Læsetid: 9 min.

EU’s omfordelte flygtninge vil væk fra Rumænien igen

Rumænien har modtaget sine første kvoteflygtninge fra Grækenland. Men begrænsede jobmuligheder og minimal statsstøtte får mange til at rejse videre. Landenes evne til at integrere flygtningene er noget, som man har glemt at forholde sig til i EU’s omfordelingsprogram, mener ekspert
39-årige Mohammed Abu Issa er syrisk flygtning og er kommet fra Grækenland til den rumænske by Constanta gennem EU’s kvotesystem. Sammen med familien vil han dog gerne videre. De sidste tre måneder har han arbejdet mindst 15 timer i døgnet – alle ugens dage – for at kunne forsørge familen.

39-årige Mohammed Abu Issa er syrisk flygtning og er kommet fra Grækenland til den rumænske by Constanta gennem EU’s kvotesystem. Sammen med familien vil han dog gerne videre. De sidste tre måneder har han arbejdet mindst 15 timer i døgnet – alle ugens dage – for at kunne forsørge familen.

Frederik Johannisson

6. oktober 2016

Rami Salama og fire andre syrere sidder på en bænk foran asylcentret i Bukarest.

Centret er placeret i et sovjetisk udseende kvarter, plaget af arbejdsløshed og småkriminalitet og ligner et fængsel med uniformerede vagter.

De fem mænd er lige vendt tilbage fra immigrationskontoret i byens centrum, hvor de har fået deres pas efter kun tre uger i Rumænien. Som kvoteflygtning er der visse fordele.

De er en del af en gruppe på 17 kvoteflygtninge fra Grækenland, der er flyttet til Rumænien som led i EU’s Genbosættelsesprogram.

Man skulle tro, at de blå pas gav grund til fejring. Rami Salama, hans kone og fem børn er i sikkerhed, men hverken de eller de øvrige familier ønskede at komme til Rumænien.

»Staten kan kun støtte os i op til et år. Derefter kan jeg ikke forsørge min familie med lønnen her, selvom jeg arbejder dag og nat,« siger han.

De flygtede fra det nordlige Syrien, indtil de nåede Grækenland. Men grænserne videre nordpå var lukkede, og derfor indskrev de sig i EU’s Program for Genbosættelse.

»Efter halvanden måned i Grækenland blev jeg kontaktet og fik at vide, at vi skulle flyttes til Rumænien, selv om vi aldrig havde valgt dette,« siger han.

»Jeg besøgte en græsk organisation for at klage, men de sagde, at det ikke var muligt.«

I oktober 2015 begyndte Det Europæiske Asylstøttekontor (EASO) sammen med FN’s Højkommissariat for Flygtninge (UNHCR) at arrangere genhusning for flygtninge som led i en plan om at omfordele 160.000 flygtninge fra Grækenland og Italien til de øvrige EU-lande.

Hidtil er 5.700 flygtninge blevet genbosat, heraf 202 til Rumænien.

Flygtningene skal blandt andet udfylde en liste over lande, de gerne vil flytte til. I gruppen på bænken er der ingen, der har valgt Rumænien.

»De sagde, at hvis jeg ikke accepterede Rumænien, kunne vi enten blive i Grækenland og søge om asyl – men uden adgang til støtte – eller vi kunne tage tilbage til Tyrkiet,« siger Salama.

Pga. 15 timer lange arbejdsdage ser Mohammed Abu Issa ikke meget til sine femårige tvillinger og sin syv måneder gamle baby.

Frederik Johannisson

Intet valg

Kommunikationschef i EASO, Jean-Pierre Schembri, understreger, at de lister, som flygtninge udfylder, blot er ønskelister:

»Det er ikke muligt for ansøgere at vælge det land, som de skal flyttes til,« siger han.

