Læsetid: 4 min.

Bødskovs ’fortrolige rum’ findes i forvejen, viser aktindsigt

I forgårs kom justitsministeren i tv-programmet Deadline med et tænkt eksempel, der skulle vise nødvendigheden af, at en ny offentlighedslov etablerer et ’fortroligt rum’ til rådgivning af ministrene. Men en aktindsigt i Forsvarskommandoen viser, at embedsmændene godt kan finde et sådant rum i den gældende lov
’Den såkaldte sekretariats-betjeningsregel i den nuværende lov kan på ingen måde anvendes, når det handler om at forberede et samråd i Folketinget,’ 
 skriver Morten Bødskov.

Jakob Dall

19. april 2013

Det eneste eksempel, som justitsminister Morten Bødskov (S) onsdag aften kunne give Deadline-værten Martin Krasnik på, hvorfor forslaget til den nye offentlighedslov vil etablere et »fortroligt rum« for rådgivningen af ministre, viser sig ikke at holde.

På Martin Krasniks gentagne efterlysning af et konkret eksempel kom Morten Bødskov til sidst med et tænkt eksempel på, hvornår offentlighed kunne skade, idet ministeren henviste til de flere end 150 samrådsspørgsmål, han hvert år bliver stillet af Folketinget:

»Nogle af de bidrag, jeg henter ind til at besvare samrådsspørgsmål i Folketinget – der sidder jeg under ministeransvar og skal svare – dem henter jeg f.eks. fra Rigspolitiet. Og jeg må sige, jeg synes ikke, det er rimeligt, at den dialog, mit ministerium og jeg har med rigspolitichefen om, hvordan vi lander lige nøjagtig det her konkrete svar, at den skal der være offentlighed omkring,« sagde Morten Bødskov.

Men den gældende offentlighedslov rummer allerede en bestemmelse, der kan bruges til at hemmeligholde udkast til svar på folketingsspørgsmål, som ministeren modtager fra andre myndigheder, nemlig hvis en myndighed udfører såkaldte »sekretariatsopgaver« for en minister. Denne bestemmelse gør også Offentlighedskommisionen opmærksom på i sin beretning fra 2009, hvor kommissionen skriver, at bestemmelsen omfatter »en underordnet myndigheds selvstændige udkast til svar, hvor departementet ikke har den fornødne sagkyndige baggrund for at kunne udarbejde besvarelse«.

Pressejurist Oluf Jørgensen, der selv var medlem af Offentlighedskommissionen, bekræfter, at bestemmelsen ville kunne bruges i ministerens tænkte eksempel.

»Denne bestemmelse vil også kunne bruges i forhold til styrelser, der forbereder ministeren på et samråd, når man bruger en styrelse, fordi de har en særlig faglig viden, ligesom den kan bruges, når en styrelse hjælper ministeren med at svare på spørgsmål i Folketingssalen. Det er i Folketinget og under ministeransvar i begge tilfælde.«

Justitsminister Morten Bødskov er helt uenig:

»Det er forkert det, som Oluf Jørgensen siger. Den såkaldte sekretariatsbetjeningsregel i den nuværende lov kan på ingen måde anvendes, når det handler om at forberede et samråd i Folketinget. For når man forbereder et samråd, er situationen i praksis den, at der er behov for input fra en styrelse med henblik på, at departementet udarbejder materiale til samrådet. Der er således i dag aktindsigt i dokumenter, der f.eks. sendes fra Rigspolitiet til mit departement til brug for forberedelsen af et samråd,« skriver ministeren i en mail.

De mystiske Dvor-svar

Uanset uenigheden mellem justitsministeren og pressejuristen kender embedsværket til bestemmelsen, og den bliver også brugt til at hemmeligholde dokumenter, som journalister finder interessante.

Det viser afgørelsen på en aktindsigt, som Information netop har fået fra Forsvarskommandoen. Her er 29 ud af i alt 47 dokumenter undtaget netop med henvisning til denne bestemmelse.

»Udleveres ikke, da der er tale om udførelse af sekretariatsbistand, hvorfor kommunikationen mellem myndighederne ikke er omfattet af retten til aktindsigt, jf. offentlighedslovens § 10, nr. 3.«

Med den begrundelse gav Forsvarskommandoen den 8. april afslag på aktindsigt i 29 dokumenter, der kunne kaste lys over, hvorfor to forsvarsministre havde været ekstraordinært lang tid om at svare på et enkelt spørgsmål fra Forsvarsudvalget.

