HÅR NOK
Det er tabu at tabe håret. Det er tabu at gøre noget ved det
Mister du garnet, er du et oplagt mobbeoffer. Derfor bruger mænd milliarder på at få det tilbage – med risiko for at blive latterligjort for alvor
HÅR NOK
Det er tabu at tabe håret. Det er tabu at gøre noget ved det
Mister du garnet, er du et oplagt mobbeoffer. Derfor bruger mænd milliarder på at få det tilbage – med risiko for at blive latterligjort for alvor
Af: Jon Faber
Jeg havde stort hår i gymnasiet. Det lignede noget fra en Manga-tegneserie, når jeg satte det med så meget hårvoks, at det blev stift og strittede lige op i luften. Jeg kunne pløje mig igennem tre bøtter Dax Wax om året dengang omkring årtusindskiftet. Den røde af slagsen, selvfølgelig, fordi den gav mit hår ekstra fylde og mig følelsen af at være en fandens karl.

Sådan er det ikke længere.

Jeg fik øje på den for første gang et par somre efter min studentereksamen. En tyndhåret plet lige dér, hvor baghoved bliver til isse. Pludselig stod jeg dag efter dag med ryggen mod badeværelsesspejlet, hovedet tiltet tilbage og et lille spejl i min løftede hånd, mens jeg forsøgte at overbevise mig selv om, at det tyndt bevoksede område skyldtes en unormalt stor hvirvel, som jeg ikke havde fået øje på før.

Det var illusionen, jeg klamrede mig til.

Bevidstheden har aldrig rigtig sluppet mig. Når jeg sidder foran computeren, og en kollega stiller sig bagved; når jeg kommer til at gå først ned af trappen til frokost; når jeg ser billeder af mig selv taget oppefra; når jeg sætter mig i baren lige under lampen – det første i mine tanker er de manglende hår på toppen af mit hoved.

Med tiden har jeg fået ret stærke indicier på, at jeg ikke er alene. Min kollegas bryllupstale handlede mest om hans angst for at miste håret, som hans hustru heldigvis havde dulmet ved at sige, at hun også ville elske ham i en skaldet version. Hårtab er nemlig tabu. Skal man skal tro en undersøgelse, som Daily Express refererede forrige år, er mænd faktisk mere bange for at miste håret end jobbet

Om det også gælder statsledere, ved jeg ikke, men siden Frankrigs Kong Louis XIII tilbage i 1600-tallet blev skaldet og gjorde parykken til statussymbol, har magt og hårpragt været tæt forbundne. Da Silvio Berlusconi fik lavet sin første hårtransplantation i 2004, var det ifølge den italienske mediemand og daværende premierminister en »måde at vise respekt« over for folket – »jeg er glad for at have udsat mig selv for den smerte,« sagde han. På den anden side af Atlanten indrømmede Donald Trumps læge for nylig, at præsidenten tager et hårvækstmiddel.

Verdens mest omdiskuterede frisure var dog allerede i centrum, dengang Trump i 1991 blev skilt fra sin første hustru, Ivana, og hun beskyldte ham for voldtægt: Byggemogulen havde op til hændelsen angiveligt været usædvanligt ophidset af en smertefuld scalp reduction­-operation, som han fik lavet for at modarbejde sit hårtab.

Uønsket skaldethed kan med andre ord drive mænd til yderligheder. Det er godt stof for medierne: »Hårrejsende – sådan får du manken til at gro«, skrev Ekstra Bladet på forsiden tidligere i februar, ligesom BT har beskrevet hårtab som en »pinlig lidelse«. På den baggrund er det måske ikke så overraskende, at »flere unge mænd ønsker hårtransplantation«, som jeg har læst i Jyllands-Posten.

Jeg vil undersøge, hvorfor hårtab er så sårbart.
2004 og 2013. Tidligere premierminister Silvio Berlusconi fik lavet sin første hårtransplantation tilbage i 2004., »Jeg er glad for at have udsat mig selv for den smerte,« sagde han efterfølgende. Træk i slideren og se forskellen.
Foto: Martin Meissner/Gregoria Borga
Med huen trukket godt ned over tindingerne står jeg i minusgraderne foran Dennis Knudsens nye, eksklusive salon i Studiestræde i midten af København og beundrer vinduesudstillingen.

