Christian Hjortkjær

Seneste artikler af
Christian Hjortkjær
  • Skammens stemme er tavshed. Den bryder kvinderne med #metoo

    Men nu, nu har de skamløse (dvs. skamfulde) kvinder billedligt talt taget stemplet i egen hånd, og med uhyre præcision mærker vi nu, hvordan kødet stemples med millioner af #. Uigenkaldeligt. Repetitivt. Stødende. Ja, netop stødende. Som kun pikke og stempler kan støde. Som det synlige bevis på den fordækte skamløshed
  • Du skal sørge!

    I 2018 kommer sorgdiagnosen. Vil det omsider give mennesker i sorg et frirum til at sørge i fred? Eller vil det tværtimod opstille nye krav om, hvordan man sørger rigtigt? Bliver sorg noget, vi skal leve op til? Og hvad med dem, der sørger for lidt?
  • Klumme

    Svaret på livets store mysterier er: ’Do dum dum dum, de do dum dum’

    Her er ingen redningskrans. Gud er ingen kujonagtig livsforsikring, men en smertelig påmindelse om, at der kun er dette ene liv. Og vi fucker det selv op. Det er et år siden, Leonard Cohen døde: Han prædiker stadig i mit indre. Og afslører nådigt mine egne amatørprædikener dette Luther-år
  • Klumme

    Kvalitetstid er tid i mangel af egentlig tid

    De fleste af vores forsøg på at skaffe os kvalitetstid giver ikke mere tid. De giver mindre. Og frigøres der endelig tid, går den sjældent til det, vi regner for kvalitet. ’Kvalitetstid’ er det ord, jeg bruger til at bedrage mig selv i manglen af bedre: altså god tid
  • Klumme

    Der er chiafrø og burgere på det moderne kalkmaleri

    Luther smed kalkmalerierne ud af kirken. I dag hænger de uden for kirkens mure og prædiker den moderne religion: ’Fem om dagen’ (grøntsager), ’To om ugen’ (fisk), ’En halv time om dagen’ (motion)... og frister synderne: ’Release the Beast: Dare to go Double’ (Magnum), ’Enjoy’ (Coca-Cola)
  • På kongens kollegium

    Nogle gange kan man godt skrive en klumme, der slet ikke behøver forholde sig til de verserende debatter i dagspressen. Dette er en sådan klumme. Et stykke med historisk kuriosum, tak. Det er alt
  • Husk nu at nyde det! Det er en ordre!

    Vi lever ikke længere i en forbudskultur, men i en påbudskultur. Kig engang på din t-shirt, din spegepølse eller din colaflaske. De indeholder med al sandsynlighed et påbud, du skal leve op til: Enjoy! Men det er et hysterisk krav
  • En dag bliver ’religiøs’ en diagnose

    Jeg tænker, at diagnosen ’religiøs’ vil passe særdeles godt ind i den nye diagnosemanual ICD-11, som udkommer næste år. Her kunne den stå anført under samme kategori som to af de angstlidelser, tiden er så rig på: OCD og anoreksi
  • Det eneste, jeg tror på, er, at Gud vitterligt er død

    Der findes hverken en gud, der holder dig i hånden, eller som stiger ned og frelser dig, når lokummet brænder. Den opgave er så at sige givet videre – til mig. Måske er det det, vi burde tale om i stedet for at lade tossede ateister og kristne barnetroende dominere den åndelige debat

Sider

Mest læste
  1. Når unge mennesker skammer sig så meget i dag, er vi nødt til at tale til dem i et sprog, de forstår. Netop tv-serien ’Skam’ har formået, hvad den danske folkekirke ikke har: at udbrede det enkle budskab, som hele vores lutherske arv bygger på
  2. I 2018 kommer sorgdiagnosen. Vil det omsider give mennesker i sorg et frirum til at sørge i fred? Eller vil det tværtimod opstille nye krav om, hvordan man sørger rigtigt? Bliver sorg noget, vi skal leve op til? Og hvad med dem, der sørger for lidt?
  3. Ligesom arvesynden i gamle dage forklarede vores uhensigtsmæssige handlinger, er diagnosen blevet et indre fremmedlegeme, som har magt over os: Det er diagnosen i mig, der handler for mig. Det er en sygdom i selvet, en fejl eller en dysfunktion, som handler på mine vegne. Men den forklaring kan hurtigt ende som en bortforklaring
  4. Der findes hverken en gud, der holder dig i hånden, eller som stiger ned og frelser dig, når lokummet brænder. Den opgave er så at sige givet videre – til mig. Måske er det det, vi burde tale om i stedet for at lade tossede ateister og kristne barnetroende dominere den åndelige debat
  5. Der er få ting, der kulturhistorisk har været så stigmatiserende som ikke at være i stand til at bevare sin skam. At være skamløs. Har du ingen skam i livet, så skulle du skamme dig! #MeToo gør det modsatte: Man blotter sin egen skam og dermed krænkerens skamløshed
  6. De fleste af vores forsøg på at skaffe os kvalitetstid giver ikke mere tid. De giver mindre. Og frigøres der endelig tid, går den sjældent til det, vi regner for kvalitet. ’Kvalitetstid’ er det ord, jeg bruger til at bedrage mig selv i manglen af bedre: altså god tid
  7. Vi lever ikke længere i en forbudskultur, men i en påbudskultur. Kig engang på din t-shirt, din spegepølse eller din colaflaske. De indeholder med al sandsynlighed et påbud, du skal leve op til: Enjoy! Men det er et hysterisk krav