En pressemedarbejder fra PRAKSIS, en græsk NGO, der er underleverandør i programmet, bekræfter systemet:

»Flygtninge kan komme med deres ønske om et bestemt land. Dette synes dog ikke blive taget i betragtning ved den endelige afgørelse.«

Nægter flygtninge at blive flyttet til det udpegede land, er deres eneste lovlige mulighed at søge om asyl i Grækenland.

Men i øjeblikket er 60.000 flygtninge strandet i Grækenland i midlertidige lejre såsom nedslidte fabrikker med usikre og uhygiejniske forhold. EU har siden 2011 betragtet landet som ude af stand til at tage sig af flygtningene.

Få job til udlændinge

Flygtninge, der får asyl i Rumænien, modtager 6 til 12 måneders offentlig støtte som en del af et integrationsprogram. 900 kr. om måneden til hver skal dække personlige udgifter, transport og husleje i asylcentret.

Efter denne periode er der ingen støtte, og derfor skal flygtninge inden da have fundet et job.

Adgang til arbejde er en central udfordring for ​​flygtninge i Rumænien, mener Carolina Marin fra UNHCR:

»At kunne tale rumænsk er obligatorisk for de fleste job. Du har også brug for formel anerkendelse af dine kvalifikationer, tidligere beskæftigelse og uddannelse,« siger hun.

Ifølge arbejdslovgivningen kan man ikke ansættes uden at fremvise eksamensbeviser. Det er derfor svært at finde arbejde, hvis man ikke har medbragt en mappe med akademiske dokumenter, siger hun.

Dertil svigter staten sin opgave med at hjælpe flygtninge i job, siger Iulian Sandu fra Arca, en rumænsk NGO, der arbejder med integration af flygtninge.

»Beskæftigelsesministeriet bør officielt hjælpe flygtninge med at finde job, men det registrerer dem kun i en database,« siger han. For det meste er opgaven med at integrere flygtninge ifølge ham og andre NGO’er overladt til det rumænske civilsamfund, finansieret af internationale donorer og EU-midler.

Tvunget til at søge videre

For Salama går regnestykket med husleje, udgifter og løn ikke op, når han skal forsørge fem børn: »Derfor kan vi ikke blive her. Men hvor vi tager hen, ved vi ikke. Alt er håbløst lige nu,« siger han.

Salamas reaktion på realiteterne i Rumænien er typisk, siger Simina Guga, der har arbejdet med flygtninge i Rumænien i otte år, og nu arbejder for Red Barnet:

»Når flygtninge ankommer til Rumænien, er de fleste ude af stand til at finde ordentlige job, der vil give dem mulighed for at leve et anstændigt liv,« siger hun.

Mange er tvunget til at forlade landet og søge muligheder i Vesteuropa. Nogle kommer tilbage til Rumænien, forklarer hun. Nogle tager også tilbage til deres hjemland, men hvor mange vides ikke.

Rumænien har siden 1991 givet omkring 5.000 mennesker beskyttelsesstatus, viser tal fra rumænsk UNHCR. Det giver en af Europas laveste andel af flygtninge.

Officielt har blot 2.584 mennesker med flygtningestatus gyldige opholdstilladelser i Rumænien, viser tal fra indenrigsministeriet, hvilket betyder, at mindst halvdelen af de flygtninge, der har fået asyl i Rumænien, har opgivet en fremtid her.

Selvom de 17 kvoteflygtninge ankom for kun tre uger siden, har de fleste allerede planer om at rejse videre, siger Rami Salama:

»Ikke for at få et velhavende liv, men for at overleve.«

De ved, at de ikke vil være berettiget til at modtage støtte i andre EU-lande. Men med deres pas har de ret til at rejse i EU, og alt afhængigt af reglerne i de enkelte medlemslande kan de også søge arbejde.

En urealiseret lappeløsning

EU’s Genbosættelsesprogram blev indført som et redskab for en mere ligelig fordeling af flygtninge mellem EU-lande, så nordeuropæiske lande også kunne påtage sig et større ansvar. Men handling har ikke fulgt løfterne.

