Camilla Buch

Klummeskribent
  • Klumme
    21. april 2017

    De kaldte det civil ulydighed. Min præst kaldte det barmhjertighed

    13 år gammel begyndte jeg at gå til præst. En præst som skjulte 29 afviste asylansøgere, blev anklaget for civil ulydighed, fik smidt brosten gennem sine ruder, var ved at miste sit embede og lærte os kommende konfirmander om anvendt barmhjertighed
    Lovgivningen gør det muligt at afvise uledsagede flygtningebørn, men den gør det ikke muligt at afvise uledsagede flygtningebørn med god samvittighed, mener dagens klummeskribent.
  • Klumme
    17. marts 2017

    Jeg priser mig lykkelig for, at jeg går i ét med Dannebrog

    Mens jeg udfylder dagpengekort, udfylder mine gamle gymnasievenner fra Metropolitanskolen hver deres plads i samfundet. De står tidligt op, afleverer børn, går på arbejde, henter børn, laver mad, tager opvasken, tænder fjernsynet og ser, at de ikke er danske
  • Klumme
    14. februar 2017

    Jeg har sluppet angsten, men jeg er stadig bange for tabuet om psykiske lidelser

    Jeg brugte en sommer med udsigt til nøgne vægge, andres vanvid, mit eget og journaler, der kaldte mig angst. I dag har jeg sluppet angsten, men jeg er stadig bange for tabuet omkring psykiske lidelser
  • Klumme
    17. januar 2017

    Hvornår er man så uheldig, at man ikke skal hjælpes?

    Man må gerne få hjælp, når man har et hjem og en indkomst og bare har været lidt uheldig. Tasken er forsvundet, kortet er lukket ved en fejl, man har brug for et par dage under dynen. Det kan jo ske for enhver, ik’?
  • Klumme
    3. januar 2017

    I denne kulde og i dette mørke

    Hun sidder lige uden for blikket, og man undgår hende nemt. Der er altid fyldt omkring hende, i asylcentre og både, i telte, ad motorveje, over grænser. Hun er så mange og helt alene. Hun bliver kaldt fremmed af dem, der glemmer, at de har kendt hende altid. Hun råber fra Aleppo, Sudan, Somalia og dør, før hun bliver hørt
    Hun sidder lige uden for blikket, og man undgår hende nemt. Der er altid fyldt omkring hende, i asylcentre og både, i telte, ad motorveje, over grænser. Hun er så mange og helt alene. Hun bliver kaldt fremmed af dem, der glemmer, at de har kendt hende altid. 
Hun råber fra Aleppo, Sudan, Somalia og dør, før hun bliver hørt
  • Klumme
    28. oktober 2016

    Et loft så lavt, at man aldrig kan rejse sig

    Jeg forestiller mig, at alle dem, der mener, at man bare kan tage sig sammen, kender en, der ikke kan. Måske en, de holder af. En, der ikke knokler på arbejdsmarkedet, men med at holde sig levende for dem, han eller hun betyder alt for
    Jeg forestiller mig, at alle dem, der mener, at man bare kan tage sig sammen, kender en, der ikke kan. Måske en, de holder af. En, der ikke knokler på arbejdsmarkedet, men med at holde sig levende for dem, han eller hun betyder alt for
  • Kronik
    12. september 2016

    Du skal kende min ungdom, Inger Støjberg

    På mit Nørrebro-gymnasium var vi brogede i flok. 14 nationaliteter fordelt på 20 elever. Vi var fælles om et klasseværelse, tre gode år og frygten for det grønne bord. Det var vist den eneste farve, vi for alvor frygtede. Min ungdom var mørklødet, tørklædeklædt, lyshåret, brunøjet, blåøjet – og helt almindelig
    Min ungdom var mørklødet, tørklædeklædt, lyshåret, brunøjet, blåøjet – og helt almindelig, skriver dagens kronikør om gymnasietiden på Nørrebro.

Sider

  1. Klumme
    5. december 2017

    Jeg sidder alene juleaften. Så er jeg sikker på ikke at føle mig ensom

    Folk bliver forlegne og kede af det på mine vegne, når de finder ud af, at jeg holder jul alene. Men det er der ingen grund til
    Jeg plæderer ikke for, at glæden skal fylde mindre, men måske behøver alt ikke glitre magasinlykkeligt, måske må der gerne være plads til julesorgen også.
  2. Kronik
    16. oktober 2017

    Hvad ville jeg sige til mit yngre jeg? Ingenting. Hun skal håbe og fejle i fred

    Jeg troede, jeg ville være mindre vakkelvorn på nuværende tidspunkt. At jeg ville have vokset mig solid. Jeg troede, at det med at blive voksen var at blive en slags anden. Måske er det sådan for andre, måske vokser de fra sig selv. Jeg har indset, at det gør jeg ikke
    Dagens kronikør er bange for, at hendes yngre jeg ville være blevet skuffet over den, hun er blevet som voksen. Her er hun på sin fødselsdag, da hun fyldte ti år. 
  3. Kronik
    12. september 2016

    Du skal kende min ungdom, Inger Støjberg

    På mit Nørrebro-gymnasium var vi brogede i flok. 14 nationaliteter fordelt på 20 elever. Vi var fælles om et klasseværelse, tre gode år og frygten for det grønne bord. Det var vist den eneste farve, vi for alvor frygtede. Min ungdom var mørklødet, tørklædeklædt, lyshåret, brunøjet, blåøjet – og helt almindelig
    Min ungdom var mørklødet, tørklædeklædt, lyshåret, brunøjet, blåøjet – og helt almindelig, skriver dagens kronikør om gymnasietiden på Nørrebro.
  4. Klumme
    28. oktober 2016

    Et loft så lavt, at man aldrig kan rejse sig

    Jeg forestiller mig, at alle dem, der mener, at man bare kan tage sig sammen, kender en, der ikke kan. Måske en, de holder af. En, der ikke knokler på arbejdsmarkedet, men med at holde sig levende for dem, han eller hun betyder alt for
    Jeg forestiller mig, at alle dem, der mener, at man bare kan tage sig sammen, kender en, der ikke kan. Måske en, de holder af. En, der ikke knokler på arbejdsmarkedet, men med at holde sig levende for dem, han eller hun betyder alt for
  5. Klumme
    3. januar 2017

    I denne kulde og i dette mørke

    Hun sidder lige uden for blikket, og man undgår hende nemt. Der er altid fyldt omkring hende, i asylcentre og både, i telte, ad motorveje, over grænser. Hun er så mange og helt alene. Hun bliver kaldt fremmed af dem, der glemmer, at de har kendt hende altid. Hun råber fra Aleppo, Sudan, Somalia og dør, før hun bliver hørt
    Hun sidder lige uden for blikket, og man undgår hende nemt. Der er altid fyldt omkring hende, i asylcentre og både, i telte, ad motorveje, over grænser. Hun er så mange og helt alene. Hun bliver kaldt fremmed af dem, der glemmer, at de har kendt hende altid. 
Hun råber fra Aleppo, Sudan, Somalia og dør, før hun bliver hørt
  6. Klumme
    6. juni 2017

    Min far havde slet ikke brug for revselsesretten. Han slog i lovløs vrede

    Jeg var 12 år, da revselsesretten blev afskaffet. Det ændrede ikke noget hjemme hos os. Min fars vrede angik hverken regeringen eller naboen. Men det var ordene, der fulgte slagene, gjorde mest ondt. Og de var helt lovlige