’Mit hjerte har to kamre. Det ene er dansk, det andet er russisk, og de banker sammen. Bank, bank’

Der bor flere end 20 millioner russere uden for Rusland, og omkring 6.000 af dem bor i Danmark – langt de fleste kvinder. Men hvordan er det at leve i Danmark i en tid, hvor spændingerne mellem Vesten og Rusland bliver stadig stærkere? Vi har talt med fire eksilrussere
Der bor flere end 20 millioner russere uden for Rusland, og omkring 6.000 af dem bor i Danmark – langt de fleste kvinder. Men hvordan er det at leve i Danmark i en tid, hvor spændingerne mellem Vesten og Rusland bliver stadig stærkere? Vi har talt med fire eksilrussere
Sille Veilmark
17. februar 2017
Delt 742 gange

IRINA

Irina Bjørnø er 58 år og fra Sadovoje Koltso-området i Moskva. Som 29-årig flyttede hun til Danmark efter mødet med forsker Leif Bjørnø og startede på Danmarks Tekniske Universitet som lektor, hvorefter de blev gift i Køge Kirke

Da jeg møder Irina Bjørnø første gang, har hun netop været med til at arrangere et stort jubilæumsbal for den danske prinsesse Dagmar, der blev født i 1847 og som 19-årig blev sendt til Rusland som hustru, hvor hun blev mor til Ruslands sidste kejser. Russerne kalder prinsessen Maria Fjodorovna, og Irina, der har boet den ene halvdel af sit liv i Moskva og den anden halvdel i Danmark, kan se en del af sig selv i Ruslands sidste enkekejserinde, der flygtede tilbage til Danmark under revolutionen i 1917.

»Da jeg var i Rusland i sommer, tænkte jeg: Er jeg russer eller dansker? Mit hjerte har to kamre. Det ene er dansk, det andet er russisk, og de banker sammen. Bank bank.«

Irina gør sig yderst umage med at balancere mellem sin russiske og danske kultur. Selv om danskerne ifølge Irina spiser for meget af det samme (én gang prøvede hun at lave russisk boghvedegrød til flæskesteg, men det skabte for megen forvirring blandt hendes danske gæster), er der alligevel en masse, der begejstrer hende. 

Sille Veilmark

»Jeg elsker, at Danmark er så minimalistisk. Og jeg har tænkt meget over, at det er på grund af jeres religion. Al udsmykning er fjernet fra kirken, og den er hvid. Det smitter af på jeres liv! I laver minimalistisk design og går i minimalistisk tøj. Den katolske kirke har ophøjede præster og megen udsmykning, og i Rusland er det umuligt for kvinder i Moskva at gå på gaden uden at have sat håret, uden makeup og pels. Og for mig er det fint at komme til det niveau, danskerne har.«

Irina har selv en hvid hat på, som hun har dekoreret med en fjer og en lille bamse. Uden på en rød sweater bærer hun en halskæde med en blå, æggeformet kugle med et sølvkors på. Den lille kugle er forseglet, og indeni ligger lidt harpiks blandet med asken fra hendes mand, Leif Bjørnø, der sidste år fik et hjertestop under deres birketræ. Ifølge den katolske kirke må kun helgener bæres om halsen, men Irina er ligeglad.

Integration gennem dans

Irina mødte Leif Bjørnø, da hun i begyndelsen af 90’erne skrev ph.d.-afhandling og arbejdede som tolk fra russisk til engelsk i Moskva.

»Han var en stor viking,« griner hun, mens hun fortæller om sin forelskelse i Leif, der forskede i undervandseksplosioner og var bestyrelsesmedlem af NATO’s forskningscenter for ubådsbekæmpelse og minejagt.

Begyndelsen i Danmark var ikke nem, da hun kom til Danmark i 1991 for at søge en stilling på Danmarks Tekniske Universitet (DTU).

»De stillede en computer op foran mig og sagde: Kør den. Boah, sikke mange knapper,« fortæller hun med store øjne, mens hun med hænderne taster hårdt på et imaginært tastatur og siger tastelyde med munden, dak dak.

»Dengang var computere helt nyt i Rusland,« fortæller Irina, der dog senere fik sit eget laboratorium med ti studerende på DTU, hvor de forskede i industriel anvendelse af ultralyd, for eksempel ved at bruge vibrationer til at lave dårlig vin om til god vin. Igen viser hun vibrationerne i vinen med hænderne i fuld fart, mens hun kompenserer for de få mangler i hendes danske sprog med lyde og armbevægelser.

Irina Bjørnø er næsten 60 år, danser fem gange i ugen, har været lektor på DTU og har uddannet sig inden for akupunktur i Kina. Hun begyndte til ballet som femårig, for hende er den russiske ballettradition »den højeste kunstform«. For Irina har dansen – nu i flere forskellige afskygninger - været indgangen til integration gennem det danske foreningsliv.

