Læsetid: 5 min.

Rigets nye magtbalance

Uran, fisk og magt. Grønland og Færøerne spiller med musklerne
Grønland har med sit boykot af Arktisk Råd slået fast, at landet forventer egen faste plads i rådet og ret til at tale på egne vegne, når fremtidens Arktis skal diskuteres.

Tine Sletting

26. august 2013

Det rykker og river i Rigsfællesskabet. Færingerne – som er danske statsborgere – kan fra onsdag ikke indhandle fisk i danske havne, fordi EU har indført sanktioner mod Færøerne. Færingerne har derfor anlagt voldgiftssag mod EU i FN – den første af sin art nogensinde.

Grønlands regering vil i oktober med stor sandsynlighed tillade udvinding af uran i Grønland, selv om danske regeringer i årtier har sagt nej til uranudvinding og i øvrigt har støttet alle tiltag mod spredning af atomvåben og det, der er indeni. Danmark har forsøgt at overbevise Grønland om, at spørgsmålet om uranen er så sikkerhedspolitisk betændt, at København bør have det sidste ord i den sag, men det har Nuuk blankt afvist.

Mens vi venter på Grønlands ja til uran, kan vi studere, hvordan den nye regering i Nuuk satte trumf på i en anden sag bare to måneder efter sin indsættelse. Grønland boykottede i maj alt arbejde i Arktisk Råd – ministermøder, taskforces og alle arbejdsgrupper. Boykotten er netop afsluttet, og regnskabet kan gøres op.

Stoleleg

Boykotten blev indledt i maj forud for et ministermøde i Kiruna. Til ærgrelse for Villy Søvndal og resten af Arktisk Råd valgte den nyvalgte leder i Nuuk, Aleqa Hammond, at blive væk. Aleqa Hammond protesterede over, at Grønland i de to år under svensk formandskab for Arktisk Råd ikke per automatik havde haft sin egen stol ved bordet, når de otte arktiske stater mødtes på niveauet under ministermøderne. Det sker cirka to gange om året. Siden Rådets oprettelse i 1996 har der altid været tre stole til den danske delegation – én til Grønland, én til Færøerne og én til Danmark.

Sveriges udenrigsminister, Carl Bildt, afviste Aleqa Hammonds protest med et skuldertræk. Han lod forstå, at Aleqa Hammond blot trampede rundt i et internt, dansk spinatbed. De syv andre lande i Rådet har jo kun én stol ved møderne, påpegede han. Men det var spil for galleriet. Aleqa Hammonds boykot ramte ned i en hed diskussion om Arktisk Råds eksistensberettigelse – og om Grønlands plads i verdenssamfundet.

Kina kommer

Staterne i Arktisk Råd (de fem nordiske plus USA, Canada og Rusland) har i de seneste år haft travlt med at forsvare deres egne økonomiske og strategiske interesser i Arktis. De opfatter deres rettigheder i Arktis som naturgivne, dikteret af geografien og stadfæstet i FN’s Havretskonvention. Men de føler sig udfordret af et magtfuldt rykind udefra. I Kiruna fik Sydkorea, Japan, Kina og Indien således fast observatørstatus i Arktisk Råd efter adskillige års hårdt pres.

De otte arktiske stater er ved at opbygge et fælles forsvar for egne privilegier og ejendom i Arktis: De vedtager regelsæt, procedurer og erklæringer, de begrænser skarpt de nye observatørers muligheder i Arktisk Råd, og de udruster krigsskibe og kystvagtfartøjer, der sikrer, at de også fremover selv bevarer kontrollen med olie- og gasforekomsterne, miljøreguleringen, erhvervsudviklingen, fiskeriet og den voksende fragttrafik i Det Arktiske Ocean, og de vogter nidkært over retten til at fordele de områder af havbunden i Det Arktiske Ocean, hvis tilhørsforhold endnu ikke er fastlagt.

Og pludselig i maj boykottede Grønland så hele processen! Det blev med ét klart, at netop de, som altid fremhæves i ministrenes skåltaler, fremover måske skal kæmpe noget hårdere for at bevare deres indflydelse. Arktisk Råd er ved at blive et forum for benhårde forhandlinger mellem stater – og Grønland er (endnu) ikke en rigtig stat. Grønland frygter at blive klemt i den nye magtstruktur sammen med de øvrige arktiske folk.

Mens Arktisk Råd får fast sekretariat, budget, højtprofilerede ministermøder og deltagelse af stater fra hele verden, frygter grønlænderne og deres inuitfæller i Canada og Alaska, samerne, indianerne og de arktiske folk i Rusland at ende som etniske gidsler, der nok vises frem på officielle pressefotos behørigt iklædt sælskind og samekofte, men som reelt mister den indflydelse, de troede, de havde.

Unik magtdeling

Grønland støttede oprettelsen af Arktisk Råd i 1996. Grønlænderne øjnede sammen med inuitter i Canada indflydelse på tværs af deres egne territorier og uden for. Arktisk Råd opstod som en unik, international institution, hvor de oprindelige folk fra begyndelsen var sikret indflydelse som ’permanente deltagere’. Beslutninger i Rådet har hidtil ikke kunnet træffes uden de oprindelige folks aktive inddragelse og billigelse. Grønland og Færøerne havde som nævnt indtil 2011 egen plads ved bordet i den danske delegation. Grønland er oven i købet også indirekte repræsenteret via ICC, Inuit Circumpolar Council, der som flere andre NGO’er fra starten fik status som faste observatører.

