Kronik

Europas uanende stater

I de seneste år er EU-landenes økonomiske samarbejde blevet intensiveret i bestræbelserne på at inddæmme gældskrisen. Det betyder, at Bruxelles i dag har fået mere indflydelse på, hvordan dansk økonomi styres. Udviklingen er dog ikke tilsvarende afspejlet i danske mediers dækning af EU, og den (under-)prioritering rejser spørgsmålet om, hvorvidt mere EU også har betydet mindre demokrati?
Danskerne nyder sommeren – her i Københavns Havn – og EU er mentalt længere væk end nogensinde før. Det på trods af, at den økonomiske krise har givet EU mere magt over medlemslandene end nogensinde før.

Lars Helsinghof Bæk

22. juli 2013

I Presselogen på TV 2 News den 23. juni blev Berlingskes årlige analyse af, hvem der har magten i Danmark, diskuteret, og direktør for Radio24syv Jørgen Ramskov brugte betegnelsen »en rigtig landsbyliste« i sin kritik af, at der kun var danskere på listen. Som provokation foreslog han, at man havde sat Herman van Rompuy på listen, hvilket fik værten Kurt Strand til at spørge: »Hvem er det nu Herman van Rompuy er? Er det EU’s præsident?«

Kurt Strand er langtfra den eneste danske journalist, der ikke har det siddende på rygraden, hvem den permanente formand/præsident for Det Europæiske Råd er. Og situationen var et godt billede på, hvor lidt EU generelt fylder i den danske medieverden, til trods for den stigende indflydelse Bruxelles har på, hvad der sker i Danmark.

Selv ikke gældskrisen, der har præget Europa de sidste fem år, har for alvor rykket ved det misforhold, der er mellem EU’s indflydelse på dansk lovgivning (som alt efter optællingsmetode anslås til at være mellem 50-80 procent), og den relativt lille plads EU-stoffet optager i nyhedsfladen. En sammenligning af danske morgenavisers EU-dækning i sidste halvdel af 2012 med samme periode fem år tidligere, viser, at krisen kun i meget lille grad har medført, at EU-dækningen har fået en mere europæisk tilgang – som eksempelvis i form af øget omtale, mere brug af udenlandske kilder eller i form af et europæisk (i stedet for et nationalt) perspektiv.

Red euroen først, spørg bagefter

EU-dækningen er blevet sammenlignet med månens cyklus ved, at den dukker frem og topper ved EU-topmøder for derefter at stilne af og forsvinde helt, indtil den røde løber igen rulles ud for de europæiske statsoverhoveder. Da gældskrisen stod på sit højeste, og det ene krisetopmøde afløste det andet, var der dog ikke langt mellem det gode nyhedsstof, og for en gangs skyld var EU hverken kedeligt eller kompliceret af rapportere om. Voldelige demonstrationer ovenpå forhandlinger om hjælpepakker, stigende græske og irske selvmordsstatistikker, EU-flag der blev brændt af i gaden, og satiretegninger af Angela Merkel i naziuniform.

Nu er det ikke længere hverdagsstof med spekulationer om euroens kollaps, og selv om krisen langtfra er overstået, er der kommet mere ro på, hvilket også betyder, at der er længere mellem de gode tv-billeder. De mange tiltag, der blev indført under gældskrisen for at stramme op på finanspolitikken hos EU-landene, er til gengæld ikke forsvundet.

Den lidet respekterede vækst- og stabilitetspagt blev eksempelvis styrket med både europluspagten og den såkaldte six pack-pakke i 2011, der begge sikrede en strammere økonomisk koordinering blandt EU-landene. Året inden var det Europæiske Semester blevet indført, som betyder, at medlemslandenes finanslove nu skal indsendes til Europa-Kommissionen om foråret, inden de forhandles på plads nationalt senere på året. Dertil kommer desuden finanspagten, der trådte i kraft i år, og som blandt andet indebærer automatiske sanktioner til lande, der har et offentligt budgetunderskud på mere end tre procent af BNP.

