Bog for bog Væsentlige emner bog for bog

Jagten på det inkluderende byrum

Hvad er det for offentlige rum, vi gerne vil have, og hvordan kan man gøre dem tilgængelige for alle? Foto: Torben Huss

Den moderne by er et produkt af arkitekters idealbilleder af verden. Det er dog sjældent, at virkeligheden passer til idealet. Her forklarer professor i byplanlægning og institutleder Jens Kvorning om betydningsfulde bøger inden for sit fag

- Hvornår opstod byplanlægning som begreb?

»Interessen for byen som en enhed, der på en eller anden måde skulle reguleres og tænkes sammen som én enhed, opstod med det 19.århundredes industrialisme og den voldsomme byvækst, den medførte. Det startede i høj grad i England, da man begyndte at få kæmpestore industribyer i den nordlige del af landet. Det var f.eks. Manchester, og andre byer, hvor der var råvarer som skulle udvindes. Konsekvensen af den enorme vækst var en masse forurening og dårlig sundhedstilstande blandt arbejderne. Hos den velmenende og uddannede middelklasse fremkaldte det en række reaktioner om, at nu måtte man gøre noget for at forbedre leveforholdene.«

- Så det var mere en filantropisk projekt end et økonomisk fra borgerskabets side? 

»Det var nok en blanding. Der var folk som f.eks. Robert Owen, der havde bygget en fabriksby med gode forhold for sine arbejdere og som argumenterede for, at det kunne betale sig at give arbejderne bedre forhold. Så døde de ikke så unge, og produktiviteten steg. Han blander det humane synspunkt med det forretningsmæssige, og det var der også andre der gjorde. F.eks. Krupp-fabrikkerne i Tyskland byggede også fabriksbyer med bedre forhold til sine medarbejdere.«

The History of the city, Leonardo Benevolo

»I den sidste halvdel af 1800-tallet begyndte der at brede sig en større erkendelse af, at væksten i storbyen måtte planlægges. Der kom en række udviklingsplaner for den enorme vækst i Europas storbyer. Den tid, dvs. 1850‘erne og 60‘erne er især kendt for tre store planer. Det var Hausmann-planen i Paris, Cerdá-planen i Barcelona og Wiens Ringstrasse. 

Den mest kendte er nok Paris, som var et forsøg på at gennemmodernisere den gamle middelalderby, så den kunne de ting en moderne storby skulle kunne. De store boulevarder med butikker langs gaden var et produkt af denne modernisering. Tidligere eksisterede den slags butikker ikke, og det vidner om, at ligesom det var tilfældet med mange af de andre udviklingsprojekter, var både Paris’, men især også Wiens planlægning et forsøg på at komme den nye og magtfulde middelklasses ønsker i møde. 

De mange revolutioner i 1848 og deromkring satte virkelig borgerskabets og de nye sociale grupper, der knyttede sig til industrialiseringen, interesser i højsædet, og det ses også på byplanlægning, som i høj grad tilgodeser disses ønsker om at være tæt på magten og give dem fritidsaktiviteter, læreanstalter og institutioner, som før var forebeholdt aristokratiet og dem, der befandt sig tæt på hoffet.« 

- Men f.eks. Hausmanns plan for Paris er jo også blevet ‘beskyldt’ for at være en måde, hvorpå magthaverne kunne kontrollere befolkningen, fordi Paris’ små gade de tidligere 60 år havde vist sig lidt for gode til at starte en revolution i.

»Ja, det er rigtig. Men jeg mener ofte at militærets rolle bliver overspillet, når man taler om moderniseringen af Paris. Det er rigtigt, at militæret spillede en vis rolle i at få bygget de lange, lige boulevarder, så demonstranter ikke havde så let spil, men når man kigger på den samlede modernisering af Paris, mener jeg ikke, at man kan sige, at det først og fremmest var militæret, der blev tilgodeset. Man skal huske på, at meget af moderniseringen også foregik under jorden, og det havde de jo ingen interesser i.«

»Men Benevolos bog beskæftiger sig netop med den tid her, hvor byplanlægning bliver et fænomen, og hvor mange af de store europæiske byer begynder at planlægge sig ud af den enorme befolkningstilvækst. Ofte udskrev man konkurrencer ligesom man kender det fra i dag, og på den måde blev byplanlægning et internationalt fænomen, hvor ideer bredte sig på tværs af grænser. Der kommer lærebøger, og faget byplanlægning som sådan udvikler sig til et akademisk og professionelt fag. Tidligere havde der i renæssancen været et ideal af om, hvordan en by skal se ud, men faget som sådan har sit udspring i industrialismen.« 

Arne Gaardmand: Dansk Byplanlægning fra 1938 - 1992.

