Christian Monggaards blog

Anmelderne anmeldt – igen

Det sker meget sjældent, at danske filminstruktører og filmproducenter brokker sig over de anmeldelser, de får, og det er der flere naturlige forklaringer på.

For det første ser det meget lidt overskudsagtigt ud, hvis filmfolk brokker sig over de tæv, de får i f.eks. aviserne. For det andet er filmbranchen generelt bange for at lægge sig ud med anmelderne, for hvad nu hvis det resulterer i dårlige anmeldelser næste gang!? Lidt på samme måde, som kun meget få mennesker i filmbranchen tør kritisere Filminstituttet, for hvad nu hvis man ikke får støtte til sin næste film!?

Det er synd, at ikke flere blander sig i den debat om filmkritik, der kun ville være sund for filmkritikkens fremtid og videre udvikling. Den slags dialog er altid godt, og så må man stole på, at anmelderne er professionelle nok til at klare en omgang kritik.

Som det blandt andet skete, da anmelderne blev anmeldt i filmmagasinet Ekko. Det førte til selvransagelse hos nogle af de anmeldere, som fik på hattepulden, f.eks. mig, og til en diskussion om forskellen på filmkritik og filmanmelderi, og hvordan man bedriver begge dele.

Og nu sker det måske igen. Rasmus Thorsen fra Cosmo Film er mildest talt pikeret over den behandling, som selskabets nye familiefilm, Vølvens forbandelse,  får i landets aviser i dag. Det udtrykker han i klare, utvetydige vendinger i et åbent brev, han harsendt til avisernes kulturredaktioner, og hvor han slutter af med at slå fast: »Nu stopper festen!«. Se hele hans brev neden for.

Jeg vil gerne lige understrege, at Rasmus Thorsen ikke har fået mig til at ændre mening om Vølvens forbandelse. Jeg synes stadig ikke, at det er nogen god film, selv om den måske har et højere ambitionsniveau end mange andre film af samme slags. Høje ambitioner er altså ikke nok til at gøre en god film.

Og det har intet som helst at gøre med, at jeg ikke kan lide danske børne- og familiefilm – selv om jeg generelt synes, at kvalitetsniveauet er meget lavt.

Der er dog enkelte principielle spørgsmål i hans brev, som jeg gerne vil forholde mig til.

Blandt andet synes Rasmus Thorsen at tro, at der foregår en eller anden form for konspiratorisk koordinering af de danske anmelderes holdninger til en given film. Det er noget vrøvl, at der skulle være tale om, som han skriver, »en planlagt kulturpolitisk massakre mod dansk børne- og familiefilm.«

Selvfølgelig står nogle af os indimellem og taler om filmene efter en pressekørsel, men jeg har endnu ikke oplevet, at det er resulteret i, at man har flyttet eller afstemt holdninger hos hinanden. Oftere end ikke er vi uenige og får i stedet skærpet vores argumenter ved at tale om filmene.

Og hvorfor i alverden skulle vi dog rotte os sammen mod ikke bare en enkelt film, men en hel genre? Hvad ville vi få ud af det? Om noget er det for en anmelder sjovere, som en kollega har sagt til mig, at være uenige end alle at hyle i samme kor.

Rasmus Thorsens åbne brev er affødt af, at Politiken i går bragte en artikel på sin hjemmeside, hvor man under overskriften »Anmeldere slagter ny dansk børnefilm« samlede citater fra avisernes anmeldelser af Vølvens forbandelse. Det er anmeldelser, man har fået tilsendt fra kulturredaktioner eller de enkelte anmeldere på forhånd, før de er blevet trykt i aviserne.

Det er normal praksis, at man sender sine anmeldelser til aviser, der måske vil citere fra dem i opsamlende artikler. Det, der er nyt, er, at Politiken er begyndt på sin hjemmside at bringe disse artikler om anmeldernes modtagelse af især danske film dagen før premieren, og det kan naturligvis være et problem, hvis anmeldelserne er negative, og artiklen dermed skaber en dårlig stemning omkring filmene allerede inden, publikum har mulighed for at se dem. Og at en samlet anmelderflok vender tommelfingeren nedad, virker stærkere, når man læser det, end hvis man ser anmeldelserne enkeltvis.

