Læsetid 6 min.

’Den eneste effektive form for modstand er en direkte udfordring af magten’

Nye protestinitiativer mod Trump-regeringen spirer hver dag frem i USA, men de vil kun bære frugt, hvis aktionsformerne omfatter boykotter og arbejdsnedlæggelser, siger sociologen og den sociale aktivist Frances Fox Piven. I går udeblev immigranter fra restauranter i mange storbyer, og den 8. marts bliver ’A Day Without A Woman’
Sociolog og social aktivist France Fox Piven mener, at det gælder om at ’kaste grus i maskineriet’, hvis Donald Trump skal stoppes. Hun minder om et eksempel fra det antikke Grækenland, hvor kvinderne tvinger mændene i bystaterne til at lægge deres våben og slutte fred ved at nægte dem

Sociolog og social aktivist France Fox Piven mener, at det gælder om at ’kaste grus i maskineriet’, hvis Donald Trump skal stoppes. Hun minder om et eksempel fra det antikke Grækenland, hvor kvinderne tvinger mændene i bystaterne til at lægge deres våben og slutte fred ved at nægte dem

Mario Wezel
17. februar 2017
Delt 423 gange

NEW YORK - Blot en time inden den 84-årige sociolog og sociale aktivist Frances Fox Piven byder velkommen i sin lejlighed, der ligger tæt på Barnard College og Columbia University på Manhattans Upper West Side, har hun fået en e-mail med endnu en »opløftende« nyhed i en mørk tid.

»Kvinderne skal strejke på Kvindernes Internationale Kampdag 8. marts i protest mod Trump. Det skal være en dag uden kvinders arbejde i hjemmet og på arbejdspladsen,« siger Piven, der gennem et helt liv har været dybt involveret i kampen for social retfærdighed for Amerikas fattige.

Idéen er undfanget af nogle af de aktivister, der var med at til arrangere den succesrige ’Women’s March’ i Washington, D.C. og andre storbyer dagen efter indsættelsen af den nye præsident i januar. Aktionen, planlagt til 8. marts, bliver kaldt »A Day Without A Woman« og er inspireret af en strejkedag, som papirløse indvandrere gennemførte 1. maj 2006 – »A Day Without Immigrants«.

»Dengang var der ikke mange, der forstod, hvor uundværlige papirløse immigranter er for USA’s økonomi. Hvis stuepiger og tjenere bliver en dag væk fra deres arbejde på hoteller og restauranter, kan det ramme økonomien hårdt og påkalde opmærksomhed i Washington,« fortæller Piven, der stadig virker som professor i sociologi på The Graduate Center, City University of New York.

Flere end dobbelt så mange mennesker, som fredag hyldede hans indsættelse, var lørdag samlet i Washington for at marchere imod præsident Trump. Mange vil blive politisk aktive for at fjerne ham fra magten, andre vil bare udstille hans megalomaniske dumhed, der igen i går kom til udtryk
Læs også

Nogle dage efter interviewet med Piven tager immigrantaktivister iniativ til en ny aktionsdag, der blev afviklet i går i mange amerikanske storbyer i protest mod Trump-regeringens nylige optrapning af udvisninger. Formålet var primært at lukke restauranter. Hver fjerde tjener i USA er født i udlandet.

Frances Fox Piven og hendes nu afdøde mand, Richard Cloward, begyndte i 1960’erne at forske i og skrive bøger om velfærdssamfundets krise, og om hvordan et politisk system, der begrænser de fattiges stemmeret og deres indflydelse på økonomisk og social politik, kan give udslag i forskellige sociale aktionsformer.

I 1971 udkom parret med klassikeren Regulating the Poor, herefter fulgte The Politics of Turmoil i 1974 og siden Poor People’s Movements: Why They Succeed, How They Fail i 1977.

En del af Frances Fox Pivens teoretiske arbejde har sat fokus på strategisk planlægning af aktioner, der har til formål at sende et kraftfuldt signal til beslutningstagere – det kan være virksomhedsejere eller politikere – ved hjælp af kortvarige kortslutninger af ’systemet’.

