Christian Monggaards blog

Hvad i alverden skal vi dog med filmanmeldere?

Det spørgsmål og mange andre forsøgte Steen Bille og hans gæster at besvare i Kulturkontoret på P1 for ikke så mange dage siden.

Gæsterne var filmanmeldere (Kim Skotte fra Politiken og Ole Michelsen), en filminstruktør (Christoffer Boe), en distributør og biografdirektør (Kim Foss fra Grand Teatret) og en repræsentant for producenterne (direktør Klaus Hansen fra Producentforeningen).

Og med Bille som ordstyrer fik de gang i en vældig interessant udsendelse om alt fra filmkritikkens væsen til filmkritikernes/anmeldernes indflydelse på, hvilke film der bliver set i biograferne.

Jeg lagde et link til udsendelsen ud på Twitter og Facebook, og det fik skuespilleren Ulrich Thomsen til at reagere, og Morten Piil til at reagere på Ulrichs reaktion, hvorefter jeg blandede mig.

Her følger selve diskussionen, som den indtil videre er forløbet på Facebook:

Ulrich Thomsen:

Filmanmeldelsen isoleret set har aldrig haft nogen betydning.

Morten Piil:

Hvad mener du med "isoleret set"?

Ulrich Thomsen:

Jeg mener som artikel i en avis. Eller hvor det indslag måtte dukke op. Den effekt det har, set i forhold til et budget er ligegyldig. Folk bruger ikke anmeldelsen og de få der gør bidrager ikke noget videre til indtjeningen, eller manglen på samme. Det er set utallige gange at noget er godt anmeldt og ingen ser filmen og omvendt. Det er jo i sig selv et bevis. Landet et for småt. Venners mening og/eller PR er vigtigere.
Jeg synes selvfølgelig det er udmærket at man diskuterer kunsten. Det er ligesom kunstens natur. Men at gå i panik over en dårlig anmeldelse har jeg aldrig ment man skulle. Selvfølgelig er der sammenfald hvor tingene er gode og anmeldelsen er god og folk kommet og ser det.( synes i øvrigt rent personligt at mange af anmeldelserne ikke er særligt gode og diskuterende. Det smager mere af bristede forventninger og i nogle tilfælde decideret inkompetence).

Det store publikum er heller ikke anmelder nørdet. Med al respekt. Det smalle publikum er måske mere. Men det er ikke anmeldelsen der holder folk væk. Eller får dem til at komme. Der et filmens kvalitet eller noget helt tredie. Det ville da også være trist hvis èn mands mening skulle ha' så stor betydning.

Morten Piil:

Tak for svar. Anmelderens opgave er at finde og formidle en films værdier. Samt sætte en kritisk standard. Den konkrete nytteværdi heraf er svær at indkredse, men da der findes anmeldelser over hele verden, kunne man forestille sig, at de opfylder et naturligt behov for uafhængig information og meningsdannelse.

Ulrich Thomsen:

Synes som sagt også at man skal diskutere det der bliver lavet. Specielt hvis det der bliver lavet vil diskutere. At anmelde eks en katrastrofe film synes jeg som sådan er omsonst. En kritisk standart vil også være god at have, men jeg synes desværre der er lidt langt mellem snapsene.

Det var mere fordi oplægget i P1 udsendelsen handlede om anmelderene der havde for meget magt i forhold til om noget bliver set eller ikke. Og det tror jeg ikke man skal være så bange for at de har.

Men lad os være kritiske. Sådan bliver vi bedre. Det ville være skønt hvis man kunne indgå i en konstuktiv diskussion med medierne.

Christian Monggaard:

Du er en hård mand, Ulrich. Jeg synes, at der findes en del af det, som du efterlyser; en kritik, som går i dialog med kunsten. Ikke mindst med de danske film.

Og jeg mener som Morten, at der altid vil være brug for en kvalificeret kritik, der kan formidle og vurdere og sortere. Nu mere end nogensinde, fordi alting er tilgængeligt hele tiden, er der brug for folk, som ved, hvad de taler om, har perspektiv og udsyn, og som formår at formidle det videre på en tilpas fængende og fornuftig og indimellem idiosynkratisk facon.

Der er brede, kommercielt anlagte film, hvor anmelderne/kritikerne ikke betyder det fjerneste, og så er der de mere smalle af slagsen, hvor anmelderne og kritikerne betyder rigtig meget.... Vis mere

Ja, pr og word of mouth og filmenes kvalitet er vigtigt, men det er jo også af og til anmeldere, som gør opmærksom på og kæmper for små, gode værker, som ellers ville være blevet overset, havde det kun været op til en – i de disse smalle films tilfælde – ikke-eksisterende markedsføring.

Indtjeningsmæssigt kan anmeldernes betydning for denne eller hin film måske være svær at måle, men det er ikke ensbetydende med, at den ikke findes.

Hvad synes I?

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Christian Monggaard

Det er et godt spørgsmål, men i det her tilfælde er diskussionen begyndt på Facebook, hvor Ulrich Thomsen kommenterede på noget, som andre Facebook-brugere har reageret på. Derfor foregår diskussionen stadig på Facebook.

Dette blogindlæg var et forsøg på også at få gang i debatten her – som du ser, er det mislykkedes. Ser man altså bort fra dit indlæg, Erik.

Lennart Kampmann

Personligt gør jeg alt for ikke at vide for meget om en film inden jeg skal se den. En kort trailer eller omtale er rigeligt nok. Allerede der har jeg besluttet om jeg vil se den eller ej.

