Leder

Grisk gilde

Debat
16. april 2013

Et tåbeligt spørgsmål: Kan man få fratrædelsesgodtgørelse for at blive i sin stilling? Fornuftigt svar: Nej, selvfølgelig ikke.

Men ak: Den tåbelige danske virkelighed er, at det kan man godt – hvis man er topchef i det offentlige. Dagbladet Politiken har fortjenstfuldt afdækket, hvordan et aflønningssystem er blevet fordrejet til en perversitet.

Oprindeligt – i 1969 – blev åremålskontrakter for offentlige chefer indført for at gøre det lettere at slippe af med dem. Til gengæld fik de åremålsansatte mere i løn og en godtgørelse ved fratræden.

Grotesk har ordningen udviklet sig. Det er misvisende at tale om ’lønfest for offentlige chefer’, for det er et grådighedens gilde. Oprindeligt var 100 chefer omfattet af ordningen. Nu er tallet op mod 2.000. De får 20 til 30 procent ekstra i løn og en fratrædelsesgodtgørelse, når åremålet udløber – selv om de bliver ansat på en ny kontrakt.

Skatteministeriet oplyser, at 28 af dets chefer inden for de sidste fem år har fået udbetalt samlet godtgørelse på 12,3 millioner – uden at fratræde.

Efter skandalesagen om Københavns Universitets hjerneforsker Penkowa kunne der være mange gode grunde til, at rektor Ralf Hemmingsen fratrådte sin stilling. Men tværtom er han blevet fornyet – og scorer oveni en fratrædelsesgodtgørelse, der ligger omkring millionen. En skandale i skandalen.

Påfaldende nok er 85 procent af Finansministeriets kontorchefer ansat på de gyldne kontrakter. For alle ministerier er gennemsnittet 17 procent.

Afsløringerne bekræfter et billede af en herskende klasse af embedsmænd. Staten synes at være ved at glide de folkevalgte af hænde. På dunkel vis forsvandt ved dette års overenskomstforhandlinger et krav fra Finansministeriet om åremålsfrådsets ophør.

Der er en skærende kontrast mellem Finansministeriets krav til de lavere rangerende offentligt ansatte – og den herskende klasses selvforsyning med skatteborgernes kroner. 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Steffen Gliese

Ikke blot det - der burde vel ikke være nogen grund til at ønske at slippe af med offentlig chefer, der vel er kendt igennem mange år på deres karrierevej igennem systemet. At slippe af med dem igen kunne således bedre være ved hjælp af det velkendte princip med tvungen pensionering efter 25 år.

Fratrædelses godtgørelse kunne bruges til at at modtager skal forlade offentlig administration i minimum 4 år. Det vil også skabe chancer for fornyelse.

Steffen Gliese

Og gå hvor hen, Viggo Helth? Det er den direkte vej for private interesser til at inficere den offentlige tjeneste endnu mere. Vi må insistere på, at pensionering betyder at overgå til det passive og vegeterende liv.

Jesper Frimann Ljungberg

Endnu et tegn på at det er kørt helt af sporet for centraladministrationen. Djøffistan.

// jesper

Lise Lotte Rahbek, ulrik mortensen, lars abildgaard og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Det er jo et ganske foruroligende tegn på nedbrydning af den statslige forvaltning. Hvad er sigtet hermed? Berlusconiland? Det må nemt kunne stoppes, selvom målgruppen jo nok i betydeligt omfang er så meget bon-kammerater med ministre og politiske ledere, at det bliver vanskeligere at ændre på disse forhold uden at fornærme dem. Og hvem bryder sig om at fornærme vennerne? Så er det nemmere at tage fra dem, der ikke færdes i de kredse. Klamt, klamt af en regering bestående af S og SF (og selvfølgelig R).

Lise Lotte Rahbek

Hva' med en lockout af offentlige chefer?
Kan man ikke det?
Nej, det kan man nok ikke.

Ingen har SÅ stor magt, ikke engang Corydone ;-)

John Vedsegaard

Næ, ikke engang Don Corydone har så stor magt endnu.

Nå så er det derfor de har så stor mistillid til de fattigste, og tror at alle på kontanthjælp bare rager til sig på statens regning - de gør det jo selv...Tyv tror hver mand stjæler...

Man forstår ikke at de mennesker kan leve med sig selv, hvor er samvittigheden?

Man forstår ikke at de mennesker kan leve med sig selv, hvor er samvittigheden?