»En protestbevægelse eller modstandsbevægelse er normalt synlig gennem demonstrationer og marcher. Men den eneste effektive form for modstand er en direkte udfordring af magten, civil ulydighed eller nægtelse af samarbejde. Uden samarbejde lukker skoler og arbejdspladser, trafikken bryder sammen, den moderne by ophører med at fungere,« siger Piven.

Moralen løftes

Det betyder ikke, at demonstrationer og marcher er ubetydelige, fortsætter hun.

»Der er ikke meget ulydighed ved at deltage i ’Women’s March’. Men det løfter folks moral. Det giver dem en fornemmelse af magt, solidaritet, engagement og i virkeligheden også en æresfølelse. Men det er først, når en bevægelse ansporer aktivister til at ’kaste grus i maskineriet’ – når folk nægter at samarbejde – at den får rigtig gennemslagskraft.«

Piven minder om et berømt eksempel fra det antikke Grækenland. I Aristofanes’ drama, Lysistrate, tvinger kvinderne mænd i bystaterne til at nedlægge våben og slutte fred ved at nægte dem sex.

Uden forskellige former for massestrejke kommer modstandsbevægelser derfor ikke langt. Det måtte antikrigsbevægelsen i 1960’erne sande.

»Mange tror, at bevægelsen mod Vietnamkrigen var succesrig. Det er ukorrekt. Det er næsten altid umuligt at standse en krig, fordi politikerne skræmmer befolkningen med advarsler om nationens sikkerhed. Sådan var det også dengang. Vi marcherede og marcherede år ud og år ind, uden at der skete noget. Folk stolede på forbundsregeringen, der blev ved med at sige, at vi var ved at vinde,« husker Piven.

»Det var først, da de menige soldater i Vietnam gjorde mytteri og begyndte at myrde deres officerer – hundredvis blev dræbt – at situationen vendte. Den historie er ikke særlig kendt, men det var, hvad der afgjorde udfaldet.«

Det åbne spørgsmål i Trump-æraen er, hvordan en bevægelse magter at forsvare kvindernes, immigranternes, de etniske mindretals, LGBT-samfundets og de fattiges rettigheder.

Frances Fox Piven er behersket optimist. Blot en måned efter magtovertagelsen i Washington er et væld af nye græsrodsinitiativer blomstret frem i det store og kulturelt forskelligartede land.

Senest rapporteres det, at kvinder i overraskende stort tal nu vælger at stille op til politisk embede. Forældre og lærere laver blokade, når den nye undervisningsminister Betsy DeVos besøger en skole. Folk, der lider af livstruende sygdomme, sender billeder af sig selv til Republikanske lovgivere, der planlægger at stemme ja til at skrotte præsident Barack Obamas sundhedsreform fra 2010.

Mario Wezel

Modstand indefra

Inden for de politiske institutioner øves der også modstand. Amerikanske medier fortæller om medarbejdere i ministerier og agenturer, der krypterer deres e-mail og mødes efter arbejde på barer for at diskutere situationen på deres arbejdsplads.

Trump har som alle præsidenter indsat sine egne repræsentanter i toppen af bureaukratiet, men politisk udpegede administratorer kan få svært ved at gennemtvinge en politisk linje, som store dele af bureaukratiet vender sig imod. Og massefyringer er næppe et alternativ. Det ville handlingslamme et ministerium eller et agentur, og konsekvenserne kan sprede sig som ringe i vandet ud til borgerne, også til Trump-vælgere.

Selv ansatte i efterretningstjenesterne øver en passiv form for modstand. I går skrev Wall Street Journal, at nogle agenturer har valgt at tilbageholde højt klassificerede oplysninger om spioner og spionteknik om Rusland fra præsident Trump på baggrund af den verserende sag om hans mulige samarbejde med russerne om at besejre Hillary Clinton.

Det åbner muligheden for en passiv modstand indefra institutionerne og en aktiv modstand udefra.

»Det er muligt, at det vil virke, men det er en svær opgave, fordi vi ikke ved nok om mulige spaltninger inden for Trump-regimet,« mener Frances Fox Piven.  