Baggrunden var dagbladet BT’s rekonstruktion i maj 2011 af en massakre i den kroatiske landsby Dvor i august 1995 på en gruppe handikappede. Rekonstruktionen satte spørgsmålstegn ved, hvordan den daværende danske bataljonschef ifølge avisen erindrede episoden: »Et par af vore soldater havde den grusomme oplevelse at kunne se likvideringen uden at have mulighed for at gribe ind.«

Efter at have talt med 25 vidner kunne BT-journalisten Kasper Vedsmand afdække, at de danske soldater i Kroatien havde en række muligheder for at gribe ind. De blev bare ikke brugt. BT’s rekonstruktion fik Enhedslisten til at stille et spørgsmål i Forsvarsudvalget til forsvarsministeren, men en besvarelse trak ud. Spørgsmålet blev derfor genfremsat i efteråret 2011.

Først efter Information i maj 2012 skrev om den manglende besvarelse, fik ministeren sendt et svar af sted til Folketinget. I samme måned bad Information om aktindsigt i alle dokumenter i Forsvarskommandoen relateret til spørgsmålet for at se, hvorfor svaret havde trukket sådan ud.

Det har taget Forsvarskommandoen mere end 10 måneder at besvare den aktindsigt, bl.a. fordi det første afslag har været påklaget til ministeriet, så det endelige svar er først kommet her i april.

Ifølge den medsendte journalliste har Forsvarskommandoen i alt 47 registreringer af dokumenter, mails, referater og udtalelser mm. om folketingsspørgsmålet. De 29 – nemlig alle de mails, der kunne forklare, hvorfor to forsvarsministre var så længe om at svare – udleveres ikke. Forsvarskommandoen henviser til, at man har udført »sekretariatsbistand« for Forsvarsministeriet.

Pernille Skipper (EL) vil nu spørge Morten Bødskov, hvor mange gange bestemmelsen om sekretariatsbistand bliver brugt.

»Det er grotesk og pinligt for justitsministeren. Han kan ikke komme med et konkret eksempel fra den virkelige verden, og heller ikke hans tænkte eksempel kan begrunde manglende åbenhed. Enten har ministeren ikke sat sig ind i loven, eller også forsøger han bevidst at fordreje debatten og vildlede befolkningen,« siger hun.

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Morten Lind
  • Henrik Klausen
  • Aksel Gasbjerg
  • Jens Falkesgaard
  • Vibeke Rasmussen
  • Dorte Sørensen
  • Heinrich R. Jørgensen
  • Steen Sohn
Morten Lind, Henrik Klausen, Aksel Gasbjerg, Jens Falkesgaard, Vibeke Rasmussen, Dorte Sørensen, Heinrich R. Jørgensen og Steen Sohn anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kurt Loftkjær

Støt underskriftindsamlingen "NEJ tak til den nye offentlighedslov"

På netsiden http://www.skrivunder.net/nej_tak_til_den_nye_offentlighedslov er der en borger, Susanne Jespersen, som har startet en underskriftindsamling mod det fremlagte lovforslag til ny Offentlighedslov. Jeg kan anbefale, at man støtter underskriftindsamlingen.

Netop nu d. 18. april 2013 kl. 21.52 er der siden d. 10. marts indsamlet 49.444 underskrifter, hvilket må siges at være et overraskende stort antal for et umiddelbart meget abstrakt emne for mange.

Kurt Loftkjær

Henrik Darlie, Benjamin Bach, Morten Pedersen, Aksel Gasbjerg, Marianne Rosenkvist, Rasmus Knus, Dorte Sørensen, Bill Atkins og Niels Mosbak anbefalede denne kommentar
Kurt Loftkjær

Offentlighedsloven og folkestyret på afveje

Politik er en kamp om magten, som udøves ideelt i det forum, vi kalder deltagerdemokratiet. Det kræver megen viden og indsigt at deltage i den. Om viden skrev hovedarkitekten bag den amerikanske forfatning James Madison i 1822:

"En regering i et folkestyre uden information til folket eller et folk uden midler til at få information, er ikke andet end en indledning til en farce eller tragedie eller måske begge dele. Viden vil for altid styre uvidenhed, og et folk, som mener, at det er dets egen hersker må væbne sig selv med den magt, som viden giver."

