Læsetid: 2 min.

Atombrandslukning

Danmark skifter kurs i forhold til, hvad vi skal af vores atomaffald. Eller gør vi? Ingen ønsker nemlig at træffe den endelige beslutning om, hvor det skal placeres
Selv om skiftende regeringer forgæves har forsøgt at eksportere Danmarks 233 kilo mellemradioaktivt affald, forsøger politikerne nu igen at finde en aftager til affaldet i udlandet. Her ses et atomaffaldslaget i Schweiz.

Gaetan Bally

1. februar 2013

Danskerne kunne i går vågne op til nyheden om, at politikerne nu er klar til at sende atomaffald fra Forsøgscenter Risø til udlandet efter talrige undersøgelser og et årtis debat om, hvad der skal ske med affaldet.

Så langt så godt.

Et enigt Folketing aftalte nemlig allerede i december ikke blot at udskyde planen om at indsnævre feltet af mulige danske placeringer fra seks til to i »slutningen« af året. Sideløbende med forsøget på at finde en egnet placering af et såkaldt slutdepot for atomaffaldet fra Risø inden for Danmarks grænser, bebudede vil sundheds- og forebyggelsesminister Astrid Krag (SF), at hun ville undersøge muligheden for at deponere »alt« affaldet i udlandet samt undersøge muligheden for fortsat at deponere det i et såkaldt »mellemlager« (formentlig på halvøen Risø nord for Roskilde).

Men disse tre ord – sideløbende, alt og mellemlager – er afgørende for forståelsen af den politiske dans om atomaffaldet.

Risiko for jordskælv

Selv om et enigt Folketing allerede i 2003 gav samtykke til, at den daværende VK-regering udarbejdede et beslutningsgrundlag for slutdepotet, har skiftende sundhedsministre ikke ligefrem har haft travlt med at træffe den endelige beslutning.

Der skulle således gå yderligere seks år, før daværende sundhedsminister Bertel Haarder (V) i 2009 fastlagde den nuværende plan for, hvordan et slutdepot inden for Danmarks grænser skal findes.

Og da det i efteråret blev den nuværende sundhedsministers lod at træffe en beslutning, trak netop de tidligere regeringspartier pludselig deres støtte til planen og krævede nye undersøgelser af, om udlandet vil tage imod atomaffaldet.

På det tidspunkt havde de udpegede kommuner (Skive, Struer, Kerteminde, Lolland og Bornholms) alle højlydt takket nej til at modtage atomaffaldet, som i dag ligger i containere på Risø.

Her kan det ikke blive liggende, har geologerne fra GEUS tidligere fastslået. Halvøens lerlag er ikke er gode nok, der er en i dansk målestok stor risiko for jordskælv, området ligger for lavt i forhold til den forventede højere vandstand på grund af klimaforandringerne – og endelig ville to store drikkevandsboringer øst for Roskilde blive truet, hvis ulykken er ude og der kommer et radioaktivt udslip.

Hvilket ikke just har gjort kommunerne mere trygge ved at skulle lægge grund til et slutdepot.

Lytter til befolkningen

Det kan dog bliver mere end svært at finde et andet land, som vil tage imod Danmarks atomaffald.

Formuleringen om at undersøge mulighederne for at deponere alt affaldet i udlandet dækker over, at skiftende regeringen hidtil forgæves har forsøgt at komme af med de 233 kilo såkaldt mellemradioaktivt affald (som EU har givet tilladelse til eksport af). Og hvis det er ikke lykkes at komme af med den mængde, hvordan skal det så lykkes at komme af med de resterende 5.000 kubikmeter lavradioaktiv affald? Affaldet stammer dels fra 40 års drift af nukleare forskningsanlæg på Risø og fra nedrivning (dekommissionering) af disse anlæg, dels fra forskning andre steder i Danmark samt fra hospitaler og industri.

Selv om der ikke, modsat beslutningen om for eller imod atomkraft, er nogen landspolitisk mobilisering imod deponeringen af atomaffaldet, opnår politikerne alligevel to ting med deres nye beslutning: De viser, at de lytter til lokalbefolkningen – ikke mindst til de fem kommuner i Udkantsdanmark. Og de udskyder den endelige stillingtagen til placeringen af affaldet til slutningen af året – når kommunal- og regionsrådvalget er vel overstået.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jens Helge Hagemann

Det er vel på tide, at videnskaben begynder at interessere sig for, hvordan man neutraliserer skidtet, for det kan naturligvis lade sig gøre. Det er kun et spørgsmål om viden, altså, at finde denne viden, ligesom da videnskaben fandt ud, at anvende skidtet til bl.a. bomber; det kræver blot, at nogle kloger hoveder vil interessere sig for det og få midler til at finde løsningen, så vil den komme frem.
Som det så smukt står skrevet et eller andet sted: Søg og du skal finde!

Vedr. de 233 kg "særligt affald", langlivet mellemaktivt affald, og vanskeligheden ved eksport af dem.

Det kan evt. skyldes, at ingen af de adspurgte lande endnu har slutdepoter til brugt brændsel.

Hvis de 233 kg bestrålede brændselselementer bliver eksporteret til Sverige, hvilket iflg. en svensk ekspert på høringen på Børsen 23.10.12 kan være muligt, vil de blive slutdeponeret i 500 meters dybde med en sikkerhedshorisont på 100.000 år sammen med svenskernes brugte brændsel.

De 233 kg indeholder hele det spektrum af fissionsprodukter (f.eks. Cæsium-137, Strontium-90) og aktinider (uran, thorium og plutonium) som findes i brugt kernebrændsel.

(t.o. Sverige har kun ansøgt om et sådant dybt geologisk depot, men de 233 kg vil så i mellemtiden kunne oplagres sammen med deres brugte kernebrændsel.)

Kan de 233 kg ikke eksporteres, skal de i et dansk slutdepot (30-100 meter under terræn) med en sikkerhedshorisont på 300 år.