Kommentar

Hverken assimilering eller multikulturalisme virker

Trods vidt forskellige tilgange til det multikulturelle samfund oplever både Frankrig og Storbritannien en fragmentering, der har givet plads til islamismen
Da London efter terrorangrebet i 2005 blev betragtet som den islamistiske terrorismes hovedstad – Londonistan – hævdede franske politikere, at multikulturalismen havde skabt splittelse i stedet for et sæt af fælles værdier og en følelse af nationalt sammenhold i det britiske samfund. Men det ironiske er, at den franske politik fra et helt anderledes udgangspunkt er endt nogenlunde samme sted.

Ole Lind

17. november 2015

Vi ved endnu ikke, hvem alle de otte mordere, der skabte blodbadet i Paris’ gader fredag aften, var. Francois Hollande har sagt, at drabene blev organiseret i udlandet, men med støtte i Frankrig. Uanset hvem morderne viser sig at være, har problemet med terrorisme i Europa indtil nu især været skabt af hjemlige jihadister. Kouachi-brødrene, der stod bag drabene på Charlie Hebdos redaktion i januar, var født og opvokset i Paris. Det samme var Amedy Coulibaly, som samme weekend gik til angreb på et koshersupermarked i Paris og dræbte fire gidsler. Tre ud af de fire selvmordsbombere, der stod bag angrebene mod metroen og en bus i London i 2005 var født i Storbritannien.

Da London blev betragtet som den islamistiske terrorismes hovedstad – Londonistan – hævdede franske politikere, at multikulturalismen havde skabt splittelse i stedet for et sæt af fælles værdier og en følelse af nationalt sammenhold i det britiske samfund. Derfor blev mange muslimer draget mod islamisme og vold. Franske politikere insisterede på, at en politik, der sigter mod assimilering, undgår multikulturalismens splittende følger, fordi alle bliver behandlet som borgere og ikke som medlemmer af en bestemt race eller kulturel gruppering. Men hvordan skal vi så forklare, at terrorismen også har suget næring i det assimilerende Frankrig? Og hvor forskellige er Frankrigs assimilerende og Storbritanniens multikulturelle politikker?

En stor del af den franske kritik af multikulturalismen var gyldig. Britiske politikere hyldede mangfoldigheden, men forsøgte at styre den ved at putte mennesker i etniske og kulturelle kasser, som definerede deres individuelle behov og rettigheder. Mindretal blev behandlet som særskilte, homogene grupper, hvis medlemmer talte med én stemme, som blev defineret af et specifikt syn på kultur og tro. Konsekvensen er blevet et mere fragmenteret samfund med flere stammer, hvilket har givet næring til islamismen. Men det ironiske er, at den franske politik fra et helt anderledes udgangspunkt er endt nogenlunde samme sted.

Frygt som drivkraft

Det hævdes ofte, at der er omkring fem millioner muslimer i Frankrig, hvilket gør det til det største muslimske samfund i Vesteuropa. I virkeligheden er der fem millioner mennesker af nordafrikansk oprindelse i Frankrig. De fleste er sekulære, men et stigende antal er i de senere år blevet tiltrukket af Islam. Der er dog stadig kun 40 procent, der betragter sig som »praktiserende muslimer«. Kun 25 procent deltager i fredagsbønnen.

Førstegenerationsindvandrere til efterkrigstidens Frankrig mødte – ligesom deres sidestykker i Storbritannien – omfattende racisme. Den anden generation var langt mindre villige, end deres forældre havde været, til passivt at acceptere social diskrimination og politibrutalitet – igen ligesom i Storbritannien. De organiserede sig, hovedsagelig i sekulære bevægelser, og gik på gaden, ofte i voldelige protester. I efteråret 2005 fejede optøjer gennem de franske banlieues (forstæder, red.) og byer, hvor unge og politiet udkæmpede regulære slag – ligesom de havde gjort i Storbritannien to årtier tidligere. I løbet af 1970’erne og i begyndelsen af 1980’erne tolererede de franske myndigheder generelt kulturelle og religiøse forskelle, mens kun få minoritetssamfund udtrykte deres identitet i kulturelle eller religiøse termer. Den daværende præsident François Mitterrand opfandt selv sloganet droit à la differénce – retten til at være anderledes.