I 1970 fik vores første offentlighedslov. Folketinget ønskede at dele viden for at fremme deltagerdemokratiet. Det var på initiativ af den konservative justitsminister Knud Thestrup. I 1986 forbedrede den borgerlige regering den lov, som nu risikere at blive svækket på ny af en centrum-venstreregering.

Retten til aktindsigt
Offentlighedsloven giver som hovedregel retten til aktindsigt, hvilket betyder, at det muligt for vi alle kan anmode om aktindsigt dvs. udbede sig de dokumenter, der ligger til grund for beslutninger i den offentlige forvaltning. Selv om kun en begrænset del af befolkningen bruger loven, så er den der som en sikkerhed for, at vores politikere og embedsmænd overholder lovgivning og etik og at folkelig deltagelse i politik sker på et velinformeret grundlag.

Folkets sikkerhed
I vort repræsentative demokrati overdrager folket magten til de valgte repræsentative politikere, men ikke uden at sikre os mod for magtfuldkomne politikere.

Det sker via Grundloven og Offentlighedsloven. Sidstnævnte skal sikre, at vi til enhver tid kan kontrollere magthaverne. Loven er så vigtig, at den burde være indeholdt i grundloven, som det er tilfældet i en lang række stater, så den ikke uden videre kan ændres af de magthavende politikere.

Nedsættelse af Offentlighedskommissionen
I 2002 meddelte den daværende statsminister og pressens minister Anders Fogh Rasmussen (AFR) at regeringen nedsatte en såkaldt Offentlighedskommission. Der blev udarbejdet et uambitiøst kommissorium, som reel set ikke stræbte efter mere åbenhed.

Kommissionen blev sammensat af et flertal af embedsmænd, som i det daglige arbejde er underlagt Offentlighedslovens ret til aktindsigt. Endvidere fik pressens organisationer og herunder TV2 og DR sæde i kommissionen. Folket fik ikke plads.

Folketingets Ombudsmand og dommere
Til at stå i spidsen for kommissionen udpegede AFR’s justitsminister Lene Espersen den daværende ombudsmand Hans Gammeltoft-Hansen (HGH). Ombudsmanden skal genvælges efter hvert Folketingsvalg og han har kun en herre og det er Folketinget. Da ombudsmanden fungerer som et surrogat for de forvaltningsdomstole, Danmark som et af få vesterlandske lande ikke har, betød hans formandskab i virkeligheden en sammenblanding af lovgivende og dømmende magt. Det gjaldt ligeledes, at man i kommissionen har haft flere dommere siddende.

Lukket kommission
Formandskabet kom sidenhen til at ridser i ombudsmandens image, da der blev bedt om aktindsigt i kommissionens arbejde. Anmodningen blev afvist af formanden. Åbenhedskomiteen klagede til ombudsmanden, som jo også var formand og herefter valgte ombudsmanden at vige sit sæde til fordel for en såkaldt sætteombudsmand. Åbenhedskomitéen fik ikke medhold.

Betænkning og forlag til ny Offentlighedslov
Efter ca. 8 års arbejde fremkom kommissionens afsluttende 1216 sider store betænkning, der også indeholder et lovforslag, som har givet anledning til stor polemik mellem politikere og pressen fsv. angår lovforslagets § 24 §27, stk. 2 og § 29, som bl.a. vedrører retten til aktindsigt i styrelsers arbejder. For folket er der dog en række andre markante problemer i lovforslaget. Vi vil nævne et par problemer.

Grundlovssikring
I en række af EU’s østlande er offentlighedsbegrebet indarbejdet i landenes grundlov. Man ønsker at sikre sig imod, at de til en hver tid magthavende politikere uden grundlovens træghed kan ændre offentlighedsbegrebet, som er et af de helt afgørende demokratiprincipper, der blev så glimrende beskrevet James Madison.

Kommissionen har ikke haft samme store tanker som James Madison og har valgt at svække en svag lovgivning, som Folketinget kan ændre når som helst.

Ministerbemyndigelser skader overskueligheden
Det har bl.a. været kommissoriets hensigt, at lovforslaget skal sikre en samlet Offentlighedslov til afløsning af den knopskydning af love, som nu supplerer Offentlighedsloven. Ved søgning på Retsinformation kan man finde over 500 lovgivninger, som har en eller anden form for indflydelse på Offentlighedsloven. De mange supplerende love skyldes især, at den nuværende lovgivning indeholder 10 ministerbemyndigelser, som muliggør at fagministre i samarbejde med justitsministeren og uden om Folketinget kan indskrænke retten til fuld aktindsigt.