»Vi har få oplysninger om, hvem der støtter ham i erhvervslivet og på Wall Street. De magtfulde Koch-brødre bekæmpede ham i valgkampen, men det ser ud til, at de libertære og konservative tænketanke og politiske organisationer, de understøtter, og som har stor indflydelse i delstatsparlamenter, er gået over på Trumps side. Dog ikke helt.«

Ifølge professor Piven findes der flere måder at kaste grus i maskineriet på.

»En god taktik er at forstoppe systemet. Forestil dig, at Trump beslutter at indføre registrering af muslimer, hvilket ikke er usandsynligt. Hvad tror du, der vil ske? Massevis af ikke-muslimer vil tilmelde sig registret, hvilket gør det uanvendeligt. Jeg er sikker på, det vil ske,« forudsiger hun.

Demokratisk modstandsparti

Et andet potentielt modstandscenter er det Demokratiske parti. Socialisten Bernie Sanders’ kampagne i 2015-16 demonstrerede en udbredt utilfredshed blandt en stor skare vælgere over partiets drejning mod den politiske midte siden 1990’erne.

»Åh, Gud,« sukker Frances Fox Piven, når hun bliver udspurgt om muligheden for, at det demokratiske parti kan føre an i modstandskampen mod Trump-regeringen.

»Jeg er ikke glad for at bruge ordet korrupt om dem, fordi man kunne spørge: ’I forhold til hvad?’ Men siden Bill Clinton var præsident, har partiet fjernet sig fra sin base i arbejderklassen og faldet i armene på Wall Street. Argumentet var, at partiet ikke kan konkurrere med Republikanerne uden penge, men det har gjort det utroværdigt i arbejderklassen. Hvorfor skulle de stole på Hillary?«

Siden valgkampen er Bernie Sanders’ nationale profil vokset betydeligt. Efter Trumps valgsejr udtalte senatoren, at han er villig til at samarbejde med den nye præsident om politik, der gavner de fattige og arbejder- og middelklassen. Men efter den første måned med Trump synes Sanders’ forsonende toner at være forduftet.

»Bernie er naturligvis fra en ældre generation, men jeg tror, han kan blive en vigtig oppositionsleder,« siger Piven.

Hun fortsætter:

»Men jeg er mere tilbøjelig til at tro, at Demokratiske guvernører i nogle af de store delstater – f.eks. Andrew Cuomo her i New York – vil tage stafetten og løbe med den. De har myndighed til at gøre modstand mod forbundsregeringens reaktionære politik, og tv-kanalerne giver dem en national platform. Det samme gælder for borgmestre i de store byer.«

Sandhed og modstand

Den amerikanske sociolog ser en oplagt mulighed for et samspil mellem en græsrodsbevægelse og det Demokratiske parti, der ikke nødvendigvis koordinerer aktioner direkte.

»Det hjælper virkelig at have politikere i delstaternes hovedstæder og i Washington, der virker som et ekkokammer for bevægelsen. Det inspirerer og opildner til engagement. Folk kan se, at deres sag bliver støttet på højt politisk niveau,« mener hun.

På dette tidspunkt i interviewet hopper huskatten op i skødet på Frances Fox Piven med kløerne ude i et frontalt angreb.

»Hun er født af to vildkatte, og det tager flere generationer at tæmme dem. Jeg er alt for denne kat: Jeg er hendes mor. Jeg er hendes bytte. Katten er sulten,« forklarer professoren.

Efter at have fodret dyret og tænkt over det sidste spørgsmål, vender hun tilbage til sin gyngestol.

– Engang var afsløringen af sandheden nok til at ryste magthaverne. Det virker ikke længere i en tid, hvor sandheden er, hvad folk vælger at tro?

