Bog for bog Væsentlige emner bog for bog

Revolution og de moderne sociale bevægelser

De nye sociale bevægelser er mere organiseret end nogensinde før. Det var protesterne i Tyrkiet i sommer et eksempel på. Foto: Aurore Belot / Demotix

De seneste år har verden set en række folkelige opstande. Først i Mellemøsten siden i både Brasilien, Tyrkiet, Spanien, Grækenland og Occupy-bevægelsen, som startede i New York. Silas Harrebye er ph.d. fra RUC og har i lang tid beskæftiget sig med revolutioner, oprør og sociale bevægelser og især, hvordan disse fænomener opererer i det 20. og 21. århundrede. Her anbefaler han 4 bøger om sit fag.

-Hvornår opstod revolutionen som begreb, og hvad dækker det over?

»Revolutioner har taget forskellige former gennem hele menneskehedens historie. De har haft forskellige mål, forskellige resultater og forskellige drivende ideologier. Der har været en række forfattere og politiske ledere, der har sat markante aftryk på, hvad vi forstår som revolution. Der er nogel revolutionerende revolutioner som den franske og russiske, der begge var klassiske revolutioner, og som indeholder mange af de elementer, man regner med i en revolution. Det er f.eks. en grundlæggende ændring af magtstrukturerne i et samfund over en relativ kort periode med udgangspunkt i et folkeligt oprør. Dog vil jeg nok mene, at det er forsimplet at snakke om revolutionen som om, det betyder det samme over hele verden. Det gør det bestemt ikke. Det afhænger meget af ens kulturelle baggrund og hvilke magtstrukturer, man vil gøre op med. I vores egen tid er det nok et mere diffust begreb. Begrebet revolution blev i første omgang brugt indenfor naturvidenskaben og havde ikke noget med samfundsstruktur som sådan at gøre. Revolution som begreb har derfor aldrig haft én partikulær betydning.«

»Når jeg beskæftiger mig med revolutioner og folkelige oprør er det som kultursociologisk fænomen, og det afspejler sig også i de bøger jeg har valgt.«

1. Power in movement - Social movements and contentious politics,
Sidney Tarrow

-Ja, men så lad os gå i gang med den første.

»Forfatteren til den første, Sidney Tarrow, er en af de vigtigste forskere og forfattere inden for det her emne. Og når vi taler om revolutioner, så er det folkelige oprør helt centralt. Sociale bevægelser er som regel udgangspunktet for en revolution. Det Tarrow gør i den her er at introducere de væsentligste begreber og forklare nogle af grundmekanismerne i sociale bevægelser. Han forklarer først, hvordan moderne sociale bevægelser fødes, og hvordan de er gået fra kollektive aktioner til mere organiserede bevægelser med opfindelse af trykpressen.«

-Hvad kender tegner så den moderne sociale bevægelse?

»Jamen, det er bl.a., at de opererer med aktioner, der er mere koordinerede end tidligere, ligesom de har fået en mere generel karakter. Før i tiden kastede slaven en sten gennem vinduet i sin herres hus, og så var det dét. Med printpressen og de nye kommunikationsmuligheder bliver der mulighed for at kommunikere sine tanker omkring sine handlinger på tværs af grænser og kultur. Det gør, at man kan skabe bredere sociale bevægelser. Den moderne sociale bevægelser adskiller sig ved at være mere bevidst om dens rolle og effekt på det politiske system. Altså; man analyserer, hvornår noget er mest opportunt, hvordan man skal kommunikere det og sidst, men ikke mindst analyserer man, hvilken effekt bevægelsen har haft helt konkret. På den måde analyserer og kortlægger han bevægelsernes ‘livscyklus.’«

-Nu nævner du selv printpressens rolle i sociale bevægelser. Hvad med internettet? Har det haft samme effekt som printpressen, eller er det bare en forlængelse af printpressen?

»Man kan sige, at internettet spiller samme rolle som printpressen gjorde i det 19. århundrede. Den udvider mulighederne for sociale bevægelser, fordi det nedbryder grænserne på tværs af geografi og kulturelle skel og udvider dermed muligheden for, at sociale bevægelser kan koordinere deres indsatser.«