Kommissionens lovforslag har ikke forsøgt at standse denne metode til ubemærket at indskrænke retten til fuld aktindsigt. Tværtimod udvides loven med tre yderligere bemyndigelser.

Kommissionens eftergivenhed medfører såvel en udhuling af retten til fuld aktindsigt som en stigende uoverskuelighed, da Offentlighedsloven skal sammenholdes med et konstant stigende antal særlove.

Folket stilles ringere end pressen
Med loven indføres der en skelnen mellem folket og foreninger på den ene side og pressen på den anden. Hvis loven vedtages, så skal folket og foreninger i modsætning til pressen måles efter en tidsmålestok, som den enkelte forvaltning kan opstille, som det passer den. Baggrunden er at den danske forvaltningsstruktur, stadig ikke har draget de fordele, der er ved elektronisk arkivering.

Ingen strafsanktioner
Det er ikke muligt at udøve strafferetlige sanktioner mod embedsmænd og myndigheder, som forbryder sig mod Offentlighedsloven. I dag er ombudsmanden den eneste dømmende magt i relation til Offentlighedsloven, og eneste sanktionsmulighed er hans såkaldte udtalelser, som især omhandler begrebet god forvaltningsskik. En skik som man ikke er forpligtet til at følge.

Forklaringen på manglende sanktionsmuligheder skal søges i, at de politiske magthavere ofte har et sammenfald af interesser med ledelsen af forvaltningen, hvis der er tale om sager, som ikke tåler dagens lys. Det har der i de seneste årti været mange eksempler på.
.
Kommissionen har ikke ønsket at ændre denne særprægede straffrihed.

Århuskonventionen
Det har været et mål, at den såkaldte Århuskonvention, Lov om aktindsigt i miljøoplysninger skulle implementeres i lovforslaget. Loven, som udspringer i FN og senere i EU, er et helt vidtgående værktøj for journalister og borgere, hvis man sammenligner den med den danske Offentlighedslov.

Loven er i ånd og bogstav så forskellig fra den ringe Offentlighedslov, at det ikke er lykkedes at finde en fællesnævner mellem danske enevældstanker og den mere fremsynede EU-lovgivning om offentlighed. Måske derfor har kommissionen opgivet at samordne de to lovgivninger. Hvis EU-loven skulle være skabelon for den danske lov, vil det næppe kunne tilfredsstille ønsket om begrænset åbenhed, som har præget den uambitiøse kommission, den danske forvaltning i almindelighed og magthaverne i særdeleshed.

Vendekåberegering
Først søgte den tidligere borgerlige regering at gennemføre det lovforslag, som udsprang af kommissionens arbejde.

Repræsentanter for den nuværende regering var imod lovforslaget. Nu er situationen, at den tidligere regering er enig med den siddende regering om at vedtage forslaget til en ringere Offentlighedslov, end den vi har. Ikke nok med det så ønsker man ikke yderligere debat med folket, organisationer og presse. Politikerne har hørt tilstrækkeligt og den trængte regering tåler tilsyneladende ikke mere kritik. Det sker selv om statsminister Helle Thorning Schmidt udtrykkeligt har lovet, at lemfældige lovbehandlinger ikke skal finde sted i hendes regeringsperiode.

Stands magtforskydningen
Embedsmænd på de højeste poster, pressens repræsentanter samt et par organisationer uden indsigt i Offentlighedslovens uvante begreber har under ledelse af den nu tidligere ombudsmand Hans Gammeltoft-Hansen i en tilsyneladende arrogance eller naivitet set stort på samfundets magtbalance og ført demokratiet på afveje.

Folket bør kunne forvente en Offentlighedslov, som vi kan være bekendt i et samfund, der kalder sig åbent og demokratisk.

Åbenhedskomiteen / v. Kurt Loftkjær

Morten Lind, randi christiansen, Flemming Andersen, Jens Falkesgaard og Bill Atkins anbefalede denne kommentar

Jeg synes virkelig Martin Krasnik i Deadline fik sat fokus problemet med at politikerne agerer ud fra selvopfundne problemer. Politikerne skal ikke forsvare sig mod offentligheden - de skal i dialog med offentligheden.

Bødskov siger:
"den dialog, mit ministerium og jeg har med rigspolitichefen om, hvordan vi lander lige nøjagtig det her konkrete svar, den skal der ikke være offentlighed omkring"

...hvorfor ikke ? Skal der da være plads til politisering af embedsværkets svar?

