Tyrkiske fly igen i luften for at bombe kurdere i Irak

Efter at have angrebet IS-baser i Syrien fredag og lørdag angreb Tyrkiet søndag kurdiske oprørere i Irak.
26. juli 2015 kl. 21:31Opdateret 26. juli 2015 kl. 22:06

Tyrkiske F-16 kampfly har søndag aften igen været på vingerne og foretaget nye luftangreb. Denne gang rettet mod det oprørske kurdiske arbejderparti PKK's baser i det nordlige Irak, oplyser kurdiske sikkerhedskilder ifølge de internationale nyhedsbureauer.

Det er det seneste angreb i den tyrkiske offensiv mod de kurdiske oprørere i PKK og deres direkte modstandere, jihadistbevægelsen Islamisk Stat (IS).

Kampflyene, som ramte mål i Hakurk i det nordlige Irak, lettede fra luftbasen i Diyarbakir i det sydøstlige Tyrkiet og satte kursen mod PKK's højborg i Kandil-bjergene, oplyser tv-kanalerne CNN Türk og NTV ifølge nyhedsbureauet AFP

De tyrkiske angreb på PKK truer med at spolere den skrøbelige våbenhvile, som i 2013 blev indgået mellem den tyrkiske regering og kurderne, og som stort set har holdt siden da.

Efter de første angreb fredag sagde lederen af PKK's militante gren lørdag, at forholdene ikke længere var til stede til at opretholde våbenhvilen. Udtalelsen fulgte de mest massive tyrkiske luftangreb på kurdernes stillinger i det nordlige Irak siden august 2011.

Tyrkiet gennemførte luftangrebene efter en række attentater i de seneste dage mod tyrkiske sikkerhedsstyrker.

PKK har beskyldt de tyrkiske myndigheder for at stå i ledtog med IS.

PKK har i kølvandet på bombeangrebet mod kulturcentret i byen Suruc nær Tyrkiets grænse til Syrien dræbt to tyrkiske soldater som hævn for det, kurderne betragter som Ankaras samarbejde med IS.

USA har opfordret både Tyrkiet og PKK til at undgå vold, men siger samtidig, at Tyrkiet har ret til at forsvare sig selv mod angreb fra kurdiske oprørere.

BBC's reporter i Istanbul, Mark Lowen, ser en risiko for, at den tyrkisk-kurdiske konflikt blusser op igen. Han vurderer, at det kan give problemer for koalitionen og ødelægge vestens strategi mod jihadisterne, hvis Tyrkiet bliver involveret i sin egen interne konflikt.

/ritzau/

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Torben R. Jensen
Torben R. Jensen

Det ser ud til, at Tyrkiet er mere interesserede i at angribe Kurderne end IS.
Når man ser omfanget og retningen af de tyrkiske angreb, så kan PKK nemt have ret i at bombeangrebet mod de kurdiske aktivister har været arrangeret i samarbejde med den tyrkiske regering.
Det er også noget underligt, at Tyrkiet angriber PKK i en situation, hvor IS var på tilbagetog.