Valhalla Rising

I går havde Nicolas WInding Refns vikingefilm, Valhalla Rising, verdenspremiere på filmfestivalen i Venedig. Ifølge Politiken var pressen ikke så interesseret, men personligt kan jeg godt lide filmen. Den er ret vild og slet ikke, hvad man forventer.

Jeg så den for nogen tid siden, fordi jeg skulle lave interview med instruktøren til Filminstituttets webzine, der lige er blevet publiceret som optakt festivalen.

Man kan læse hele interviewet her – på engelsk – men her er et par uddrag fra den danske udgave:

1. »Første dag oppe på det fandens bjerg, siger jeg til Mads: ’Jeg har altid godt kunnet tænke mig at lave en science fiction-film.’«
Nicolas Winding Refn er ved at fortælle om baggrunden for sin nye film, vikingedramaet Valhalla Rising, der har Mads Mikkelsen i hovedrollen og blev optaget i en fjern og forblæst afkrog af Skotland. Refn, der især er kendt for den populære Pusher-trilogi, Fear X og senest den kritikerroste, engelsksprogede Bronson, bryder sig egentlig ikke om vikingefilm, og han kender ikke meget til vikingetiden. Men udfordringen i at forsøge sig i en genre, som har haft svært ved at overleve, som han udtrykker det, tiltalte den danske filminstruktør. Refn er en sjældent kompromisløs og stilbevidst billedstormer med en forkærlighed for – og stor viden om – populærkultur, ikke mindst mærkelige, ofte udskældte B-film, og han besluttede sig for at lave en vikingefilm, der ikke lignede en vikingefilm.
Valhalla Rising handler om en navnløs, enøjet, stum og tilsyneladende uovervindelig nævekæmper (Mads Mikkelsen), som efter at have slået sine fangevogtere gennem mange år ihjel drager ud på en brutal opdagelsesrejse gennem et mørkt og mystisk landskab sammen med en håndfuld kristne vikinger på vej til Jerusalem. Det er en usædvanlig film. Ordknap og sine steder næsten meditativ, brutal og smuk med på én gang moderne håndholdte og velkomponerede klassiske billeder af Refns faste filmfotograf, Morten Søborg, og både sanselig og industriel musik af Peter Peter og Peter Kyed.
Og nej, den ligner bestemt ikke andre, mere traditionelle vikingefilm.

2. Nicolas Winding Refn havde arbejdet på Valhalla Rising i flere år, da han i 2008 endelig fik skrabet pengene til filmen sammen – blandt andet ved at lave Bronson og to afsnit af tv-serien om Miss Marple i England – og manuskriptet var skrevet. »Vi havde virkelig prøvet mange forskellige modeller, måder, man kunne komme ind i historien på,« siger han om samarbejdet med Roy Jacobsen. »Det var meget konventionelt, indtil jeg en dag havde en drøm om, at hovedpersonen ikke havde noget navn, ikke kunne tale og kom fra et sted, ingen vidste, hvor var. Det var først da, at filmen begyndte at tage den form, den har nu.«
Men det er svært at lave en film, hvor hovedpersonen ikke kan tale, forklarer Refn. »Man kan jo ikke lade ham selv fortælle, hvad han vil opnå rent dramaturgisk. Jeg vil jo ikke lave en arthouse-film, jeg vil gerne lave en mainstreamfilm, ligesom Bronson, der kunne begge dele. Hvordan laver man en historie, hvor hovedpersonen ikke vil formulere, hvad han vil opnå? Men det er jo i sig selv også spændende.«
Alt var efterhånden klar, men da instruktøren få uger inden optagestart kom Skotland for at kigge på kostumer og locations, gik det for alvor op for ham, at vikingekulturen og den nordiske mytologi egentlig ikke interesserede ham. »Jeg kunne simpelthen ikke forholde mig til Odin og Thor,« siger han. »Det er så baglæns for mig. Jeg havde svært ved at indfange i mit hoved, hvordan jeg skulle gøre det moderne.« Refn sendte bud efter Roy Jacobsen, der straks ilede til hjælp. »Han kom over og så mig  sidde på et hotelværelse og stirre ned i gulvet. Og så sagde han til mig, ’vidste du godt, at der i 200 år var kristne vikinger?’ Det vidste jeg ikke, men jeg blev meget fanget af det, og det var en stor lettelse. Og derfor begyndte vi tre uger før optagestart at rekonstruere hele universet til, at det handlede om kristne vikinger, der er på vej mod Jerusalem.«

3. Det var også vigtigt for instruktøren, at Valhalla Rising ikke blev en periodefilm af den slags, som minder om en historietime. »Historiske film bliver hurtigt tunge, fordi det mere handler om korrekthed. Der findes exceptionelle, historiske film, men det er en svær nød at knække, fordi man er underlagt så mange restriktioner mht., hvordan det var. Det sjove ved at lave science fiction er, at man kan gætte på, hvordan det bliver.«
Derfor lavede Refn ingen research, men forlod sig på Roy Jacobsens viden og insisterede på, at optage fjerne steder, som var uberørt af menneskehånd. Naturen skulle lades intakt, intet måtte bygges, og kostumerne være så anonyme som muligt. »For mig handlede det mere om: Ser det interessant ud, frem for om det er rigtigt. I virkeligheden kunne man gøre jo gøre meget mere, hvis man havde lyst – der er jo ingen, som har levet på den tid. Mine film er meget enkle, og enkelhed er et stærkt virkemiddel. Jo enklere, jo bedre. Min filosofi er less is more, nothing is everything.«