Og

"Hvis loven vedtages, så skal folket og foreninger i modsætning til pressen måles efter en tidsmålestok" skriver Åbenhedskomiteen / v. Kurt Loftkjær.

Hvem er "Pressen" ?

Anders Sigsgaard Skov

Jeg betaler for alle embedsmænd. Vi betaler. Hvorfor er det at embedsmændenes ord er så farlige i den offentlige debat? Det er de ikke. De er kun politisk 'farlige', dvs. de kan have politiske konsekvenser der går imod den siddende regering (eller centraladministration, skulle man vel sige efterhånden).
Morten! Lad os da alle sammen blive klogere! Hvorfor er det kun ministre der skal høre interessante overvejelser for og imod?

Steffen Gliese, Morten Lind, Mette Hansen, Jan Kønig, randi christiansen, Niels Mosbak og Bill Atkins anbefalede denne kommentar

Det mest slående ved deadline-udsendelsen var alligevel, at Morten Bødskov - landets justitsminister - åbenbart selv sad og troede på sine ikke-argumenter. For ellers havde han vel ikke fremført dem i fuld offentlighed?

Som minimum burde en politiker af en kaliber som beklæder justitsministerposten, vel kunne foretage en elementær hovedregning, hvor han vægter sine argumenter i en given sag, forud for deltagelsen i den offentlige debat.

Men det havde han ikke gjort!? Eller også var han pisseligeglad!

Anders Krog, jens sørensen, Benjamin Bach, olivier goulin og Vibeke Rasmussen anbefalede denne kommentar
Niki Dan Berthelsen

Hver gang den lidt svedende Bødskov er i pressen og kommer med sine lidt vage argumenter, så kan jeg ikke lade være med at tænke på Nixon's "I am not a crook".

Det her handlede så om præsidentens finanser.

"And in all of my years of public life, I have never obstructed justice. And I think, too, that I could say that in my years of public life, that I welcome this kind of examination, because people have got to know whether or not their President is a crook. Well, I am not a crook."
- Nixon

http://www.youtube.com/watch?v=sh163n1lJ4M

Så det SF-S-R-V-K er ved at prøve og få vedtaget er måske bygget på erfaringer om at selvom man spiller uskyldig, så skal visse journalister nok bore ind til sandheden. Men hvis man selv kan definere den sandhed som der kan bores ind til, så presto - no watergate!

Bødskov is not a crook!

Krasniks interviewet med Bødskov på deadline den 17. april illustrer meget tydeligt, at Bødskov er ked af sine arbejdsforhold - han er bange for at komme på forsiden af Ekstra Bladet og det ikke kun stresser ham, men får ham og hans ligesindede til at holde sig tilbage ved at tænke dårligere. De tør simpelthen ikke holde et seminar om de udfordringer lad os sige fængselsvæsnet står overfor af frygt for at blive fejlciteret. Dette er årsagen til paragraf 24.
Årsagen til paragraf 27 er, at Bødskov gerne vil afskære regeringen fra folketinget sådan, at regeringen øger sin magt overfor folketinget. Han vil lave et selvreferende system, hvor regering og embedsmænd kan arbejde uhindret af folketingsmedlemmerne indblanden. Også her vil han gerne undgå at blive forstyrret i sit arbejde.
Målsætningen med begge paragraffer er, at Bødskov så kan få arbejdsro og derfra "berige" Danmark med sine indsigter. Problemet er, at sådan en indstilling er helt parallelt med enevælden eller det mere moderne diktatur, hvor åbenhed i proces såvel som grundlag for diskussion og i resultat er absolut nødvendigt. Derfor er det skræmmende at se en justitsminister fremføre argumenter, der fører tilbage demokratiet baglæns mod ikke-demokrati.

Og endnu et punkt - Bødskov viser med al tydelighed, at han ikke er politiker - han er embedsmand, som ikke bryder sig om at blive forstyrret alt for meget i sit arbejde. Og det som Bødskov, når han fremhæver et tænkt eksempel på fejlagtigt at havne på forsiden af Ekstrabladet, er hans angst for at blive udstillet. Og her begår Bødskov en kæmpe fejl - han forstår ikke, at netop åbenheden i det tænkte eksempel forhindre at han bliver udstillet fordi andre medier har adgang til samme materiale og fremhæver andre aspekter. Så åbenheden vil altid være hans ven. At tror andet er at begå en kæmpe fejl. Herudover betyder lukketheden at der vil komme flere som lækker oplysninger. Og hvordan skal en lukket gruppe forholde sig til mistanke om, at nogle på de indre linjer lækker oplysninger. Det skaber mistillid, frygt og nervøsitet. Så Bødskov viser med al tydelighed, at han ikke er opgaven voksen. Og at han ikke forstå sin egen praksis og slet ikke forstår, hvorfor åbenhed altid er at foretrække.