Mellem hårspray, saltvandsspray, hårmousse, hårvoks, hårpudder, shampoo, balsam og hair repair får jeg øje på noget: Omslaget på kendisfrisørens bog Den ultimative guide til skønhed afslører hans vigende hårgrænse. Mens jeg overvejer, om det mon er særligt hårdt for selvtilliden at tabe håret i stylistbranchen, kommer Dennis Knudsen rullende i sin sorte BMW Z4-sportsvogn og dytter. Som en af landets fremmeste eksperter i hår kan han måske hjælpe mig til at forstå, hvorfor vi går så meget op i det.

Da vi har sat os til rette i salonen i hver vores sorte læderstol omgivet af orientalske statuer og spejle i ornamenterede guldrammer, fortæller Dennis Knudsen om sin forestående tur til Las Vegas og Los Angeles efterfulgt af seks ugers stylistarbejde i Sverige på Lars von Triers næste film. Imens tænker jeg på, hvornår det mon er passende at spørge ind til hårgrænsen.

Men så kommer Dennis Knudsen mig i forkøbet.

»Jeg vil gerne have mere hår her,« siger han og peger på sin tinding.

»Heldigvis har jeg meget på toppen, men alligevel … jeg har selv været i behandling og skulle påføre min hovedbund en væske – til sidst blev det bare for besværligt, så jeg droppede det igen.«

– Så du tænker over at tabe håret …

»Ja, det gør de fleste. Men det er særligt sårbart for unge mænd i begyndelsen 20’erne, når de begynder at miste håret. For der ligger så meget personlighed i at have hår på hovedet. Med en frisure kan man skifte mellem så mange udtryk.«

Den romerske poet Ovid skrev for 2000 år siden, at grimhed er »en mark uden græs, en plante uden blade eller et hoved uden hår«. Et godt garn, derimod, har alle dage vidnet om virilitet og mandlig styrke. Vi kender historien om Samson, der blev slap uden sine lange lokker; om indianerne, der skalperede fjenden; om heksedoktoren, der laver voodoo med en hårtot. Hår er altid blevet sat i forbindelse med magiske kræfter. Og med myter.

Eksempelvis den om, at tabet skyldes særligt stor testosteronproduktion. Sådan noget kan vi tyndhårede godt lide at sige til os selv: At vi er så meget mænd, at vores hår ryger af.

»Jeg vil gerne gøre sådan, at folk kan få noget mere hår på hovedet,« siger Dennis Knudsen og læner sig frem i stolen.

»At opfinde det produkt, du kan putte i håret, og så – pow! – begynder det at gro igen. For satan, det vil jeg gerne lave.«

Jeg forstår godt hvorfor. Markedet for midler mod hårtab blev i 2015 vurderet til en værdi af 7,3 milliarder dollar. Et tal, der forventes at stige til 11,8 milliarder i 2024. På internettet finder man en skov af fora, hvor hårtabere udveksler erfaringer og tips til, hvad der virker. Nogle bruger Regaine og lignende produkter, som sprøjtes ned i håret, andre lader sig tatovere i hovedbunden eller drysser den med særlige bomuldskugler, som skaber fylde. For andre igen er hårtransplantationen vejen til bedre selvværd.

Dennis Knudsen mener, at det er blevet mere acceptabelt for mænd i dag at tale om hårtab, og hvad man kan gøre ved det.

»Mange unge fyre, som kommer i min salon, vælger at få hårtransplantation. For dem er det ikke tabu, det er tilladt at være forfængelige i dag. De får også farvet skæg og vipper og rettet øjenbryn.«

Dennis Knudsen rejser sig, tager fat om mit ansigt og drejer det en smule (jeg tog konsekvensen af mit hårtab for et par år siden og klippede det helt kort).

»Hvis du kom til mig og spurgte, ville jeg måske råde dig til at vente med en hårtransplantation. Om fem til 10 år er du formentlig meget mere tyndhåret, og så bliver det en skrue uden ende,« siger han.

»Men nu er du jo heldig at have en sindssygt flot profil.«
Fakta om hårtab
Hvor mange taber håret
Såkaldt almindeligt hårtab – eller ’arveligt’ hårtab – forekommer hos omkring 20 procent af 20-årige mænd, 30 procent af 30-årige, 40 procent af 40-årige, 50 procent af mænd i 50’erne og så videre.
Hvorfor taber de håret
Det skyldes nedarvede enzymer, som omdanner det mandlige kønshormon, testosteron, hvilket stopper hårvæksten visse steder på hovedet for i mange tilfælde at fremme den andre steder på kroppen.
Mytedræber
Skaldethed skyldes ikke et særligt højt testosteronniveau – at tyndhårede mænd er særligt mandige – hvilket vi ellers er mange, der har fortalt os selv og folk omkring os gennem årene.
Således opløftet begiver jeg mig ud i kulden igen og beslutter mig for at opsøge et af de steder, hvor man kan få flyttet hår fra nakken til toppen af hovedet.