Det er Arktisk Råds unikke fordeling af indflydelse mellem stater, oprindelige folk og NGO’er, der nu udfordres.

Som to af de skarpeste iagttagere af den arktiske udvikling, geograferne Philip Steinberg og Klaus Dodds, skriver i den seneste udgave af Polar Record, er Arktisk Råd ved et udvikle sig til en helt normal, international organisation, der på effektiv vis kan være skueplads for hårde forhandlinger mellem stater, og i den proces risikerer grønlændernes og de oprindelige folks indflydelse at ryge ud med badevandet. Steinberg og Dodds noterer sig, hvordan Kinas og andre staters anmodning om observatørstatus optog Rådet i årevis, indtil de blev imødekommet i Kiruna, mens ansøgninger fra en håndfuld internationale NGO’er – f.eks. World Meteorological Organisation – end ikke blev diskuteret.

Grønland taler for riget

Grønlands boykot af Arktisk Råd er nu afblæst. Grønland har med dansk bistand opnået en forståelse med Canada, som har overtaget formandskabet for Arktisk Råd efter Sverige. Fremover vil der igen vil være tre stole til det danske rigsfællesskab – formentlig også ved de formelle møder, hvor udenrigsministrene deltager – i hvert fald indtil nogen protesterer. Og så er det i dialogen med Danmark blevet nøjere fastslået, at det i fremtiden er Grønland, der fører ordet for Rigsfællesskabet, når Arktisk Råd diskuterer sager, der falder ind under de forhold i samfundet, som Grønland selv har hjemtaget ansvaret for – f.eks. minedrift, olieudvinding og miljøforhold. Danmark vil til gengæld føre ordet, når det drejer sig om egentlig udenrigspolitik, om forholdet mellem de arktiske stater eller om forholdet til Kina osv. Aleqa Hammond udlægger det med tydelig stolthed på Selvstyrets egen hjemmeside sådan, at Grønlands repræsentanter i et stigende antal sager i Arktisk Råd som en selvfølge nu vil føre ordet og tale på vegne af alle indbyggere i kongeriget Danmark.

Aleqa Hammonds boykot demonstrerede, at det nye selvstyrende Grønland – rigt på uran, olie og med enorme forekomster af strategisk vigtige mineraler, som resten af verden higer efter – udmærket forstår at bruge sine muskler. Visdommen i hendes demonstrative adfærd er blevet alvorligt anfægtet af oppositionen i Grønland, der hævder, at problemet kunne være løst med langt mindre tumult og mindre skade på Grønlands internationale samarbejdsrelationer. Men Aleqa Hammond hævder selv, at netop boykottens store synlighed har understreget for det internationale samfund, at det moderne Grønland ikke stiller sig tilfreds med andet end et fast sæde, flag og taleret, når vigtige diskussioner skal tages.

 

Martin Breum er studievært på Deadline på DR2 og forfatter til ’Når isen forsvinder – Danmark som stormagt i Arktis, Grønlands rigdomme og kampen om Nordpolen’

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jairus Lyberth
Jairus Lyberth anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Lindegaard

"Det rykker og river i Rigsfællesskabet. " - bare ikke nok.
Jeg erkender gerne, at jeg nærer et lige så hedt ønske om at få ophævet Rigsfællesskabet som Høgni Hoydal.

Steffen Gliese

Hvorfor dog det, Torben Lindegaard? Måske vi hellere skulle tænke i en egentlig nordisk union som modspil til EU? Det, vi har manglet for at stå stærkt, har vi jo nu indvundet i kraft af råstofferne. De nordiske velfærdsstater vil rent faktisk i højere grad, end man har troet, kunne forsvare deres blandingsøkonomiske modeller imod anslagene fra liberalisterne ved at stå sammen.

Sören Tolsgaard

Grønland er helt enestående i denne sammenhæng derved, at området rummer hovedparten af de arktiske ismasser samt - som det eneste i Arktis - har udstrakt selvstyre i hænderne på en arktisk befolkning inkl. konstitutionel mulighed for absolut selvstyre.

Kun Island har herudover majoritet af en arktisk befolkning, mens de øvrige nationer i Arktisk Råd udgøres af befolkninger, som i langt overvejende grad bor i mere tempererede zoner, mens deres arktiske befolkninger kun udgør forsvindende mindretal - i Lapland, Sibirien, Alaska og Canada.

Danmark er således den eneste nation, som - i Grønland - fører en politik indstillet på fuld selvstændighed for den arktiske del af sin befolkning. Det synes derfor meget interessant, hvorledes Grønland vil forholde sig til denne udvikling, og hvorvidt grønlænderne magter at administrere en sådan selvstændighed.

Ingen tvivl om, at stormagterne vil forsøge at udmanøvrere grønlænderne, mens vi som hidtil bør støtte grønlændernes bestræbelser mod en selvstændig position - naturligvis gerne i et fortsat nært samarbejde med Danmark og de øvrige nordiske lande.