Christian Munch-Hansens blog

Jazzfestival plakat 2008 af Kasper Eistrup

"Hvem er denne mand?"
Vi bringer ikke en efterlysning, men citerer rockmusikeren og billedkunstneren, Kasper Eistrup, der er kunstneren bag plakaten for Copenhagen Jazz Festival 2008.
Onsdag 2. april afsløredes plakaten ved et pressemøde i foyeren til det nye Skuespilhus ved Kvæsthusbroen. Det skete med kolde Pilsner Urquell, lun lounge jazz med Jakob Bro Trio og glimt af solskin på vandet i Københavns havn med udsigt til Operaen derovre på den anden side af havnebassinet.
Kasper Eistrup, der nok er mest kendt som frontfiguren i rockbandet Kashmir, var til stede og signerede plakater i læssevis til de fremmødte branchefolk, journalister og jazzinteresserede.
Det er en anderledes festivalplakat på flere måder. Formatet er f. eks. ændret til det kvadratiske - noget, der giver mindelser i retning af en LP. Og borte er klassiske jazzsymboler som kontrabassen, trompeten og saxofonen.
Eistrup bekendtgjorde i sin præsentation, at manden med kasketten, overskægget og brillerne forestiller en dedikeret musiklytter, som han kender personligt, men som han ønsker forbliver anonym. Dermed kan denne mand, hvem han så end er, symbolisere den prototypiske musikelsker, nørden, dig eller mig måske?, som befinder sig midt i strømmen af musik.

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Christian Munch-Hansen

Man kunne tilføje, at det samlede program for festivalen afsløres om få uger. Men allerede nu ligger det klart, at bl.a. Wayne Shorter kommer med sin akustiske kvartet plus en blæsergruppe. Også Cassandra Wilson og Efterklang er blandt de navne, der indtil videre er afsløret til den forestående jubilæumsudgave af Copenhagen Jazz Festival - den 30. af slagsen.
I den anledning kan jeg ikke lade være med at nævne, at også en stor bog er på vej om festivalen og dens historie. Jeg har redigeret og skrevet en del af teksterne inklusiv tre musiker-interviews med Jan Kaspersen, Cæcilie Norby og Kresten Osgood. Jan Persson og Gorm Valentin leverer over 100 siders fotos, og der er tekstbidrag af bl.a. Ib Skovgård, Henrik Wolsgaard-Iversen, Peter Laugesen, Suzanne Brøgger og Ursula Andkjær Olsen.

Manden på plakaten er Ricco Sørensen. Han ejer to caféer i centrum af KBH. Riccos Café.

Christian Munch-Hansen

Så er han ikke anonym længere...