Da spændingerne i nordafrikanske mindretal blev mere åbenlyse, og da Front National opstod som politisk magtfaktor på højrefløjen, blev droit à la differénce skiftet ud med en hård assimilationstilgang, hvor de nordafrikanske mindretal »forskellighed« blev betragtet som deres problem. Kun få af de unge, der gjorde oprør i 2005, betragtede sig selv som muslimer. Men myndighederne fremstillede optøjerne og den utilfredshed, de var udtryk for, som et tegn på en voksende trussel mod Frankrig – en trussel fra islam – snarere end som en reaktion på racisme. I princippet afviste de franske myndigheder Storbritanniens multikulturalistiske tilgang, men i praksis blev de nordafrikanske indvandrere og deres efterkommere behandlet på en meget »multikulturel« måde: Som afsondrede, »muslimske« mindretal. Islam blev symbolet på de bekymringer om værdier og identitet, der nu plager Frankrig.

En undersøgelse fra 2013 viste, at halvdelen af den franske befolkning mener, at Frankrigs såvel økonomiske som kulturelle forfald er »uundgåeligt«. Under en tredjedel mener, at demokratiet fungerer, mens 62 procent betragter de fleste politikere som korrupte. Rapporten beskrev »et knækket Frankrig«, der er opdelt i stammesamfund, hvor indbyggerne er fremmedgjorte af mainstreampolitik, mistroiske over for deres ledere og vrede på muslimerne. Det, der driver det franske samfund, er frygt, lød konklusionen. Politikerne har forsøgt at genvinde en mistroisk og frakoblet offentligheds tillid med begrebet om en fælles fransk identitet. Men da de ikke har formået at definere de idéer og værdier, der kendetegner nationen, sker det især ved at skabe fjendtlighed mod symboler på fremmedhed, navnlig islam.

Det ironiske er, at ikke blot er Frankrigs nordafrikanske befolkning overvejende sekulær, men selv de praktiserende muslimer har relativt liberale synspunkter. Men i stedet for at inkludere nordafrikanere som fuldgyldige borgere har fransk politik haft en tendens til at ignorere den racisme og diskrimination, de møder, og dermed institutionaliseret marginaliseringen.

Splittede samfund

Mange franskmænd betragter ikke deres medborgere af nordafrikansk oprindelse som »arabere« eller »muslimer«. De unge generationer i de nordafrikanske mindretal er ofte lige så fremmedgjorte over for deres forældres kulturer og skikke samt mainstreamislam, som de er over for det franske samfund. Kouachi-brødrene voksede op i Gennevilliers-forstaden nord for Paris. Cherif Kouachi, som udtænkte operationen, kom kun sjældent i moskéen og var ikke specielt religiøs, men snarere drevet af fremmedgørelse. Ifølge Mohammed Benali fra den lokale moske tilhørte han »en generation, der følte sig udelukket, diskrimineret og ydmyget«. Ifølge Benali blev Kouachi mest fornærmet, når imamen insisterede på, at det er vigtigt at engagere sig politisk: »Da imamen sagde, at alle skulle lade sig registrere som vælgere, så de kunne stemme og udfylde deres rolle i samfundet, sagde Kouachi, at han ikke var borger i Frankrig og ikke ville have noget med den demokratiske proces at gøre. Så gik han.«

Det ligner Mohammad Sidique Khans historie, lederen bag terrorangrebet i London i 2005. De er ikke – som det ofte hævdes – fanget mellem to kulturer, men mellem ingen kulturer. Derfor bliver nogle tiltrukket af jihadismen, som tillader dem at udtrykke deres vrede gennem vold.

Aspekter af såvel multikulturalismen som assimileringstanken er værdifulde, og der er skadelige aspekter ved begge tilgange. Man burde kombinere det gavnlige – hylde mangfoldigheden og behandle alle som borgere – men i praksis har både Storbritannien og Frankrig institutionaliseret det skadelige. Konsekvensen er, at det er blevet mere splittede samfund, hvor islamismen har fået rum til at vokse.

Kenan Malik er forfattter og samfundsdebattør

© The Guardian og Information

Oversat af Mads Frese

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jørgen Wassmann
  • erik mørk thomsen
  • David Zennaro
  • ingemaje lange
  • Steffen Gliese
  • Anne Eriksen
  • Lone Svinth
Jørgen Wassmann, erik mørk thomsen, David Zennaro, ingemaje lange, Steffen Gliese, Anne Eriksen og Lone Svinth anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels Duus Nielsen

Lasse Reinhold: "...historien har vist, at vi får parallelsamfund." Det kommer vel an på, hvordan vi definerer parallelsamfund.

Og at leve i et parallelsamfund er vel heller ikke i sig selv et problem? De danske jøder kan siges at leve i et parallelsamfund, som fx går i synagoge i stedet for i kirke. Det er ikke mit indtryk, at det har forhindret dem i at blive integrerede?

I gamle dage skilte de sig ud og var anderledes, mest fordi de ikke fik lov til at integrere sig. Men lige så snart magthaverne gav dem lov til at blive fuldgyldige borgere, blev de ikke til at skelne fra ikke-jøder. Bortset fra altså, at de gik i synagoge i stedet for i kirke.

Og kom nu ikke med den om at Koranen er blodtørstig og forhindrer integration. Det gamle Testamente er også en blodtørstig sag, men den har tilsyneladende ikke stået i vejen for en vellykket integration.

Niels Duus Nielsen

Mihail Larsen: "Vi har behov for en grundig sociologisk analyse af dette helt specielle fænomen. Sæt nogle forskningsmillioner af til formålet!"

Jeg kunne ikke være mere enig.

Ikke helt enig - vi bruger mange millioner på al mulig forskning - på godt og ondt...
Ændrer vi hverdagen ved forskning? Ændrer vi os selv?
Er det svært at forstå? Er kommentarsporet på afveje?

En anden ting er så sammenligning af religioner - enhver fanatisk tolkning af en religion er til skade for samme. Måske er det en tidsfaktor, men det er nok tilfældet her - sammenblandet med sociale omstændigheder og vilkår.

Niels Erik Nielsen

@Lasse Reinhold: "Jamen ok, jeg vil have 0 ghettoer og 0 terror. Hvordan det opnås? Send flygtninge retur så snart det er muligt, Forbyd Hizb Ut Tharir, luk moskeér som prediker had. Så er vi godt påvej."

Hvis målet er 0 ghettor og 0 terror, så er de konkrete forslag desværre ikke blot inhumane og udemokratiske, de er også naive, som verden ser ud. De tiltag og hele den mentalitet, der ligger bag dem, vil ikke have nogen positiv effekt i forhold til hverken ghettoer eller terror.

Niels Duus Nielsen

Anne Eriksen, vi ændrer faktisk både hverdagen, og mange af os ændrer os selv og vore overbevisninger som følge af forskning. Og det i en grad, så den frie forskning i dag er under angreb fra ideologer, der ser deres fixe ideer udfordret af viden.

Det bedst kendte eksempel er vel den konsensus blandt klimaforskere, som hele tiden udfordres af politiske ideologer, som vil blive tvunget til at nytænke eller helt opgive centrale dogmer i deres ideologi (vækstdogmet frem for alt). Det er ikke forskernes skyld, at der intet sker på klimafronten, tværtimod.

John Fredsted, Jan Weis, Anne Eriksen og Mihail Larsen anbefalede denne kommentar

Oplyst borgerlig offentlighed

Det fremgår med al tydelighed, at hver gang islamisme er på bordet, så svømmer medierne over med alle mulige gisninger, antagelser, fordomme og almindeligt vrøvl. Det er en uoplyst palaver, der står i stampe p.gr. af manglende, saglig viden.

Lad os nu få nogle facts på bordet, der er funderet i solid historisk, sociologisk, politologisk, økonomisk, juridisk og teologisk analyse. Så kan vi med resultaterne fra en sådan hæve niveauet i den offentlige debat - og finde egnede, effektive redskaber til at eliminere problemerne.

Niels Nielsen - ja, lige klimafronten er nok et af de vanskeligste emner :)
Jeg mener bare ikke, at præcis emnet her har brug for mere forskning, idet billedet også ændrer sig kontinuerligt.
Vil gerne have et par eksempler på, hvordan vi selv ændrer os og hverdagen?

Merethe Hansen

"så "flugten fra islamisk stat" fra 2015 i går på DR2. Jeg har det stadigvæk fysisk dårligt."

Det er så - formentlig - de kvinder og børn som Søren Espersen ønsker at bombe...

Niels Duus Nielsen

Anne Eriksen, da jeg var barn fascinerede det mig at jorden var rund, når jeg nu med egne øjne kunne konstatere, at den var flad. Men en kombination af pædagogisk tilrettelagt sfærisk geometri og rumforskning overbeviste mig om, at verden ikke altid er, hvad den giver sig ud for at være.

Personligt køber jeg stort set kun økologiske varer, fordi forskningen viser, at økologisk landbrug er mindre ødelæggende end konventionelt landbrug - og så selvfølgelig fordi jeg altid har holdt meget af grise og køer, og aldrig har brudt mig om den måde, de bliver behandlet på i det konventionelle landbrug. Måske er det i virkeligheden min respekt for dyrene, der får mig til at købe økologisk mælk, men det er samtidig rart at vide, at mine varme følelser for dyrene understøttes af kolde fakta om klodens bæredygtighed. Faktisk er jeg på grund af forskning i dyrs intelligens holdt op med at spise gris, selv om flæskesteg altid har været min livret.

Et tredje eksempel: I min hverdag er jeg omgivet af plastic, uanset hvorhen jeg vender mig. Plastic er resultatet af forskning i polymerer udført i det 19. og 20. århundrede. I 1700tallet var plastic ikke en del af hverdagen.

Som du selv skrev, forskning er ikke et entydigt gode, det handler i høj grad om, hvordan forskningen anvendes. Men jeg vil til enhver tid hellere argumentere for eller imod forandringer baseret på kendsgerninger, frem for baseret på fornemmelser og hörensagen.

"70% af de indsatte i de franske fængsler er muslimer med indvandrerbaggrund, selv om de kun udgør otte pct. af befolkningen"
Fra en anden læsværdig artikel herinde i dag, og måske burde vi kigge mere på vort fængselsvæsen. Artiklen fortæller, at der er totale parallelsamfund inde i franske fængsler nu, hvor alle unge muslimer kommer under pres, bliver blandt andet voldtaget, hvis de ikke islamiseres. Endnu engang min pointe med indscanning af teksthav. Man skal ikke lade folk sidde og tænke, tænke sort. Akkari, ham med tegningerne, skriver i dag på Berlingeren, at vi skal have en ny strategi overfor dette.... (man siger, at det kræver en stor mand at sige, at man tog fejl, og Akkari er sgu en stor mand.....hatten af for ham. Kun kæmperespekt)

Niels Nielsen - Vi er meget enige, og det er på baggrund af viden. Jeg køber også økologisk og spiser ikke gris! Omgås man dyr. opdager og beundrer man også de kvaliteter, som de er i besiddelse af.
Synd, at mennesker ikke kan eller snarere vil - respektere naturens mangfoldighed.

For der er jo ikke mange, der indretter sig på viden og kendsgerninger, vel? Så kan man jo forske videre i, hvorfor mennesket i den grad har fjernet sig fra disse værdier.
Det er meget svært at finde oprigtige tiltag til at ændre det, vi godt ved er essentielt.

Jørgen Malmgren

Jeg forstår stadig ikke hvorfra folk får deres enorme viden om muslimers livsstil, levevis og overbevisninger, men jeg er rimelig sikker på, at de ikke stammer fra observationer af levende mennesker. Jeg har stort set gennem hele mit arbejdsliv, arbejdet sammen med "de fremmede". Det jeg har kunnet observere var, at de lever som os andre, de handler i de samme butikker, de klæder sig i tidens tøj og mange kommer slet ikke i moskeer. De ser de samme tvprogrammer og går til de samme koncerter som os. Det er ikke mit indtryk, at de gør det for at glæde nogen eller gøre indtryk på nogen, det virker faktisk ret naturligt at de gør det. Det skriger til himlen i forhold til debatterne i samfundet. Jeg nægter at tro på, at jeg er den eneste der er gået gennem livet uden konflikter med "de fremmede". Men det virker sommetider sådan, for selv dem der forsvarer dem, gør det fra en højt hævet position og i samfundets interesse, intet mindre kan gøre det.

Verden ville være et væsentligt bedre sted at være, hvis den tog udgangspunkt i det personlige møde og engagement, der demonstrerede menneskerettighederne i stedet for at fremhæve dem og deres berettigelse til, at fremhæve vores ret til at være immune for forandringer. For vi skal selvfølgelig ikke flytte os som mennesker, når vi møder andre kulturer og skikke.

Jørgen Wassmann, Niels Erik Nielsen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Johnny Winther Ronnenberg, hovedgrunden til, at jeg hele tiden blander mig i denne debat, er, at jeg har arbejdet i mange år på en arbejdsplads, hvor lidt over en tredjedel af arbejdsstyrken var "af anden etnisk herkomst". Og ligesom dig har jeg aldrig oplevet de store konflikter med disse mennesker, og de konflikter der var, var stort set alle af samme art, som dem resten af arbejdsstyrken stod for.

Så når jeg hører islamofoberne og deres tågehorn farer jeg altid i blækhuset. Det er jo mine gamle kolleger, de taler ondt om.

Jørgen Wassmann, Niels Erik Nielsen og Anne-Marie Krogsbøll anbefalede denne kommentar

@Johnny Winther Ronnenberg - du må gerne acceptere, at der så er andre igen, der har gjort lidt flere personlige efaringer end dig - uden at blive islamofober ...

Den nye virkelighed

I Tyskland har man efter i fredags allerede aflyst en fodboldlandskamp, og snart vil alle de traditionelle julemarkeder mit Glühwein und Erbsensuppe skulle bevogtes og sikkert også begaves med anonyme trusler, for ikke at nævne de traditionelle karnevalsoptog, hvoraf nogle allerede sidste år måtte aflyses p.g.a konkrete trusler - ingen må have det sjovt længere …

Og således går det lystigt derudaf med anti-multi-kulti-projekter i dagligdagen, naturligvis ikke udsprunget af islamofobi eller det modsatrettede – men, hvad kaldes det egentlig – kristofobi? … ;-)

Nierls Nielsen, lidt ikke helt så tåget horn her til dig :-)
Det er jo lidt en arbejdsgiver-dagdrøm. at folk på deres arbejde 'er som de er'. De er som de får løn for at være ; arbejdspladsproblemer er alment verdsligt problemmateriale og ikke bundet til specielle systemer, som du selv påpeger, med mindre den 16-årige pige vil gå med shariah-tørklæde eller dø (socialt på hjemmebane). Den slags findes.

Det er en dårlig islamkritiker der kritiserer muslimer per se. Naturligvis.
Men eet er tro, noget andet er sandhed.
Muslimer tror de er muslimer.
Det er sandhed at de gør det.
Men hvad er islam for en størrelse ?
Holder den uomtvistelige tro på at 'være muslim'.
eller er der en 'løgn', som fandenivoldske debattører jo ynder at kalde den slags,
løs, med oprindelse i dette 'islam' ??
.
Som du selv har iagttaget, er trangen til sharia (tilsyneladende) begrænset i mange tilfælde af sådan barnetro på at 'være muslim'.
Men definitionen af 'at være muslim' indebærer solidaritet med ethvert tiltag der befordrer profetens shariah. Det er sandhed.
På det personlige plan som du foretrækker, vil jeg dermed betvivle at alle der erklærer sig som muslimer er helt med på den galej. Det burde du jo med dine iagttagelser også gøre.
Hjemlige konvertitter er naturligvis :-)

GG ikke SL
I en hver udlænding er der en iboende tvivl. En tvivl, om hvorvidt vedkommende hører til og føler sig som en del af det omgivende samfund.
Det kan ikke være anderledes. Det er denne "egentvivl", der er det værste i forhold til integration, efterfølgende kommer der så en eventuel fjentlighed fra landets egne indfødte. Jeg kommer selv fra et andet land og kender følelsen. Følelsen af ikke, at høre til ligger gemt i en selv. Det er her det første problem ligger, selv om valget af, at flytte, eller emigrere til et andet land, er ens eget valg. Jeg flyttede, som ung til Danmark for at studere og blev efterfølgende hængende og blev gift med en dansker. Jeg har stiftet familie og har arbejdet og boet her i 40 år. Jeg er nok blevet et blandingsprodukt. Det sted hvor jeg har modtaget flest knubs var på en arbejdsplads, hvor der var mange udlændinge, her følte danskerne sig presset. Her blev jeg mindet om, at jeg ikke var indfødt, næsten hver dag i knapt 17 år. Jeg lavede et rigtig godt arbejde og skabte mange værdier for firmaet. De største mobbere i firmaet var faktisk kvinder fra Nordsjælland, veletablerede kvinder og den allerværste var "Anna", en genetisk svensker opvokset i Danmark. Jeg har været partner i et stort dansk/udenlandsk firma hvor størstedelen var udlændinge, her mobbede ingen undtagen en af partnerne, en dansker.
Nu har jeg truffet en beslutning om at arbejde mindre efter en alvorlig sygdom. På min nye arbejdsplads er der et mindre hold danskere.
Jeg er en af få udlændinge. Det er første gang i mit liv, at jeg har følt, at jeg bare er del af min arbejdsplads, med gode kollegaer. Min egen lille analyse viser, at der opstår en angst hos de indfødte, hvis der ikke er balance imellem antallet af de indfødte og de udefrakommende. Denne angst skaber fjentlighed fra de indfødte. De udefrakommende mærker fjentligheden og finder sammen i grupper, hvor de føler sig hjemme med samme værdier og sprog.
De andre steder havde jeg selvfølgelig også haft nogle gode kollegaer. Nytilflyttede søger tilflugt i parallelgrupper talende samme sprog og med samme værdier. Parallelsamfund findes her i alle afskygninger. Rige, der flokker sig sammen, hvilket frarøver dem muligheden at gøre noget godt for andre og gør dem imbecile. Almindelige mennesker, der ikke lukker de de fremmede ind i deres liv på grund af angst, fordi det fremmede er en ukendt størrelse. Og til sidtst nogle af de nyankomne, som tror, at ved at værne sig fra en ny kultur og et nyt sprog, får et bedre og trygt liv. Der er vist ikke nogen enkelt løsning her.

Niels Duus Nielsen og Anne-Marie Krogsbøll anbefalede denne kommentar

Nøgleordet er måske "mindreværdskompleks" i stedet for "egentvivl" – én af de basale grunde til, at – ’Hverken assimilering eller multikulturalisme virker’ - når talen er om årsagerne til islamismens fremkomst …

Niels Duus Nielsen

odd bjertnes: "Men definitionen af 'at være muslim' indebærer solidaritet med ethvert tiltag der befordrer profetens shariah. Det er sandhed."

Det er sandhed, men det kommer vel an på, hvorledes sharia defineres. Så vidt jeg er orienteret foregår der til stadighed diskussioner blandt de retslærde, som strides om hvilke "tiltag, der befordrer profetens sharia".

"Many scholars have pointed out that the sharia is not formally a code,[47] nor a well-defined set of rules.[48]"

https://en.wikipedia.org/wiki/Sharia#Definitions_and_disagreements

Sider