Bog for bog Væsentlige emner bog for bog

Hvordan drømmer blinde når de ikke kan se?

Foto: THORKILD AMDI/Scanpix

Kunstnere som Rune T. Kidde og Stevie Wonder får altid påduttet et 'blind' foran deres titler og præstationer, for det imponerer os. Den gængse opfattelse af blinde tager fejlagtigt udgangspunkt i deres mangel, mener antropologen Pia Elina Lundberg. Læs med om de bøger, der har præget hendes forskning i blindhed og forståelsen af det normale.

– Du har undervist i antropologi på Aarhus Universitet, Københavns Universitet og på Berkeley i Californien. Og så har du skrevet en ph.d. om den vestlige kulturs opfattelse af blindhed og blinde, der blev udråbt som pionerende forskning. 

»Ja. Jeg spurgte ind til, hvorfor undersøgelser af blindhed altid er blevet lavet med udgangspunkt i manglen. Det vil sige, en forståelse af, at blinde er handicappede mennesker, fordi de ikke kan se. Den opfattelse har udgjort fundamentet for videnskabelige undersøgelser af blinde og blindhed og opfattelsen gælder samtidig den almene attitude. For eksempel tænker mange mennesker helt naturligt: Hvordan drømmer de blinde, når de ikke kan se? Eller, hvordan husker de blinde, når de ikke har visuelle pejlemærker at fæstne deres minder til?« 

– Den danske kunstner Rune T. Kidde, der lige er gået bort, var blind. Var han et forbillede for blinde?

»Forbillede? Det udtryk får mig til at smile, for det er meget visuelt. Vi har så mange udtryk i sproget, der tager udgangspunkt i at kunne se. Lad mig sige det sådan: Kidde var forbilledlig. For blinde? Jo da. Men også for ikke-blinde, som jeg kalder os seende. Han havde en ufattelig vifte af auditive kundskaber. Han kunne det, som en del blinde kan, nemlig at metakommunikere i lyd. Mange af os, der ikke er blinde, er overbeviste om, at menneskets evne til at kommunikere i det usagte primært foregår visuelt.«

»Men jeg må slå fast, at blinde på ingen måde er en samlet gruppe. Næsten tværtimod. Jeg tror det gælder inden for en hver minoritet eller undertrykt gruppe, at der opstår flere identiteter, der politiseres.«

– Hvordan det?

»Der er indbyrdes blindeidentiteter, som opleves markant forskellige. Det handler om, hvorvidt man er blevet blind med alderen, om man er født blind eller om man er blevet blind i en tidlig alder. Her er gruppen af svagtseende endda ikke indregnet. Som sådan tror jeg ikke, at der var nogle blinde, som var hårde mod Rune T. Kidde, fordi han ikke var født blind. Men hvis vi nu forestiller os, at Kidde havde hævdet at besidde en dobbelt og privilegeret adgang til blindhed, fordi han var tidligere ikke-blind, så ville det bestemt være blevet anfægtet på det stærkeste.«

1. The Normal and the Pathological, Georges Canguilhem, 1966

– De fleste kender den franske tænker Michel Foucault og ikke hans vejleder Georges Canguilhem. Hvordan bruger du hans tanker om normalitetens tilblivelse i din forskning?

»Canguilhems analyse eksponerer et historisk grundlag for skabelsen af det normale som begreb. Han peger på samspillet af flere forhold i det 19. århundredes videnskabelige tænkning, der får afgørende betydning for, at det nye begreb – normal – hurtigt bliver anvendt med indlysende naturlighed. Jeg bruger disse refleksioner for at udfordre samtidens syn på blindhed.«

– Kan du komme med et eksempel på, hvordan den videnskabelige tænkning var med til at skabe ideen om normalitet?

»Et stærkt eksempel, Canguilhem giver, er Adolphe Quetélets antropometriske undersøgelser. Disse undersøgelser leder ham frem til princippet om det gennemsnitlige menneske. Hans tanker er baseret på ideen om det sande gennemsnit. Den nye videnskabelige ide om gennemsnitlighed udgør en af de væsentlige byggesten i konstruktionen af normalitet som ide.«

»Canguilhem nævner også Comtes positivisme, der udbredte forestillingen om det normale som et faktuelt og eksisterende fænomen. Den nye matematiske og metriske tænkning tydeliggør, hvordan det ideale normalmenneske opfattedes efter samme logik som den matematiske undtagelse, hvor afvigelsen bekræfter reglen.«

– Og det er her, at de blinde sniger sig ind, som en minoritet, der bliver dømt unormale af et seende flertal?