»I de første tre år i vores landsby tæt på Tårnby snakkede folk ikke til mig. De observerede mig bare. Så jeg meldte mig som underviser i Tai Chi, som jeg havde lært i Kina. Det var en god måde at møde danskerne på deres præmisser. Efterhånden sagde Leif: ’De kender dig bedre end mig.’«

Ud over dansen har Irina ligesom mange andre nyankomne russere fundet fællesskaber ved at opsøge Russisk Center for Videnskab og Kultur (RCNK) i København eller via Dansk-Russisk Forening (Russam), en Facebookside og et community med over 700 medlemmer, der koordinerer arrangementer, deler billeder og hjælper hinanden med gode råd om at ankomme og leve i Danmark. Russerne er gode til at holde sammen, fortæller hun, både gennem kirken eller gennem de russiske arrangementer. Selvom det selvfølgelig ikke er alle, der dyrker dansk-russisk historie og engagerer sig i foreninger, har integrationen for Irina særligt foregået via foreningslivet.

»Det foreningsliv, jeg oplevede i Danmark, var så rigt og forskelligt. Det eksisterer ikke i Rusland. I august kom der én nyetableret foreningsorganisation fra Rusland, som jeg skulle forklare om det danske foreningsliv, og for en måned siden holdt Putin en tale, hvor han første gang sagde, at foreningsliv er vigtigt for selvforståelsen og fremtidens Rusland. Det er første gang, han siger det. I Danmark har det været der 150 år.«

Kvinderne mangler indflydelse på Ruslands udvikling

Efter Leifs død i 2015 har Irina været med til at stå for flere arrangementer, der handler om at undersøge og bevare den fælles historie, Danmark og Rusland deler med hinanden via zarfamilien. Hun er i gang med at lave en scrapbog med billeder fra Dagmar-ballet og deler mange billeder af arrangementerne på Russam-gruppen og andre dansk-russiske grupper.

Irina siger »vi« og »vores«, både når hun taler om russerne og danskerne, og går meget op i de fælles bånd.

»Rusland går meget fremad. Den isolation, som Danmark og EU laver mod Rusland, taber vi mere på end russerne. Vores flæskesteg kan ikke eksporteres. Min far elsker danske småkager, men han kan ikke købe dem mere. Jeg så det, da jeg besøgte min søster sidst. Nu laver forretningerne selv fødevareprodukter som ost, pølser, leverpostej og yoghurt. Isolationen fremmer tankegangen om, at Rusland skal udvikles.«

Irina ser samtidig store problemer i, at kvinder i hendes øjne holdes alt for meget ude af beslutninger, særligt inden for religioner. Hun tror derfor, at Putins Rusland ville rykke langt mere fremad, hvis kvinder blev mere ligeligt repræsenteret.

»I alle familier har vi mor og far, og alle beslutninger skal tages i fællesskab. Ligesom med Leif. Vores familie holdt i 25 år på godt og ondt. Vi respekterede hinandens stemmer. Men i hver religion sidder mænd alene i toppen af beslutningskæden og træffer valg på kvindernes vegne. Paven betyder pappa på russisk. Hvor er mamma

SVETLANA

Svetlana Koldsø er 38 år og fra Volzhskij i Rusland. Da hendes mand døde, og hun i 2006 stod tilbage med en 12-årig datter som alenemor, valgte hun at finde en dansk mand på internettet. Hun kom til Danmark som 38-årig og blev gift og flyttede til Dragør, hvor hun arbejder i den lokale SFO

På en villavej i Dragør møder jeg endnu en danser, Svetlana Koldsø. Blandt brune møbler i dansk design, en stor pejs, et kæmpemæssigt fjernsyn og en lysebrun lædersofa serverer hun te med russisk honning, mens hun pludrer løs med det røde hår flettet i en tyk fletning ned langs siden. Hun har sorte læderbukser på og en fin, lys lipgloss.

Ét sted i midten af en brun reol står russiske babusjka-dukker, russiske drikke og bøger med kyrilliske bogstaver. Det står samlet som en slags alter, omgivet af modelfly, modelbiler og bøger om flyvning, der tilhører hendes mand, Jørgen.

Sille Veilmark

Svetlana er 38 år, og lægger ikke skjul på, at hun har haft svært ved at finde en plads i Danmark, særligt i starten, hvor hun skulle arbejde meget for at få det hele til at løbe rundt.

Det første hun gjorde, inden hun kom til Danmark i 2006, var at kontakte Dansk-Russisk-Forening (Russam) og fik der kontakt til andre kvinder, der kunne fortælle om at komme hertil med et barn. »Nogle af dem har jeg været venner med lige siden,« fortæller hun.

Det var dengang, hun blev gift med Jørgen, efter hendes mand døde i byen Volzhskij i Volgograd-distriktet. Hun var enlig mor, og derfor tog hun chancen på internettet, selvom hun var glad for sit arbejde med at undervise i business management og var leder af afdeling for studiemiljø og sociale aktiviteter ved Volzhskijs Tekniske Universitet i Volgograd.

Ifølge Dansk-Russisk Videnscenter er Svetlana et eksempel på den typiske russer i Danmark. Hun er kvinde og kom til Danmark i forbindelse med et ægteskab til en dansk mand. Og så er hun højtuddannet, men arbejder med noget helt andet i Danmark. Ifølge Videnscenteret bor der mellem 5.500 og 6.000 russere i Danmark, hvoraf omkring 80 procent er kvinder som Svetlana Koldsø.

»Jeg var alenemor, og det var svært. Mange af mine venner gjorde det på det tidspunkt, tog til Tyskland, USA og Storbritannien,« fortæller hun om beslutningen om at oprette en datingprofil og søge en fremtid online i stedet for i sit hjemland.

