Christian Munch-Hansens blog

Så står den på spareribs

Alt efter smag og behag kan det se tilforladeligt ud med sådan en glaseret, barbecueindsmurt ribbensstang. Og avisens jazzlæsere kan lige så godt vænne sig til at skulle gnave og sutte et stykke tid på benene. Der skal spares på kulturredaktionen for at få budgettet til at hænge sammen. Derfor er den faste ugentlige jazzspalte indtil videre fileteret bort. De musikalske gourmeter, der går efter de mere indholdsrige musikalske retter må derfor kigge lidt længere efter jazzens proteiner og vitaminer.
Hvor lang tid der vil gå imellem artiklerne, er ikke til at svare på lige nu. Men for at vi ikke skal forarmes i for høj grad, bringer Afterbeat her en opskrift på spare ribs, som kan forsøde tiden med mellemrum:

Saftige spareribs med grillede kartoffelbåde
1 kg spareribs
6 store kartofler
3 fed hvidløg
Frisk timian
Barbecue sauce
Steg benene en time i ovnen ved 200º. Op på grillen med benene 7-10 minutter, mens du pensler 2-3 gange med sauce. Kartoflerne skal koges møre og skæres i både. Knus hvidløgene, bland med olivenolie, salt, peber og timian. Smør herligheden på kartoflerne, der grilles 5-6 minutter. Husk noget grønt tilbehør, stænket med syrlig balsamico. Skyl det hele ned med en lettere besk tjekkisk pilsner.

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Efter 40 år ved grillen er jeg kommet til det resultat, at tiden i ovnen med stor fordel kan erstattes af ca. 20. min. kogning i en krydret fond. Lad benene dampe af, og læg dem så på den fuldt glødende grill.
Undgå evt. flammer, og pensl med en god hjemmerørt sauce.

Sådan.

Christian Munch-Hansen

Et godt råd fra en grillerfaren bør absolut afprøves. Og jeg har et tillæg: Under tilberedningen vil jeg foreslå John Scofields funky orgel/jazzplade, Hand Jive, på stereoanlægget - den med Eddie Harris på sax. Der må gerne tyvstartes med pilsneren.

At være freelance jazzskribent på Information, hvordan er det?
Vi kan bruge planetsystemet som billede. Hvis man nu siger At jazzanmelderen er Pluto. Videnskaben (her kulturredaktionen) beslutter så at Pluto ikke længere er at betragte som planet (her anmelder).Det må ikke være en rar fornemmelse, når man i forvejen er yderste planet . Enhver kan dog sige sig selv at dette ikke ændrer på hvad Pluto egentlig er i sin substans (Bær over med min metafor. Jeg kunne ikke finde på noget som parafraserede kuglegrillen.)
Men måske kunne ændringen medføre en øget frekvens af indlæg til Afterbeat?

/Erik

& Erik Wiedemann vender sig i sin grav:-(

Christian Munch-Hansen

Den med Pluto som yderste, kølige og mørke post er ikke så tosset som beskrivelse af den følelse, jazzanmelderen sommetider har i det redaktionelle univers. Dylan synger et sted:

God knows it´s fragile, God knows everything
God knows it could snap apart right now
just like putting scissors to a string

Hvad kan vi så lære af det?
Intet bør tages for givet!
Selvfølgelig en sund erkendelse.

Man forsøger at føje sine investorer.
Men de ting som forsvinder fra inf. såsom originale fotografier og tegninger og altså jazz er simpelthen avisens salt.

Igår var jeg lige ved at købe avisen, men jeg tænkte: Nej, jeg ofrer ikke 22 kr bare for at læse Vinn og skæv (det tilbageværende saltkorn.)