»Det er rigtigt, at ord ikke virker. Det er påstand mod påstand. Hvem ved, hvad der er sandt? Folk siger: ’Det er bare for kompliceret.’ De føler, at sandheden er bevidst tilsløret. Så jeg tror, man bliver nødt til at lade specifikke begivenheder tale deres eget sprog og derved afsløre sandheden.«

»Eksempelvis hævder Trump, at han kan overtale investorer til at trække deres kapital hjem fra udlandet og investere den i nye arbejdspladser i USA. Nuvel. Det gælder så om at overvåge det. Kommer kapitalen hjem? Hvad bliver den brugt til? Eller iscenesætter Trump bare nogle teatralske tv-dækkede besøg i et par virksomheder, der lover at bevare nogle arbejdspladser i USA? Det er vejen frem. Vi kan ikke bare plapre om, at han taler falsk. Folk ved ikke, hvad de skal tro.«

Modstand i Trumps æra

Hvordan øve modstand mod en autokratisk præsident og et opportunistisk republikansk parti, der øjensynlig er villig til at sælge ud af demokratiske principper mod at få konservative ideer gjort til virkelighed?

Dette fundamentalt vigtige spørgsmål i Trumps æra optager nu amerikanske intellektuelle. Information taler med en række af dem.

Seneste artikler

  • Der er fascistiske elementer i Trumps regering og bevægelse

    18. februar 2017
    Bret Stephens er en af de få konservative, intellektuelle skribenter, der konsekvent har talt den nye præsident imod og fortsat kritiserer Trump i sine ugentlige klummer i The Wall Street Journal. I et interview med Information sætter han fingeren på nogle fascistiske træk ved Trump og hans massebevægelse
  • ’Trumps tilhængere skylder mig en forklaring på deres opførsel. Jeg har aldrig hånet dem’

    13. februar 2017
    Hvordan øve modstand mod en autokratisk præsident og et opportunistisk republikansk parti, der øjensynlig er villig til at sælge ud af demokratiske principper mod at få konservative ideer gjort til virkelighed? Den venstreintellektuelle og tidligere studenterleder fra 1960’erne Todd Gitlin vil have en modstandsbevægelse til at konfrontere Trumps racistiske og islamofobiske kernevælgere
Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Flemming Berger
    Flemming Berger
  • Brugerbillede for David Zennaro
    David Zennaro
  • Brugerbillede for Kristen Carsten Munk
    Kristen Carsten Munk
  • Brugerbillede for Trond Meiring
    Trond Meiring
  • Brugerbillede for Anne Eriksen
    Anne Eriksen
  • Brugerbillede for Dorte Sørensen
    Dorte Sørensen
Flemming Berger, David Zennaro, Kristen Carsten Munk, Trond Meiring, Anne Eriksen og Dorte Sørensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for John Christensen
John Christensen

Demonstrer, aktioner - og saboter. Det er vejen ud af moradset.

Husk ikke KUN at bebrejde personen Trump - Han har et flertal i kongressen bag sine handlinger, så husk at bebrejde hele Trump-administrationen og det republikanske flertal.
Det er ikke bare en enkelt gal mand, han nyder pt. opbakning i de politiske kamre. Det kunne man forledes til at tro, når man ser mediernes smørerie, hvor det er Trump mig her og Trump mig der.

Flemming Berger, David Zennaro og Elise Berg anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jan Weis

Lysistrate?
Det skal nok få machoerne i fremskredne aldre på andre tanker i Det ovale Rum – mandfolk, der gerne ville, hvis de altså bare kunne – de har for længst sublimeret deres eventuelle overlevende libido til andre farligere og mere destruktive genstandsfelter uden kvindernes indblanding – de førende damer er derfor løbet skrigende væk …

Satire og udlevering til latteren er altid det bedste og mest effektive kampvåben – det havde allerede Aristofanes opdaget – det er bare med at genopdage den humoristiske fantasi, helt ligesom når nogen er angrebet af ’klimahys’ hinsides enhver fornuft – for hvad vil de magtfulde egentlig gøre, når nationen bryder sammen i latteranfald, hver gang de åbner munden …

Brugerbillede for Gert Romme

Problemet er først og fremmest USA´s eget. Men det nye i verdens politikken er, at man har nu et styre i USA, hvor løgn er accepteret på præcis samme niveau som "alternative fakta", og at præsidenten samt en del af hans stab, - men ikke alle, anvender sig af disse "fakta" i tide og utide.