»I begyndelsen af det 20. årh kommer så modernismens idealforestilling om den helt åbne by.  Altså bruddet med den tætpakkede by, men med bygninger i fritliggende arealer på park-lignende pladser. Men 1920 og 30‘ernes væsentligste bidrag er måske idéen, at boliger skal ligge et sted og arbejdspladsen et andet. Det ser man for alvor slå igennem efter Anden Verdenskrig og ved opbyggelsen af velfærdsstaten i efterkrigstiden. Noget andet der var meget kendetegnende for især udviklingen i Danmark i efterkrigstiden var frygten for kommunisterne, som jo stod stærkt lige efter krigen på grund af deres mostandskamp mod tyskerne.«

»Det fik virkelig både socialdemokrater og de borgerlige til at blive hunderæde og indse, at arbejdernes forhold skulle forbedres, da man ellers frygtede, at kommunisterne ellers ville have held med at få fat i arbejderne. Det satte sit præg på boligpolitikken i de år, og det blev en meget stor og central del af efterkrigstidens socialdemokratiske veldfærdsstatsopbygning at skaffe arbejderne ordentlige boligforhold.«

- Hvis man kigger på byplanlægning i Danmark efterkrigstidsperioden og især i København, hvad kendetegner så København som storby og hvorfor?

»Man kan i hvert fald let pege på, hvornår der skete et afgørende skred i København. Det falder ret nøje sammen med Socialdemokraternes indtog i på rådhuset omkring 1. verdenskrig, hvor de begynder at få mere og mere at skulle have sagt. De havde et helt klart program for at skabe boliger og bygge nye sunde boligforhold og kvarterer til arbejderne. De udskriver en international konkurrence om indlemringen af de nye områder i som f.eks. Husum og Brønshøj i yderkanten af byen. På den måde skrev det unge Socialdemokrati ind i en meget moderne tradition om at betragte byplanlægningen som en central del af dets socialpolitik i begyndelsen af det 20 århundrede.« 

»De nye boligarealer er fundamentalt anderledes bygget op end de gamle kvarterer med store åbne pladser og en gennemtænkt plan. I modsætning hertil står de ældre kvarterer i Købehavn. Kigger du f.eks. på hvordan Vesterbro og Nørrebro er bygget om, kan du se, at det, der er blevet til gader i dag, simpelthen var gamle mark-skel, og karreerne står der, hvor de gamle marklodder lå. Det var altså før man begyndte at tænke meget i byplanlægning fra kommunens side.« 

- Men der må da også have været nogle eksterne faktorer, som må have stor effekt på byplanlægningen. Jeg tænker f.eks. på bilen og sporvognene. Hvordan var deres effekt på byens rum?

»Jamen, de havde skam også stor betydning. Når man taler om København, taler man ligefrem om sporvognsbyen. Før sporvognen var de jo meget oplagt at lægge boligerne i nærheden af arbejdspladserne, så folk kunne gå. Det er f.eks. det indre Vesterbro og indre Nørrebro. Men da sporvognen gør sit indtog  – hovedsagligt efter 1. verdenskrig – kan man ubesværet komme til Brønshøj eller længere ud på Amager. Denne anden ‘ring’ af by kalder man ofte sporvognsbyen, fordi den opstod med og langs sporvognen, og det er det meste af Københavns kommune.«

»Da normale mennesker begynder at få råd til at købe en bil i 1960‘erne, begynder folk også at rykke længere ud fra storbyen, og det er her, at forstæderne opstår og bliver idealet for byplanlægningen i de efterfølgende årtier, og der kan man tydeligt se, hvordan forstadskommunerne tilpasser sig bilen. Det kan man på sin vis sige, at vi døjer med i dag, fordi meget af lovgivningen og byggeregler stadig er fra en tid, hvor parcelhuse var idealet. Nu om dage er det meste af byplanlægningen jo beskæftiget med at ændre den eksisterende by og ikke så meget med at bygge nyt, og det giver visse udfordringer lovgivningsmæssigt.«