Det var en stor beslutning, og det er først indenfor de sidste tre år, at hun med sit store netværk indenfor både dans og den russiske kirke har besluttet sig for ikke at tage tilbage. Hun arbejder hver dag i den lokale SFO, hvor hun elsker sine kolleger, børnene og forældrene, men derudover er de fleste af hendes venner russiske.

»Vi lever i gensidig forståelse,« fortæller hun om manden, hvis familie bor i Jylland. Alligevel undskylder hun for sit sprog: »Mange af mine veninder taler meget bedre dansk, og deres mænd har forsøgt at lære russisk,« undskylder hun, og selvom hun veksler løst mellem ’han’, ’vi’, ’jeg’ og ’man’, er hun nem at forstå.

»Jeg tænkte i starten, at danskere er meget lukkede mennesker. De spørger ikke, blander sig ikke. Jeg tænkte, han er ligeglad, men jeg tror nu, man bare ikke har lyst til at forstyrre.«

Dans som frirum for politik

For Svetlana er der tre hjertebørn: datteren, hendes nyfødte barnebarn og danseforeningen Fusion Creative Studio i Valby. Her underviser hun mødre og deres børn i dans. Over flere generationer har de på kryds og tværs lært hinanden at kende gennem foreningen.

»Det er spændende, når deltagerne får børn, der danser hos mig. Selvom nogle er fra Ukraine, Estland, Moskva, alle mulige steder. Vi snakker og synger alle på russisk og kommer også meget til hinandens fødselsdage,« fortæller Svetlana, mens hun på Youtube og Facebook viser videoer af danse som den russiske Kalinka Malinka og forskellige former for folkedans.

Hendes Facebook er indstillet til russisk, og hun er netop kommet hjem fra et kursus i russisk koreografi i Moskva.

Svetlana har brugt al sin fritid i Danmark på danseundervisning og forestillinger, hvor holdet optræder og kan bookes til private arrangementer, »Vi kan danse mange forskellige danse, men når danskerne booker os, vil danskerne gerne have det russiske. Jeg ved ikke hvorfor,« siger hun og peger over på en anden hylde med dansefigurer i både folkedanser- og flamencokjoler.

Selv om hun har oplevet nogle udfordringer med at komme til Danmark, primært sproget og isolation, har hun også oplevet en stor glæde ved dansk, anerkendende pædagogik, modsat den russiske, der ifølge hende er langt mere autoritær.

Og så har de i danseforeningen fundet deres egen måde at tackle politiske uenigheder om hjemlandet på. Som da stridighederne om Krim brød ud mellem Ukraine og Rusland i 2013, og de skulle arrangere dans i forbindelse med den årlige ’dagen for slaviske sprog’. Her valgte de blandt andet at fremføre en traditionel, ukrainsk dans.

»Der var noget pres, og nogle spurgte, hvorfor i alverden vi fremførte en ukrainsk dans. Men vi har aftalt, at vi ikke taler politik. Vi danser, og vi er bare almindelige mennesker, der kan lide hinanden,« siger Svetlana, mens hun fremviser sit kontor, der er fyldt med kostumer til de forskellige forestillinger. De fleste kostumer syr hun selv, og rummet er fyldt med stof og billeder af datteren.

Hun bevæger sig ikke rundt i resten af huset, der synes at tilhøre hendes mand, der under interviewet kommer hjem med et nyt fjernsyn til køkkenet. Han giver hånd, men blander sig ellers ikke. Selv har hun netop bestået den danske indfødsretsprøve og kan nu søge om statsborgerskab.

»Danmark fik i den første grundlov i 1849. Men Rusland aflyste først stavnsbåndet i 1861. Det går bare lidt langsommere,« siger hun om hjemlandet. Det samme gælder for Putin, mener hun – at lidt tålmodighed ville være godt for den fælles forståelse.

»Jeg respekterer Putin. Det er svært at styre så stort et land, og ting går langsomt. Danmark har kun fem millioner mennesker. Der er 143 millioner i Rusland.«

JULIA

Julia Perfilieva er 48 år og kom til Danmark fra Moskva i 1995. Hun kom hertil med sin russiske mand, der fik et arbejde. De er nu skilt, og hun arbejder på en international skole og tager sig af sin søn, mens hun bruger sin fritid i den russiske Skt. Aleksander Nevskij Kirken på Bredgade i København

Der er flere russiske menigheder i Danmark.

Én af dem er den russiske kirke uden for Rusland, som Skt. Aleksander Nevskij Kirken i Bredgade kaldes. Med to store guldkupler lægger Alexanderkirken rum til, når russerne fejrer jul, nytår og påske efter den ortodokse kalender, hvor julegudstjenesten ligger den 6. januar om aftenen og natten. Næsten alle jeg møder med relationer til Rusland, fortæller historien om kirken, der i 1883 blev opført på foranledning af Dagmars mand Alexander III.

Det er her, jeg møder Julia Perfilieva, der har været frivillig i kirken i 18 år, siden hun den allerførste dag i Danmark gik en tur i solskinsvejr. 

