Læsetid: 3 min.

Drømmen om Shanghai

Den otte timer lange maratonforestilling om bordelskæbner i 1930’ernes Shanghai efterlader tilskueren i en berusende drømmetilstand. ’A Dream Like a Dream’ er et mesterværk, der bare venter på at komme til Vesten
Tekoppen er det vigtigste symbol i Shanghai-bordellet i forestillingen ’A Dream Like a Dream’. Kvinden rækker kun den smukkeste tekop til den mand, hun vil have, i Stan Lais formidable maratonforestilling om sammenflettede menneske­skæbner mellem Kina og Europa.
	Foto: Performance Workshop Theatre

Tekoppen er det vigtigste symbol i Shanghai-bordellet i forestillingen ’A Dream Like a Dream’. Kvinden rækker kun den smukkeste tekop til den mand, hun vil have, i Stan Lais formidable maratonforestilling om sammenflettede menneske­skæbner mellem Kina og Europa.
Foto: Performance Workshop Theatre

29. maj 2013

A Dream Like a Dream er en foruroligende titel: For hvordan kan en drøm bare ligne en drøm? Men denne otte timer lange forestilling ligner netop en drøm. Allerede i første akt føler man, at visse glimt er noget, man selv har drømt – og derfra suges man uundgåeligt med ind i drømmecentrifugen …

A Dream Like a Dream har kun spillet på de største teatre i Asien, siden premieren i 2000 med teatret Performance Workshop i Taipei. Men i april i år havde drømmespillet af Taiwan-teatermageren Stan Lai repremiere i Beijing, og nu har den netop spillet ved Wuzhen Theatre Festival ved Shanghai; lykkeligvis med engelsk simultantolkning i øresnegle.

»Kun i drømme kan vi finde sandheden,« lød en replik. Og sjældent har jeg været så svimmel af lykke efter at have set en forestilling.

Hypnoseteater

Samtidig var jeg overrumplet og oprørt. Det var, som om A Dream Like a Dream hypnotiserede mig, mens plottet opløste sig selv. Selvfølgelig forstod jeg, at forestillingen handler om en ung, kvindelig læge, der forsøger at holde liv i en ældre, mandlig patient ved at få ham til at fortælle sin historie. Jeg kan nu forklare, at patienten lider af en sygdom, hvor han hele tiden sover og drømmer. Jeg kan også konstatere, at forestillingen både foregår i Taipei og Shanghai, Paris og Normandiet, både omkring år 2000 og i 1930’erne. At alle personerne i stykket er skrigende ensomme og drevet af en uhelbredelig længsel, der tvinger dem mellem Asien og Europa. Og at stykket har omkring 40 medvirkende – og at skuespillerinden Summer Qing med de duvende hofter og de delikate håndbevægelser er det magnetiske centrum, selv om hendes rolle som uimodståelig kurtisane i et bordel faktisk spilles af hele tre forskellige skuespillerinder samtidig. Og at den indædte skuespiller King Shihchieh tilsyneladende kunne udtrykke hele Vestens udlængsel som fransk diplomat.

Men hvilken forbindelse, der egentlig var mellem personerne – det ved jeg nok stadig ikke. Den slags logik findes jo ikke i drømme.

Luderskridt

Forestillingen er til gengæld eksakt i sin spektakulære scenografi. Tilskuerne sidder i en firkant på scenen, der er sænket ned, og imens vandrer skuespillerne rundt om publikum i en firkant – samtidig med at resten af teatersalens øvrige sæder og balkoner er fyldt med tilskuere. I kulissesiderne har scenografen Ron Chang opbygget to etager med alt fra et bordel i Shanghai til en restaurant i Paris – og et skib og et møntvaskeri.

Desuden er koreografien en udsøgt del af forestillingen. Sjældent har jeg set skuespillere vandre så raffineret som her: Lægeskridt, tjenerskridt, luderskridt, lykkeskridt … vel at mærke udført til en ekstravagant musikalsk lydkulisse af både kinesisk fløjtemusik og hospitalsbippen – og levende harmonika for resten.

Men det er vævningen af de forskellige personers helt usandsynlige skæbner, der er forestillingens altafgørende trumf. Så usandsynlige skæbner, at man netop tror på dem. Og så bizarre, at man pludselig ser, hvem af dem man selv ligner.

Som Hiroshima

Maratonforestillinger er ikke hverdagskost. Mit teatersyn ændrede sig, da jeg i 1995 overværede Robert Lepages otte timers forestilling om Hiroshima med den eksotiske titel The Seven Streams of the River Ota. På samme måde vil A Dream Like a Dream blive en ny milepæl i min overrumplede fascination af teatret, når det er allerstørst.

A Dream Like a Dream er ikke bare en eksplosiv kinesisk gigasatsning – det er et globalt kunstværk, der insisterer på at drømme det umulige.

A Dream Like a Dream. Tekst og instruktion: Stan Lai. Performance Workshop Theatre fra Taipei. Oplevet under Wuzhen Theatre Festival. Turné: 10.-23. juni i Shanghai, 19. august-1. september i Taipei, 24.-29. september i Shenzhen og 6.-9. februar 2014 på Esplanade i Singapore. www.pwshop.com

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Betina Rex
Betina Rex anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bertel Brander

Jeg går aldrig i teateret, jeg forstår vist sådan helt grundlæggende ikke konceptet. Alligevel læser jeg indimellem AMC's anmeldelser, det skal hun have tak for. Det sker også at jeg for fornemmelsen af at jeg går glip af noget, ved ikke at gå i teateret, at jeg snyder mig selv for noget, det skal AMC også have tak for.