»Jeg vil sige det sådan, at normalitet som ide og begreb får afgørende indflydelse på opfattelsen af, at alt om blinde mennesker må og skal forstås ud fra synets fravær.«

2. The Poetic Principle, Edgar Allan Poe, 1850

– Den næste bog du har valgt er et essay, skrevet af den amerikanske digter og litteraturkritiker Edgar Allan Poe. Hvad har digtekunsten med dit antropologiske arbejde at gøre?

»Poes poetiske princip giver os en anden tilgang til æstetik og æstetikken handler jo om forholdet mellem menneskets sansning og omverdenen. I min forskning har Poe været et eksempel på, hvordan litteraturvidenskaben kan bidrage til samfundsvidenskaben. Hans poetiske princip handler om det, der gør det muligt at trække på alle sanser i langt højere grad end den traditionelle videnskab, hvor observationsværktøj og synet har forrang.«

– Men du har også brugt Poe mere konkret i din forskning om blindhed. 

»Jo. Poe har inspireret mig til at undersøge verden med et andet æstetisk værktøj. I forhold til blindhed kom det konkret til at betyde en undersøgelse af, hvad det vil sige at verden er akustisk og taktil. Altså at verden høres og røres ved istedet for at ses. Jeg kunne anvende hans poetiske princip til tage verden for det, den er, gennem lyd.  Jeg skulle også lære verden og virkeligheden at kende gennem den taktile præmis i min kontakt med blinde.«

– Når vi nu er inde og berøre det æstetiske, kan vi lige så godt inddrage Rune T. Kidde igen. Brugte han de taktile og akustiske sanser, som du blev introduceret til gennem Poe?  

»Rune T. Kidde var dygtig til at være skæv og skør allerede før han blev blind. Han havde et vidunderligt kunstnerisk talent for rytme og ord i lyd, men det kan man ikke give hans blindhed æren for. Han var, på den varmeste facon, en drillepindsdreng, der vendte alt på hovedet og et godt eksempel på, at blindhed ikke handler om at mangle synssansen, men tværtimod om at relatere sig i og til virkeligheden på en helt anden måde.«

3. Emile, or On Education, Jean-Jacques Rousseau, 1762

– Den næste bog er skrevet af oplysningsfilosoffen Rousseau, som du kalder en erfaringsfilosof. Hvorfor?

»Rousseau tager udgangspunkt i Emile, et figurativt barn, som han beskriver barnets dannelse og uddannelse gennem. Jeg kalder ham erfaringsfilosof, fordi han beskæftiger sig med menneskets erfaring. Rousseau kritiserede sin samtids tendenser for at være mere forblændede af en særlig udgave af fornuften, der handlede om de tilsigtede resultater af menneskets erfaring mere end måden erfaringen egentlig foregår på.«

– Hvad bruger du Rousseau, eller nærmere Emile, til?

»Jeg bruger ham til at udforske historiske kilder om erfaringsforståelser og deres betydning. Men jeg bruger ham også som en metodisk tilgang i mit feltarbejde. I min kontakt til blinde gav Rousseau mig en vej til at forholde mig kritisk til erfaring. Jeg ville tage udgangspunkt i blind erfaring som en oplevelse.«

– Fandt du så ud af, hvordan de blindes tilgang til verden er?

»Det gjorde jeg langsomt. Hen ad vejen fik jeg adgang til oplevelser, som blottede de blindes virkelighed for mig. Jeg kan bruge en af mine blinde kontaktpersoner, Kim, en seksårig dreng som eksempel. Han havde lavet et modelfly, som han viste mig på en taktil måde. Det betød konkret, at Kim greb min hånd og hjalp mig med at ’se’ flyet.«

»Da jeg senere oplevede responsen på min beskrivelse af Kim og flyet i bøger eller fra foredrag, handlede det altid om, om Kims fly nu også lignede et rigtigt fly. Underforstået – et fly, som det ser ud gennem øjnene. Folk spurgte mig konstant, om jeg ikke kunne afsløre, hvordan flyet egentlig så ud. Det lignede et fly når man rørte ved det, svarede jeg. Ikke-blinde har svært ved at komme ud over tanken om, at den synlige sansning ikke altid rummer den eneste sandhed.«

4. Movement and Institution og Falling in Love, Francesco Alberoni, 1977 og 1979

 – Du har snydt lidt ved at tage to bøger med som den næstsidste bog. Hvorfor har du valgt dem begge?