»Programmet har potentiale til at være et vigtigt skridt i den rigtige retning, men EU-landene er skammeligt bagud i at leve op til deres løfter om at flytte og genhuse flygtninge,« siger John Dalhuisen, Amnesty Internationals Europadirektør.

»EU-lederne har kun omfordelt en brøkdel af de flygtninge, de lovede at tage juni sidste år«.

Nogle lande deltager ikke i aftalen. Danmark er undtaget på grund af retsforbeholdet, og udlændinge- og integrationsminister, Inger Støjberg, har tidligere udtalt, at aftalen vil stå i vejen for regeringens egen asylpolitik og ønske om at »stramme op«.

Selv hvis landene havde indfriet deres løfter, er aftalen ikke løsningen på Europas flygtningehåndtering, mener Thomas Gammeltoft-Hansen, forskningschef på Raoul Wallenberg Instituttet for menneskerettigheder og humanitær lov:

»Det er en lappeløsning og ikke den nødvendige reform. Selv hvis de 160.000 var blevet genhuset, var det slet ikke nok i forhold til det antal, som lande som Grækenland har modtaget.«

‘Den bedst integrerede kvoteflygtning’

I den rumænske kystby Constanta tager Mohammed Abu Issa, 39, sig kortvarigt tid til at snakke i en rygepause bag den arabiske restaurant, hvor han arbejder.

Det er hans eneste mulighed for at finde tid til at tale; han arbejder syv dage om ugen, mindst 15 timer i døgnet. Han kom i februar med sin kone, fem-årige tvillinger og en syv måneder gammel baby som en del af den første gruppe af syriske kvoteflygtninge fra Grækenland.

Familien måtte forsøge to gange, inden det lykkedes dem at krydse havet mellem Tyrkiet og Grækenland, og det kostede dem i mellemtiden ni dage i tyrkisk fængsel.

Efter de var kommet til Grækenland, lukkede grænserne nordpå, så de så ingen anden mulighed end at søge om genbosættelse. De valgte ikke Rumænien.

»Vi fik besked om, at Rumænien havde accepteret os, men vi ønskede ikke at tage afsted,« siger han. »Vi mødtes med en repræsentant, der fortalte en masse løgne om den støtte, vi ville modtage. Hun sagde, at vi ville få økonomisk støtte og sprogundervisning i et år. Og at vi ville blive hjulpet med at finde et job, uddannelse, og at det var let at få et lån til at starte en virksomhed.«

Det var ikke de forhold, Abu Issa og hans familie mødte. Myndighederne stoppede hurtigt deres økonomiske støtte.

»Vi mistede alt på havet, bortset fra hvad der svarer til 4.000 kr. Fordi vi havde de penge, skar de tre måneders støtte, og da jeg fandt et job, faldt den helt bort,« siger han.

Han fik en måneds støtte og hans kone tre måneders støtte, før de var på egen hånd.

Forkerte oplysninger

Ifølge både flygtninge og NGO’er modtager flygtninge varierende og forkerte oplysninger om Rumænien.

EASO lancerede for nylig en app for at gøre information om genbosættelse mere tilgængelig for flygtninge. Men landeprofilerne på app’en omdirigerer blot til internet-opslagsværket Wikipedia.

Abu Issa ved godt, at han er heldig at have fundet et job. Han ser sig som den bedst stillede af de ankomne flygtninge.

»Min profession som kok gør, at familien kan overleve. Hvad skal de andre gøre, som ikke kan sproget og ikke får hjælp til at finde et job?«

Blandt nogle rumænske NGO’er omtales Abu Issa også som det bedste eksempel på integration, fordi han fandt et job, men han ser langtfra ud som en succeshistorie, som han sidder der i sin rygepause, udmattet og bekymret for sin families fremtid.

»Hver dag tænker jeg på, hvad jeg skal gøre. Skal vi tage tilbage? Hvis vi tager til andre europæiske lande, får vi ikke nogen hjælp. Men her får vi heller ikke hjælp.«

Siden han fik jobbet for tre måneder siden, har han ikke haft en eneste fridag og har ikke været i stand til at lægge penge til side.