Sille Veilmark

»Pludselig så jeg helt tilfældigt guldkuplerne. Der var gudstjeneste, så jeg gik ind, og ja, jeg er blevet her lige siden,« griner hun, så det giver ekko i det mørkebrune kirkerum med de guldbelagte helgenbilleder og lysekronen.

Hun har en brun pels på, mørkelilla neglelak og store ringe på fingrene. »Det er minus 35 grader i Moskva nu,« fortæller hun om sit tidligere hjem i Rusland.

Hun kom til Danmark i midten af 90’erne med sin mand, der var biokemiker, men havde svært ved at finde job i Rusland. De er skilt nu, eksmanden er rejst til Storbritannien, og hun bor her med sin søn, og arbejder med sprog på en international skole i Hellerup.

Hun fortæller om dengang, det tidligere Sovjetunionen faldt, og grænserne lidt efter lidt begyndte at åbne op. Dengang begyndte Julia at oversætte og hjælpe kunstnere, der kom til landet.

»Jeg var med til at arrangere den største koncert på Den Røde Plads efter Sovjetunionen. Det var med den franske musiker Patricia Kaas, jeg var helt ung, og det var en fantastisk oplevelse!«

I Danmark har hun siden oversat for Mariinsky-Kirov balletten, da de for et par år siden var på besøg og optrådte med blandt andet Svanesøen.

»Det var igen, fantastisk, og jeg følte mig helt som ung igen.«

Når klokkerne ringer

Da jeg møder Julia, har hun drøntravlt med at arrangere russisk jul, samt messen for én af de ældste medlemmer af Romanov-kejserfamilien, den 90-årige Dimitri Romanov, der er død og skal bisættes i kirken tidligt i januar.

Kirken, Dagmar, Romanov-familien og de historiske bånd har en særligt betydning for mange russere, fortæller Julia, selvom de fleste mest dyrker kirken til højtiderne. Lidt ligesom mange danskere.

»Det er ikke svært for russere at passe ind. Vi har fælles værdier fra kristendom, og vi har meget tilfælles,« mener Julia, der med »vi« taler om russerne og danskerne.

Alligevel var der ting, der overraskede hende, da hun i midten af halvfemserne stod med nøglerne til et nyt hjem og overfor et nyt sprog.

»Det største chok var, at der er så trygt. Èn gang ringede min mor til mig og sagde, hallo, jeg ringede til dig kl. 21.00 i går, hvor var du? Jeg var ude! Jamen kan man det? Ja, det kan man nemlig godt her, om natten, som kvinde og alene. Det er rart,« siger hun.

Hun forklarer også, hvordan det allersværeste for russere i Danmark kan være at komme ind på arbejdsmarkedet. Mange russere er højtuddannede, når de kommer hertil, men har svært ved at bruge de samme diplomer i Danmark. Og så kan det med opfattelsen af at komme til tiden være svært.

Hun prøver derfor at hjælpe sine venner og bekendte i menigheden på omkring 1.000 personer.

»Jeg siger altid til dem, husk at komme til tiden! I Rusland betyder kl. 18.00 derfra og frem til 18.30, lidt som i Italien. Men i Danmark bliver folk vrede, hvis du kommer for sent, Så det handler om respekt, og det er svært lige i starten, når man er vant til det andet,« griner hun.

Vitus Bering til fælles

Det betyder meget for Julia at fremme den fælles forståelse mellem lande, og derfor er hun begyndt at læse en kandidat i russisk kultur og politik.

»Det er en anden vinkel. Jeg kender Rusland, som russerne kender Rusland. Men her kan jeg se det med danske øjne. Og jeg vil gerne arbejde med fælles kulturprojekter, så vi kan forstå hinanden bedre. Vi har så meget til fælles, bare Dagmar, som vi snakkede om før. Eller Vitus Bering,« siger hun om den Horsens-fødte Vitus Bering, der som en del af den russiske flåde fandt og fik opkaldt Beringstrædet efter sig i 1728.

»Men man ser så meget negativt i danske medier, det er lidt ensrettet, men også fra russisk side. Så man bliver nødt til at læse både russiske, danske og engelske medier.«

Om Putins Rusland mener Julia, at det er bedre under Putin, end det var under Jeltsin og Gorbatjov før ham.

»Mange kan ikke forestille sig, hvor svært det var, at hele samfundet gik i opløsning. Mine forældre kunne fra én dag til en anden hverken købe brød eller smør, selvom de havde opsparing og pension. Det var intet værd, og den sociale kontrakt gik ligesom i opløsning. Bare sådan. Knips,« fortæller Julia og fortsætter:

»Vesten elsker Gorbatjov, fordi han håndterede truslen, men mange russere hader ham, for der var ingen garanti for fremtiden eller nogen tryghed. Jeltsin var ikke bedre, men så kom Putin. Mange danskere siger: ’Russerne ved ikke bedre, der er korruption over alt’. Men vi har alle sammen internet og Google Translate, fakta er ikke svære at finde,« siger Julia og tilføjer, at Putin har formået at bygge en middelklasse. En middelklasse, der ikke var der før, og som har givet folk mulighed for at rejse lidt og give deres børn en uddannelse.