»Jeg trækker på pointer, som går igen i begge værker, så de kan ikke skilles ad i mit hovedet. Den første bog tager fat om de sociologiske mekanismer, der er på spil i kollektive bevægelser og grupper. Den anden bog knytter sig til ideen om forelskelsen som den mindste enhed af det sociale fællesskab – altså relationen mellem to mennesker. Han refererer ikke kun til forelskelsen mellem elskere, men også til den platoniske forelskelse.«

­– Hvis man tager udgangspunkt i de blinde som gruppe, hvad kan Alberonis begreb om forelskelsen så åbne for?

»Jeg har været interesseret i at lave feltstudier, som undersøger, hvordan blinde kommunikerer internt. I handicappolitiske blindekredse har integrationen mellem blinde og seende længe været et buzzword – noget man gerne ville fremelske. Men relationen mellem en ikke-blind og en blind indbefatter svære oversættelsesprocesser, som ikke er tilstede når to blinde, eller flere blinde er alene med hinanden. Som antropolog var det mit mål at få lov til at observere deres private stunder.«

5. Belonging: Identity and Social Organisation in British Rural Cultures, Anthony Cohen, 1982

»Nu kommer vi til en af mine yndlingsteoretikere, nemlig Cohen. Hans bog vrister identitetsbegrebet fri fra traditionelle sociologiske og psykologiske måder at forstå og bruge identitet på. Jeg har brugt ham i tidligere feltarbejder om paramilitære motiver og motivationshistorier fra den Irske Republikanske Hær, IRA, og fra mit feltarbejde med en hemmelig kvindelig loge i Sierra Leone.«

– Er der en stærk følelse af tilhørsforhold i blindesamfund?

»Der findes ikke noget blindesamfund, sådan som du stiller spørgsmålet. Men blinde har et behov for at høre til, lige så meget som alle andre mennesker. Cohen koncentrerer sig om selvforståelse og selvopfattelse. Hans arbejde med tilhørsforhold hjælper til at udforske og analysere kultur og følelsen af at høre til.«

– Når det nu er universelt, at vi har behov for tilhørsforhold og identitet, hvorfor er det så overhovedet vigtigt at beskæftige sig med?

»Det er et spændende spørgsmål. For blindhed for blinde er ligesom danskhed for danskere, eller menneskehed for mennesker. Tilhørsforhold og kollektiv identitet er besværlige og problematiske betegnelser, fordi de sammendrager indbyrdes forskellighed og mangfoldighed, samtidig med at fremhæve et specifikt delt vilkår. Jeg brugte Cohen til at opdage en sårbarhed hos de blinde. Der er knyttet en stor skrøbelighed til det at være blind. Vores kategorisering af blinde påvirker deres selvopfattelse og selvforståelse og de har svært ved at slippe ud af den kategorisering, vi traditionelt har placeret dem i – som mennesker der ikke kan se.«

– Så det at være blind, kan føles som en låst identitet?

»Man kan sige at blinde bliver stemplet som blinde i næsten alle sammenhæng. Vi andre bliver ikke hele tiden defineret i forhold til det, vi ikke er. Ordet ’blind’ kommer foran alt. I den sammenhæng kan man sige, at også Rune T. Kidde blev berømmet som netop den geniale ’blinde’ kunstner – lige som andre kunstnere, politikere, aktivister, videnskabsfolk, journalister og sportsudøvere som Stevie Wonder, Ray Charles, Andrea Bocelli, Helen Keller, Gary O'Donoghue, Mary Ingalls, Jacques Lusseyran, Richard Bernstein, Bernard Morin og Taha Hussein.«

Om denne blog

Bog for bog er en ny interviewrække på information.dk. Vi beder fagfolk fortælle om deres arbejde gennem bøger, de mener har været vigtige for deres område. Emner kan omhandle om alt fra litteratur til økonomi til pædagogik.

