Læsetid 5 min.

Teknologien bringer litteraturen til næste niveau

Selvom de teknologiske muligheder for at forny litteraturen har været tilgængelige i årtier, bliver de sjældent benyttet. Læseren er konservativ, men blandt forlag, skribenter og udgivere begynder man at mærke, at noget nyt er på vej – og brudflader i de traditionelle måder at udgive på viser sig
Erik Scherz Andersen undrer sig over, at flere ikke benytter sig af de digitale muligheder.

Erik Scherz Andersen undrer sig over, at flere ikke benytter sig af de digitale muligheder.

Jakob Dall
6. april 2013

Vi mødes på Paludan Bogcafé. Erik Scherz Andersen virker malplaceret i cafeen med de høje bogreoler fyldt med bøger, og med skiltene »må ikke berøres«. Han er ovre æraen med trykte, klassiske bøger. Erik Scherz Andersen synes ikke, at et nytrykt magasin dufter godt og er typen som siger »nej tak« til at modtage et visitkort. »Det er jo fuldstændigt forældet, jeg finder dig online,« siger han til en og finder sin smartphone frem.

Erik Scherz Andersen er en pioner inden for nye måder at få litteraturen ud over rampen på. Han har udgivet et værk bestående af 64 statusopdateringer fra Facebook, og taler begejstret om forfattere, som aldrig udgiver noget i fysisk form, men er sponserede bloggere, der eksperimenterer med form og indhold. Det undrer ham at flere ikke benytter sig af de digitale muligheder. Blandt andet derfor er han redaktør for det digitale tidsskrift Slagtryk og sit eget digitale Weltscherz.

»Vi har ganske få forfattere, som kan kaldes pionerer. Og det at udgive digitalt er jo ikke engang længere et pionerforehavende. Vi er i 2013 – disse ting har kunnet lade sit gøre i de sidste 15 år,« siger han.

Slagtryk

Erik Scherz Andersen ved godt, at han ikke er i en position til at udfordre den litterære produktionscyklus, men han oplever, at flere og flere skribenter publicerer uden om de etablerede institutioner. Nogle af disse skribenters værker tager han imod hos tidsskriftet Slagtryk, hvor han er redaktør sammen med fire andre. Erik Scherz Andersen arbejder til daglig med internetmarkedsføring hos TDC, men bruger al sin fritid på sine digitale eksperimenter.

Slagtryk bryder med forestillingen om, at tidsskrifter skal udkomme i fysisk form. Fra en skribent sender sit arbejde ind, til Slagtryks redaktører publicerer det, går der oftest kun få uger.

I et digt trykt på slagtryk.dk har en skribent funderet over, hvad der er sket forud for, at bunker af blomster er blevet placeret på Kongens Nytorv. En læser svarer i kommentarfeltet, at en arbejder er faldet ned fra Hotel d’Angleterres tag. Sådan fortsætter historierne virtuelt, når skribentens blik ser tingene simultant med læserens. Noget, tidsskrifter, som kun udkommer få gange årligt, kan have svært ved at efterligne.

Når en skribents digte vækker særlig fascination, inviterer Slagtryks redaktører personen ind i et studie og videooptager en digtoplæsning. Videoerne bliver vist via en YouTube-kanal. Alt der udkommer via Slagtryk er altså digitalt, men hos Slagtryk ved man også, at nogle mennesker stadig holder af at få tidsskrifter i fysisk form, så de samler månedligt de udgivne digte til en pdf-fil, som man selv kan printe ud.

»Det er for at give folk mulighed for noget, der minder lidt om det, et tidsskrift engang var,« siger Erik Scherz Andersen.

For ham er den digitale udvikling af litteraturen uomgængelig, selv om den lader vente på sig.

»Først når den unge generation af forfattere indser, at de ikke gider at udgive en fysisk bog, er vi nået i mål. Når forfatterne sige: Det skal da være digitalt; det skal kunne et eller andet magisk,« siger Erik Scherz Andersen.