Poseidon Klinikken reklamerer på sin hjemmeside med en »diskret placering i en af latinerkvarterets baggårde« og læger med »æstetisk sans« og gode »finmotoriske egenskaber«. Jeg ringer og booker en samtale. I samme ombæring bliver jeg forsikret om, at jeg kan blive slettet igen fra klinikkens kundekartotek.

Uden for Dennis Knudsen-salonens safe space er mænds hårtab – og vores ønske om at gøre noget ved det – trods alt stadig omgærdet af en god portion stigmatisering,

Intet sted er det mere tydeligt end på hjemmesiden thebaldtruth.com. Herfra broadcastes et såkaldt hårtabsradioprogram, hvor en 51-årig solbrun vært med fint sølvhår og lokumsbrætskæg fra et studie i Los Angeles tager opkald fra tyndhårede lyttere og taler i timevis om, hvordan man genvinder selvtilliden og sexappealen, når man er ramt af hårtab, »den moderne mands akilleshæl«.

Med emner, der spænder fra robotteknologi (»Det kan være farligt at tage lægen ud af hårtransplantationen«) til Trumps hårlinje (»Det er imponerende, at han har så meget hår i en alder af 70«), har The Bald Truth ifølge hjemmesiden opnået kultstatus.

»Hårtab er nemlig den politiske ukorrektheds sidste bastion,« lyder mantraet fra værten, der agiterer for mænds ret til selv at definere, hvordan de tackler det.
Jeg ringer til lektor og kønsforsker Kenneth Reinicke for at forstå, hvorfor der er brug for den kamp.

»Der er noget potentielt kastrerende ved at gå for meget op i sit hår,« siger han, da han er færdig med tykke sin frikadelle fra RUC’s kantine.

Jeg har fanget ham i frokostpausen.

»Der lurer en voldsom latterliggørelse og homofobi, hvis du pludselig gør for meget ud af dig selv. Den feminisering, som i en vis udstrækning er tilladt for den moderne mand, balancerer på et knivsæg.«

– Så på trods af al snakken om den metroseksuelle mand, er der stadig stor forskel på mænd og kvinder i den henseende?

»Ja, for kvinder kommer stigmatiseringen, hvis de lader stå til, mens mænd igennem årene er blevet latterliggjort for deres hentehår og dårlige parykker. I dag er det helt sikkert blevet mere legitimt for yngre mænd at transformere og optimere deres udseende, men for megen æstetisering og reparation risikerer stadig at gøre en mand til grin. Og hår er historisk set et kvindeligt bekymringsområde.«

– Er det virkelig rigtigt? Jeg har læst, at oldtidens egyptere brugte fedstoffer fra løver, flodheste, krokodiller og katte til at bekæmpe skaldethed …

»Hårtab har selvfølgelig altid været forbundet med tab af maskulinitet, men der er også et element af, at man skal acceptere det 'som en mand',« svarer Kenneth Reinicke, der også er forfatter til bogen Mænd – køn under forvandling.

»De seneste årtier er der så også opstået en moddiskurs om, at det er råt og sexet at være skaldet. Det er blevet attråværdigt at vise, at 'der er sgu ikke noget hår på far, der er ikke noget smukkesering her. Kun den nøgne granit.' Det er derfor, min kone falder i svime over Bruce Willis.«

Nøgen granit. Endnu et tiltrængt selvtillidsboost til den tyndhårede. Jeg googler de bedst betalte skuespillere sidste år, og selv om der er utroligt meget hår på top 20-listen – DiCaprio, Wahlberg, Pitt, Affleck, Depp, Cruise, Damon – så pryder ekswrestleren Dwayne ’The Rock’ Johnsons blankpolerede isse faktisk førstepladsen. 64,5 millioner dollar indkasserede han efter sigende i 2016. Måske er der håb.

Én ting er dog actionhelte som Willis, Johnson, Vin Diesel og Jason Statham, der lever af at være skaldede handyr. Noget andet er det kulturelle blik, som mænd bliver underlagt, når de til fuldt skue forandrer udseende i et forsøg på at genvinde det tabte hår.