Andre er sikkert glade for at læse om den film de skal se.

Anderledes er det når jeg så har set filmen. Da kan jeg mere roligt læse om den, uden frygt for at plottet bliver afsløret.

Med venlig hilsen
Lennart

Jeg følger samme strategi som Kampmann. Jeg ønsker at se en film uden på forhånd at have alle mulige andenhåndsberetninger om værket siddende i baghovedet. Når jeg så har set filmen og gjort mig mine egne overvejelser omkring den, så opsøger jeg alle de KVALIFICEREDE anmeldelser der forefindes. Jeg anvender filmanmelderes bedømmelser til at sætte mit eget indtryk i perspektiv. Andre cineasters tolkninger er altid interessante

Monggaard, du nævner at anmeldere af og til kæmper de små gode films sag. Kan du nævne et eksempel på en sådan film, du personligt har kæmpet for?

Christian Monggaard

Jeg prøver også selv at undgå at læse for meget om en film på forhånd, i hvert fald hvis jeg skal anmelde.

Jeg synes, at jeg gør det hele tiden, Erik, hver gang jeg anmelder en film, som ikke umiddelbart henvender sig til en stor målgruppe. Eller når jeg ser en film på en filmfestival, som begejstrer mig, og som jeg derfor prøver at skrive om.

Det kunne være Paolo Sorrentinos Il Divo, som jeg skrev begejstret om fra Cannes, eller Darren Aronofskys Requiem for a Dream, hvor jeg gjorde det samme, og som først fik dansk biografpremiere flere år efter premieren i Cannes.

Det er måske ikke verdens bedste eksempler, men dog forholdsvis smalle film, som set med danske briller havde meget imod sig fra begyndelsen. Og som er vokset i folks bevidsthed sidenhen.

Jeg skal prøve at komme i tanke om flere.

Jimmi Thøgersen

Når man nu har læst på film- og medievidenskab - og kulturjournalistik - skulle man vel være et skarn for ikke at kommentere.

Det er vel alment kendt blandt journalister, at kulturanmeldelser netop ikke "kun" er forbrugerstof. Den gode filmanmeldelse fungerer også som debatindlæg - noget at diskutere og perspektivere filmen op imod, netop som Lennart Kampmann og Erik Højer nævner.

Og det gælder såmænd også - uanset hvad Ulrich Thomsen mener - selv om filmen ikke selv "vil diskutere". Der kan skam sagtens skrives noget interessant om "The Day After Tomorrow", uanset at selve filmens indhold måske ikke er værd at spinde store filosofiske betragtninger over. :-)

Men det interessante skriveri ser vi dog sjældent - og det er vel bl.a. et resultat af, at filmanmelderne stadig adskiller sig en del fra resten af anmelder-folkefærdet.

Dagbladenes litteraturanmeldere har oftest læst litteraturvidenskab/historie. Kunstanmeldere stammer for det meste fra kunsthistorie. Teateranmeldere har som regel en baggrund i teatervidenskab. De klassiske musikanmeldere afkræves oftest en tur på konservatoriet eller musikvidenskab...

Det hænder også, at anmelderen inden for "den rytmiske musik" har været samme tur - om ikke andet, så fordi musik er en så abstrakt kunstform, at skal man skrive noget meningsfuldt om det, så skal ordene være på plads.

Men hvem som helst kan angiveligt anmelde film - hvilket der jo heller ikke er noget i vejen for, hvis erfaring og viden er kommet andetstedsfra.

Men TV går ofte så vidt som at hive Hr. og Fru Jensen ind og gøre dem til filmanmeldere for en dag - "de har jo også en mening". Selvfølgelig har de dét, men pludselig bliver det på alle måder tydeligt, hvorfor den erfarne anmelder gør en forskel.

Resultatet er, at den typiske filmanmeldelse stadig kan opsummeres som "filmen er spændende, og Jessica Biel er superhot".

Her en tak til Information for ikke at følge bølgen - uanset hvor enig/uenig jeg måtte være med Christian Monggaard (eller resten af staben). ;-)

Hvad angår filmanmelderens magt (altså anmeldelsen som forbrugerstof) er det klart, at de små film ofte lever på anmelderne. Den publikumspukkel, som enhver producent håber word-of-mouth forårsager i uge 2-4, når han har opgivet at markedsføre en "svær" film... Den indtræffer sjældent.

Anmelderens magt over blockbusters, tror jeg stadig på, er der (om end i noget mindre grad) - men tankerne om dét har jeg ikke gjort halvfærdige nok til at skrive her.

Apropos anmelderen som supporter af små gode film. I sin tid afskrev jeg Soderbergh som indiefilm-mager. Da kom Monggaard Soderbergh til undsætning ved at henvise til Bubble. Havde det ikke været for Monggaards tip, havde jeg nok ikke givet Bubble en chance. Monggaard havde ret; Bubble er et lille mesterværk, som jeg er glad for at jeg fik set; filmkunst på linie med det bedste fra Bresson og Kaurismäki.

Thøgersen har ret; naturligvis er det muligt at skrive noget interessant om underholdningsfilm, som feks. Emmerich og Camerons blockbustere. Selv om en film ikke er et helstøbt kunstværk, kan den sagtens indeholde stof til eftertanke. Buldertønde-instruktører har ofte den egenskab at "only sky is the limit". De indgår i den gyldne tradition af illussions-skabere som maler med den brede visionære pensel.