Jeg er enig med Rasmus Thorsen i, at den praksis ikke er så heldig – måske kunne man forestille sig, at Politiken i stedet bringer denne artikel på dagen for premieren – og jeg erkender gerne, at jeg selv har bidraget til den ved villigt at sende anmeldelser til Politiken hver uge. At Politiken så vælger at skærpe vinklen ved at bruge ord som »slagter« i overskriften, må stå for deres egen regning og har vel at gøre med, at den slags får folk til at læse artiklen.

Og så vil jeg lige sige, at jeg ligesom alle de andre anmeldere også ofte sender mine anmeldelser til filmselskaberne i dagene inden premieren, så de kan se, om der er noget, de vil citere fra dem i deres biografannoncer. Det sker oftere og oftere, at de citater bliver brugt i annoncerne allerede på premieredagen eller dagen før, og at hele anmeldelser finder vej til instruktørerne, som så sender sure og meget lidt overskudsagtige mails til de anmeldere, der ikke kan lide deres film.

Jeg forstår det godt. Der er mange følelser og mange pengen involveret, hvorfor man ikke altid reagerer lige rationelt eller hensigtsmæssigt.

Alt dette ændrer dog ikke ved, at Rasmus Thorsen faktisk er allermest sur over, at anmelderne ikke kan lide Vølvens forbandelse. At han mener, at anmelderne har misforstået filmen og ikke giver filmen den kredit, den har fortjent. Det er prisværdigt, at han med sådan en ildhu – og så stærkt et ordvalg – forsvarer sin egen film, men han er altså også filmens producent. Han har investeret mange penge, meget tid og mange følelser i den og kan derfor heller ikke ligefrem siges at være objektiv.

Rasmus Thorsens skarpe udfald mod den samlede anmelderstand forekommer mig i påfaldende grad at være det – uunderbygget og urimeligt – han beskylder anmelderne for at være i anmeldelserne af Vølvens forbandelse.

Men han skal have ros for at have modet til at sige sin mening og dermed skabe diskussion.

Og her er hans brev:

Åbent brev til kulturredaktionen.
 
Anmeldernes forbandelse !
 
I dag fredag har filmen Vølvens Forbandelse premiere over hele landet.
 
Men allerede inden premieren er filmen mildt sagt blevet skamferet og mishandlet i flere omgange af et flertal af de toneangivende dagblade.
Vi ser os derfor nødsaget til at tage til genmæle i et forsøg på at forstå hvilke agendaer der kan ligge til grund for en så åbenlys urimelig behandling af Vølvens Forbandelse i medierne.
 
At anmelderne næsten alle over en kam bedømmer filmen som dårlig eller decideret ringe finder vi meget bemærkelsesværdigt.
En ting er at man personligt ikke bryder sig om familiefilm, men som anmelder må man i det mindste se filmen på dens præmisser, og med respekt for egen profession levere en gennemarbejdet anmeldelse.
 
Vi undres over at man ikke gider at analysere sit ubehag overfor genren lidt dybere. I stedet enes anmelderne om en enslydende og tendensiøs nedrakning, uden hold i nogen form for saglig eller seriøs skelen til filmens uomtvistelige productionvalue og klart højere ambitionsniveau end den gennemsnitlige danske familiefilm.
Det vidner om det ringe faglige niveau den danske filmanmelderstand tilsyneladende befinder sig på.
 
At filmen skulle være discountet eller ”billig” og at den udelukkende er produceret med profit for øje er en direkte fornærmelse. Filmen er hverken billig eller på nogen måder drevet af discountløsninger. Filmen er lavet med stor lyst til at fortælle en rørende og spændende historie, og med en ambition om at nå et bredt publikum.
Men at netop de to ovennævnte punkter går igen i stort set alle de negative anmeldelser, oven i købet med nogenlunde samme formuleringer giver stof til eftertanke.
 
Mon der måske alligevel har sneget sig en lille usikkerhed i den enkelte anmelders mave, der har gjort at han/hun havde brug for at afstemme sine synspunkter og formuleringer med andre anmeldere?
 
Sådan virker det i hvert fald, når man torsdag den 26.03 kl. 11.43 i Politiken kan læse en artikel,  hvor anmeldelser fra de største aviser i Danmark er samlet.
 