Mere end bare digitalt

En anden ting, som kan få Slagtryk til at ligne et klassisk tidsskrift, er, at det er tilknyttet et forlag.

Da Slagtryk selv står for både redaktion og markedsføringen og ikke har brug for praktisk hjælp til at få tidsskriftet trykt, er det egentligt mest af symbolske årsager, at mikroforlaget ’Kronstorks’ logo ses på hjemmesiden.

 

»Det er svært at komme ind fra gaden og vælge og vrage i folks tekster. Vi har brugt den anerkendelse Kronstork har, som en løftestang til at sige, at vi har et mandat til at udvælge,« siger Erik Scherz Andersen. 

Til gengæld for autoriteten får forlaget Kronstork omtale gennem Slagtryk, og sammen arrangerer Slagtryk og Kronstork engang imellem arrangementer. 

Selv om den nye teknologi giver hidtil uset demokratiske muligheder for litteraturen, mener Erik Scherz Andersen, at der stadig er brug for en grovsortering af litteraturen. Hvis folk skal blive ved med at vende tilbage til Slagtryks hjemmeside og anerkende tidsskriftets kvalitet, kan alle bidragydere ikke blive publiceret.

Hos forlagene er man imidlertid bevidst om, at man skal udvikle sig for stadig at spille en rolle i litteraturen.

»Som branche er det et kardinalpunkt for os at være åbne og imødekommende over for nye initiativer og forretningsmodeller,« siger Morten Remmer, som er kommerciel direktør for ArtPeople, som huser forlaget People’sPress.

Morten Remmer har en baggrund i musikbranchen og har indtil for et år siden arbejdet hos pladeselskabet Universal. Han ser mange lighedspunkter med litteraturens udvikling og den forvandling, som musikbranchen har været igennem. De seneste ti år i musikbranchen har ændret distributionen fuldstændigt. Hvor man før købte cd’er, benytter mange forbrugere sig nu af abonnementstjenester, hvor de får adgang til et stort musikbibliotek mod et månedligt beløb.

En ny form for forlag

Nu er turen kommet til litteraturen. Derfor forsøger man hos People’sPress at eksperimentere med nye former for litteratur, og støtter blandt andet det nye format ’singler’, som er længere end artikler, men kortere end bøger, og åbner mulighed for eksperimenterende fortælleformer. Her samarbejder People’sPress med Zetland og Berlingske, som begge udgiver singler. Både Berlingske og Zetland står selv for at udvælge værker, og på den måde har forlagets kuraterende rolle ændret sig.

»Medievirksomheden Zetland er utrolig dygtig, så i dette tilfælde har vi i en vis forstand outsourcet kvalitetskontrollen. Her ligger vores kuraterende rolle og vores kvalitetskontrol i valget af samarbejdspartnere,« siger Morten Remmer, der mener, at forlagene fremover skal være bedre til at skræddersy samarbejdet med forfattere og udgivere.

Eksperimenter med litteraturen, som Erik Scherz Andersen efterspørger, er Morten Remmer ikke helt med på. Hos Peoples Press udgiver man ikke multimedieproduktioner.

»Bogen er det eneste kulturprodukt, hvor man for alvor trækker stikket fra resten af omgivelserne. Du har selv al kontrol og kan selv bestemme tempoet. Det er det, som er så unikt og fantastisk ved bogen – det er vi forsigtige med at pille ved,« siger Morten Remmer og tilføjer med et smil.

»Indtil videre er der ingen, som efterspørger underlægningsmusik på den seneste Camilla Läckberg-roman.«

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv en gratis måned med uafhængig kvalitetsjournalistik

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Jette Abildgaard
    Jette Abildgaard
Jette Abildgaard anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Maj-Britt Kent Hansen
Maj-Britt Kent Hansen

Det er altsammen meget godt, men hvad med papirbogen, hvor forfatteren har skrevet sin personlige dedikation til netop mig? Den går fløjten. Sammen med håndskriften, som ingen fremover skal lære. Og ingen grafologer tyde.