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Dan - det kan være, at det er en gammel artikel, der er taget frem fra skuffen?

Har aldrig selv tænkt på Rune T. Kidde som blind - bare som kunstner. Opdagede først flere år senere, at han var blind. Har ikke stoppet mig fra fortsat at læse hans værker.

@Dan Johannesson

"Kære Information, husk at beskrive Rune T. Kidde i datid, han døde i sidste uge."

Nedenstående eksempel refererer da også til ham i datid så vidt jeg kan se, så hvad er problemet?

"Den danske kunstner Rune T. Kidde, der lige er gået bort, var blind. Var han et forbillede for blinde?

»Forbillede? Det udtryk får mig til at smile, for det er meget visuelt. Vi har så mange udtryk i sproget, der tager udgangspunkt i at kunne se. Lad mig sige det sådan: Kidde var forbilledlig. For blinde? Jo da. Men også for ikke-blinde, som jeg kalder os seende. Han havde en ufattelig vifte af auditive kundskaber. Han kunne det, som en del blinde kan, nemlig at metakommunikere i lyd. Mange af os, der ikke er blinde, er overbeviste om, at menneskets evne til at kommunikere i det usagte primært foregår visuelt.«

Christian Johansen

De to nedenstående links er til fotografer, der begge har deres helt egen æstetik og tilgang til deres arbejde og stillet overfor hinanden syntes jeg, at det bliver rigtig spændende.

Evgen Bavcar

Gerardo Nigenda

For mig, har Evgen Bavcar en klar poetisk fornemmelse af rum og objekt men med en distance som brugte han "the minds eye" (kan ikke komme op med et tilsvarende dansk udtryk) til at trykke på afløseren, hvor Gerardo Nigenda kompositioner virker meget afslappet i forhold til selvsamme. Men Gerardo har en intimitet, som er mere sanselig (jeg kan næsten fornemme at han dufter sig frem til billedet). Begge stiller spørgsmål ved min opfattelse af sansernes kunnen og virke. Og når man læser deres baggrundhistorier åbner det videre op for spørgsmålene vedrørende det umiddelbare og udfordrende paradoks, der ligger i at være blind fotograf.

Anders Sørensen

"– Kan du komme med et eksempel på, hvordan den videnskabelige tænkning var med til at skabe ideen om normalitet?

»Et stærkt eksempel, Canguilhem giver, er Adolphe Quetélets antropometriske undersøgelser. Disse undersøgelser leder ham frem til princippet om det gennemsnitlige menneske. Hans tanker er baseret på ideen om det sande gennemsnit. Den nye videnskabelige ide om gennemsnitlighed udgør en af de væsentlige byggesten i konstruktionen af normalitet som ide.«"

Det er i sandhed et stærkt eksempel! Lidt indforstået, men hvad fanden. Man kan vel google.

Eva Bertram, lars abildgaard, Lise Lotte Rahbek og Simon Fancony anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

"Vi andre bliver ikke hele tiden defineret i forhold til det, vi ikke er."

Nåe, det ved jeg nu ikke.
Hjemløse, bliver defineret ud fra deres mangel på hjem.
Arbejdsløse bliver defineret ud fra deres mangel på lønarbejde,
Funktionelle analfabeter defineres ud fra at de ikke kan læse,
Syge defineres ud fra deres manglende gode helbred
og singler defineres ud fra deres mangel på kæreste/partner.

Thomas Aniss, lars abildgaard og Jack Jönsson anbefalede denne kommentar
Kristine Skøtt-Jensen

Jean-Jacques Rousseau
EMILE eller om opdragelsen
Forkortet udgave
Originaltitel: Emile ou de l'Education
Oversat af Kristen D. Spanggaard
Udvalg og efterskrift ved Anne Fastrup

En fransk bog, der findes i dansk oversættelse, nævnes her med engelsk titel. Aaaargh!

Andreas Trägårdh

Alle definitioner går ud på hvem, eller rettere hvad, vi ikke er. Men sprogligt har vi kultiveret en slags mental carte blanche, et aftalt fortrængnings spil for gruppen, til at omgå de irriterende kedelige og frem for alt begrænsende konsekvenser definitioner medfører.