Uffe Elbæk vil helt af med indkomstskatten

Alternativets politiske leder vil erstatte indkomstskatten med afgifter på råstoffer og skat på formuer.
9. juli 2016 kl. 05:36

Alternativets politiske leder, Uffe Elbæk, lægger i lørdagens udgave af Politiken op til en grundlæggende reform af det danske skattesystem.

Uffe Elbæk vil ikke alene sænke skatten på indkomst. Han vil helt afskaffe den.

- Skatten skal ned på arbejde og gerne til nul, siger Uffe Elbæk til Politiken.

Dermed overhaler han Liberal Alliances målsætning om at sætte et loft på indkomstskatten på 40 procent inden 2025.

Ifølge Uffe Elbæk vil manøvren kræve, at man i stedet beskatter råstoffer og finansielle transaktioner.

Regnestykket går dog ikke op ifølge den borgerlige tænketank Cepos, der understreger, at den danske statskasse risikerer at løbe tør for penge.

Ikke mindst hvis Alternativet samtidig får held med at reducere den ugentlige arbejdstid til 30 timer.

- Man skal huske, at det reelt er arbejdskraften, som bærer langt den største del af skattebyrden - også de skatter, som formelt betales af erhvervslivet, siger Cepos' analysechef, Otto Brøns-Petersen.

Uffe Elbæk afviser dog, at planerne om at afskaffe skatten på indkomst er et luftkastel.

- Når jeg formulerer mig på den måde, så er det for at sætte det på spidsen. Det er ikke noget, man gør fra den ene dag til den anden, siger han.

- Men jeg er overbevist om, at hvis vi både skal gøre noget ved ulighedsdagsordenen og klimadagsordenen, så bliver vi nødt til at sige ned på skatten på arbejde og op på forbrug og ressourcer.

Regeringen har til efteråret annonceret en skattereform, der skal sænke skatten for de laveste indkomster og reducere marginalskatten.

Alternativet planlægger også et skatteudspil til efteråret.

/ritzau/

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Michael Kongstad Nielsen

Leo Nygaard - jeg tror, det er dig der bør gå hele vejen.
En stor del af selskabernes overskud hidrører ikke fra arbejde, men fra finanstransaktioner.
Hvorfor skal formuer fredes? De kommer i høj grad fra ejendomsprisernes udvikling og børsspekulation.
Hvorfor må huse ikke beskattes?
Huse er bygget på jord, som åbenbart gerne må beskattes.

Michael Kongstad Nielsen

Leo Nygaard,

ad 1) og 2)
En vis del af selskabers overskud skabes gennem finanielle transaktioner. Det har efter min mening ikke noget med arbejde at gøre. Det bør beskattes som selskabsskat, som kommer "tilbage til samfundet".

ad 3)
De fleste formuer er skabt gennem fast ejendom eller børshandel. Senest så vi et kendt eksempel i DONGs børsnotering. Store formuer skabt ud af den blå luft. De skal efter min mening ikke fredes. Ps. jeg ønsker ikke at indrage dine personlige formueforhold i debatten.

ad 4)
Staten har stor indflydelse på prisen på huse og jord. lovgivning om lånetyper (20 årige, 30 årige, rentefri, F1, osv.,) , skattestop, krav til bankers egenkapital, osv.). Boligbobler har man hørt om, ikke sandt. En boble er ikke lavet af mursten, men af forventning om mere luft. I perioder tjente folk flere penge på deres huse, end på deres arbejde. Denne luftige fortjeneste bør beskattes, hellere end arbejdet.

Michael Kongstad Nielsen

Jeg er klar over, at det er Retsforbundets politik. Men jeg behøver jo ikke være enig i det alt sammen.