Klumme

Eftertragtet snavs

Lækager og godbidskultur er to sider af samme sag på Christiansborg – og selv de bedste godbidder kommer med en pris
23. marts 2013

Jeg bliver altid så misundelig, når jeg læser om den såkaldte godbidskultur på Christiansborg, hvor kolleger får serveret grydeklare historier af kilderne. Når forsvarsministerens spindoktor angiveligt fortæller TV 2, at Jægerkorpset er på vej til Irak. Når skatteministerens ditto angiveligt tilbyder Ekstra Bladet Helle Thorning-Schmidt og ægtefællens skatteafgørelse. Eller når Venstre senest angiveligt præsenterer BT for et notat om statsministerens mange, og ikke mindst dyre, tasker og tøj.

Da jeg sidste gang var ude af spise frokost med en af regeringens spindoktorer, endte jeg nemlig ikke blot med at betale regningen. Jeg fik en timelang forelæsning om, at mediestøtten kun går til højere journalistlønninger. At vi alligevel kun gider bruge de samme brokhoveder i partierne – velvidende at disse sjældent taler på flertallets vegne. Og at når en politiker efterfølgende – af en eller anden grund – ikke tager telefonen for at besvare denne kritik, så kan vedkommende dagen efter se sig omtalt sammen med den ildevarslende vending: » ... ønsker ikke at kommentere oplysningerne«.

Men som sagt, så bliver jeg altså misundelig og ikke forarget, når jeg hører om, at partier, presseafdelinger og politikere lækker oplysninger eller ligefrem spreder snavs om modstanderne. Det som kaldes opposition research eller research af oppositionen. En god historie er jo pr. definition noget, nogen ikke vil have frem.

Det lærte jeg i sin tid på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Her rullede læreren den første dag et tv-apparat ind i klasseværelset og afspillede videofilmen (det er så længe siden!) Alle præsidenten mænd. Historien om, hvordan to journalister på Washington Post, Bob Woodward og Carl Bernstein, afslørede, hvordan Richard Nixon og hans håndgangne mænd ikke blot stod bag indbruddet i Watergate-bygningen men også en vidtrækkende kampagne for at diskreditere Demokraterne.

Afsløringen blev hjulpet på vej af historiens måske mest kendte anonyme kilde, Deep Throat, som i en parkeringskælder i Washington, gav Bob Woodward beskeden: »Følg pengene«.

I bogen af samme navn gav Bob Woodward og Carl Bernstein indtryk af, at Deep Throat lækkede oplysninger af moralske grunde. At han med andre ord »forsøgte at beskytte embedet (præsidentembedet, red.) og rette op på dets handlinger, før alt gik tabt«.

Netop det indtryk bliver dog i dag kritiseret af den amerikanske presse som en del af den igangværende Bob Woodward-revisionisme. Hvis journalisten ikke vidste det dengang, så burde han i dag vide, at Deep Throat – som i 2005 blev afsløret som FBI’s daværende vicechef W. Mark Felt – kunne have andre motiver. Arkiverne har afsløret, at FBI aldrig for alvor blev forhindret i at forfølge præsidenten og hans mænd. Hvilket angiveligt var W. Mark Felts motiv for at mødes i kælderen med Bob Woodward. I stedet følte vicechefen sig forbigået, da Richard Nixon udnævnte den udefra kommende L. Patrick Grey som fungerende afløser for FBI’s mangeårige direktør J. Edgar Hoover, og lækagerne ville næppe gøre præsidenten mere opsat på at gøre udnævnelsen permanent.

Som journalist oplever jeg da også, at de færreste kilder drives af ædle motiver, når de lækker fortrolige oplysninger. Det sker oftest for at afprøve en íde, fremme egne interesser og/eller skade andres.

Lækager – eller godbidderne – der som sagt kan dække over alt lige fra ulovligheder (og ulovlige lækager) til de mere uskyldige, som eksempelvis statsministerens tøjbudget.

Da jeg efter terrorangrebene i 2001 skrev om den danske højrefløjs støtte i 1980’erne til islamiske fundamentalister i Afghanistan under den sovjetiske besættelse, var det således Enhedslistens Frank Aaen som smilende gav mig en kopi af en artikel fra Se og Hør, han havde fået tilsendt. Artiklen fra 1988 beskrev, hvordan formanden for Venstres Ungdom (VU), Lars Løkke Rasmussen, på hesteryg drog ind i Afghanistan for at aflevere 600.000 kroner til mujahedinerne.

Selv om Lars Løkke Rasmussen forsvarede sig med, at det dengang var »den rigtige side at stille sig op på«, blev jeg alligevel dagen efter ringet op. Årsag: Jeg havde i en bisætning nævnt, at den dengang 25-årige Lars Løkke Rasmussen ved tilbagekomsten til Pakistan var blevet fængslet, anklaget for voldtægt og mord på en kvindelig antropolog, han havde delt hotel med i grænsebyen Peshawar.

Den dag i dag ved jeg ikke, om den senere statsminister virkelig mente det, da han indigneret udbrød:

»Hvad ville min gamle mor ikke tænke, hvis hun læste det her?«

Kim Kristensen er journalist på Informations Christiansborg-redaktion.

Klummen på mandag: Annegrethe Rasmussen om amerikanernes forkærlighed for forbud

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Havde helt glemt, at Lars Løkke har været anklaget for mord og voldtægt. Der var vist ikke megen dækning af den sag?