Anders Krog, Thomas Petersen, Steffen Gliese, randi christiansen, Morten Pedersen, Henrik Klausen, Niels Mosbak og Rasmus Knus anbefalede denne kommentar

Nu har S-SF jo ladet sig vælge på nogle præmisser, de ikke har i sinde at overholde.
Bødskov er en fremragende repræsentant for denne fremfærd - løgne trives bedst i mørke, uden for offentlighedens søgelys.
Den politiske kaste i Danmark ligner betænkeligt meget de slyngler, der sidder i det græske parlament - vi venter på næste valg, så der kan blive luftet ud.

Henrik Darlie, Heinrich R. Jørgensen, Steffen Gliese, randi christiansen, Jørgen Andkær, Henrik Klausen og Flemming Andersen anbefalede denne kommentar
Flemming Andersen

Morten Bødskov....landets justitsminister og dermed borgernes tjener for lov, orden og retfærd udstillede sig selv , som det han er.

Et symptom på er socialdemokrati , der ikke har nogle principper tilbage man ikke er parat til at sælge ud af, for at beholde regeringsmagten.

Denne principløshed medfører at regeringsmagten og regeringen bliver meningsløs, nøjagtig som Morten Bødskov så fint illustrerede for hele landets befolkning.

Når man er færdig med at begræde tabet for Danmarks befolkning og at de nu overlades til ryggesløse borgerlige politikere, kan man måske nøjes med at glæde sig over at socialdemokraterne i mange, mange år fremover, måske aldrig igen, ikke får anledning til at lyve sig til at danne en regering og gennemføre flere totale svigt.

I årtier har Danmark været ledet af regeringer dannet ud fra demokratiske valg af befolkningen for at få de mindst ringe.
Dette valg har befolkningen så ikke længere, da det nu blot er et spørgsmål om nuancer af blåt, der ikke er til at skelne, selvom de holdes op imod hinanden.

Man siger et land har de politikere det fortjener.
Hvad har danskerne dog gjort der er så slemt??

Anders Feder, Niels Mosbak, jens sørensen, Jørgen Andkær og Morten Pedersen anbefalede denne kommentar

Dertil skal lægges oplysningerne om langsom reaktion/bevidst forhaling af svar på anmodning om agtindsigt, som virker tidsmæssig som en reform inden den er gennemført. Dette kan medføre, at en aktuel sag bliver uaktuel og at indsigten kun kan bruges til rejsning af kritik, når det er forsent til påvisning af fejl eller direkte ulovligheder.

Så mangler vi borgere bare, at få bekræftet, at også lokale (kommunale og regionale m. m.) centraladministrationer er undelagt samme lov.

Altså, at åbenheden ude omkring i lokalsamfundets beslutningsprocesser i centraadministrationerne begrænses yderligere, hvis det nye lovforslag vedtages.

Det er for mig det største problem for demokratiet, at folkevalgte som jfr. Grundloven kun kan og må vælges for en fireårig periode ad gangen (kommunal- og regionsvalg), i skøn samrend mellem entreprenante personer, og særinteresser og embedsværket i centraladministrationerne nu får endnu friere hænder, da lokalbefolkningen eller enkeltpersoner med det nye lovforslag kan forholdes dokumenter, som af embedsværket modsat nuværende lovgivning kan bedømmes og afgøres at være indterne dokumenter til brug i beslutningsprocessen.

Så når Morten Bødskov kontrafaktisk påstår, at lovforslaget kun gælder ministres "frirum" i en beslutningsproces, kan det kun være mod bedere vidende.

Lovens, hvis den vedtages, bestemmelser får voldsomme virkninger for den enkelte borgers reelle indflydelse på, hvad der sker eller kan ske selv helt ude på Lars Tyndskids marker, langt borte fra Christiansborg.

At politikkere vil forhindre befolkningens eller borgerens ret til oplysninger bag en beslutningsproces, nu også til efter at beslutningen er truffet, fortæller i sig selv ret meget om hvad politikere synes om deres vælgeres habitus udover at sætte et kryds på en stemmeseddel.