Men jeg er vel bare sentimental?

Nick Mogensen, Jette Abildgaard og Thorbjørn Kühl anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Nick Mogensen
Nick Mogensen

Der tales ikke det fjerneste om indholdet? Men det den moderne tids indhold; dens sygdom. Man forsøger at tilpasse sig et moderne menneske "mangel" på tid. Men den "mangel" på tid er opstået i mangel på prioritering. Den nu afdøde franske filosof, Michel Foucault, har skrevet en bog med titlen: Galskabens historie i den klassiske periode. Hvis man skifter klassisk ud med moderne har man ekstrakten af artiklens indhold.

Én ting er jo e-bogen. Den er ikke ringe bare fordi den er elektronisk. Men den er ringe hvis den bliver til en pamflet, en skallet udgave, en kanalje af en litterær udgivelse, som faktisk ikke litterær, men en omgang pladder.

Jeg har læst en del e-bøger. Det er smart nok. Men jeg har læst hele bøger. E-bogen indbyder til overfladisk læsning. Det tør jeg - med rimelig erfaring på området - godt stå på mål for. Det kræver en temmelig usædvanlig disciplin - taget tiderne i betragtning - at vedholde sig en mere almindelig læsning, selvom formatet indbyder, inviterer til en anden mere let, men også langt mindre indsigtsfremmende, dans.

Samtidig er risikoen - og den er ikke lille - for at der i det hele taget drives gæk og gøgl med ordet 'forfatter'. Klaus Rifbjerg har vidst i et interview sagt, at man først 'rigtig' kan kalde sig forfatter når man har udgivet to-tre bøger. Mangt et moderne menneske - som jo elsker successen, uanset om den er berettiget eller ej? - ville måske i ren forargelse sige, at Rifbjerg er 'af den gamle skole'. Gammel skole betyder ikke ufornuftig skole. Nej, nok snarere tværtimod.

En hob af mennesker, nær som fjern, høj som lav, føler sig i dag berettiget til en stemme i demokratiet. Jovist, den har de allerede ved lov. Men forfladigelse af kulturen sker netop fordi mangt individualiseret menneske føler, at dette (dvs. dets subjektløse ego råber og skriger efter opmærksomhed) har "lige så meget at sige" som professor X eller forfatter Y. Er det en folkeret at fortælle om sine egne personlige åbenbaringer? Hvad er der galt med at gøre det Til te hos hattemageren (- ni opskænkninger til den gale hals)?

Som humanistisk studerende kan man opleve dette udsnit af tingenes tilstand på universitetet. Her er der en masse "bla bla", en masse form, egne idiosynkrasier som analyse-prismet, en ekstrem formålsrationel, instrumentel tænkning: Alt skal "kunne bruges til noget" - den sætning jeg har hørt allerflest gange i min snart tre-årige "stuegang".

Men hvem ved hvad noget kan bruges til? Hvem kan - uden implicit at være himmelråbende arrogant (selvfølgelig med et smil på - formen; den polerede overflade skal jo bevares - bevares) - påråbe at vide hvilken vide man kan bruge til noget i fremtiden? Det er jo en fulstændig opløsning af det sundeste ægteskab i 2.500 år, nemlig det græske videnskabsideal og videnskabens hævdholdelse af dette.

Vi lever i en "bla bla" kultur, hvor fejedreng hedder "Broom-stick, swifty - in jeans - bad hairday, totally crushing, surveillance of dirt, chief executive manager". Der er ikke noget galt i at feje. Men kald det ved dets (op)rigtige navn.

E-udgivelser kan meget nemt blive en ny plads for taskenspilleri, et moderne middelaldermarked hvor dem bedst til at markedsføre en fjollet ide, bliver hørt af et fjollet publikum - som er voksende?