»Jeg begynder arbejdet kl. 10.30 og slutter omkring kl. 02.00 eller senere. Så jeg ser aldrig mine børn,« siger han. Moderen, Um Ahmed, tager sig af de tre små børn i deres lille lejlighed uden nogen støtte.

»Vi kender ikke nogen og taler ikke sproget. Selv små ærinder er svært med tre små børn.«

Mens de stadig var i asylcentret, kom deres rumænske sprogunderviser kun en gang, forklarer hun: »Hun lærte os at sige ’hvordan går det’ og sådan. Hun sagde, vi ses på næste mandag, men dukkede aldrig op igen.«

Sprogundervisning beskrives ofte som nøglen til beskæftigelse og dermed overlevelse, men undervisningen i Rumænien er blevet kritiseret for ikke at gøre flygtninge i stand til at klare sig selv efter integrationsprocessen på 6 til 12 måneder.

Sprogkurser følger skoleåret, forklarer Marin fra UNHCR:

»Så afhængigt af, hvornår du ankommer, kan du blive tilmeldt en klasse, der har været i gang i otte måneder, hvor de studerende er meget mere avancerede,« siger hun.

»Hvis beskæftigelse er afhængig af dine sprogfærdigheder, og dine sprogkundskaber er erhvervet gennem to eller fire timers undervisning om ugen, er det virkelig en lang og vanskelig proces.«

Svingende forhold

Landenes evne til at integrere flygtningene er noget, som man har glemt at forholde sig til, da man beordrede landene til at tage kvotefordelte flygtninge, siger Gammeltoft-Hansen:

»Det er ikke nok at gennemtvinge nogle kvotefordelingsmekanismer, det kræver også, at der er et modtagesystem og ressourcer i de pågældende lande til at huse og integrere dem.«

Genbosættelsesprogrammet har afsløret både manglende vilje og samhørighed mellem EU-medlemmer, siger Dalhuisen fra Amnesty:

»Kapaciteten hos EU-landene til at opfylde deres ansvar er der, men viljen er der ikke. Det udstiller en åbenlys mangel på EU-landenes engagement og en bekymrende mangel på solidaritet både mellem medlemslandene og med flygtningene,« siger han.

På bænken uden for asylcentret i Bukarest er det begyndt at regne. Salama vil ikke ønske for flere flygtninge at komme til Rumænien.

»Rumænien regner med at modtage 6.000 flygtninge fra Grækenland, men hvordan har de tænkt sig at håndtere dem, hvis de ikke kan hjælpe os 17?«

Navnet Rami Salama er blevet ændret for at beskytte identiteten af ​​hans familie. Interviewene i Rumænien blev udført i slutningen af ​​juli. Rejsen var støttet af Villum Fonden.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Lindegaard

Det er dog en skrækkelig tanke, at vi skulle blive tvunget til at modtage flygtninge fra Grækenland, så det er sandelig godt, at Holger K. Nielsen skaffede os vores retsforbehold - ikke sandt.

Lennart Kampmann

Når en nyafskediget dansk arbejder læser sådanne artikler, lander krydset på nye borgerlige eller DF hurtigere end en hest kan rende.
Et eller andet sted i debatten må vi forholde os til hvor meget EU skal tilbyde flygtninge og immigranter. Om vi så vil betale det, det faktisk koster bliver så en anden debat.

Med venlig hilsen
Lennart

Henning Egholk

At flygtninge bliver bosat i Rumænien, eller Bulgarien som begge er i EU er vel meget ok. Alle flygtninge kan jo ikke komme til Tyskland eller Sverige (eller Danmark) for den sags skyld. Indrømmet lønnen i Rumænien er nok lavere end i andre (vest)europæiske lande. Men lønnen afspejler vel også ens kompetencer(?) En stor familie gør ikke ens økonomi bedre. Løsning: uddannelse samt en hustru der også bidrager til økonomien.