Måske, og sikkert ikke usandsynligt, er Bødskovs ærinde ved at skifte holdning, alene, uanset konsekvenserne for hvad det indebærer konkret for borgerne ude i kommunerne og regionerne, at skjule paradokset mellem hvad der blev sagt og lovet vælgerne før valget, og så hvad de såkaldte påståede "nødvendige beslutninger" reelt hviler på og har haft af baggrundmateriale for alle beslutningerne truffet efter udarbejdelsen af regeringsgrundlaget i det Sorte Tårn.

Indtil nu, og siden 1987 har den nugælden Lov om offentlighed i forvaltningen, kun afdækket konkrete eksempler på politikkernes og embedsværkets snyd og omformuleringer af dokumenters indhold og betydning, begået i et forum, som ministeren nu vil have lovfæstet som et frirum, til nu lovligt at begå sådanne handlinger der jævnt hen ad vejen, som det enste konkrete siden 1987 er blevet afdækket, første gang, da Helsingør Kommune blev sat under adminstration, fordi kommunens embedsmænd, sammen med embedsmænd i Frederiksbor Amt, Hovedstadsrådet og Planstyrelsen, havde omformuleret et hotelbyggeri i Hellebæk til et kursus og konfrerencecenter, så projektet ikke kunne bremses af Planlovens bestemmelser om kystnærhed.

Altså et konkret eksempel på, at samtlige centraladministrationer fra kommunen og helt op til og med Planstyrelsen, endda lidt ind også i Miljøministeriets embedsværk bevidst og fordækt for borgerne og overordnet Planlove, arbejdede og godkendte noget, som de (alle myndighedernes centraladministrationer) vidste ville være ulovligt, hvis det kom frem at det reelle formål var en privatmands ønske om hoteldrift, oven i købet med ret til at eksprobiere omkringliggende ejendomme.

Heldigvis for borgerne, og for nuværende 65 små virksomheder, og især skoven og søerne omkring Hellebæk, trods alt snydet i beslutningsprocesserne forinden var godkendt og vedtaget i diverse myndigheder underlagt Miljøministeriets ressort , fandtes der én minister, Christian Christensen (KrF), og kun én tjenstemandsansat embedsmand i Hovestadsrådet.

Disse to personer er alene årsagen til, at jeg og tre andre lokale borgere, kunne afdække virkningerne af et såkaldt "politisk råderum", Morten Bødskov ønsker for demokratiet.

Dorte Sørensen

Til anbefaling hør Lasse Jensens Mennesker og medier på P1 fra i kl. 13 i dag. Han har en fin ponient om, at en ligeså farlig ting for demokratiet er alle ministernes og politikkernes uden om svar.

randi christiansen

Hvorfor mon jeg har det som om jeg er passager på et fartøj med fraværende eller omtåget chauffør ?

Chaufføren er såmænd hverken fraværende eller omtåget. Han/hun vil bare ikke have, vi skal vide, hvor vi styrer hen og hvorfor. Ledere skal lede, og vi andre skal holde kæft, være så uvidende som muligt og bare følge med.
Jeg kan ikke se, hvorfor ellers man ikke må se fagpersoners svar til ministeren på hans/hendes forespøgsler. Hvis man skal kunne deltage i demokratiet, må man også kunne se baggrunden for beslutningerne - ikke dem inde i hovedet, de vil aldrig kunne blive tilgængelige.

Jeg er bange for at modstanden ikke nytter. Skulle reformen blive til noget incl de kretiserede paragraffer, åbnes bagdøren til den mundlige korridor. Og når behandlinger tilmed kan behandles i slow-motion................

jens sørensen

Den forklædte embedsmand, Bødskov, ser ud til at være stik-i-rend-dreng for madammen, Thorning, som for leden udtalte, at: "hun ikke ønsker nogen skal kigge hende over skulderen."
Han må selv være klar over, at hans sølle optræden i medierne på det seneste har vist alle, at han ikke egner sig til opgaven med at bakke hende op.
Ingen tror ham over en dørtærskel. Hans glatte facade kan ikke skjule, at klovnenummeret han udfører, bedst egner sig til at smide i mølposen.
Mørklægningsnummeret er til grin. Gå ad hækkenfeldt til med det.