Jeg er ikke imod e-udgivelser, jeg er imod at bogens indhold par excellence bliver tilrettet formatet. Henry David Thoureau's bog Walden eller Albert Camus Pesten kan og skal ikke forkortes ned til en 'single' (et andet ord for tynd pamflet, som ikke per se er ringe, men så kald det dog tynd plamflet?). Så mister bogen sit sprog og som jeg (undskyld, Jantelov) har sagt før: Man kan hurtigt miste sproget i kommunikationen.

Brugerbillede for steen nielsen
steen nielsen

"»Først når den unge generation af forfattere indser, at de ikke gider at udgive en fysisk bog, er vi nået i mål. Når forfatterne sige: Det skal da være digitalt; det skal kunne et eller andet magisk,« siger Erik Scherz Andersen."

Er det også magisk at disse forfattere ikke får en øre for det de laver og at der kan være en risiko for at det bliver endnu sværere at leve af at være forfatter i fremtiden.

Hvordan er disse menneskers rettigheder til det de laver sikret? Hvis det var virksomheder ville de jo aldrig bare ligge det de laver ud til fri afbenyttelse, heller ikke i musikindustrien er det muligt. Hvem beskytter disse håbefulde forfatteres rettigheder?

Brugerbillede for Morten Juhl-Johansen Zölde-Fejér
Morten Juhl-Johansen Zölde-Fejér

Erik Scherz Andersen har jo et par fine projekter, men han er jo så også så kritisk overfor den klassiske model, at han ikke faktisk producerer noget, som der er penge i.
Vi kan jo sagtens sætte noget op, der er pænt, og måske få nogle kompetente forfattere til at forære projektet et værk eller to, men hvis man følger den model, så er litteratur en sommerferiehobby. Manden tjener til gengæld penge på markedsføring hos TDC, som er den ægte værdiskabelses komplette antitese.

Brugerbillede for Erik Scherz Andersen
Erik Scherz Andersen

Vedr. Økonomi:
@Morten/ Steen:
Jeg er uforstående overfor kommentarerne. Artiklen kredser ikke om Slagtryks økonomi, men det er vores ambition at kunne aflønne bidragydere. Artiklens sigte er ikke at diskutere statens støtte til litteraturen igennem Bibliotekspengene + den brede støtte til oplæsningsarrangementer, mens honorarer for bidrag i tidsskrifter er begrænset til et minimum + eller for den sags skyld Kunstrådets krav om BOGudgivelse for at komme i betragtning til litteraturstøtte. Jeg vil også synes det ville være interessant at diskutere den Tværæstetiske pulje, som nu lukker ned, fordi Kulturministeriet nok ikke rigtig vidste hvordan den skulle komme nogen til gode.

Men emnet er hamrende interessant: Vi kunne sætte en betalingsløsning op for at sikre indtægt ved læsning af bidrag. Det har vi fravalgt for at sikre et flow, en produktion og et produkt. Vi tror på den åbne løsning, men må naturligvis spørge os selv, hvorfor så få enkeltpersoner frivilligt har doneret et beløb til Slagtryk - der er bankkontonummer og mulighed for betaling via Paypal. Disse penge giver vi tilbage til forfatterne.

Helt grundlæggende synes jeg, at Jeres kritik underkender den (korte) historik fra Internettet, hvordan gamle forretningsmodeller bliver trængt (om man vil nettet eller ej) og at nye opstår. Både den offentlige støtte må forholde sig til nye distributions og produktionskanaler. Og den private forbruger må forholde sig til den værdi af de produkter de forbruger - også de digitale.

Vedr. Ophavsret:
@ Steen:
Der er ingen forskel på tilladelsen til at benytte materialet om det er på Internettet eller i en bog. Laver en skole / gymnasium print fra en undervisningsbog eller fra Slagtryk.dk, så skal anvendelsen indberettes til COPYdan.
Forfatterens rettigheder er ikke dårligere stillet, fordi udbredelsen er lettere.

Generelt til Nick Mortensen:
I mine øjne er det ikke "bogens indhold", der skal tilrettes formatet. Det er litteraturen, der skal tilrettes formatet. Og derfor er bogen, den fysiske, kun én blandt flere. For ellers kan man hurtigt miste sproget i kommunikationen.
I 2013 er den gode historie ikke forbeholdt den klassiske roman, men kan også genfindes andre steder, så som Tv-serier og spillefilm.