»Det kontroversielle er overgangsfaserne,« konkluderer Kenneth Reinicke.

»Se bare på Berlusconi, der blev gjort til grin, da han fik lavet transplantationer og pludselig gik rundt med en klud om hovedet. Det er der masser af sårbarhed forbundet med.«
2011 og 2016. Fodboldstjernen Wayne Rooney før og efter sin meget omtalte hårtransplantation. Træk i slideren og se forskellen.
Foto: Jon Super/Kirsty Wigglesworth
Fodboldspilleren Wayne Rooney ved det. »Verdens mest berømte case study i hårtransplantation,« er han blevet kaldt, siden han i 2011 udsendte et tweet med et foto af sin nye frisure.

»I was going bald at 25 – why not?« skrev han.

Dele af den britiske presse roste dengang Manchester United-spilleren for hans åbenhed, men siden er Rooneys hår, der over årene har varieret ganske meget i tykkelse, blevet gjort heftigt til grin i den tabloide presse og af rivaliserende fodboldfans. The Sun har lokket med overskriften: »Hair today, gone tomorrow – The bizarre photos that show Wayne Rooney's ever-changing bald spot«. Og ved en koncert sidste år dedikerede Manchester City-fan og tidligere Oasis-guitarist Noel Gallagher sangen Don't Look Back in Anger til England-anførerens hårstrå.

Balladen om Rooneys frisure understreger ikke kun, at teknologien og hårmoden har udviklet sig en hel del, siden Bobby Charlton farede rundt for Manchester United og England med sit lange hentehår blafrende i vinden for mere end 40 år siden. Den fortæller også noget om, at beskyldninger om 'manity' (male vanity) altid venter lige rundt om hjørnet. For selv om det er blevet mere tilladt for mænd at være forfængelige, siden David Beckham i 1990'erne blev gjort til poster boy for metroseksualiteten, ligger machokulturens foragt for sårbarhed stadig på lur.

Det er ikke kun i Premier League, hvor kameralinsen konstant er rettet mod isserne, at du er et oplagt mobbeoffer, hvis du ikke har tykt, naturligt hår: Da jeg for nogle år siden spillede syvmandsfodbold i den allerdårligste række på Kløvermarken på Amager og kom i skænderi med en modspiller – som man gør i de kampe – kaldte han mig en »tyndhåret taber«. Og jeg anstrengte mig for at lade, som om det ikke gjorde ondt.

Det var dengang, jeg holdt stædigt fast i en form for stritfrisure. Som Dennis Knudsen og Donald Trump brugte jeg faktisk også en overgang et hårvækstmiddel. Men jeg blev aldrig overbevist om, at Regaine virkede for mig, og da jeg endelig klippede mine efterhånden lidt slatne lokker helt ned, føltes det på en eller måde mere ærligt.

I en alder af 31 år tænker jeg dog stadig på, hvor lækkert det ville være at genvinde gymnasietidens tæthed.
Hårtab på grønsværen
Antonio Conte
Den nuværende Chelsea-træner, Antonio Conte, spillede tilbage i 00’erne for Juventus med en munkelignende skaldet plet på toppen af hovedet omkranset af lange hårtotter, der fortil nåede næsten ned til øjnene. Tre hårtransplantationer senere er han nu ved at føre Premier Leagues bedst spillende hold til titlen.
Gareth Bale
»Is the Wales and Real Madrid superstar going bald?« Den britiske tabloidavis The Sun var også på banen i forbindelse med sidste års EM-slutrunde, da fotos tilsyneladende havde afsløret, at skudstærke Gareth Bale gemmer en skaldet plet under sin meget omtalte man bun-hårknold.
Stephen Ireland
Da Stephen Ireland spillede for Manchester City, rykkede hans hårgrænse i 2007-sæsonen pludselig et godt stykke ned i panden. Så da rivaliserende fans fra Manchester United fik øje på den irske spillers paryk, sang de »One week hes bald, the next hes not« til versmelodien fra The Beatles’ Yellow Submarine.
Præcis som lovet ligger Poseidon Klinikken »diskret« placeret i baggård i Københavns Vestergade.

»Vi har ikke behov for at flashe, at vi er her,« siger Peter S. Hansen og byder mig inden for. Han er medejer af klinikken, der har taget navn efter den græske gud med det vildtvoksende hår og skæg.