»Langt op i 80‘erne var idealet jo forstadslivet, og ideen om det gode liv foregik derude og ikke inde i byen. Det var et skridt op ad den sociale rangstige at flytte til forstaden. Det er måske heller ikke så mærkeligt, for hvis du boede på Vesterbro i de sene 60‘ere, så var det virkeligt noget man kunne tage at føle på. Inde i byen var der overbefolket, der var forurenet, og boligforholdene var dårlige. Det blev set som  et meget stort fremskridt at flytte i lejlighed eller eget hus uden for byen.«

»Det blev muligt for mange arbejderfamilier i ’67/’68 at købe eget hus. Det betød så til gengæld, at de mennesker, der flyttede ind i de sociale boligbyggerier, der som f.eks. Bellahøj var blevet bygget i 50‘erne og mange lignende socialebyggerier, som blev bygget i perioden, var fra de sociale lag, der lå derunder. Samtidig med det, blev der fra myndighedernes side stillet krav om, at de sociale boliger skulle bygges som elementbyggerier, hvilket betød, at få at det skulle kunne betale sig, skulle man bygge 2000 boliger ad gangen, som så var meningen skulle huse folk med fra forskellige sociale klasser, men som i virkeligheden kom til at huse dem med de laveste indkomster.«

- Jeg tror mange arkitekter og byplanlæggere den dag i dag kigger tilbage på de bygninger og den periode, du lige har beskrevet med en vis hovedrysten. Hvad mener du?

»Man havde jo en idealforestilling om, hvordan tingene skulle være. Og ligesom så mange andre idealforestillinger, så levede de ikke helt op til forventningerne. De bygninger, der blev konstrueret efter Anden Verdenskrig var jo i høj grad inspireret af mellemkrigstidens modernisme og ideen om den åbne by. Men i og med at de socioøkonomiske omstændigheder ændrede sig, og der kom de her rationalitetskrav til store bebyggelser, blev det svært at indfri modernismens tanker om lighed og enhedskultur. Det var en af de ting, der kom bag på byplanlæggerne. Det var ikke fordi, der ikke lå nogle idealer bag byggerierne den gang, eller at man bare byggede for at bygge. Men den sociale realitet viste sig bare at være meget anderledes, end man havde forestillet sig«

- Men nogle ville måske mene, at det minder lidt om en slags vulgærmarxisme at tro på, at så længe man bygger stort, lyst, grønt og åbent nok, så vil folk blive bedre mennesker, og samfundets problemer forsvinde.

»Jeg kan godt følge, hvor du vil hen med 80 procent af det, du siger. Men i virkeligheden var det jo ikke en marxistisk ide, men derimod en antimarxistisk ide, som havde sit ophav i byplanlægningens fødsel i det 19 årh. Her var målet jo at skabe ordentlige forhold til arbejderne netop, så de ikke svingende over mod socialismen. Ideen om at bedre forhold skaber bedre mennesker er altså ikke en marxistisk ide som sådan.«

»I slutningen af det 19. årh. i det nordlige England var der mange ideer om, hvordan man kunne forbedre forholdene for arbejderne, så de blev mere produktive, og f.eks. hvordan arkitekturen kunne være med til at komme alkoholismen, som var et stort problem, til livs. Det står også direkte i et manifest fra dengang, at hvis man gav arbejderen sin egen have, så ville han aldrig blive kommunist. Så de lidt naive koblinger, der er mellem løsninger på samfundets problemer og arkitektur, er ikke noget, der opstod med modernismen eller marxismen, men derimod med byplanlægningens fødsel.«

Maarten Hajer og Arnold Reijndorf: In Search of The New Public Domain

»Efter denne bølge og parcelhusbølgen, som varede til langt op i 80‘erne, begynder man så at tænke på, hvordan man kan udvikle den allerede eksisterende by. Man skal huske på, at da jeg f.eks. kom til København i 1970 for at læse, lå store dele af indre by øde hen med tomme bygninger. Det gjaldt også havnen, som ikke var en del af det offentlige rum, men en industrihavn. Man kom der kun, hvis man rent faktisk skulle derned for at arbejde, som f.eks. med det gamle B&W-værk. 

- I København diskuteres havnen utroligt meget for tiden. Hvad er der specielt ved den?