Jeg forstår personligt ikke hvorfor e-bogen indbyder mere til overfladisk læsning. Det er et spørgsmål om vane, rutine og evner. Om et par år kunne argumentet lige så godt være den anden vej. At bogen som konkret ting er for nem at bladre i, for let at springe rundt i - og slutningen kan læses før det var forfatterens hensigt.
Forstår du hvor jeg vil hen? - For du har nok ret i forhold til flertallets følelse omkring, oplevelse og konsumering af litteraturen. Men argumentet er bundet i en nuværende praksis, ikke i en evig sandhed.

Jeg vil gerne tale om indholdet. Det er interessant uanset format.

Brugerbillede for Nick Mogensen
Nick Mogensen

Fedt du kommenterer Eric Schuzt Adsnersen ;-)

I forhold til de ting du mener den almindelig bog giver adkomst til, vil jeg - uden at være kålhøgen - mene, at disse ting også er mulige i en e-udgave; og dette endda markant lettere. I en bog kan du fx søge på et ord: "honning - og så vil 'computeren' finde de pågældende steder hvor dette ord fremgår (i biavlerens A til Z ;-)).

Det giver i øvrigt ikke megen nytte at bladre rundt i en almindelig bog. Det bliver bare en vildfaren vildfarelse. Slutningen kan også læses i en e-bog - i hvert fald dem jeg er bekendt med?

Vi er grundlæggende uenige i forhold til hvilket udkom; hvilken længerevarende effekt en bog og en film har. Film er ikke skidt og kanel. Klart. Filmen er glimrende. Jeg så igår - på opfordring af mine medkollektivister om deltagelse i filmaften - den 'gamle' film Network. Jeg ser nær sagt aldrig fjernsyn og film, så jeg er altid glad når filmen er vigtig. Men jeg må omvendt konstatere, at filmmediet er stærkt begrænset i forhold til udvidelsen af den intellektuelle kapital i forhold til evnen til at læse (hurtigt) - som visse forskningsresultater mener giver en bedre evne til at kombinere, som fx også skak skulle træne -, til at opnå adkomst til den gigantiske mængde information og detaljer en god bog rummer, til at opnå sproglig dannelse, som er en grundforsætning for menneskelig erkendelse og verdensforståelse og ikke mindst, hjælpe med at få udviklet et mere poetisk og forhåbenlig humoristisk skrifts- og talesprog.

For flere år siden da jeg så en del fjernsyn og film, blev jeg ikke bedre til mange af de ovenstående ting. Man kan naturligvis påstå, at min hjerne ejner sig bedre til bogen (og bla bla ;-)). Men grundlæggende tror jeg ikke på den teori, fordi jeg oplever den samme erkendelse hos folk som også er 'læseheste' som jeg selv i dag - det er i øvrigt oftest folk i alderen 40+ (det siger vel et eller andet?).

Det jeg selv betragter som det absolut bedste - og her taler jeg fra en disciplineret læsers øjne - ved e-bogen er, at en lille e-bogslæser gør det muligt for mig at have 50 (eller mange flere) bøger ved hånden, i et format der ikke giver ondt i nakken og fylder i tasken. Med andre ord kan man altså folde den lange pegefingeren ud, når man påstiger et Ryanair-fly, og i småhævngerrig facon, juble over at kunne nøjes med ét stk. håndbagage og ikke en hel kuffert til 450,- på skræntende samvittighed og en lang næse. Det er simpelthen en tilståelsessag. Det er fremragende.