I konsultationsrummet får jeg øje på et stort foto af sangeren Joey Moe, der tilbage i 2010 fik lavet hårtransplantation hos Poseidon Klinikken – fordi han var »forbandet af en høj højgrænse«, som SE og HØR formulerede det.

– Har I mange kendte på kundelisten?

»Ja, vi har nogle stykker, men langt fra alle har lyst til at stå frem,« siger Peter S. Hansen og fortæller, at det til daglig er kollegaen Rikke, der tager sig af klinikkens konsultationer.

Peter S. Hansen har nemlig tykt hår, og nogle kunder føler sig derfor på mere »neutral grund«, når de taler med en kvinde.

Jeg får lov til at kaste et blik på behandlingsrummet. Med sine hvide vægge og lysegrå linoleumsgulv ligner det mest af alt en tandlægeklinik. Men briksen under den store operationslampe har et hul i hovedenden, så klienten kan ligge på maven – »ligesom når man skal have massage,« siger jeg.

»Men det føles ikke som massage, når du ligger i tre timer, og lægen henter dine hår fra nakken, mens assistenten sorterer dem under mikroskopet og lægger dem på køl, indtil de er klar til at blive sat tilbage på toppen af hovedet,« svarer Peter S. Hansen.
Februar 2017. Læge George Zontos foretager en en hårtransplantation på Hårklinikken i København.
Foto: Sigrid Nyggard
Nogle får kun en enkelt transplation, andre følger op med flere. Omkring 4.000 hår bliver typisk flyttet pr. gang. Der er sket meget med teknikken, siden Elton John i slutningen af 1970'erne blev den første berømthed til at købe en hårtransplantation.

»All that money, and he still got hair like a fucking dinner lady,« konkluderede Boy George dengang.

Hos Poseidon Klinikken ligger prisen et sted mellem 35.000 og 70.000 kroner, og de kan lave to om dagen. Igen: Der er penge i den her branche.

The Bald Truth advarer mod 'hair greed' – når man ønsker sig mere og tykkere hår, end hvad der ser naturligt ud. Har I et ansvar for at trække grænsen for kunderne?

»Ja, for vi bliver relativt ofte kontakt af fyre, der simpelthen er for unge, mens andre har urealistiske forventninger til, hvor meget hår vi kan give dem og hvorhenne, og derfor er vi også nødt til at afvise nogen en gang imellem,« siger Peter S. Hansen og understreger, at han går ind for en »konservativ hårgrænse«.

Poseidon Klinikken er ikke desto mindre på vej til at runde transplantation nummer 1.000, siden den slog dørene op i København i 2010. Undervejs har der ikke været tale om en voldsom stigning i henvendelser (det er heller ikke tilfældet hos en anden transplantationsklinik, Hårklinikken, som jeg ringer til), men der kommer hele tiden nye kunder i butikken, fortæller Peter S. Hansen.

En af dem er reklamemanden Henrik, der i jeans og New Balance-sneakers ringer på hos Poseidon Klinikken, mens jeg er på besøg. Han fik lavet sin hårtransplantation for et år siden og er kigget forbi for at lave en video til hjemmesiden. Han ønsker ikke at få sit efternavn nævnt, men fortæller gerne, at det har været en »kæmpe positiv ændring« at få mere hår på hovedet.

»Jeg så virkelig sløj ud før. Jeg tænkte på mit hår 24 timer i døgnet og gik med hat hele tiden. Det er ret syret, at hår kan betyde så meget,« siger han.
Februar 2017. Ikke en ordentlig manke, men til gengæld en pæn profil – ifølge frisør og stylist Dennis Knudsen.
Foto: Jens Christoffersen
Jeg er altid blevet fortalt, at man arver hårtab fra sin mors side af familien. Det mærkelige er bare, at min mors onkler altid har haft masser af hår, og hendes far, som døde, da jeg var helt lille, havde en flot rødlig manke. I 2008 kom forskere fra Universitetet i Bonn da også frem til, at årsagen til hårtab også kan spores tilbage til farens gener. Pilen peger altså på min far. Eller som mine venner kalder ham: Fremtidsjon – fordi jeg ligner ham på en prik og derfor ved ret præcist, hvordan jeg kommer til at se ud om 30 år. Lige bortset fra en enkelt detalje: Han har mere hår på hovedet end mig.

Men jeg ved, at han har brugt Regaine mod hårtab i mange år, og måske har det virket. Jeg beslutter mig for at konfrontere ham.