»Diskussionen om f.eks. Københavns havn indfanger på mange måder, hvilke diskussioner, der foregår i faget på nuværende tidspunkt. De mange offentlige kulturinstitutioner langs vandet, som Det Kgl. Bibliotek, Skuespilshuset og Operaen har på mange måder skabt liv i arealer, som tidligere var stendødt. Mens den fungerer meget godt i Langelinje-området, fordi man kan gå og rummet er tilgængeligt for alle. Man behøver jo ikke at have et ærinde for at komme der, men man kan tage en bog med ned og læse eller bare gå en tur. Det virker så knapt så godt på siden med Operahuset, fordi man ikke har samme områder. Der kommer man kun, hvis man skal i operaen, og det tiltrækker selvfølgelig én bestemt type gæster og derfor ikke indbyder enhver til at komme der og bruge det offentlige rum, som er blevet skabt derude.«

»Det den sidste bog gør, at netop at spørge, hvilke offentlige rum, vi gerne vil have, og ikke mindst, hvordan man kan gøre den tilgængelig for alle. Ud fra en tese om at gentrificeringen af storbyen skaber flere og mere spredte sociale klasser, der interagerer mindre og mindre, diskuterer forfatterne ‘det offentlige rum’ som samlende rum for samfundets forskellige klasser. Der er en international tendens til at bygge store flotte pladser omringet af cafeer. 

»I virkeligheden er sådanne pladser jo ekstremt ekskluderende og i realiteten forebeholdt den globale middelklasse, som du og jeg tilhører. Det er os, der er kan betale 50-60 kr for en fadøl. Hvis man vil være på de her steder bliver man nødt til at sætte sig på en af cafeerne, fordi der ingen bænke er eller andet, som man kan benytte sig af, hvis man ikke har råd eller lyst til at sidde på de fine cafeer. De er nærmest kodet til at fortælle de, der ikke tilhører den globale middelklasse, at de godt må til at skrubbe af. Det står selvfølgelig ikke nogen steder, men sådan er virkeligheden ofte. Den debat kører meget lige nu, og det offentlige rum i abstrakt forstand forstås af nogle som en uddannelsesscene, hvor man møder mennesker end de, der har samme baggrund som en selv. Ved at være tilstede med andre grupper af mennesker, lærer man at acceptere andre grupper og deres tilstedeværelse i byen.«

»Hvis man ender med en by, der er voldsomt socialt opdelt, lærer du kun at acceptere mennesker fra samme gruppe som dig selv, og risikoen for konflikter og manglende ‘sammenhængskraft’ stiger. Det er det, som forfatterne beskæftiger sig med i bogen her, og derfor den hedder In search of new public domain, altså et offentligt rum, som kan inkludere samfundets forskellige grupper.«

Om denne blog

Bog for bog er en ny interviewrække på information.dk. Vi beder fagfolk fortælle om deres arbejde gennem bøger, de mener har været vigtige for deres område. Emner kan omhandle om alt fra litteratur til økonomi til pædagogik.

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Allan Ⓐ Anarchos
    Allan Ⓐ Anarchos
  • Brugerbillede for Jens Smed
    Jens Smed
  • Brugerbillede for Per Torbensen
    Per Torbensen
  • Brugerbillede for Jakob Clemen
    Jakob Clemen
  • Brugerbillede for Jens Christoffersen
    Jens Christoffersen
Allan Ⓐ Anarchos, Jens Smed, Per Torbensen, Jakob Clemen og Jens Christoffersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Katrine Visby

Et eller andet sted er mennesket dejligt anarkistisk.
Vores adfærd passer ikke altid ind i de sterile rammer, der bliver skabt omkring os.

At se på børn bruge rammerne på en anden måde end hvad de var tænkt til, er skønt at iagttage. Det kan så godt være at de voksne ikke vil have at de kravler op på noget det ikke var designet til. Eller de legesteder for børn, hvor rammerne er udtænkt til dem, gider børnene ikke at bruge. Børn har en ubegrænset fantasi, og kan få noget ud af alle steder. De viser os faktisk hvor stive og begrænsede vi er.

Det kunne være at man skulle tage udgangspunkt i mennesket, istedet for en virtuel ideal-verden, hvor nogle typer mennesker ikke passer ind. Og man opdeler mennesker i A- og B og C-hold.

Brugerbillede for Frederik Bojesen
Frederik Bojesen

Tak for et fint indlœg!

For at forlœnge den afsluttende kommentar vil jeg varmt anbefale Ground Control af Anna Mintonn. Hvem er det der ejer byen, hvem er det der gør den ovennœvnte gentrificering mulig og hvad er de fysiske (rumlige) og sociale konsekvenser?
At gå rundt i for eksempel London er til tider et skrœmmende eksempel på en by hvor hensyn til forretningslivet i den grad skaber et steriliseret og kontrolleret byrum uden mulighed og plads til 'menneskelighed' (Canary Wharf eller Broadgate Center som eksempler). Det er en bog der ofte refererer til Danmark som et positivt eksempel, - og som dansker er yderst relevant i en forståelse af nogle af de unikke kvaliter en by som for eksempel København indeholder.