Artiklen bærer overskriften ”Anmeldere slagter ny dansk børnefilm”. Vel og mærke dagen før disse anmeldelser offentliggøres i aviserne. Selve idéen til en sådan artikel kan slet ikke opstå uden indgående kendskab til de andre aviser anmeldelser, og man må spørge sig selv, hvor Politiken har disse anmeldelser fra?
Ingen af disse anmeldelser er offentliggjort. Ej heller vi på Cosmo Film eller distributøren SF film har kendt deres ordlyd før de blev set citeret i artiklen i Politikken.
Skal aviserne ikke trykke deres anmeldelser uafhængigt og upåvirket af andre avisers vurderinger? Hvordan kan de det, når anmeldelserne cirkulerer på redaktionerne inden de skal udgives ?
Der er der tale om et etisk selvmål af dimensioner.
 
Filmen modtager i øvrigt ikke i en eneste anmeldelse 1 stjerne, men derimod 2 – 4 stjerner. Altså lige under og lige over middel. Hvis dette betragtes af Politiken som en slagtning ! hvordan beskriver man så anmeldelserne af en film der kun vurderes til 1 stjerne ?
 
Det virker koordineret i en sådan grad, som man ikke kan undgå at føle en hetz mod filmen – og mod genren og de præmisser den arbejder inden for. Stort set alle anmeldere vender ryggen til filmens ambition om at have noget på hjertet for et bredt dansk publikum, og har på forhånd skrevet den ind i en række af publikumssucceser, der ikke falder i deres smag.
 
Der er her tale om en planlagt kulturpolitisk massakre mod dansk børne- og familiefilm, der intet har med kvaliteten af lige netop Vølvens Forbandelse at gøre. Man kunne få den mistanke at deres enslydende domme over danske børne- og familiefilm, var bundet sammen af en usagt gensidig udveksling og koordinering af de toneangivende anmelderes tilsvining af netop film, der falder i det brede publikums smag.
 
Er den enkelte anmelder virkelig så bange for at stå alene med enten en top eller bundanmeldelse, hvilket dermed kunne give indtrykket af at pågældende anmelder havde taget fejl ?
Er det derfor, de har brug for at færdes i flok, som taberne og bøllerne fra folkeskolen?
 
Vi har alt for længe vendt den anden kind til i den danske filmbranche, at frygt for at blive straffet i den næste anmeldelse.
Nu stopper festen!
 
Rasmus Thorsen
COSMO FILM

 

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kære Christian Monggaard

For nu at starte et helt andet sted: Jeg har lige sendt en film på DVD, som hedder 27 dresses, 27 bryllupper på dansk. Og jeg fandt den både sød, charmerende, og en ganske glimrende film i dens genre, den romatiske komedie. Samtlige danske anmeldere slagtede filmen da den havde biograf-premiere i Danmark. Præcis som I slagtede en film som hed 'In her shoes' - som jeg fandt både tankevækkende, sød, sjov og en del mere konfliktfyldt end samtlige romantiske komedier, jeg har set. The Wedding Date blev også slagtet; det samme gjorde Failure to Launch. (så flyt dog på dansk).

Og så er det jeg kommer til at tænke på om I overhovedet ser filmene til ende; eller om I som anmeldere bare hader amerikanske romantiske komedier. Romantiske komedier er jo ikke ment som dybe eksitensielle film om livet, døden og meningen - som samtlige franske film jo åbenbart er det. (og det er som at de eneste film danske filmanmeldelere elsker er spanske, franske og italienske film, som borer i folks selvhad og mening med livet - jeg kan også godt lide spanske, franske og italienske film, men hver ting til sin tid).

Og nogen gange vil jeg bare underholdes; så er der altså ikke noget bedre en amerikansk romantisk komedie, som er veldrejet, med velturnerede replikker og hvor heltten og heltinden får hinanden til sidst, gerne med et twist.

Mens vi er ved dett her forstår jeg ikke, hvorfor samtlige danske film-anmeldere lagde sig fladt på maven for filmen *the assasination of Jesse James by the coward Robert Ford* - sjældent har jeg set en film, der var så lang tid om at komme igang. Og Jesse James skulle forestille at være psykologisk skræmmende i den film; det var han overhovedet ikke....