Vibeke Rasmussen

En utilsigtet stavefejl viser sig faktisk at give rigtig god mening: Politikerne er bange for at vi, borgerne, skal få agtindsigt.

Ha - Indrømmet. Det var ikke min agt at stave forkert.
Der er nogen, der forhåbentlig ikke får magt, som de har agt.

Mads Bo Vestergaard

Det er beskæmmende at se hvor hykleriske Christiansborg-politikkerne er. Efter at have set Debatten på DR2 omhandlende offentlighedsloven, blev man efterladt med det indtryk at V, K, R og SF ikke ønskede at stå på mål for de holdninger de har til denne lov, som de har tænkt sig at stemme for. Begrundelsen kunne man finde dagen efter på dr.dk, hvor partiernes ordførere på det pågældende område beklagede med at et par af dem var andre steder rundt i landet, mens andre var forhindret på anden vis da de skulle deltage i andre arrangementer. Politikerne mente derfor ikke, at de havde tid nok til dels at forberede sig (10 timer) og foretage sig rejsen fra det givne sted de befandt sig til DRs studie. Dette var altså hovedargumentet, mens andre underargumenter så som at andre i partiet kunne gå ind og tage debatten i stedet blev afvist med at man ikke kunne nå at sætte sig ind i stoffet. Den sidste del med at man ikke kan nå at sætte sig ind i det komplekse materiale er jeg til dels enig i. Der er altid nuancer og tekniske detaljer der skal tages højde for, så det er klart at man ikke bare kan sende en ny mand ind. Omvendt må man også forvente at partiets linje må være blevet drøftet til gruppemøderne, hvorfor de andre i Folketingsgruppen må bakke op om partilinjen og forsvare et sådant lovforslag. Men lad nu det ligge i første omgang. Tilbage til hovedargumentet om afstanden og tidsaspektet. Politikerne har en travl hverdag og er med i rigtig mange ting og skal selvfølgelig også have et liv ved siden af, så måske kan det lyde som det glade vanvid at forlange at de absolut skal deltage - nærmest koste hvad det vil. Imidlertid har jeg denne holdning og jeg vil forsøge at begrunde hvorfor. Når en folkevalgt politiker overhovedet i første omgang har valgt at stille sit kandidatur til medlemskab af landets parlament - det lovgivende apparat - Folketinget, ja så er det i sagens natur for at tjene sin befolkning ud fra det politiske ståsted man føler sig overbevist om er det rigtige for sit samfund. Ud fra denne betragtning må man også formode at politikkerne går ind til lovgivningsarbejdet med ydmyghed og respekt overfor den befolkning de skal repræsentere. Og her til kerneproblemet. Det virker udadtil som om politikerne skider på befolkningen ved ikke at deltage i sådan en debat, for vi skal huske hvad det hele handler om. Loven har i sigte at give større spillerum til den politiske proces kan give en mere dynamisk ideudvikling til gavn for den politiske framing (ment i positiv forstand). Det kan alle jo i princippet være enige om er en god ide. Problemet er når det bliver på bekostning af noget andet: nemlig at processen bliver lukket for offentligheden i et omfang der gør at skandaler ikke kan blive afsløret. Det vil jo være den direkte konsekvens med tanke på hele det grundlag/præmissen som lovforslaget udspringer af. Den sidste del skal jo modbevises/argumenteres for at det ikke kan finde sted, hvis lovforslaget er så godt som de mener. Og når de ikke stiller op til en så vigtig debat - der måske fanger op i mod 300.000 vælgere, så har vi et afgørende problem. I disse teknologitider kunne man snilt stille en skærm om og live transmitere fra de steder politikerne er i landet - men omvendt vil dette også skade debatklimaet. Og det bliver nu engang mere intens og oprigtig debat af at politikkerne står face to face og debatterer. Derfor ser jeg ikke dette som en mulighed. Politikkerne skulle i stedet tjene deres befolkning og via deres kendskab til loven udvise den oprigtighed og dedikation de skylder og så komme ind og argumentere hvorfor et så åbenlyst latterligt lovforslag har nogen gang på jord. Og ja jeg ved godt at der har siddet en kommission i 7 år og fundet på at det her skulle være en god ide, men man må bare spørge om det så ikke var en ide at tage disse kommissionsrapporter med et kæmpemæssigt gram salt, eftersom de jo ikke er folkevalgte, men derimod en del af det embedsapparat der får bedre vilkår med en sådan lov. Hvor blev dedikationen af? Vi har ikke brug for hyklerne.