Camilla Marie Dahlgreen

Sider

  1. Anmeldelse
    9. oktober 2021

    Der er mere cirkusrevy end operette over Holten og Prices vellykkede ’Den glade enke’

    Kasper Holten og Adam Prices ’Den glade enke’ er en god aften i teatret, flot scenografi, finurlige kostumer, sjovt spil for galleriet, et par hjertegribende scener, et veldrejet plot og hyggelig satire
    Scenografen Steffen Aarfings store kuglekonstruktion fungerer imponerende. Teatrets glitterverden samles i en kæmpemæssig discokugle, der, næsten, svæver på scenen og fjernstyres med avanceret teknik.
  2. Anmeldelse
    2. januar 2022

    Messerschmidts operapodcast er et fint frikvarter med plads til store drømme

    I sin nye podcast gør Morten Messerschmidt et helhjertet forsøg på at få unge lyttere til at interessere sig for opera
    Morten Messerschmidts nye radioprogram om opera rummer fine samtaler og et hæderligt og begejstret forsøg på at hverve nye operalyttere.
  3. Anmeldelse
    19. december 2019

    ’Schnee’ er en moderne julekoncert om sne og lyden af ingenting

    Athelas Sinfonietta har lagt op til en juletradition ved at gentage succesen fra sidste år og under god stemning med åben bar og stearinlys i Koncertkirkens hyggelige rammer at opføre Hans Abrahamsens værk ’Schnee’
    ’Schnee’ synes at være et centralt værk i Hans Abrahamsens komponistliv.
  4. Anmeldelse
    24. september 2019

    Carmen er en gorilla, en toreador eller måske bare en fantasi

    Ny opsætning af operaen ’Carmen’ er garvet og begavet teater og værd at opleve, selv om det er endnu én af disse opsætninger, hvor Carmen fylder mere, end godt er – og den største kliché om Carmen som selvstændighedens symbol truer med at vinde igen
    Barrie Koskys opsætning afliver dygtigt og forfriskende mange klicheer og er teater, det er værd at opleve ikke mindst for sin drevne omgang med hele forrige århundredes teaterhistorie. Alligevel står Kosky muligvis tilbage med den største kliché af dem alle, som er Carmen-operaen som en pseudoshistorie om kvindelig frigørelse.
  5. Anmeldelse
    22. februar 2020

    Musikalsk orgie i Malmø er forhåbentligt et varsel om operettens genkomst

    Malmø Opera fejrer 75 år med en stor operettesatsning om det at gå grundigt under bordet og den lille døds antiklimaks. I bedste fald er operetten på vej tilbage til det hus, der engang var dens højborg
    I stedet for at forlade sig på den oprindelige version af Jacques Offenbachs ret elegante komedie ’Orfeus i Underverdenen’ har Operaen i Malmø genskrevet og gendigtet og drejet dramaet, så det føg med sproglige finurligheder og nutidige referencer.
  6. Anmeldelse
    17. marts 2020

    Orfeus i smuk undergangsstemning

    Den første og den sidste opera. Monteverdis tidlige værk blev sidste forestilling på Gamle Scene, inden Det Kongelige Teater midlertidigt måtte lukke ned. Nu kan man høre den på teatrets hasteimproviserede hjemmeside
    Vores anmelder var en af de heldige, der nåede at opleve den sidste opførelse af ’Orfeus’, inden Det Kongelige Teater lukkede ned. Men operaen kan stadig opleves – en lydoptagelse er tilgængelig på Det Kongelige Teaters hjemmeside.
  7. Anmeldelse
    9. marts 2021

    Den uendelige samtale er det største indtryk, Gyorgy Kurtágs musik efterlader

    Den franske pianist Pierre-Laurent Aimard gav radiolytterne en anderledes torsdagskoncert og fyldte den store tomme koncertsal og æteren med musikalske konversationer i miniatureform
    Som en flue på balkonen på de ellers tomme publikumsrækker var det en fornøjelse at overvære Pierre-Laurent Aimards stærke og fysiske spil, skriver Camilla Marie Dahlgreen.
  8. Anmeldelse
    25. august 2021

    Kedsommelig ruinsex og græsk digter bliver aferotiseret i en lang klagesang af en operaperformance

    Når den græske digter Sapfo mindes, hvordan hendes elskede smurte sig ind i velduftende olier og lod sig tilfredsstille på et blødt leje, eller når hendes fragmenterede tekster samles i ny poetisk dryppende poesi, så er det forførende og stimulerende, men når et performanceteam slikker på blomster og kravler gryntende og stønnende rundt på marmorgulvet i Glyptotekets festsal, så er det desværre bare patetisk
    Sanselighed, ærlighed, skønhed og sårbarhed drukner i teater, performance, alvor, klichéer, postulater og vulgaritet i ’Dryppende stof’.