Og så lige et PS: Jeg skriver selv på en bog, så jeg vil da huske dig, Erik Scherz Andersen ;-)

Brugerbillede for Bjarke Bogmarkedet
Bjarke Bogmarkedet

Imponerende mængde bidragydere. Og tankevækkende, hvor lidt effekt tidsskriftet har haft. Hvor få notaioner fra begejstrede læsere. Og - hvis jeg skal være ærlig - hvor lidt det udnytter internettets muligheder. Det er jo ikke verdens mest spændende site med interaktive videoer, enhanced ePub-digte og andet.
Man kunne få den kætteriske tanke, at tidsskriftet ikke opfylder andre behov end ophavsmændenes - og at det er en glimrende illustration af, hvor mange tomme ord, der er i Informations artikel.
Og nej, jeg er ikke maskinstormer. E-bøger føjer en helt ny dimension til læsningen. Fedt. Debatten om fordele/ulemper ved det ene format contra det andet er bare langt mere nuanceret og kompleks end den helt ukritiske artikel lægger op til.

Brugerbillede for Kenneth Krabat
Kenneth Krabat

Fuldstændig håbløst kedsommelig kontrastartikel uden bid, vid eller indsigt i problematikken, som den lægges frem: På den ene side det "nye", på den anden side det "gamle": Er litteraturen eller mediet eller noget under omkalfatring eller hvad er det? Er det erhvervslivets indtjeningsmodeller baseret på 550 års velafprøvet formoversættelse af Verdensforståelsen, overtaget og reproduceret af undervisere og almene læsere lige, der bestemmer eller skal bestemme mediets form, eller er det dem, der gratis arbejder for at angive nye oplevelsesformer, nye virkelighedsafsmitningsmuligheder i en verden, som på stort set ALLE andre områder er blevet digitalt, som skal have cadeau? Det er en ligegyldig Dét-er-op-til-læseren-at-afgøre.

Det er IKKE op til læseren at afgøre. Det er overhovedet meningen med at skrive. At det er skriveren, der har en mening, som hunhan delagtigør modtageren i.

Debatten omkring ebøger vs. papirbøger for de flestes del består i EN altafgørende uvidenhed:

At al litteratur i sig selv er kode. 'Kode' som betegnelse for en fastholdelse af intentioner, der dækker over såvel form som indhold.

Når hr yngre digterprogrammør således placerer sine oversættelser af verden i html-tags, der opfører sig forskelligt, alt efter hvilket læsemedie, teksten beskues på - hjemmeside, padde eller smartphone - er det ikke meget anderledes end hr ældre markedsandelsfastholders insisteren på, at bogstaver skal trykkes på en side, der ikke forandrer sig.

Begge er anbefalet kode. Foretrukken kodning. Hvor det for begge gælder, at formen påvirker OPFATTELSEN af indholdet både hos skaber og modtager.

Eneste relevante forskel på den analoge og den digitale kode er størrelsen på læsevinduet, dvs. det oplevelsesrum tilladt af mediet, hvori man kan tilgå den størst mulige HELE del af teksten, som ønsket af skaberen.

Ind til benet: Det er pisse-uinteressant at fremhæve nogens formåen til at stå fast på det gamle eller afsøge det nye. Det, som er interessant, er spørgsmålet om det gamle står i vejen for det nye ved at insistere på sig selv - altså, om den papirtrykte litteratur fortsat er kulturberigende i en forstand, der er ønskværdig - og om den nye kan siges at sætte fingeren på foryngelsesenergien, som enhver kultur behøver for ikke at gå under?

Altså, ’er markedsmusklerne destruktive og har innovationen relevans spørgsmålstegn’ !

Alle andre spørgsmål fodrer det bestående ved undladelse af kritik. Det nye behøver nogen sjældent at frygte, fordi det netop ikke er understøttet - og finder det støtte i omverden, taler det snart ned i det gamles lommer.

Men VIL man have overskrifter, så spind endelig ende over forestillingen om, at kunstnere kunne blive betalt individuelt, uden om markedsmusklernes poleringserfaring og distributionskanaler; konsekvensen er jo frafaldet af en global magtfaktor. Og hvad det betyder, at et digitalt værk udgivet uden om de etablerede erfaringer ikke bliver redaktionelt behandlet i traditionel form.

