Christian Munch-Hansens blog

Jazzfestivalens jubilæumsprogram

Copenhagen Jazz Festival 2008´s stort anlagte program er nu offentliggjort. Det skete ved en meget anderledes pressereception i går, tirsdag 27/5, i Kulturhuset, Islands Brygge. Den officielle del af begivenheden udspillede sig som en fingeret radio broadcast, hvor de forskellige arrangører og aktører bag festivalens markante koncerter og spillesteder blev interviewet "live" på en scene, iscenesat som et radiostudie, styret af journalisterne Katrine Ring og Ole Mathiessen. I kulisserne blev der lavet sjov med, at festivalen ville sælge radioudsendelsen (som rent faktisk blev optaget) til Danmarks Radio. Statsradiofoniens minimerede jazzredaktion (halvanden mand!) skal nok gøre, hvad de kan for at dække festivalen. Men på tv-siden er der tilsyneladende ingen planer om at give Danmarks største musikalske begivenhed den mindste opmærksomhed - og det til trods for at festivalen 1) har 30 års jubilæum, 2) gennem de seneste årtier har tegnet sig som et af de vigtigste fænomener i nyere dansk musik- og jazzhistorie, samt 3) det faktum, at DR-tv ligger inde med et enormt materiale af reportagestof, interviews og koncertoptagelser fra rigtig mange festivalårgange. Det kunne blive til en super interessant og vigtig musikalsk tema-dag på DR2.
Det imposante 2008-program, prydet af Kasper Eistrups jazzplakat, byder på mange interessante ting, og det mærkes på forskellig vis, at festivalen i år fylder rundt. Blandt de store trækplastre finder vi f. eks. Wayne Shorter kvartet, udvidet med blæsergruppe, free jazz-pioneren Ornette Coleman og vokaldivaerne Cassandra Wilson og Angelique Kidjo. Jazz Club Loco vender tilbage med et vildt program på festivalens mærkeligste scene: det østtyske transportskib M/S Stubnitz, der lægger til kaj på Christians Brygge 9. I Haveselskabet på Frederiksberg kan man høre den store melodiker, Toots Thielemans, på mundharpe med egen kvartet plus - blandt mange andre tilbud - den amerikansk-israelske, kvindelige klarinettist, Anat Cohen, med egen gruppe from over there for første gang i Danmark. Det er halsløs gerning at komme for godt i gang med opremsning af programpunkter. Fortab dig selv videre på festivalens hjemmeside eller bedre: anskaf et program i papir! Officiel åbning er 4. juli kl. 15.30 på Vor Frue Plads. I relation til festivalen uddeles også årets Ben Webster Pris, der i år går til de internationale brødre, Niels Lan Doky og Christian Minh Doky. Der er priskoncert med de to (plus stjernegæster) i Glassalen 6. juli.

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu