Forsvarets Efterretningstjeneste opretter hackerakademi

Et nyt akademi for it-nørder skal hjælpe Forsvarets Efterretningstjeneste med at finde hackere til spionage
16. marts 2016 kl. 06:51Opdateret 16. marts 2016 kl. 07:50

Behovet for selvlærte, nørdede it-talenter hos Forsvarets Efterretningstjeneste er blevet så stort, at efterretningstjenesten opretter et slags hackerakademi. Det skriver Politiken onsdag.

Deltagerne på akademiet skal vise deres talenter og skærpe deres evner, som skal bruges til at bryde ind i fremmede magters og terrororganisationers it-systemer og computere.

Ifølge chefen for Forsvarets Efterretningstjeneste, Lars Findsen, er det en udfordring at finde tilstrækkeligt med folk i et lille land som Danmark.

- Det her handler ikke om fuldt kapable hackere - dem er der forhåbentlig ikke alt for mange af derude - men folk, der har grundkompetencerne, som vi så kan bygge videre ovenpå, siger han til Politiken.

It-nørderne skal igennem et fire måneders udvælgelsesforløb et hemmeligt sted i Københavnsområdet, og såfremt man også kan få statens sikkerhedsgodkendelse, vil man blive indrullet i Forsvarets Efterretningstjenestes Computer Network Exploitation.

Med til udvælgelsesprocessen vil der være psykologer og efterretningstjenestens egne it-eksperter. Processen vil bygge på Frømandskorpsets ekspertise inden for rekruttering til eliteenheder.

Arbejdsopgaverne kaldes formelt netværkshentning, men reelt er der tale om cyberspionage mod fremmede magter og for eksempel terrororganisationer.

Da efterretningstjenestens spionage er rettet mod udlandet, kan hackerkorpset med den danske stat i ryggen gøre alt, som man ellers ville blive smidt i fængsel for.

Den lidt anderledes annonce vil onsdag være at finde i aviser og rundtomkring på uddannelsessteder under sloganet "Har du det, der skal til for at blive medlem af en hemmelig eliteenhed?"

/ritzau/

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels Duus Nielsen

Øv, jeg er sgu nok for gammel. Det kunne ellers være sjovt at prøve at rende rundt med skæg og blå briller i hendes majestæts hemmelige tjeneste og sige "shaken, not stirred".

Johan Clausen

Mig og nogen kolleger fandt det noget alarmerende.
De er jo i færd med at skabe en autoritetstro ungdomshær til deres overvågningssystem.

Selvom vi ikke selv er IT-kyndige så kender mange da 'hacker'-kulturen. Og for 'hackere' ville det være det utimative sell out at samarbejde med efterretningstjenesterne. Mange har prøvet i nogle år, at vise hvor nemt 'systemet' er at knække. For at hjælpe og styrke det. Især Skat, Indenrigs og Sundhedsministeret.

De bliver som regel ignoreret eller retsforfulgt netop fordi de kan. Nogle få er heldige og bliver en notits i avisen, men mange borgere kender ikke rigtigt til den konflikt eller husker den i særlig lang tid. Hvilket passer FE/PET fint.
Det er et lidt abstrakt emne og det hjælper ikke deres sag i disse 'Breaking News' tider.
Dr2 eller Weekendavis behandler problematikken en gang i mellem fordi det er platforme der kan give nok plads. Men efterretningstjenesterne er 'hackeres' ærkefjende.
Og FE/PET ved det så de søger børn og unge. Bare udtalelsen:

"- Det her handler ikke om fuldt kapable hackere - dem er der forhåbentlig ikke alt for mange af derude - men folk, der har grundkompetencerne, som vi så kan bygge videre ovenpå" siger det hele:

Først siger han at må de ikke være fuldt udviklede. Så er de jo netop en af de farlige. Så indrømmer han at de skal bekæmpe deres egen proffesion eller rettere interesse. Næsten ingen tjener penge på det. De fleste er motiveret af bare at udvikle fordi de finder det spændende. Det er en hobby.

Så han efterlyser folk der godt kan lærer det hele selv med tiden, men som også kan indoktrineres så de holder mund. Ikke just Wikileaks, Snowdens eller Anonymous stil for bare at nævne nogle af de mere kendte.
Det ville være noget andet hvis det handlede om at sikre danske borgere igennem et mere robust IT-system. Også for FE og PET's vedkommende.
Men det handler om spionage af egen og andres befolkninger.

Så kandidaterne er nok mest underårige eller 18-20 fordi de skal 'udvikles' først. Talenter inden for IT viser sig i en ung alder og skal udvikles tidligt. En snedig bonus er at de heller ikke er særlig informeret om grundloven. 'Hemmelig Eliteenhed' lyder også sejt og spændende.

Men de bliver selve symbolet på overvågnings-samfundet, hvis vi da nogen sinde hører om Eliteenhed igen. Niels Nielsen joker, men om 10 år når de her børn er klar vil denne her Eliteenhed blive et sandt monster.
En overvågningsenhed med loyale agenter uden skrubler, der arbejder i skyggerne.

Jacob Jensen, Anne-Marie Krogsbøll og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Anne-Marie Krogsbøll

Ja, det kan godt blive uhyggelige perspektiver.

Og hvis du har ret, Johan Clausen, at man går efter unge, ubefæstede sjæle - ja så kan jeg da godt synes, at det er temmelig uetisk. For kan de gennemskue hvilket liv, de går ind til? Det er jo ikke bare James-Bond-romantik, vil jeg tro. Det må vel være en ensom tilværelse, med stor følelsesmæssig afstand til familie og venner, da det vel indebærer meget hemmelighedskræmmeri.

Og måske en del "Bordet fanger", så kan gøre det svært at skifte spor, hvis man senere fortryder sit valg (a al Snowden?). Hvad gør man, hvis man hen ad vejen opdager, at det ikke kun retter sig mod "fremmede magter", men også indenlandske "fjender", som politiske modstandere og systemkritikere?

Så der kunne jeg godt have ønsket mig, at man netop var gået målrettet efter voksne, modne mennesker, der er mere afklarede, og som kan overskue konsekvenserne af deres valg.

Og disse nye tiltag til cyberkrig er i familie med tiltagene til sessionslogning, som netop i dag kl. 13.30 skal behandles på samråd:
http://www.ft.dk/webtv/video/20151/reu/td.1299382.aspx

Skræmmende fremtid vi går i møde.

I USA er det efterhånden mere reglen end undtagelsen, at man rekrutterer så at sige unge drenge og piger (børn) til militære og sikkerhedsstillinger. Senest har man fokuseret utrolig meget på unge Gamere, der skal agere dronepiloter som var det et spil Battlefield eller Call of Duty.
Disse unge synes måske at det er sejt at blive udvalgt til en slags elite-enhed, men de kan næppe overskue konsekvenserne af at de bliver misbrugt til at slå rigtige mennesker ihjel i fjerne egne af verden, og ikke digitale bots bestående af binære tal.

Johan Clausen og Anne-Marie Krogsbøll anbefalede denne kommentar
Johan Clausen

@ Anne-Marie Krogsbøll

Når en person bliver en del af efterretningsvæsnet så fanger bordet med det samme. Man skal skrive under på at alt der foregår i tjenesten bliver i tjenesten - af hensyn til statens sikkerhed. Hvis man nævner noget om efterretningstjenesternes virksomhed til f. eks. pressen så ryger man lige ned i det mørkeste hul vores fængsler kan præstere. Og pressen får mundkurv på - af hensyn til statens sikkerhed.

Det er derfor at de bruger frøkorpsets mentale tests. Hvilket jeg godt syntes at avisen kunne præcisere. For der er ikke mange fysiske krav til en IT-kyndig. Det er de autoritetstro og loyale der får adgang selvom nogen andre sikkert var dygtigere.

Anne-Marie Krogsbøll

Johan Clausen:

Tak for uddybning - jeg synes stadig, at det er uetisk at fange unge mennesker ind på den måde - men det er måske også det, du mener?

Johan Clausen

Ja bestemt. Uetisk er et meget pænt ord at bruge. Det er jo hjernevaskning af unge så de undgår en ny Snowden. Det var også derfor at jeg sagde 'statens sikkerhed' og ikke befolkningens. Der er desværre en større og større forskel på de to nu om dage.

Så vidt jeg ved så har FE meget bredde beføjelser i loven overfor den danske befolkning når vi er i en tilstand af krig. De kan mere eller mindre gøre hvad der passer dem så længe vi er krigsførende. Hvilket vi har været de sidste 13 år!
Jeg mistænker lidt at det er en af hovedårsagerne til at vi er en af de første på aftrækkeren når bomberne skal flyve.