Hvis den 2. januar var et menneske, ville det være en mellemleder, jeg engang har haft, der hedder Dennis, og som har en lang Linkedin-titel. For dagen husker alt det, jeg ikke fik gjort, og den vil vide, hvad jeg kan gøre bedre
Efteråret kan ikke svigte og regne væk, som sommeren i år. Efteråret regner forventeligt eller lader være. Jeg kan kende mig selv og de andre om efteråret, i efteråret. Verden er rådden, og efteråret står ved det
Jeg troede, jeg ville være mindre vakkelvorn på nuværende tidspunkt. At jeg ville have vokset mig solid. Jeg troede, at det med at blive voksen var at blive en slags anden. Måske er det sådan for andre, måske vokser de fra sig selv. Jeg har indset, at det gør jeg ikke
For et barn er det ufatteligt og ubærligt, at se et andet barn miste sin mor. Og jeg sørgede over Maries døde mor, men altid på sikker afstand. Jeg skulle ikke risikere at arve hendes sorg
Da jeg var barn, var juli behageligt fri for ugedage. Ingen mandage, ingen mødetider og ingen torsdag morgener fulde af gymnastik. I juli slap man for andre børn. I juli kunne jeg være mig selv i et træ med en bog bagest i haven
Man behøver ikke at forstå andres sorg. Man kan nøjes med at respektere, at den er der – og undlade at sætte ’bare’ foran. Sorg kan ikke være ’bare’, for så var det ikke sorg
Jeg var 12 år, da revselsesretten blev afskaffet. Det ændrede ikke noget hjemme hos os. Min fars vrede angik hverken regeringen eller naboen. Men det var ordene, der fulgte slagene, gjorde mest ondt. Og de var helt lovlige
Nina og jeg var hinandens, indtil voksenlivet, drengene og mit ubehag ved at være usynlig kilede sig ind mellem os. Nogle bedsteveninder forbliver i barndommen, men savnet af dem bliver voksent
På mit Nørrebro-gymnasium var vi brogede i flok. 14 nationaliteter fordelt på 20 elever. Vi var fælles om et klasseværelse, tre gode år og frygten for det grønne bord. Det var vist den eneste farve, vi for alvor frygtede. Min ungdom var mørklødet, tørklædeklædt, lyshåret, brunøjet, blåøjet – og helt almindelig
Jeg forestiller mig, at alle dem, der mener, at man bare kan tage sig sammen, kender en, der ikke kan. Måske en, de holder af. En, der ikke knokler på arbejdsmarkedet, men med at holde sig levende for dem, han eller hun betyder alt for
Jeg var 12 år, da revselsesretten blev afskaffet. Det ændrede ikke noget hjemme hos os. Min fars vrede angik hverken regeringen eller naboen. Men det var ordene, der fulgte slagene, gjorde mest ondt. Og de var helt lovlige
