Christian Munch-Hansens blog

A night to remember

Det var i sidste uge, at bassisten Henry Grimes kunne høres ved en sjælden koncert i København sammen med Kresten Osgood og Pierre Dørge.
Jeg var skam også til stede og skrev efter aftale med avisen min anmeldelse færdig selv samme nat. Men artiklen blev ikke prioriteret og nåede aldrig frem til papirspalterne.

Det råder jeg bod på her ved at bringe de relevante uddrag af min koncert- og cd-anmeldelse, der kan ses som en fortsættelse og afrunding af mit forrige blog-indlæg:

A NIGHT TO REMEMBER
Den gamle avantgardebassist Henry Grimes er vendt tilbage fra de døde efter 35 års tavshed, og hans tilstedeværelse gør en forskel Det var en smuk, børstestrittende koncert, Henry Grimes gav sammen med trommeslager Kresten Osgood og guitarist Pierre Dørge i ét langt frit improviseret sæt på omtrent fem kvarter i kælderen, Stengade 30, tirsdag aften. Grimes med et på en gang mildt og bistert ansigt med både karisma og noget fortabt autistisk over sig, filende på violinen og markant bumlende på den store bas. Han var som en katalysator for de to danskere, der i øvrigt havde stor ære i musikkens uforudsigelige udvikling. Osgood med et nuanceret og uortodokst legende trommespil, en fryd at følge i nærvær og musikalsk formidling. Pierre Dørge med hele udtrækket af eksperimenter på guitaren, konstant i med- og modbevægelse overfor Grimes, prikkende med fingrene, svirrende med en lille bue på elguitarens strenge, svævende med langstrakte akkorder. Tilsammen en trio i en enerverende og berusende søgeproces ind i mærkeligt smukke og abstrakte lydzoner, nærmest utænkelige i anden musik. Der er noget ubehjælpsomt og banalt, men samtidig dybt originalt og meget konsekvent over Grimes´ spil og musikalske tilgang. Det er formentlig det, der udfordrer de sammenhænge, han indgår i. Derfor gør han en forskel. "A night to remember", som gamle Bilbo siger til Gandalf inden sin store forsvindingsfest i Peter Jacksons filmatisering af The Fellowship of the Ring. Debuten

Lad os slutte en anden ring om Grimes. Tilbage i 1960erne nåede den unge Grimes nemlig kun at indspille en enkelt plade i eget navn, The Call fra 1965. Den er nu genudgivet på cd. Grimes høres i trio med klarinettisten Perry Robinson og trommeslageren Tom Price. Ikke mindst Robinson, som er en af de musikere, Grimes er blevet genforenet med efter sin genkomst, har stor andel i værket. Hans klarinet sprutter af fortælleglæde med fut og spyt, splittoner, hyl og hakken. Ikke uden humor, men heller ikke uden ømhed og sans for det lyriske og melodiske, som har han opsuget træk fra både Ornette Coleman, Eric Dolphy og Jimmy Giuffre. Grimes står bag fire af pladens seks numre. Hjørnestenen er den 16 minutter lange ”For Django”, en lydrejse igennem skiftende musikalske arkitekturer, der begynder og ender i et lurende, roligt leje. Denne cd er et spændende og anderledes dokument fra den amerikanske jazzavantgardes storhedstid.   Henry Grimes/Kresten Osgood/Pierre Dørge, Jazz Club Loco, Stengade 30, tirsdag 11. november. Henry Grimes Trio: The Call (ESP)

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Meget kan man sige om Henrik Palle, men han er ikke bleg for at tage livtag med de store metaforer i sit forsøg på at beskrive Grimestrioens musik:

"..når de tre improvisatorers bestræbelser smeltede sammen og blev til en slags livets uendelige sang om fødsel, liv og død."

(Pol.13.11)

Improens essens, hvad er det for en fisk?
Du taler om "en enerverende og berusende søgeproces ind i mærkeligt smukke og abstrakte lydzoner,"

Jeg kom til at tænke på Klaus Høeck, der ser alle sine stramt formede digte som dele af et langdigt: Den store matrice. Den frie form er måske en illusion men en smuk af slagsen.

Tak for anmeldelsen!

Christian Munch-Hansen

Sjovt du nævner Høeck. Jeg tyede en gang til et citat fra et af hans digte i bogen "Projekt Perseus" i et forsøg på at sætte ord på den sære blanding af hviskende, akustisk og elektronisk improvisation, der fandt sted på gruppen No Spaghetti Editions cd "Real Time Satellite Data" (2003). Det datalogiske og astronomiske tema i musikken satte mig på sporet af Høecks samling, som jeg året forinden havde erhvervet mig i dens genoptryk fra Arena Forlag. Her fandt jeg følgende mærkelige sætninger, som dengang syntes at fange musikkens udtryk:

"Her flyder med sprængte axiomer.
nebuloser, brugte syllogismer, bogstavclustre:
hhhhhh jjjjjj kkkkkk hjkhjkhjk hjkhjkhjk."

Værsgo og spis...
C.