Mvh

Brugerbillede for Michael Kongstad Nielsen
Michael Kongstad Nielsen

Jeg vil nu tro, at byplanlægning er et meget ældre fænomen. Har man ikke planlagt byer helt tilbage i oldtiden? Jerusalem, Damaskus, Byzans, Mekka, var de ikke planlagt i det overordnede? En mur uden om, porte og gader og torve, handelspladser og templer og herskernes paladser. I Danmark lavede vikingerne byplanlægning med deres ringborge, og springer vi frem til Christian den fjerde lavede han Nyboder og Kastellet, og efter ham kom Frederiksstaden med Store Kongensgade etc., det var også byplanlægning.

Problemet for byplanlægning efter revolutionerne i 1800-tallet var den private ejendomsret. Hvordan skulle man kunne planlægge en by, når staten ikke ejede den? Man kunne godt lave planer, men det var op til matrikelejerne om de ville følge den. Derfor måtte det ske i et samarbejde mellem de fysiske muligheder, de offentlige hensigter, forskellige reguleringer ad lovgivningens vej, osv. Den første danske lov om byplanlægning er vist fra 1932. Men det var meget forsigtigt, hvad sognerådene eller byrådene, eller de store byers kommunalbestyrelser kunne få lov til.

Brugerbillede for Michael Kongstad Nielsen
Michael Kongstad Nielsen

Med hensyn til social opdeling af byen kan man henvise til et mærkeligt sammenfald af ekspertise og fejludvikling. En af Danmarks største navne inden for byplanlægning, arkitekten Steen Ejler Rasmussen, skrev bl.a. om London bys udvikling og om de nye engelske byer. Han tegnede ikke ret meget, men han tegnede Tingbjerg, og det skulle være et integreret byrum for alle mulige sociale klasser. Det slog jo helt fejl, og blev en ghetto.

Brugerbillede for Andreas Trägårdh
Andreas Trägårdh

Meningsfuld byplanlægning er lige så tilfældig og samtidig som livet i øvrigt. Det er det der sker når gamle funktioner overtages af nye - livet er i bevægelse. Tag f.eks. forsvarsværkerne som de oprindelige boulevarder og kaserner bliver opfyldt med ny mening. Lige pludselig har byen en grøn plet hvor man mødes for at dyrke det ubegribelige. Eller tag de uddaterede industri kvarterer, der bliver overtaget af pøblens håb og rekreativitet. Byplanlægning er ikke det man lærer på akademierne men det der sker når man overskrider det.

Brugerbillede for Andreas Trägårdh
Andreas Trägårdh

Det der ødelægger denne ubegribelig smukke process er alle de entreprenante typer der kommer udviklingen i forkøbet. Dem der vil have noget ud af det der allerede er gratis. Det er disse byggeherrer, arkitekter og spekulanter der ødelæger skønheden, og faktisk også udviklingen, for deres forudsætning er stendød, deres tid er allerede ovre men det har de ikke intelligens til at fatte. Det eneste de bygger på er en fortsættelse af i går. Når de dør og deres misværk er revet ned, har verden intet mistet. Se bare på destruktionen af Kbh. de sidste efterhånden mange årtier. Hvis man ellers er gammel nok, så må man tro det er løgn.

Brugerbillede for Andreas Trägårdh
Andreas Trägårdh

En byplanlæggelse som nedlæggelsen af kirkerne i Kbh. der eller skulle kunne udtrykke vores samtid på det smukkeste og stærkeste vis, er allerede forpurret af politik, spin og meningeri. .. vil det visse sig at en process der kræver nænsomhed, mæglen og overskud kan gå hen og blive et ganske forargelig tab, pga. af spekulation (red: penge!)

Brugerbillede for Michael Kongstad Nielsen
Michael Kongstad Nielsen

Byplanlæggeren er den enkelte og samfundet. Den enkelte er det i anarkiets forstand, som individ, som grundejer, og handlende menneske, uden at følge andres plan, se bare på Nyhavn, Christiania eller vores gamle købstæder, og samfundet er det i helhedens forstand, den fælles vilje til at få noget til at fungere, se på de gamle landsbyer, se på Københavns Fingerplan, se på zarens Skt. Petersborg for at nævne noget fra før demokratiets indførsel.