»Derfor er han populær.«

SVETLANA

Svetlana Mostovaja er 46 år, og bor i København med sine to børn. Hun kom til Danmark i 2006, og hun bruger meget tid på en salon for kunstaktiviteter, som hendes eksmand ejer i Studiestræde, og så har hun arbejdet med rejsebureauer for at fremme forståelsen mellem Danmark, Baltikum og Rusland

På en kunstsalon i studiestræde i København møder jeg Svetlana Mostovaja og hendes 8-årige datter, der har fået lov at blive hjemme fra skole på grund af stormvarsel.

Hun har svært ved at sætte mærkat på sig selv. »Jeg er født i Sovjetunionen. Det er Riga nu. Men dengang var Letland ikke det samme, som det er nu,« fortæller Svetlana, der er delvis jødisk. 

Sille Veilmark

Allerede under det russiske kejserrige og senere under Sovjetunionen opfordrede myndighederne aktivt russerne til at sprede sig til alle hjørner af territoriet, og da Sovjetunionen gik i opløsning efterlod det mange russiske mindretal i de nu selvstændige stater. I Letland udgør russere omkring 29 procent af befolkning, i Estland 25 procent og i Litauen knap 6 procent.

Svetlana kom til Danmark med sin daværende mand, der er fotograf, og som ejer den kunstneriske lejlighed, hvor vi sidder. Den ligger lige i latinerkvarteret, understreger hun, og de arrangerer alting her. Poesioplæsninger, efterfester, musik.

»Til jul havde vi 40 mennesker, halvdelen danskere, halvdelen russere, til sang i min venindes kunstcafé, der hedder ArtBitCafé. Det var i Frederiksberg lokal tv

 

Svetlana har sin egen forklaring på, hvorfor mange russere er aktive i foreningslivet på den ene eller anden måde. »De har allerede truffet et meget aktivt valg om at tage hertil, og så er næste skridt ikke svært.«

Svetlana og hendes tidligere mand er skilt nu, men tilbage i Riga arbejdede de sammen på et kunstprojekt, hvor målet var at få skandinaviske kunstnere til Riga efter Sovjetunionens fald. 

»Vi satte dem i kontakt med lokale journalister, producere og musikkonservatoriet i Letland,« fortæller hun, og viser mig plakaten af den første musiker, de hjalp. »En af de bedste trombone-spillere,« siger Svetlana, der dengang i midten af 00'erne arbejdede som tolk for forretningsfolk. 

Hun er lige nu i gang med at finde en dansk oversættelse af den berømte digter Alexandr Pusjkin, og hun har netop foreslået Russisk Center for Viden og Kultur at få opsat en statue af forfatteren Nikolaj Karamzin på Slavisk Fakultet på Islands Brygge.

»Der skal være mere information og kulturudveksling,« siger hun om planerne, mens hun viser rundt i den lille kunstlejlighed, med guitar på væggene, globus på en skammel, bøger på hylderne og datterens farveblyanter på bordet.

Turisme som kulturudveksling

Svetlana er og har været politisk interesseret, særligt i nye perspektiver på russisk historie.

»Da jeg var student, og vi demonstrerede, følte vi jo, at vi omstyrtede Sovjetunionen. Så kommer man her, hvor alle siger, at vi i Vesten vandt Den Kolde Krig. Men det vidste vi ikke! Det var jo os i mit hoved. Nu forstår jeg, at der også var et storpolitisk spil.«

Hendes tidligere mand var dissident fra den sovjetiske hær og fik politisk asyl i Danmark, og selv har hun demonstreret som ung mod sovjet. De mødte hinanden, da han som forretningsmand fra Danmark tog tilbage til Riga, og de blev gift i 1996 efter mange rejser frem og tilbage.

Hun gik igennem en masse problemer for at få lov at arbejde i Danmark og fik endelig muligheden med rejsebureauet Alt-rejser, der er det ældste rejsebureau for rejser til Rusland. Senere stiftede hun sammen med sin daværende mand eget rejsebureau i 2005, der kørte indtil finanskrisen. »Det har været meget svært siden krisen, men vi overlevede,« siger hun.

Hendes passion for rejser har baggrund i den måde, hun i starten oplevede billederne fra sit hjem, som de blev vist i Danmark og Skandinavien.

»Jeg var overrasket over, at der ingen information var om os fra Østeruopa her i Danmark. Og hvis der endelig var, var det de værste billeder, man kan forestille sig,« siger hun og kommer med et eksempel:

»Jeg husker en svensk film, hvor alt bare handlede om prostitution og mafia. Jeg var chokeret over, at de kunne vise Riga på den måde. Derfor ville jeg lave de rejser, for at fortælle, at det ikke er farligt i Rusland og Baltikum, men derimod meget smukt og en oplagt rejsedestination.«

Det er ifølge Svetlana en anden årsag til, at mange russere i Danmark gør meget ud af kulturudveksling og -spredning. »Det er, fordi billedet af hjemlandet er negativt. Forestil dig, at du kom til et land og fik en masse negativt at vide om Danmark, at det var et racistisk land for eksempel. Så ville du aktivt prøve at vise noget andet.«

Svetlana finder de danske og vestlige medier skævvredne i dækningen af Rusland, og særligt Ukraine.

Hun har en veninde, der i de danske medier er blevet kaldt en russisk trold og kalder for sjov sig selv for en ’Kremlin-troll'. Hun er ikke enig i, at det, der skete i Ukraine og på Krim, foregik, som det fremstod i medierne. 

