På mit Nørrebro-gymnasium var vi brogede i flok. 14 nationaliteter fordelt på 20 elever. Vi var fælles om et klasseværelse, tre gode år og frygten for det grønne bord. Det var vist den eneste farve, vi for alvor frygtede. Min ungdom var mørklødet, tørklædeklædt, lyshåret, brunøjet, blåøjet – og helt almindelig

Hun sidder lige uden for blikket, og man undgår hende nemt. Der er altid fyldt omkring hende, i asylcentre og både, i telte, ad motorveje, over grænser. Hun er så mange og helt alene. Hun bliver kaldt fremmed af dem, der glemmer, at de har kendt hende altid. Hun råber fra Aleppo, Sudan, Somalia og dør, før hun bliver hørt

Man må gerne få hjælp, når man har et hjem og en indkomst og bare har været lidt uheldig. Tasken er forsvundet, kortet er lukket ved en fejl, man har brug for et par dage under dynen. Det kan jo ske for enhver, ik’?