Se gerne sammenligningen mellem sen indføring i free-form jazz og fuzzy logic: Det bliver sværere og sværere med alderen at tillære ting, som ikke er stringente (A til B), men det ér muligt, hvis man knækker koden; og sådan er det med alt, hvor hjertet kan få lov at tale med og hjernen holde fri, og kroppen ikke behøver at forsvare sig med trangen til at flygte:

HVIS hjertet kan være med i en tekst - og hér har papirmediets monomedialitet overlegent siddet på menneskets udvikling i 550 år, senest direkte overført til det digitale medie gennem hjemmesider og ebogslæsersoftware (alt sammen gennem placerings-tags, der bestemmer relationerne mellem en fuldteksts bestanddele, så den ikke utilsigtet bliver én stor firkantet tekstklods) - SÅ er vi som modtagere tilfredse. Dét er vores spillerum, både som forfattere og læsere, at vi kan REproducere en kode, som giver os adgang til en forståelse af andre mennesker, vi kan acceptere som værende lig vores forståelse annammet ud af personlige møder.

Dét ændrer sig nok ikke lige med det samme - altså, behovet for hjertets genkendelse - og dér vil jeg sige, at den digitale mediebeholder er en prototype, som stort set kun ved efterligning af papirmediets muligheder (uden at gøre det lige så godt!) kan aflevere et genkendeligt hjerte til modtageren. Jeg kan faktisk ikke komme på noget som helst, jeg har set, som ikke i væsentligst grad har været en fremvisning af teknik og teknisk formåen - altså, en leg med formen i samme stil som konkretpoesien, men endnu uden at have nået den grad af inderlighed, som konkretpoesien fandt frem til, da skaberne helt havde vænnet sig til ikke at skulle "betyde noget" med brugen af ord.

Det samme er ikke gældende endnu for den digitale skrift. Den leder stadig efter væsentligt indhold at smelte sammen med. Og det ER bestemt muligt, at den vil have en udviklende effekt på menneskene, når det sker - når fortællere og digtere tager (ansvar for) den ny kode på sig og hardwaren ikke længere er et begrænsende spørgsmål om skærmstørrelse, processorkraft, codecs, formatoverlevelse, adgang, ejerskab og meget andet. Men hjertet bør vi nok ikke forlade, men derimod forlade os på.

En formodning, der stiller følgende krav til producenter, formidlere og modtagere:

Til Skaberne
- Sørg for at lave væsentligt indhold, der taler til mennesker.
- Form og indhold er summen af alt medialt.
- Prøv forestillingen om 'væsentligt indhold' af på modtagere.

Til de nuværende mellemled, store og små
- Vær opsøgende mæcener - med penge, plads, ekspertice; det behøver ikke være voldsomt
- Bølgerne skal nok lægge sig.
- Det handler ikke om markedsdominans og DRM, men om kærlighed til summen af indhold og form.

Til Modtagerne
- Stil krav til oplevelsen uden at sammenligne med papirbogen
- Stil krav til papirbogen og husk, at dét også er dig selv
- Stil krav til skaberne, og husk der ofte er mange skabere på en bog
- Stil krav til hardwaren - skal næste års model virkelig være planlagt for tre år siden?

Brugerbillede for Nick Mogensen
Nick Mogensen

@Kenneth Krabet.

Jeg kan ikke finde meningen i dit skriv. Måske skal jeg læse det igen; måske mangler jeg koden til at afkode dit skriv; måske er du rodet.

Brugerbillede for Kenneth Krabat
Kenneth Krabat

Jeg kan i øvrigt ikke tilstrækkeligt anbefale U B U W E B som udtryk for overgangen mellem det gamle og det nye. Hér er summen af K U N S T E N inden for det konkret reproducerbare tankemæssige i tekst og A/V tilgængelig i digitaliseret form.