I brandslukningens ånd er der meget godt at sige om de tiltag, der skulle genoprette tilliden til euroen, og den hastighed og beslutsomhed, som de blev indført med. Men det er også relevant nu at stoppe op og gøre status over, hvad krisen og håndteringen af den har betydet i et demokratisk perspektiv, når mediedækningen af EU ikke samtidig har fulgt med europæiseringen af nationalstaten.

Et problem for demokratiet

Medierne er bindeleddet mellem borgere og beslutningstagere, og det er primært gennem danske medier, at danskerne har mulighed for at følge med i politikudviklingen i EU og tage del i samfundsdebatter herom. EU’s berømte demokratiske underskud hænger blandt andet sammen med, at nationale medier forbliver nationale i deres fokus, selv om flere og flere politiske beslutninger bliver truffet i Bruxelles. Og når medierne på den måde primært kun forbinder deres læsere med de nationale beslutningstagere, har det i sidste ende en negativ demokratisk effekt, hvis man forudsætter, at demokrati ikke kun indebærer en afstemning i ny og næ, men også en løbende bred debat med mulighed for at påvirke den førte politik.

EU-dækningens cyklusagtige natur er ikke befordrende for at sikre EU-stoffet en fast plads i bevidstheden hos danske avislæsere, og dermed heller ikke i forhold til at engagere folket eller øge vidensniveauet om, hvordan EU fungerer. Den amerikanske udenrigsminister Madeleine Albright erklærede i 1998, at man enten skal være et geni eller fransk for at forstå EU, og EU’s struktur er ganske rigtigt forholdsvis kompliceret.

En ond cirkel, der forværres

Danskernes viden om EU er heller ikke overvældende, og i en Eurobarometer-undersøgelse fra 2011 erklærer kun 54 procent af danskerne sig enige i, at de forstår, hvordan EU fungerer. Det er måske endda lidt højt (selv)vurderet, for i en Megafon-undersøgelse fra 2010 var det kun 28 procent af danskerne, der vidste, at det er Europa-Parlamentet og Ministerrådet, der vedtager det meste lovgivning, og kun 35 procent vidste, at det er Europa-Kommissionen, der har ret til at fremsætte lovforslag. Det lave vidensniveau er en ond cirkel, fordi den manglende viden om EU hos læserne samtidig er en forhindring for, at EU-stoffet udmønter sig i nyheder – både ud fra journalistiske nyhedskriterier og kommercielle hensyn, idet mange historier kun er relevante/interessante, hvis læseren selv kan sætte dem i perspektiv.

Den digitale udvikling inden for mediebranchen, hvor de trykte avisers oplag falder til fordel for øget trafik på netaviserne, ser ud til at forstærke denne onde cirkel. I sammenligningen af EU-dækningen for 2007 og 2012 gik udviklingen for netavisernes vedkommende i retning af flere, kortere artikler, som krævede en større baggrundsviden om EU at forstå. Risikoen ved en øget digitalisering af aviserne er derfor, at det kun bliver dem, der i forvejen interesserer sig for og ved noget om EU, der klikker på artiklerne, mens andre går helt udenom.

EU er ikke noget, vi taler om

I forhold til hvordan den onde cirkel kan brydes, er det relevant at se på politikernes rolle i, at det danske EU-samarbejde foregår lidt under radaren. Både den nuværende SRSF- og forrige VK-regering er blevet kritiseret for ikke at gøre nok for at sætte EU på dagsordenen, og der er for eksempel ikke blevet afholdt en EU-afstemning, siden danskerne stemte nej til euroen i år 2000.

Den danske tilslutning – trods euroforbeholdet – til det intensiverede økonomiske samarbejde er foregået uden at spørge folket til råds, og ser man udover økonomien, så kunne Danmarks tilslutning til Lissabontraktaten (2009), hvor medlemslandene reelt afgav deres vetoret, også have været en udmærket anledning til at tage en debat om danskernes holdning til EU-samarbejdet ved at holde en folkeafstemning.