Da Svetlana ser, at jeg i mine noter skriver »i hendes øjne var der tale om et militærkup«, siger hun: »Nej. Ikke i mine øjne. Det var et militærkup.«

»Når man ser livevideoer fra, hvad der skete på Maidan-pladsen i Kiev, var der selvfølgelig masser af demonstranter, der var utilfredse,  men der var også nynazistiske flag og slogans. Det bekymrer mig, især når jeg har min jødiske familier der. Vi ved, hvordan nynazisme ser ud. Og på Krim, hvor jeg har venner, var mange også utrygge ved, om de ekstremt nationalistiske ville lade dem tale russisk og fastholde kulturen.«

Læs noget Tolstoj

Svetlana så gerne mere forståelse for Rusland, ligesom hun selv går til debatter med kunstnere, kommunister og Forsvarsakademiet, »for at se andre perspektiver«.

Som eksempel nævner hun programmet ’Danskere i Rusland’, der netop er blevet vist på DR.

Programmet følger en gruppe danskere i Rusland og begynder sådan her: »Der bor omkring 170.000 danskere udenfor Danmark. Omkring 800 af dem bor i Rusland. Umiddelbart kan det være svært at forstå, hvorfor nogen frivilligt vælger at slå sig ned i et land, der mest er kendt for korruption, bureaukrati og intolerance.«

Svetlana synes, at russere og danskere har meget til fælles, og mener, alt ville blive bedre, hvis vi bare alle sammen læste mere historie.

»Eller som Dostojevskij og Tolstoj. I Krig og fred beskriver Tolstoj, hvor forfærdeligt krig er. Og hvorfor det er vigtigt at have stabilitet og fred.«

Krig og fred indeholder utallige scener med meningsløse drab og dødsfald, med Napoleon på den ene side og kejser Alexander på den anden. I bogen taler mange overklasserussere flydende fransk, dyrker fransk oplysningstid og franske traditioner.

»For Rusland var det en forsvarskrig mod Napoleon, og man kan godt se det som et af flere eksempler på europæisk ekspansionisme mod Rusland for at få fat i de russiske ressourcer. Europæisk ekspansionisme og kolonialisme er vigtigt at tænke med i historien.«

Svetlana stoler ikke på, at nogen går i krig for andet end interesser i gas, olie eller penge, og mener, det skal stoppes med alle midler. »Det er den første verden, der bestemmer over den tredje verden. Og krig er forfærdeligt.« Derfor forstår hun heller ikke, hvorfor Vesten »bare er utilfredse med, at Putin gør noget ved Islamisk Stat i Syrien«.

Generelt oplever hun ofte, at Putin fremstilles misvisende i vestlige medier, for som hun ser det, har Putin fortjent sin popularitet, fordi han satte en stopper for den følelse af sammenbrud, der var efter Sovjetunionens fald.

»De tidligere republikker blev røvet, og resten af Europa ville gerne eksportere deres varer, men ikke købe noget igen. Og nogle gange skal man se igennem Putin og se folket. Jeg har ikke russisk statsborgerskab og stemmer ikke i Rusland, men jeg kan godt se folket. Og det er derfor, det er så vigtigt med det personlige diplomati, hvor vi møder hinanden. Gennem rejser, forskning eller kulturudveksling.«

Rusland indefra

Vestens forhold til Rusland er belastet. Vi har svært ved at forstå dem og dele deres værdier. Samtidig ved vi meget lidt om, hvad der foregår i Rusland, og hvordan de ser verden. Derfor sætter Information i de kommende uger fokus på Rusland, den russiske tænkning og den russiske kultur.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

  • Brugerbillede for David Zennaro
    David Zennaro
  • Brugerbillede for Niels Nielsen
    Niels Nielsen
  • Brugerbillede for Dagmar Christiandottir
    Dagmar Christiandottir
  • Brugerbillede for Lars Rasmussen
    Lars Rasmussen
  • Brugerbillede for Søren  Veje
    Søren Veje
David Zennaro, Niels Nielsen, Dagmar Christiandottir, Lars Rasmussen og Søren Veje anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Alma Bekturganova Andersen
Alma Bekturganova Andersen

Det er et godt initiativ at vise disse russiske kvinder, og hermed skabe et godt billede af dem, som bidrager meget, til det gode venskab mellem to lande. Jeg kender tre af de kvinder, som I har fortalt om og har stor respekt for deres engagement. Men jeg kan alligevel mærke, at hovedpersonerne for artiklen er blevet anbefalet af de russiske myndigheder, og derfor har de alle de samme synspunkter om situationen i Rusland. Jeg er ked af, at artiklen ikke fik plads til en russisk kvinde der havde en anden vinkel, som også findes i det russiske miljø. Hvis journalisten ville undersøgere det nærmere f.eks. på Facebook, så ville hun opdage det med det samme. Med stor respekt til ideen og de kvinder, hvis historier er blevet fortalt, har jeg manglet det objektive billede.

David Zennaro, Karsten Aaen, Peter Hansen, Søren Veje og Gert Romme anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for johnny lang

Eksil russer kaldes artikel (serien ?).

