Kommentar

Da Danmark fik et nyt landshold

Der er én grund til, at vi først i torsdags fandt ud af, at vi har et kvindelandshold i fodbold. Og kun én. En dårlig kulturel vane holdt ved lige af fordomme og ja, mandschauvinisme
Debat
1. august 2013

Kommentaren bliver altid efterfulgt af sådan et fjoget tøhø-grin. ’Livet er for kort til kvindefodbold … tøhø,’ lyder det drillende.

Udover at sætningen efterhånden er så slidt, at den lyder som noget, en neandertaler kunne have fundet på, og tilmed håner 78.000 piger og kvinders fritidsaktivitet, så udstiller den også, hvorfor spotlyset først torsdag aften endelig ramte det kvindelige danske fodboldlandshold i det svenske tusmørke på Idrottsparken i Norrköping – hvor de i øvrigt spillede med en gejst, der får herrelandsholdet til at ligne en flok arbejdsløse sendt på et tvungent udendørs aktiveringskursus. Den arketypiske fodboldspiller er stadig en mand – i hvert fald i medierne.

De prekære dobbeltstandarder

Jeg var lettet efter kampen torsdag aften. Jo, skuffet over at vi tabte, men lettet over at DR’s prioritering af kampen havde båret frugt. Semifinalen blev det mest sete program i ugen med over 700.000 seere til anden halvleg. Pigerne havde brudt igennem lydmuren til tv-Danmark.

Men lettelsen blev til frustration allerede fredag morgen. Flere analyser havde samme konklusion. Det var jo agurketid, og jo de spillede da flot, men de tabte, og om et par måneder er det hele glemt.

DR-chef Tine Bendix udtalte til Politiken: »Jeg ville ønske, at vi altid kunne levere den slags kampe. Men det er jo ikke altid, at det flasker sig sådan, at vi har et dansk hold i en semifinale.«

En semifinale!, er det kriteriet? Fodbold er den mest populære holdsport blandt verdens kvinder, hvor selv Malawi og Iran har landshold, mens kvindehåndbold – som kvindefodbold fejlagtigt sammenlignes med – var og er en nichesport.

Håndboldkvinderne skulle heller ikke møffe sig igennem en testosteronmur for at få anerkendelse, for Danmark har haft kvindehåndbold siden 1930’erne, mens fodbolden først kom til i 1970’erne.

Vi taler om en sportsgren, som det engelske fodboldforbund forbød spillet på dets baner fra 1921 til 1971, fordi sporten var en trussel mod mandesporten (kvindekampene trak tilskuertal over 50.000).

Først i 1991 kom det første officielle verdensmesterskab. Allerede i 1999 var turneringen så stor en succes, at finalen trak over 90.000 tilskuere.

Ok, så siger vi, at kvinderne skal slide sig til en semifinale i en af verdens største sportsgrene for at få tv-tid.

I så fald har herrerne vel spillet sig af skærmen ved at tabe 4-0 til et land, de færreste kan finde på et verdenskort? Nåh nej, de bliver i stedet fredet af en kulturminister, der kæmper for at sikre kampene vist på de gratis tv-kanaler i den nye medieaftale. Herrerne får altså en kulturel fribillet, mens kvinderne skal bevise deres værd, indtil knopperne er slidt af støvlerne. Det er til trods for to VM-guldmedaljer, en EM-guldmedalje og to EM-bronzemedaljer.

Hvilken anden sportsgren i Danmark med 78.000 udøvende atleter får ikke tv-tid? På herresiden kan kun Dansk Golf Union udover DBU prale af så høje medlemstal, og hos kvinderne overgås fodbold kun af gymnastik og svømning.

Glæde vs. dramaqueens

’Kvindefodbold er for langsomt,’ lyder det, når tøhø-latteren har lagt sig, og jeg stadig ikke griner. Altså for langsomt i forhold til mændene. Derfor er kvindefodbolden ikke seværdig.

Men helt ærligt, hvor meget krudt er der egentlig i en gennemsnitlig superligakamp mellem Randers FC og OB? Eller cykelløb uden bjerge, en femsætter i Wimbledon i første runde eller 24 timers Le Mans, hvor vinderen altid er den samme som sidste år? Det er kort og godt en dårlig undskyldning. En dårlig kulturel vane. Kvinderne spiller taktisk intelligent fodbold smækfyldt med alskens lækre detaljer. I elitekvindefodbolden hersker stadig den spontanitet og glæde, som for længst er gået tabt i den maskinelle og pengegriske eliteherrefodbold.

Kvinderne elsker bare spillet. Her er ingen dramaqueens, der pigefornærmet boykotter pressen efter en sejr eller blokerer Twitter og Facebook for fansene under en slutrunde. Her forlanger man ikke at træne i Polen og spille i Ukraine eller skyder skylden på en knoldet makedonsk bane eller Jabulani-bolden, fordi man taber. Så gør nu kvinderne den tjeneste at give dem en lille smule kredit for at vise hele Danmark, at der stadig er liv i fodboldglæden på landsholdet, og at livet er alt for kort til at misse kvindefodbold.

Gunver Lystbæk Vestergård er videnskabsjournalist, ph.d.-studerende og fodboldspiller

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Søren Geckler

Er man så også mandschauvinist, hvis man heller ikke orker at se Hella Joof-film?