Med sine mange biografiske referencer kan det ved første færd forekomme leksikalt, men hvad det egentlig er er råt. Det er den rå kunst - de dygtigt udførte tanker og betragtninger - uden for kunstnerens egen, personlige kontekst og indsat i verdenskontekst. Vi plejer at kalde den slags Museer, men selv om der bestemt er kuratering hér, så er netop fordelen ved den digitale kunst, at man kan genfinde verden alene ved den uoverkommeligt enorme mængde værker i samlingen. Jeg tvivler på, at nogen kan blive færdig med det hele.

'Biblioteket' ér en væsentlig del af det digitale. Mængde. Ikke mængde, der overskygger kvalitet, men kvalitet i uoverkommelig mængde. Dét magter papirbogen ikke i en verden, hvor kulturerne hastigere og hastigere nærmer sig hinanden ad digital vej - endnu holdt adskilt af den markedsfremmende Babel-understøttelse: opdelingen i ikke-overlappende sprogdivisioner er en synlig forudsætning for f.eks. Facebooks vækst og indtjening - papirbogen er stadig kun for den enkelte. Og det er et godt produkt af netop dén grund. Men adgangen til det globale bibliotek kan meget, meget, meget mere - hvis man for sig selv kan free-jazze på sin tilgang og lære en ny kode at kende.

Så, bogen som tilbegetrækningens fortællerum, og Internettet/digital distribution med linkadgang til verden som oplysning? Eller en sammensmeltning af de to?

Jeg kan godt se dem smeltet sammen. Jeg kan også godt se omkostningerne. Hvad jeg ikke kan se er, hvordan vi er som mennesker, når vi sætter stikket i en kollektiv forståelse, som ikke bare er større end os ved sin gennemprøvede kode, men også er i stand til at reagere og interagere med os, mens vi har stikket i!

Brugerbillede for Nick Mogensen
Nick Mogensen

Der er uendeligt meget at sige, men mindre at sige, hvis det man vil sige er sagt, sådan som man ville have sagt det, i den situation det skulle siges.

Hvis metaforen bliver i dens egen sfære, som det også kan forekomme ved en sovs der skiller pga. af manglende emulgator, eksempelvis vodka, så er spørgsmålet om metaforen er en metafor, eller om den blot er et skriv, der taler i sig selv og ikke for sig selv, taget i betragtning af, at den som mener at være i besiddelse af et vigtigt "billede", skribent som lægmand, må beherske den form, hvormed denne vil formulere sin flammende retorik, i så fald den overhovedet skal oppebære et rimeligt niveau af forståelse hos denne eller hin modtager, for så vidt et ønske om forståelighed gør sig gældende hos forfatteren som, ikke taler, men skriver til et publikum, for at undgå at denne vil blive afskrevet i uforståelighedens, især konstekstuelle, tegn, af et publikum som faktisk evner både at skrive og læse på et ganske anstændig niveau ;-).

Og så lige én ting til: Når jeg ovenfor påtaler en uforståenhed, skal dette ikke forstås som et spørgsmål om manglende kendskab til navne, idet navne er etiketter, som er uden egentlig indhold, medmindre det påregnes, at etiketten giver adkomst til bestemte konnotative forståelseshorisonter, som - hvis man skal være rimelig - altid vil være at finde i et vist omfang, dog uden at disse nødvendigvis gør deres betydning gældende i et omfang, der har mere vidtgående betydning end som så - og deri må påregnes at den, etikken, kan agere surrogat for en ekstrakt af teksten, i semiotisk forstand, hvormed vi altså således kan afvise tesen om umiddelbar manglende evne til at forstå navne, thi det rigtignok kan være tilfældet; i nærværende situationen er undren dog opstået som en grundlæggende undren, en indholdsundren i forhold, hvad nærværende skribent Kenneth Krabat reelt ønsker at delagtiggøre sine medkommentarister i, idet undertegnede ikke synes, at der er tilstrækkelig med kontekstuel hjemmel til at godtgøre Hr. Kenneth Krabats skriv, for så vidt det til stadighed vil stå uforklaret hen.

Jeg håber vi forstår hinanden ;-)