Fra Gyldendals online ordbog: (ordet - "eksil").
...eksil, landsforvisning, landflygtighed, et menneskes nødtvungne ophold uden for sit hjemland. Eksileringen kan tage form af forvisning eller selvvalgt landflygtighed. Årsagerne er oftest den eksileredes ideologiske, politiske eller religiøse opposition til styret i hjemlandet. Eksilet har derfor karakter af midlertidighed, af forventningen eller håbet om at kunne vende hjem, hvis magtforholdene ændres. Se også landsforvisning."

Hedder dansker i USA, England, Rusland, Kina osv, så "eksil-danskere...?" - ja jeg spørg bare.
Troende egentlig det var udenlandsdanskere, og udenlandsrussere........

God ide at fortælle om. Personligt kan jeg godt lide så neutrale artikler som muligt, og at lade personer snakke om deres liv som det nu engang har været.

David Zennaro, Karsten Aaen, Lars Rasmussen og Hans Aagaard anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Pórto Qisuk

Jeg har besøgt Rusland nærmere Sankt Petersborg/Leningrad. Jeg kom første gang til Sovjetunionen i 1983 og besøgte landet to gange i 2003.
Den kolde krig har givet den vestlige menneske speciale briller overfor russerne. Og min tillid til russerne var næsten skamfuldt. Den vestlige propaganda under kold krigstiden var meget effektiv. Og det har påvirket os alle i Vesten.
Det var berigende at møde russere. Det er skønne folk og især russiske smukke temperament var jeg meget betaget af. Den er varm og betagende.
Jeg er ked af at det vestlige menneske har svært ved at give slip for den mistænksomme attitude og fremfærd overfor russerne.
Min ophold i Sankt Petersborg i over en måned var en fantastisk og berigende oplevelse. Russerne er et kulturfolk. Russiske musiksmag var ikke smålig og ensrettet som i Vesten. I radioen spilles arabisk musik, tyrkisk musik og vestlige musik o.m.m. Og som musik elsker var det en rigdom at lytte til radioen i Sankt Petersborg. Musiksmagen og musik udvalget i Danmark er så fattig og ensrettet at det er til at græde over.

Per Torbensen, David Zennaro, Bjarne Bisgaard Jensen, Dagmar Christiandottir, Morten P. Nielsen, Niels Nielsen og Hans Aagaard anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Kim Houmøller
Kim Houmøller

Putin virker helt uden humor. Den Russiske befolkning har masser af humor. Efter at have besøgt dette spændende land i 1989 og 1993 hvor varemanglen var åbenlys, tror jeg russerne overlevede på humor og naturalieøkonomi. Deres ledere er håbløse, befolkningen veluddannet. Men hvem køber russiske produkter? Engang solgt de biler til vesten, men russiske biler og fly gider ingen jo købe længere.

Brugerbillede for Gert Romme

Rusland er hverken en af mine opholdslande eller mine rejselande, så jeg er absolut ikke ekspert på Rusland.

Men tilfældigvis var jeg samme med en middelaldrene russisk kvinde i går, som gav mig et meget nuanceret indtryk af Rusland. Hun var halvt volgatysk og halvt zaporizjzja-kosak, og hun forklarede på en levende måde, at medens alle de russiske folk nærmest var integrerede sammen under Sovjet, er der nu meget stor afstand mellem dem - både kulturelt og hvad angår tillid til hinanden.

Hun gav også klart udtryk for, at Vladimir Vladimirovitj Putin´s parti, Enede Rusland, kun har tilslutning i det egentlige Rusland og meget sporadisk tilslutning i provinserne. Og hvis der var REELLE OG ÆRLIGE valg i dag, ville det højst for 40% af stemmerne.

Desuden gjorde hun det klart, at efter Ruslands opfattelse, har man ret til - også med våben, at beskytte sine interesseområder, og at disse ligger udenfor Rusland - altså i nabolandene. Og derfor vil man fortsætte med at forsøge regulering af grænserne, indtil man endeligt bliver stoppet - eller til en anden regering kommer til. Og her er både grænserne i Georgien, Finland, Estland og Letland interesseområde for Rusland.

Brugerbillede for Peter  Hansen

Der er vel ingen der har noget i mod den menige russer? Det er vel nærmere, at man netop godt kunne unde den menige russer en bedre tilværelse og muligheder, f.eks med demokrati, ytringsfrihed, meningsfrihed, økonomisk udvikling osv. Hvilket jeg mener, at den nuværende russiske ledelse og regeringform i høj grad hæmmer.

Russer fortjener, et ordentligt og rigtigt demokrati, hvor der vil være et reelt valg i mellem både forskellige partier og kandidater, for det er også igennem uenighed, debat og argumentation, at man finder de bedste løsninger, hvis der kun findes en løsning og den aldrig debatteres, så bremser det udviklingen, både kulturelt, men så så sandelig også økonomisk.

Jeg så gerne et Rusland som var mere en del af Europa, og i og for sig også på sigt medlem af NATO, da som artiklen også siger, at vi faktisk har mange ting til fælles, men det kræver, at Rusland opføre sig civiliseret og får fejet og ryddet op i sin baggård før vi kan indgå i sådanne tættere samarbejder. Rusland har i dag for mange udeståender, både historiske, men også nutidige med sine nabolande, både i øst og vest, og hvis Rusland kunne vise et ligeså stort storsind, intelligens og velvilje, som dets størrelse burde byde, så tror jeg vi kunne komme rigtigt langt.

