede også kun over en særlig samfundsklasse, nemlig bourgeoisiet. Sådan forholder det sig også med internettet. Ikke alle har adgang til hardware, software eller net. I mange lande er internettet stadig for de få. I forbindelse med vores tidligere snak om revolution, kan man sige at Twitter revolutionen i mange lande har været en revolution for over- og middelklassen.«

The Culture of Connectivity – A Critical History of Social Media, José Van Dijck, 2013

Den sidste bog, du har taget med, er skrevet af José Van Dijck. Hun sammendrager netværksteori og politisk teori. Hvad får hun ud af det?

»Jeg er meget glad for hendes blanding af teorier. Van Dijcks perspektiv danner et godt overblik over netværkskulturen som et kompleks økosystem. Hun undersøger helt specifikt interaktionen mellem teknologi, bruger, indhold, ejerskab, regulering og forretningsmodeller. Der er så mange vigtige dimensioner i spil, der tilsammen skaber et nuanceret blik på fordele og ulemper ved netværkskulturen.« 

José Van Dijck er en kritisk forsker. Hvad er bogens konklusion? 

»Hun er bestemt en kritisk forsker, der beskriver, hvordan tingene hænger sammen frem for at fælle en entydig dom. Når man forsker i den digitale kultur, afhænger konklusionerne af konteksten. Netværkskulturen har mange ansigter. Man bliver nødt til at analysere teknologien og de incitamenter, der ligger bagved et særligt netværk. Kigger man for eksempel på et public service medie takler de brugergenereret indhold på en anden måde end et kommercielt miljø.« 

Hvad med dig selv, hvor placerer du dig i forhold til den stigende internetskepticisme, vi har set i kølvandet på Edward Snowdens afsløringer af den amerikanske efterretningstjeneste NSA?  

»Det vigtigste at pointere her er, at vi for alt i verden ikke må være naive. Hverken når det kommer til overvågning, kolonisering eller emancipation på nettet. Når det er sagt, synes jeg ikke, at vi har fået klare informationer om, hvad der egentlig foregår. For rigtig meget foregår i det skjulte. Mange af de store spillere i denne sag er private virksomheder, som ikke er tvunget til at afsløre deres forretningshemmeligheder eller hvad for et verdensbillede deres søgemaskiner præsenterer. Vi er simpelthen ikke sat ordentlig nok ind i sagerne til at kunne vurdere status quo.« 

Kan du her på falderebet nævne et eksempel på et socialt netværk, der i dine øjne, er mindre manipulerende overfor brugerne end Facebook og Twitter? 

»Diaspora er et godt bud på en alternativ social netværksside, der ikke behandler brugere som kapital. Deres privatlivspolitik er fuldkommen ukommerciel, de sælger ikke noget videre til Google eller Facebook. Det er et projekt, der åbenlyst kritiserer de store platforme. De gør ikke folk til konsumenter, men til brugere, eller ‘produsers’ med Bruns’ ord. Ironisk nok er brugerne der bare ikke, endnu. De er stadig på Facebook.« 

Om denne blog

Bog for bog er en ny interviewrække på information.dk. Vi beder fagfolk fortælle om deres arbejde gennem bøger, de mener har været vigtige for deres område. Emner kan omhandle om alt fra litteratur til økonomi til pædagogik.

Anbefalinger

  • Jens H. C. Andersen
  • Rune Lund
  • Laust Persson
  • Peter Jensen
Jens H. C. Andersen, Rune Lund, Laust Persson og Peter Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kun en international lovgivning - kan dæmme op for de problemer der står for døren, og en domstol til samme.

Debatten er kun privat, alt andet er illusorisk. Så det handler om at sikre folk juridisk, som i alle andre kommercielle aspekter.

Fin artikel, den overraskede positivt.