Og ja, samtlige danske film-anmeldere synes at hade eller ikke bryde sig om danske familie-film. F.eks. fik Guldhornene enormt dårlige anmeldelser, det samme gjorde samtlige af de nye Far tilFfire film, og det samme gjaldt for samtlige Min Søsters Børn film. Jeg har personligt er problem med plottet i Vølvens Forbandelse, da jeg ved nok om den nordiske mytologi til at vide, at en Vølve aldrig vil komme med en forbandelse, men det er mit problem.

Det virker som om den samlede danske film-anmelder-stand tror, at hver eneste film absolut skal være på højde med nogen af de bedste film i verden. Eller tror, at hver eneste film skal undersøge hvorfor, sætte problemer under debat, og undersøge livets mening - i hver eneste film. Hvornår lærer danske film-anmelderne at nogen gange har man (vi som publikum) bare brug for at slappe af, more os,.....med god amerikansk produceret underholdning.

Jonas Varsted Kirkegaard

Til Karsten Aaen:

Det var mig, der anmeldte tre af de film, du nævner - "27 Dresses", "Failure to Launch" og "In Her Shoes".
Jeg slagtede skam ikke en eneste af dem. De to førstnævnte gav jeg blandede anmeldelser, mens min anmeldelse af "In Her Shoes" var overvejende positiv.

Her er linket : http://www.information.dk/115090

Så at jeg skulle have et horn i siden på amerikanske romantiske komedier eller underholdningsfilm generelt, har jeg altså svært ved at se.

Og så vil jeg da ikke undlade at tilføje, at jeg naturligvis ser alle film, jeg skriver om, til ende.

Christian Monggaard

Kære Karsten Aaen,

Jeg har bestemt heller ikke noget problem med amerikanske underholdningsfilm, hvilket også vil fremgå af avisens spalter uge efter uge. Jeg kan også godt lide bare at more mig i halvanden time.

Men du taler om de trods alt forholdsvis få veldrejede, mainstream genrefilm, der kommer fra Hollywood, ikke de spandevis af elendige, uambitiøse – også i forhold til selve filmhåndværket og ikke kun det indholdsmæssige – mestervarefilm, som desværre dominerer det amerikanske filmudbud.

Desuden vil du nok opdage, at nogle af de sjoveste film, der er lavet, rent faktisk også har noget på hjerte. Man lægger bare ikke mærke til det før bagefter.

Jeg har heller intet imod danske familiefilm, men jeg forstår ikke, hvorfor niveauet skal være så lavt i Danmark. Hvorfor de både indholdsmæssigt og håndværksmæssigt skal være så elendige. Vølvens forbandelse forsøger noget indholdsmæssigt, men er ikke godt skruet sammen. De nye Far til fire-film er både elendigt håndværk og har absolut intet at sige.

Det er min pligt som anmelder at sige fra i forhold til den slags film, og det gør jeg så hårdt og kontant som overhovedet muligt i håbet om – naivt måske – at det har en effekt. At filmbranchen lytter og på et tidspunkt tager sig sammen.

Heldigvis er der lyspunkter. F.eks. Lotte Svendsens Max pinlig, der både er godt lavet, velspillet og meget morsom, samtidig med at den har noget at sige om forholdet mellem forældre og børn og det at være barn, snart ung og voksen.

Nu taler jeg altså ikke om Informations anmeldelser af filmene, men om f.eks. BT.s, EBs, JPs, Politiken og Berlingske Tidendes anmeldelser af filmene. Og let's face it: BT og EB mm. har altså flere læsere end Information har...

Og er der en regel som siger, at film absolut skal have noget at sige? Havde de gamle Far til Fire film (dem fra 1950erne da noget at sige....) Og jeg kan altså ikke få øje på det elendige håndværk i de nye Far til Fire film; jeg har i hvert fald følt mig glimrende underholdt i de 1½ time filmene varede...

Niveauet er lavt, ifht. hvad? Ja, måske ifht. svenskerne som f.eks. kan lave spændende og vedkommende film som *Hjälp,det brinner* eller Livet enligt Rosa* eller *rånare*

Så vidt jeg ved er alle anmeldere enige om (stort set) at Fakiren fra Bilbao og De Fortabte Sjæles Ø er ganske glimrende familiefilm...

Og så længe film som Guldhornene og Far til Fire film indspiller kassen, dvs. bliver set af mere end 400.000 mennesker, ja så tror jeg næppe, filmindustrien vil lytte; det er lang tid siden, filmbranchen var en branche....