– Jeg har egentlig aldrig opfattet dig som forfængelig, men er det ikke lidt selvoptaget at bruge Regaine?

»Jo, og jeg er da sindssygt forfængelig. Sådan er de fleste. Det er derfor, at mænd op gennem tiden har smurt hønsemøg, og jeg ved ikke hvad i hovedbunden for at bremse hårtab.«

– Hvad tænkte du, da du begyndte at miste håret?

»Jeg tænkte: Åh nej. Man bilder sig jo ind, at seksuel tiltrækningskraft sidder i håret. Det gjorde jeg også, da jeg var i 20’erne, og min hårgrænse begyndte at flytte sig. Men mere end det handler frygten for at miste håret om dødsangst, tror jeg. Hårtab bliver set som et aldringstegn, og derfor tvinger det nogle tanker i gang, som man måske ellers ikke ville have i 20’erne og 30’erne,« siger min far.

»Men jo ældre man bliver, desto mere fortrolig bliver man med sit hårtab. I dag er jeg mere ligeglad.«

– Men du bruger da stadig Regaine, ikke?

»Jo, det gør jeg.«

– Hvorfor, hvis du er ligeglad?

»Jamen, det er jeg jo nok heller ikke. Men jeg bruger så lidt, at jeg faktisk er i tvivl, om det hjælper. Det er nærmest blevet noget rituelt.«

– Hvorfor har du brug for det ritual?

»Det er også underligt. Men det handler nok om, at jeg trods alt stadig har en snert af den dér dødsangst.«

»På den anden side skal man ikke glemme, at skaldethed symboliserer klogskab. Symbolet på at være kvik i pæren er en høj pande. Og Picasso scorede jo de vildeste damer, selv om han blev pilskaldet i ung alder.«

– Han kunne så også noget specielt …

»Ja, men det er der måske også en pointe i. At man er nødt til at udvikle nogle særlige karaktertræk, når man mister håret. At man vokser med sit hårtab.«

Det er en besnærende tanke, at vi tyndhårede er tvunget til at dygtiggøre os og blive bedre mennesker, fordi vi ikke kan skjule os bag et tykt hår. Jeg er ikke 100 procent sikker på, at min fars tese holder.

Han har dog ret i, at man bedre kan overskue sit hårtab med alderen. Det er i hvert fald min erfaring. Og kan man slet ikke overskue sin måne, er det bare at lytte til Joey Moe i SE og HØR:

»Vi går jo heller ikke med figenblade længere. Vi går jo i nice tøj, så hvorfor ikke få lavet en hårtransplantation, hvis man trænger.«
Tekst: Jon Faber
Coverfoto: Jens Christoffersen
Foto: Martin Meissner, Gregoria Borga, Martin Meissner, Gregoria Borga, Sigrid Nygaard og Jens Christoffersen
Redaktion: Mette-Line Thorup
Digital produktion: Jens Christoffersen

16. februar 2017
Dagbladet Information

En måneds gratis Information digital + papiravisen fredag og lørdag

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Søren Nørgaard
Søren Nørgaard

Jeg er på det nærmeste chokeret over, at Information bringer en artikel som nærværende. Wow! Helt ærligt, jeg gad ikke læse den til ende. En artikel om lavt selvværd, som forfatteren tilsyneladende årsagsforbinder med manglende hårpragt. Forbindelsen legitimeres med, at sådan har andre også haft det - og hvad så? Jeg har ikke før kritiseret redaktionen for temavalg, men her er i i mine øjne gået langt over stregen. Overlad scenen til Facebook, Alt for Damerne og Hjemmet. Her hører det ikke hjemme!

Charlotte Svensgaard, lars søgaard-jensen, Per Jongberg, Bjarne Bisgaard Jensen, Carsten Wienholtz, Else Marie Arevad, Torben K L Jensen, Benjamin Bach, John Fredsted, John S. Hansen og Hans Larsen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Lars  Schmidt

Eller telefonrådgivningen for I-landsproblemer! Jeg kan forskrække forfatteren med at antyde, at som alderen skrider frem kommer der andre og mere alvorlige skavanker end hårtab.

Brugerbillede for Helle Lorenzen
Helle Lorenzen

Selv Informations læsere må vel have lov at more sig lidt..eller?

