Christian Munch-Hansens blog

Henry Grimes´ mirakuløse genkomst

Henry Grimes (f. 1935), sammenbidt og uudgrundelig at skue, med både stærk karisma og noget fortabt autistisk over sig. Det er ikke helt til at lodde, hvad han er for en størrelse, den amerikanske avantgarde-bassist, der efter 35 års tavshed (mange troede, han var død) nu er vendt tilbage til musikscenen, nærmest som om intet var hændt. Hans meritter i 60ernes amerikanske jazz & avantgarde er betydelige. Han samarbejdede med og indspillede som sideman med en lang række af scenens største navne bla. Sonny Rollins, Thelonious Monk, Cecil Taylor, Charlie Mingus, Albert Ayler, McCoy Tyner, Roy Haynes og Archie Shepp. Grimes medvirkede f. eks. på to af Cecil Taylors berømteste plader, Unit Structures og Conquistador, begge indspillet i 1966.

Den sidste pladesession, Grimes nåede at medvirke i inden sin forsvinden i slutningen af årtiet, var med Albert Ayler Group 18. december 1966 ved koncertoptagelser fra The Village Vanguard, der udkom i to omgange, men som i dag fås samlet under titlen Albert Ayler: Live In Greenwich Village - The Complete Impulse Recordings.

I mange år boede Grimes i Los Angeles på et hotelværelse som eneboer, indtil en jazzfan for få år siden opdagede hans eksistens og forskellige mennesker hjalp ham tilbage på jazzscenen bl.a. ved at spare sammen til en bas, fordi han havde mistet sit gamle instrument. Da denne nyhed blev mangfoldiggjort i jazzverdenen i 2003, skrev jeg en kulturnote derom. Siden da er der løbet meget vand i åen. Grimes indspiller i disse år masser af nyt materiale og optræder på scener i både USA og Europa. På hans hjemmeside, der indledes med artiklen "The Miraculous Return of The Great Henry Grimes", er der turnéliste, fyldig diskografi, fotos m.m.

Under Copenhagen Jazz Festival 2006 spillede trommeslageren Kresten Osgood og saxofonisten John Tchicai som de første danskere med Grimes efter hans come back. I februar i år var han her igen som medlem af Marc Ribots orkester, Spiritual Unity, der gav en uforglemmelig koncert i Jazzhouse (se tidligere blog-indlæg: "Aylers spøgelser").

På tirsdag aften 11. november kan Henry Grimes - hvis genkomst uden tvivl er en så god og gribende historie, at det har forstærket interessen om ham betydeligt - opleves i Jazz Club Loco i Stengade 30 kl. 19.30 med Kresten Osgood og guitaristen Pierre Dørge. På Onsdag spiller trioen i Huset i Ålborg.

Det danske selskab ILK udgiver snart en dobbelt-cd med solo-improvisationer af Grimes på bas og violin. Og der er kommet en cd-reissue af Grimes´ vist nok eneste udgivelse i eget navn fra dengang, nemlig The Call fra 1965 (ESP Records), hvor han høres i trio med Perry Robinson (klarinet) og Tom Price (trommer). Jeg vil gerne give pladen en nærmere omtale evt. i forbindelse med den planlagte koncertanmeldelse af tirsdagens koncert, der, hvis alt går vel, bringes i avisen senere på ugen.

* Henry Grimes/Kresten Osgood/Pierre Dørge, Jazz Club Loco, Stengade 30, København, tirsdag 11. november kl. 19.30

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hej Christian!

Hvor er det godt, at du stadig er kaptajn på inf's jazzbåd (som jo ellers var tæt på at kuldsejle tidligere på året, som jeg forstod det).

Det er lige efter mit hoved: Først en indledende, appetitvækkende og oplysende artikel inkl. værkgennemgang, så koncertanmeldelse med tilhørende pladeomtale. Hvor man vel at mærke går i dybden.

Du højner sgu niveauet!

NB: Hvad skulle vi iøvrigt gøre uden ildsjæle, som folkene bag Club Loco?

Venlig hilsen Erik