Skal folket fortsat holdes ude?

Selv om vi i dag både har en statsminister med personlig erfaring fra EU-systemet og en fast europaminister, har den nuværende regering ikke været ivrig efter at inddrage danskerne i, hvad der foregår i Bruxelles. Og en konsekvens af det demokratiske problem med, at der bliver længere mellem folket og beslutningstagerne er, at det forhindrer os i at føre en bred debat om, hvad Danmarks rolle i Europa skal være på et tidspunkt, hvor de øvrige EU-lande er i gang med at gruppere sig i en inder- og yderkreds.

I løbet af sommeren forhandler regeringen en ny europapolitisk aftale på plads, og statsminister Helle Thorning-Schmidt har allerede givet udtryk for, at hun gerne ser Danmark så tæt på kernen af EU som muligt. Spørgsmålet er, om danskerne også er klar over, hvor de er på vej hen? Eller om pladsen i inderkredsen fortsat skal søges med så lidt involvering af folket som muligt.

 

Camilla Kæraa er journalist og cand.public og skrev speciale om gældskrisens betydning for danske mediers EU-dækning.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Lucas P.
Lucas P. anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Lindegaard

Nu får vi åbenbart snart en folkeafstemning om den europæiske patentdomstol - kan vi mon komme længere ud det latterlige? - og lur mig om ikke også denne EU-afstermning ender med en debat for eller imod dansk EU-medlemskab i det hele taget.

Børge Rahbech Jensen

så ikke programmet og ved derfor ikke, hvilken liste der blev sigtet til.
Ved seneste optælling fulgte jeg selv 19 af EUs officielle sider på Facebook, 24 af deres officielle profiler på Twitter og ialt 9 uafhængige medier om EU på de to sociale medier.

Herman van Rompuy og Juan Manuel Barosso er ikke specielt aktive på de sociale medier, men har nogle gange links til EUs officielle hjemmesider om ministermøder.

Lise Lotte Rahbek

Når vi går til kommunal- og folketingsvalg i Danmark, har vi en relativt men sog eksisterende mulighed for at have indflydelse på de beslutninger, der træffes af de nationale politikere.
De bor her i landet, og hvis tilstrækkelig mange mennesker stiller sig op udenfor Christiansborg og protesterer,
KAN det få mediernes og politikernes opmærksomhed.

Hvordan kan en borger i EU få indflydelse på beslutningerne i EU?
Det kan de kun via repræsententer, der vælger repræsentanter, som igen bliver påvirket af noget lobbyisme, som den enkelte EUborger heller ikke har nogen indsigt i eller indflydelse på.
Der er ikke noget sted i overskuelig geografisk og omkostningsmæssig nærhed, en EUborger kan stille sig op sammen med andre EUborgere og rent fysisk demonstrere sin utilfredshed.
EU ligger langt væk.
Både geografisk, mentalt og indflydelsesmæssigt.

Nationale journalister oplever vel oftest den samme afstand som resten af borgerne. De kan dårligt heller få indflydelse på beslutninger i EU.
Vi ved jo godt, at beslutninger trækkes ned om ørerne på os. Både nationalt og i den Union, som engang blev erklæret stendød.
Det er bare fuldstændig uoverskueligt - med nøje omhu - at stille noget op mod det medmindre man er del af en EUomfattende interesseorganisation, hvor man igen må lade sig repræsentere af nogen som vælger nogle repræsentanter, som bliver bejlet til af nogle andre organisationers lobbyisme.
Nogle af os har fået nogle gevaldige skrammer og ar af vælge de forkerte repræsentanter, som i virkeligheden viser sig at repræsentere de modsatrettede interesser, end dem de blev valgt af.

Men bliver jo helt træt bare af at læse om det.