Martin Finnedal

Kære Christian Monggaard og Rasmus Thorsen

Tak for en spændende diskussion, som jeg, der har ansvaret for ibyen.dk og dermed selvfølgelig også den nævnte artikel om Vølvens Forbandelse, gerne deltager i.

Diskussionen kan så vidt jeg ser det koges ned i nogle hovedpunkter.

For det første:
Politiken har ikke indledt nogen hetz på Vølvens Forbandelse eller filmbranchen generelt.
ibyen.dk har de seneste to år (siden marts 2007) hver torsdag skrevet om en udvalgt premierefilm på basis af citater fra allerede publicerede eller snart publicerede anmeldelser.

Disse anmeldelser beder vi om hos vores kolleger på andre medier. Ved at mærke efter at de har skrevet deres anmeldelse og givet deres dom. Også selv om anmeldelsen på det tidspunkt ikke er blevet trykt.

Om de få, der torsdag middag/eftermiddag endnu ikke har afleveret deres anmeldelser, skulle blive påvirket af vores opsamlingshistorie, kan ikke garanteres, ligesom det heller ikke garanteres, at anmeldere bliver lukket inde i en boble efter en pressevisning og ikke må tale med deres kolleger, før de hver især har trykt deres produkt.

Der er i hvert fald ikke tale om, at ibyen.dk koordinerer et had mod danske børnefilm eller i øvrigt styrer, hvad for eksempel Christian Monggaard skriver. Det vil Christian Monggaard nok gerne have sig frabedt.

For det andet:
Angående ordvalg i overskriften står der ikke, at anmelderne slagter. Der står anmeldere. Ubestemt. Blandt andet skriver Henrik Queitsch fra Ekstra Bladet i sin overskrift, at filmen er »forbandet ringe« ligesom han decideret kalder den et makværk. Og Kim Skotte, som også folk uden for Politiken vil betragte som venlig og pæn i sit sprogbrug kalder den for »billigt skidt«. Det synes vi er mere interessant end de øvrige nå tja anmeldelser, og derfor vinkler vi på det mest interessante og opsigtsvækkende.
Om der så skulle stå »dumper« eller »slagter« eller »bryder sig mindre om« kan diskuteres, og vi diskuterer gerne internt, om vi går for vidt i vores valg af overskrifter

SF Film henvendte sig efterfølgende og påpegede, at både BT og Børsen gav fire stjerner - tekster vi ikke havde adgang til, heller ikke gennem SF Film, hvorfor vi ikke citerede disse to aviser, men skrev deres stjerner i faktaoversigten. Vi citerede i øvrigt heller ikke Filmlands to-pils anmeldelse.

For det tredje:
Ibyen.dk publicerer citater og stjerner/pile/hjerter fra vores kolleger om torsdagen. Altså et snigkig på anmeldelserne - altså langt fra hele anmeldelser.

På det tidspunkt er filmselskabernes marketing oftest forlængst rullet ud med forpremierer, snigpremierer, biografklubpremierer mv ('Mænd der hader kvinder' var set af 40.000 før premieredagen). Ligesom filmselskaberne selv annoncerer med (de bedste) stjerner og citater før premieren og dermed (selvfølgelig) forsøger at skabe en god stemning om filmen, før nogen har set den.

Når vi publicerer vores anmelderklip er det ikke ualmindeligt, at andre medier har publiceret hele anmeldelser. For eksempel dr.dk/filmland og de mange månedsmagasiner afhængigt af hvordan premieredatoen passer med udgivelsesdato.

Dette gælder i øvrigt også de store dagblade. Blandt andet bragte Cannes-udsendte vidt og bredt reportager fra den første visning af den nye Indiana Jones-film. Og uden at der dog blev bragt decideret anmeldelse, var man ikke i tvivl om, hvad de udsendte syntes om filmen.

Af nyere eksempler bragte Morgenavisen Jyllands-Posten (hele) Jakob Levinsens anmeldelse af 'Quantum of Solace' allerede om tirsdagen den 4. november, som den havde premiere fredag den 7. november.
Og senest bragte BT hele anmeldelsen af 'Mænd der hader Kvinder' om mandagen, selv om premieren vanen tro var fredag.

Hvad man som filmselskab synes om den praksis afhænger vel i høj grad af anmeldernes dom.

De bedste hilsner

Martin Finnedal, redaktør, ibyen.dk