2. Domination and the art of resistance - hidden transcripts, James C. Scott).

»Den næste bog kommer i forlængelse af den første. Den analyserer, hvad der sker før et folkeligt oprør bryder ud i lys lue. Som regel er der en undertrykt frustration i befolkningen, der ligger til grund for en revolution eller folkelig bevægelse. Derfor synes jeg, det er interessant at kigge på, hvilke frustrationer folk har gået med, før en revolution bryder ud. Der er jo som regel noget, der har ligget og luret i længere tid, men som sjældent bliver underkastet samme efterforskning som selve revolutionen. Det er det, som James C. Scott forklarer på bedste vis. Bogen hedder Hidden Transcripts, fordi han kigger på alle de ting, som vi normalt ikke forholder os til. Det kan være kulturelle elementer som vittigheder, sange, påklædning, som befolkningen diskret bruger for at nedgøre dem, der har magten i et samfund, uden de opdager det. Det er måske også derfor, at ironi er blevet et så vigtigt våben i sociale opstande. Man gør grin med magthaverne overfor de, som er indforstået med netop den udtryksform. Den form for ‘modstand’ tror jeg, vi alle kender«

-Hvordan det?

»Jamen, f.eks. på arbejdspladsen, hvor medarbejdere gør nar af deres chef ved at imitere ham eller hende over for kollegaerne. Når vi snakker om sociale bevægelser, så er de kilder jo ikke normalt tilgængelige, og derfor er de spændende at undersøge, ligesom James C. Scott har gjort . Når et oprør så bryder ud, så vælter det jo frem med eksempler på sådanne skjulte daglige modstandskampe mod magthaverne. De bliver et middel i revolutionen og trænger ind i den reelle politiske sfære, hvor de før havde været mere subtile modstandskampe.«

-Vi har snakket om  revolutioner og oprør i et stykke tid nu, og ikke én eneste gang har  du nævnt noget om klassekamp. Hvordan kan det være?

»Nej, det er rigtigt. Det er helt bevidst, og det er der flere grunde til. For det første har jeg mere et kultursociologisk tilgang til emnet, som jeg også har sagt. For det andet, så mener jeg, at vi efterhånden må erkende, at verden har ændret sig, og sociale bevægelser har ændret sig så meget både i formsprog, og hvilke mål de har, at det er lige så vigtigt at kigge på, hvilke faktorer, der gør sig gældende i dag og se, hvordan de adskiller sig fra tidligere. Derfor har vi nok også brug for en opdatering af de gamle klassiske teorier. For det tredje, så er jeg ikke marxist i klassisk forstand.«

Men kunne man ikke modsat indvende, at hver gang vi har set større oprør og bevægelser i d. 20. og 21. århundrede, så er det på baggrund af en økonomisk krise? Er det så ikke nonchalant ikke at komme ind på det emne?

»Det ved jeg nu ikke, om det er. Det er jo ikke fordi, de forfattere jeg har valgt – eller jeg selv – ikke mener, at økonomien er vigtig, når vi taler om sociale opstande, revolutioner osv. Men jeg mener bare, at den kulturelle overbygning spiller en større rolle i dag, end den gjorde en gang, og derfor er lige så vigtigt at undersøge. Der er også sket en udvikling i de ’claims for justice’, vi har set fra forskellige sociale bevægelser gennem det 20. århundrede fra spørgsmål, der primært kredsede om økonomisk omfordeling til identitetspolitik og krav om anerkendelse til repræsentations problematikker, der jo bl.a. er blevet mere aktuelle på grund af den stigende globalisering og befolkningens krav om at være med til at diskutere, hvordan vi på nye demokratiske måder kan begynde at diskurete, hvem der får lov til at bestemme,hvad der er retfærdigt i forhold til omfordelings- og anerkendelsesspørgsmålene.«

3. Why civil resistance works - The strategic logic of nonviolent conflict, Chenoweth and Stephan.

- Den næste bog her argumenterer for, at fredelige modstand og civil ulydighed virker. Hvordan gør de det?

»Det gør de ved at trække på en meget kendt fredsforsker, der hedder Gene Sharp, som også har vundet Nobels fredspris og i praksis på aktivister som Mahatma Gandhi. Forfatterne har foretaget et større kvalitativt og kvantitativt studie, som ser på forskellige kampagner. Både voldelige og ikke-voldelige. Konklusionen er, at de ikke-voldelige virker bedst. Ikke kun fordi de moralsk er bedre, men også fordi de har større effekt. Det er er meget stort datamateriale, de arbejder med, som går fra starten af 1900 til 2006. Så man kan sige de har empirien i orden«

-Hvad bruger de som eksempel på en succesfuld ikke-voldelig kampagne?