Og så er spørgsmålet, og det rammer alle udenfor USA men især verdens politiske ledere:
- Kan man overhovedet regne med USA?
- USA´s vurderinger?
- Aftaler med USA?
- Kan man overhovedet tage USA alvorligt og seriøst?

Hvis ikke, hvad gør man egentlig så, for ledelsen af USA skifter jo hele tiden standpunkt omkring sine "fakta". Selv på 1-times pressekonference ændrer man fakta et par gange, og giver efterretningstjenesterne samt pressen skyld for dette.

Brugerbillede for Rune Rasmussen
Rune Rasmussen

Det kunne selvfølgelig også overføres til Danmark, hvor enhver der har udløst ny "bekymring" (læs blevet udsat for racisme fra visse partier) kan nedlægge arbejdet for ikke at udløse for megen "bekymring". Civil ulydighed er generelt vejen frem i forhold til det.

Brugerbillede for Anne Eriksen

Det kunne overføres til Danmark for en ændring til det bedre, den kommer ikke af sig selv...
Politik er blevet en sand rodebutik uden mål og retning, demokratiet er en vittighed og egointeresserne blomstrer, ministrene kan man knap huske, før den næste sædevarmer kommer til.
Vi har muligvis ikke "Trumpske" forhold, men det er heller ikke nødvendigt med en sammenligning. I det hele taget er der alt for mange af dem.
Det gælder også "hovsa - nu skal der ske noget" ved enkeltstående passager i provinsen. Eller ballade over "petitstof", men de virkelige kritisable forhold bare fortsætter - salg af danske værdier og institutioner - effektivisering, der koster milliarder - fordi snyderi nu er oplagt...

ingemaje lange, Karsten Aaen, Ole Christiansen, lars søgaard-jensen, john andy houbo Pedersen, Kim Houmøller, Elise Berg, Kristen Carsten Munk, Egon Stich og Dorte Sørensen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Birger Bartholomæussen
Birger Bartholomæussen

Hvad med en rullende "dag uden": Descendenter af polske (slagterierne lukker - ingen steaks), irske (Bostons politistyrke ville blive lammet den dag), tyske (ingen pretzl - gad vide om Trump deltager den dag?), osv immigranter? Kulminerende I en fælles dag uden folk, der nedstammer fra immigranter? Kun de få tilbageblevne indianere til at holde hjulene i gang

Brugerbillede for Philip B. Johnsen
Philip B. Johnsen

Når olien ikke kan sælges, er despoterne 'sårbare', det er forbindelsen mellem de menneskeskabte klimaforandringer og det arabiske forår.

De fleste despoter ligner hinanden.

Brugerbillede for Philip B. Johnsen
Philip B. Johnsen

De menneskeskabte klimaforandringer er en eksistentiel udfordring, det er et faktum.

Alternative fakta er ikke fakta.
Alternative fakta er løgn.

Despoter har kun 'alternative fakta' eller kortsigtede økonomiske interesser, om man vil, det er et faktum.

"You can fool all the people some of the time, and some of the people all the time, but you cannot fool all the people all the time."
Abraham Lincoln

Brugerbillede for Ole Arne Sejersen
Ole Arne Sejersen

Interessante og foruroligende betragtninger fra den aldrende sociolog i gyngestolen. Mrs. Fox Piven ivrer for demonstrationer mod Trump-administrationen, men konstaterer samtidig, at de er nyttesløse. Det eneste der virker er, når "aktivister kaster grus i maskineriet".
Man marcherede år ud og år ind mod Vietnamkrigen, men uden at der skete noget. Det var først, da de menige begyndte at myrde deres officerer i hundredevis, at der kom gang i sagerne. Historien er ikke særlig kendt, siger hun. Nej, det tør antydes. Her er vist tale om en alternativ sandhed.
Trump undgik at lide Huey Longs skæbne på vejen til Det hvide Hus. Venter man nu på en aktivist som Lee Harvey Oswald til at "kaste grus i maskineriet"?