Brugerbillede for Lars Rasmussen
Lars Rasmussen

Dejligt at få bekræftet, at russere også blot er en slags mennesker. Alt for tit sker det således, at nationaliteter bliver til en samlebetegnelse, som skygger for de ægte mennesker bagved. Så derfor først og fremmest tak for dette indblik i nogle levede liv.

Når det er sagt, så må vi (eller blot jeg selv?) jo indrømme, at disse russere er nogle fascinerende skabninger. Deres voldsomme historie skræmmer os, og deres dybe litteratur fængsler os. Og vi (eller bare mig igen?) spørger uafladeligt os selv: Hvad vil det sige at være russer?

Hvis man vil tillade mig et sådant sidespring, så vil jeg forsøge at udforske dette spørgsmål på (ikke-russisk) litterær vis. Den polske nationaldigter Adam Mickiewicz, som på et tidspunkt i 1820'erne blev landsforvist til Rusland, giver således i tredje del af sin Dziady (dateret 1832; på dansk: Anefesten jf. Den Store Danske) følgende karakteristik af det folk, som han for en tid måtte leve iblandt:

“Jeg møder mennesker med brede skuldre
med brede bringer og tykke pander
de ligner dyr og træer fra nord
fulde af livskraft, sundhed og styrke
Men deres ansigter er som landet de bebor
tomme åbne øde sletter
fra deres hjerters underjordiske vulkaner
er ingen ild endnu steget op for at belyse deres ansigter
ingen ild gløder fra antændte læber
endsige slukner i pandernes mørke furer
som hos mennesker i øst og vest
hjemsøgt af så mange sagn, begivenheder
af så megen sorg, så meget håb
at hvert et ansigt er et mindesmærke for en hel nation
Her er menneskenes øjne som landets byer
store og rene og aldrig frembringer sjælens uro
noget usædvanligt glimt i øjet
trøstesløshedens skyer formørker dem sjældent længe
Set på afstand er de storslåede, prægtige
men i deres indre er der tomt og øde
Dette folks krop er som en enorm kokon
der rummer en sovende larvesjæl
Den stemmer sit bryst til flugten
mens den folder vingerne ud, prøvende, selvtilbedende
Men hvilken slags insekt vil flyve ud af dette hylster
når frihedens sol står op?”

(Citeret fra Czesław Miłosz' erindringsroman En østeuropæers historie, side 135f. Det citerede stykke, som mere specifikt stammer fra det deskriptive digt Ustęp (på engelsk: Digression), kan desuden findes i engelsk oversættelse her. (Følg linket under “Mickiewicz’s Digression” og se side 2f.))

Der er selvfølgelig ikke tale om en upartisk karakteristik, og Miłosz kalder da også hele digtet for “Mickiewiczs brutale pamflet om Rusland” (side 135). Dog må man, som Miłosz skriver (Ibid.), konstatere, at “Hans iagttagelser adskiller sig egentligt ikke meget fra indholdet i [Nikolaj] Gogols satirer”. Og Mickiewicz havde som sådan heller ikke noget imod det russiske folk; det var zaren, den var gal med: “... forfatterens had til det absolutte monarki er så tæt forbundet med hans sympati for dets ofre, det russiske folk.” (Ibid.)

Det er også værd at bemærke sig, at Mickiewicz havde en form for venskab med og en vis indflydelse på sin russiske kollega og samtidige, førnævnte Alexandr Pusjkin. Bl.a. skal Pusjkin have skrevet sit digt Bronzerytteren (1833) efter at have læst det ovenfor beskrevne digt (som også indeholder en (u)venlig hilsen “To My Russian Friends”, se den engelske oversættelse side 31ff.). Og i 1834 skrev han følgende linjer “To Mickiewicz” (citeret herfra, side 245f.):

He lived among us, amid a race that was foreign to him. He cherished in his soul no bitterness against us, and we loved him. Peaceful, kindly, he visited our gatherings. We shared with him pure dreams and song (his inspiration came from on high, and it was from on high that he looked on life). He spoke not seldom of the time that was coming, when the peoples, forgetting their feuds, would be united in one great family. We listened eagerly to the poet. He departed westward and our blessing attended him on his way. But now our peaceful guest has become our enemy, and, to flatter an unruly mob, he infuses poison into his poetry. From afar the voice of the embittered poet reaches us, a voice we knew! ... O God, sanctify his heart with Thy truth and with peace.

Nå, jeg håber ikke, at det blev alt for meget off topic... Mit ærinde var jo egentlig bare at indkredse spørgsmålet om, hvad en russer er for noget. Jeg ved ikke, om vi er kommet tættere på et svar. Vi kan selvfølgelig godt forestille os Putin som en moderne zar og spørge om, hvornår “frihedens sol står op?” Men måske er det vigtigere, at vi husker at anse russerne for det, som de er: vore medmennesker.

Og den helt store morale må være, at det ikke kan skade at læse noget litteratur af og om russere ;-)

Brugerbillede for emil groth

Rusland ved godt hvordan en komponist eller pianist skal skrues sammen, der er ingen der kan spille Schubert som Vladimir Horowitz.