»De gennemgår fire cases her i bogen. Det er den iranske revolution, den første palæstinensiske intifada, den filipinske People Power-movement og det burmesiske oprør i slutningen af 80‘erne. De cases går de kvalitativt ind i, men de har selvfølgelig et meget større kvantitativt materiale. På baggrund af 323 eksempler fra hele verden på de her 100 år, kigger de på, hvor mange, der er lykkedes og hvor mange der ikke lykkedes. Der bliver det tydeligt at se på grafikken, at det ikke-voldelige oprør er det mest effektive. En af konklusionerne i bogen er også, at folk hellere vil deltage i ikke-voldelige opstande, og derfor har de større chance for at blive succesfulde end de voldelige.«

 »En af bogens styrker er, at de gør meget ud af at forklare, hvordan de har behandlet materialet, og hvordan de har udvalgt deres cases - f.eks. de oplagte spørgsmål, om hvad der definerer succesfulde voldelige og ikke-voldelige kampagner. Det gør det meget let at følge med i behandlingen af de forskelige cases og datasættet.«

4. Modernization, cultural change and democracy - The human development sequence, Inglehart og Welzel

-Den sidste bog er også tung bog med masser af data. Hvorfor har du valgt den?

»Det er rigtigt. Den har jeg valgt, fordi den virker lidt som modvægt til mange af de bøger, der bliver skrevet om revolutionerne og nødvendigheden af radikale brud med det bestående for at drive udviklingen frem. Forfatterne har også i denne gennemgået en masse data gennem længere tid. Det de konkluderer er, at revolutioner ofte er med til at hindre fremskridt i et land. Demokrati, modernisering, kultur og mennesket som sådan forandrer sig i en løbende proces, hvor revolutioner faktisk kan være med til at gøre mere skade end gavn. Det er en helt anden måde at se på den menneskelige udvikling og et forsøg på at nuancere både Karl Marx og Max Webers forståelse af den socioøkonomiske udvikling. Jeg synes, bogen er vigtig at have med, fordi den udfordrer den måde, mange mennesker tænker menneskelig udvikling på.«

»Materialet, der ligger til grund for den her bog, dækker faktisk 85 procent af verdens befolkning, og det er data, som er samlet over 20 år fra 1981 til 2001. Rent empirisk er det svært at undgå at tage deres argument alvorligt.«

- Og hvad er så deres kerneargument?

»Jamen, kerneargumentet er, at det, de kalder den menneskelige udvikling, sker gennem en stigning i de socioøkonomiske ressourcer og udvikler andre værdier, som f.eks. ytringsfrihed og på sigt demokratiet. Det er ligesom grundargumentet. Det kan man jo godt mene er et meget liberalt argument, men man bliver nødt til at se på de lande i verden i dag, som er diktaturer, eller hvor der er udpræget fattigdom, og finde ud af, hvordan man kan ændre det. Det kan man i følge bogen ved at forbedre levestandarder, da det kaster nogle andre værdier af sig som f.eks. ytringsfrihed. Det er lidt firkantet sagt, men den udvikling gør det muligt at på sigt at udvikle demokratiske institutioner. Jeg mener dog, man skal være lidt på vagt overfor sådanne argumentationer. Der er mange spørgsmål, man kan stille og med god grund. For nogle er det her en meget provokerende tese, men når man kigger på datasættet, de bruger til at bakke deres tese op med, er det ret overvældende.«

-Det lyder lidt ‘fukuyamask‘?

»Ja, præcis. Men det er jo en tese, som mange mennesker måske ubevidst opererer med, når man snakker om menneskets og civilisationens udvikling. Men som sagt; der er flere kritiske spørgsmål, der trænger sig på, når man taler om den menneskelige udvikling på den måde. F.eks. er det ikke et meget vestligt fokus at have, at de her værdier skulle være særlige vigtige i forhold til andre. Og hvad er det for nogle demokratiserings forståelser, vi arbejder med, osv. osv.«

-Hvordan er dit eget forhold til revolutioner?

»På den ene side er det vigtigt, at vi hele tiden udfordrer vores magthavere og demokrati, fordi det er på kanten, vi udvikler vores samfund. Men jeg mener også, at medmindre der er skrigende nødvendighed for abrupte, radikale brud med det bestående, så er det problematisk at lave de her meget voldsomme revolutioner. Man smider ofte meget af det, man har bygget op og som fungerer ud med badevandet. Derfor mener jeg ikke, at revolutioner som sådan er et endemål, man skal arbejde hen imod. Der er mange praktiske ting, som man ikke tænker over, når det går løs. Der er stadig en vis revolutionsromantik i visse kredse, og der tænker man sjældent de praktiske, politiske problemstillinger med ind over.«

Om denne blog

Bog for bog er en ny interviewrække på information.dk. Vi beder fagfolk fortælle om deres arbejde gennem bøger, de mener har været vigtige for deres område. Emner kan omhandle om alt fra litteratur til økonomi til pædagogik.

Anbefalinger

  • Tom Paamand
Tom Paamand anbefalede denne artikel

Kommentarer