Flemming Berger, Henrik Brøndum, Kjeld Jensen og Ole Frank anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Per Meinertsen
Per Meinertsen

Jeg hyggede mig faktisk udmærket. Man kan jo lægge det i læsningen man vil, og jeg følte mig rimeligt godt underholdt af historierne om latterlige forfængelige mænd.

Lars Rasmussen, Per Jongberg og Niels Nielsen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Arne Lund

Jeg tabte sq underkåben af bar' forbløffelse, over at Inf. bruger al den plads på et så privat emne.
Ser frem til lige så givende (?) artikler om hammertæer, neglerødder, skrumpenosser, ørevoks og
overbid.

Brugerbillede for odd bjertnes

Patriarkal regel nr. 1 : den med langt hår må bjæffe ordrer ad dem med kort hår !
Og der jongleres på den konto mange crew-cuttere i bandemiljøerne, og der indkøbes toupeer i Gentofte - selvom de færreste er helt bevidste om mekanikken

Brugerbillede for Erik Karlsen

"Såkaldt almindeligt hårtab – eller ’arveligt’ hårtab – forekommer hos omkring 20 procent af 20-årige mænd, 30 procent af 30-årige, 40 procent af 40-årige, 50 procent af mænd i 50’erne og så videre."

Hmmmm, med lidt ekstrapolation: 100 procent af 100-årige, 110 % af 110-årige og så videre....

Flemming Berger, Henrik Brøndum, David Zennaro, Janus Agerbo og Per Torbensen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Rikke Nielsen

Jeg kan sagtens sætte mig ind i, at det kan være svært for en mand at undergå den forandring af udseende.

Som kvinde vurderer jeg dog aldrig en mand baseret på størrelsen af hans hårpragt, og nogle af de mest sexede mænd, jeg har mødt, har ikke haft meget hår på hovedet.

Brugerbillede for Lars Rasmussen
Lars Rasmussen

Det følgende uddrag af en samtale mellem Antipholus fra Syrakus (A) og dennes tjener Dromio fra Syrakus (D) indeholder en meget god forklaring på, hvorfor skaldede mænd er kommet for at blive.

A: Well, sir, learn to jest in good time. There’s a time for all things.

D: I durst have denied that before you were so choleric.

A: By what rule, sir?

D: Marry, sir, by a rule as plain as the plain bald pate of Father Time himself.

A: Let’s hear it.

D: There’s no time for a man to recover his hair that grows bald by nature.

A: May he not do it by fine and recovery?

D: Yes, to pay a fine for a periwig, and recover the lost hair of another man.

A: Why is Time such a niggard of hair, being, as it is, so plentiful an excrement?

D: Because it is a blessing that he bestows on beasts, and what he hath scanted men in hair, he hath given them in wit.

A: Why, but there’s many a man hath more hair than wit.

D: Not a man of those but he hath the wit to lose his hair.

A: Why, thou didst conclude hairy men plain dealers without wit.

D: The plainer dealer, the sooner lost. Yet he loseth it in a kind of jollity.

A: For what reason?

D: For two, and sound ones too.

A: Nay, not sound, I pray you.

D: Sure ones, then.

A: Nay, not sure, in a thing falsing.

D: Certain ones, then.

A: Name them.

D: The one, to save the money that he spends in tiring; the other, that at dinner they should not drop in his porridge.

A: You would all this time have proved there is no time for all things.

D: Marry, and did, sir: namely, e'en no time to recover hair lost by nature.

A: But your reason was not substantial why there is no time to recover.

D: Thus I mend it: Time himself is bald and therefore, to the world’s end, will have bald followers.

A: I knew ’twould be a bald conclusion...”

William Shakespeare, The Comedy of Errors, Act 2, Scene 2.

Brugerbillede for David Henriksen
David Henriksen

Jeg må indrømme at jeg allerede har besøgt en klinik i London der dog mener jeg er lidt for tidligt ude men jeg er velkommen når der falder lidt mere af. Jeg oplever det ikke som tabu, måske er det min familie eller omgangskreds der er mere åbne end gennemsnittet. Har et par gange haft kærester der nød at mobbe mig lidt med mit fremtidige liv som skaldet men det kan jo hurtigt besvares med en let påmindelse om at hendes bryster rammer gulvet inden mit hår gør ;)

Brugerbillede for Maj-Britt Kent Hansen
Maj-Britt Kent Hansen

Er den artikel nu så slem? Når jeg tænker på, hvad der kan skrives om kvinder og deres "problemer" i Information.