Christian Monggaards blog

Bille August igen på dansk

Ifølge Ritzau er Bille August på vej med sin første film på dansk siden Pelle Erobreren.

Her er telegrammet fra Ritzau:

»Bille August er langt fremme med planerne om sin første dansk-sprogede spillefilm i 20 år.
Dengang blev instruktøren belønnet med både en Oscar og Guldpalmen i Cannes for "Pelle Erobreren", og siden har han lavet otte spillefilm, alle på engelsk eller svensk.
Hans ny projekt, "Himlen på jorden", er tidligere blevet støttet af Det Danske Filminstitut og har netop modtaget 450.000 kroner i udviklingsstøtte fra EU's Media Program.
Filmen er historien om den unge danske jazzmusiker Dan Hilflinger, der i 1960'erne gæstede Rostock i det daværende DDR. Under opholdet blev han forelsket i en ung pige og fik status som dobbeltagent, inden det efter en række dramatiske hændelser lykkedes at smugle kæresten til Danmark.
Manuskriptet bliver til i et samarbejde mellem Bille August og en anden fremtrædende instruktør, Lone Scherfig.
Selskabet Arthouse Production er hovedproducent på "Himlen på jorden", som laves i samarbejde med blandt andet Zentropa og det tyske selskab Amusement Park.
– Vi håber at kunne indlede optagelserne i begyndelsen af 2010. Det er endnu for tidligt at sige noget om budgettet og om rollelisten. Kæresten spilles selvfølgelig af en tysk skuespiller, og vi skal optage i både Danmark og Tyskland, fortæller Tom Winther fra Arthouse Production.
I dag lever Dan Hilflinger og Bärbel Jonas fortsat sammen på Midtsjælland. Hilflinger skrev i 2001 bogen "Jazz og blå briller - flugten fra Stasi". Han er stadig aktiv i South Gate Jazzmen, der blev et stort navn i DDR for mere end 40 år siden.«

I betragtning af at Bille August altid har lavet sine bedste film enten på dansk eller svensk, kunne der være noget glæde sig til.

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu