Læsetid: 13 min.

Hvorfor er de unge japanere holdt op med at have sex?

Hvad sker der med en nation, når dens unge generation taber interessen for sex og kærester? Det er Japan ved at finde ud af …
Hvad sker der med en nation, når dens unge generation taber interessen for sex og kærester? Det er Japan ved at finde ud af …

Eric Rechsteiner

25. oktober 2013

Ai Aoyama er par- og sex-terapeut, og hun tager imod klienter i sin trange 3. sals-lejlighed i Tokyo. Hendes fornavn betyder ’kærlighed’ på japansk og er et levn fra hendes tidligere karriere som professionel dominatrix. Dengang, for godt 15 år siden, var hun endnu ’Dronning Ai’ eller ’Kærlighedsdronningen’ og bandt folk fast eller dryppede varm voks på deres brystvorter. Men det arbejde, hun har i dag, er en langt større udfordring, fortæller hun. 52-årige Aoyama forsøger at kurere, hvad Japans medier betegner som sekkusu shinai shokogun eller ’cølibat-syndromet’.

Japans generation under 40 ser i stigende grad ud til at have tabt al interesse for konventionelle forhold. Millioner har ikke en kæreste. Stadig flere gider ikke at dyrke sex. For bekymrede politikere er ’cølibat-syndromet’ del af en faretruende national katastrofe. Japan lider i forvejen under en af klodens laveste fødselsrater. Dets folketal på 126 millioner er svundet ind over det seneste årti og ventes at falde med yderligere en tredjedel frem mod 2060. Ifølge Aoyama er landet blevet ramt »af en flugt fra intimitet« – og det er i et vist omfang regeringens skyld.

Hun byder mig velkommen i yogabukser og pelsede tøfler med dyremotiver. I favnen har hun en pekingeser, som hun præsenterer som Marilyn Monroe. I en reklamefolder betror hun potentielle klienter, at hun besøgte Nordkorea i 1990’erne og her fik lejlighed til at klemme en ledende general hårdt om testiklerne. Om hun var inviteret med det formål for øje, melder historien ikke noget om. Men budskabet er klart nok: Hun dømmer ikke andre.

Hun fører mig op i ’afslapningsrummet’ – et soveværelse uden andre møbler end en dobbelt-futonseng. »Her er mere fredeligt,« siger hun. Aoyamas første opgave i forhold til hovedparten af klienterne er at få dem til »at holde op med at undskylde for deres fysiske eksistens.«

Antallet af japanske singler har nået et nyt rekordniveau. 61 pct. af de ugifte mænd og 49 pct. af kvinderne i alderen 18-34 er ikke i noget kæresteforhold, og en tredjedel af unge japanere under 30 har aldrig haft en kæreste, viser undersøgelser. 45 pct. af kvinderne i alderen 16-24 er ifølge Japans Familieplanlægningsforbund »ikke interesseret i eller føler afsky ved seksuel kontakt«, og over en fjerdedel af mændene har det på samme måde.

Mange af dem, som opsøger hende, er dybt forvirrede, fortæller Aoyama. »Nogle ønsker sig en partner, andre foretrækker at være single, men kun de færreste kan finde ud af at forholde sig til almindelig kærlighed eller tanken om et ægteskab.«

Presset for at indordne sig under Japans anakronistiske familiemodel med faren i rollen som lønarbejder-skaffedyr og moren som hjemmegående er dog fortsat intakt.

»Folk ved ikke, hvordan de skal orientere sig. De kommer her til mig, fordi de tror, at det må være noget galt med dem, fordi de søger noget andet.«

Risikerer at uddø

De alarmistiske toner fra officiel side har ikke hjulpet. Færre spædbørn blev født i 2012 end i noget andet år, så længe man har data tilbage. Dette var også året, da Japans stigende antal meget gamle betød, at inkontinens-bleer til voksne solgte i større antal end babybleer. Kunio Kitamura, leder af JFPA, hævder, at den demografiske krise er så alvorlig, at »Japans befolkning i sidste ende risikerer at uddø«.

Japanere under 40 vil ikke forplante og mangfoldiggøre sig af pligt, sådan som efterkrigsgenerationerne gjorde. Landet befinder sig i en omfattende social overgangsfase efter 20 år med økonomisk stagnation. Det kæmper også med de smertelige følger af sin i forvejen nukleart traumatiserede kollektive psyke efter jordskælvet i 2011, tsunamien og Fukushima-værkets radioaktive nedsmeltning. Der er ingen vej tilbage. »Både mænd og kvinder siger til mig, at de ikke kan se pointen med kærlighed. De tror ikke på, at det kan føre dem noget sted hen,« siger Aoyama. »Kæresteforhold er blevet for svært.«

Ægteskabet er et minefelt af lidet tillokkende valg. I dag er japanske mænd blevet mindre karriereorienterede og mindre solvente, efterhånden som mulighederne for livsvarig jobsikkerhed er blevet færre. Samtidig er de japanske kvinder i dag mere uafhængige og ambitiøse. Alligevel er konservative holdninger fortsat fremherskende i hjemmet som på arbejdspladsen. Japans benhårde koncerndominerede erhvervsliv gør det næsten umuligt for kvinder at kombinere karriere og familie, samtidig med at det kræver to indkomster at få råd til børn. Samliv og forældreforhold mellem ugifte er stadig usædvanligt og hæmmes af bureaukratisk misbilligelse.

Aoyama siger, at kønnene, især i Japans kæmpemetropoler, »glider fra hinanden«. Som følge af en mangel på fælles mål vender mange sig imod, hvad hun kalder »minutnuddel-kærlighed« – hurtig eller øjeblikkelig tilfredsstillelse i form af tilfældige engangsknald, onlineporno, ’virtuelle kærester’ eller animationspornofilm. Eller også stempler de helt ud og erstatter kærlighed og sex med andre former for tidsfordriv.

Nogle af Aoyamas klienter hører til den lille minoritet, som har drevet deres sociale tilbagetrækning ud i ekstremer. De kaldes for hikikomori – ’eneboere’, og for dem er terapien hos hende det første skridt mod igen at blive integeret i den omgivende verden – for otaku, nørder, eller for parasaito shingurus, parasitære singler, som har passeret de 35 år, men stadig ikke har taget sig sammen til at flytte hjemmefra – af de anslået 13 millioner ugifte japanere, som aktuelt bor hos deres forældre, er omkring tre millioner over 35.

»Nogle få er så hæmmede, at de slet ikke kan forholde sig til det modsatte køn, hverken fysisk eller på anden vis. De farer sammen, bare jeg rører ved dem,« siger hun. »De fleste er mænd, men jeg er også begyndt at få flere kvindelige klienter«.

Aoyama fortæller om en mand først i 30’erne, som stadig er jomfru og kun kan blive seksuelt ophidset, hvis han ser på kvindelige robotter i et Power Rangers-lignende spil.

»Jeg bruger terapier som yoga og hypnose for at få ham til at slappe af og hjælpe ham med at forstå, hvordan rigtige menneskekroppe fungerer«.

Som kurtisanerne

Nogle gange, for et ekstra honorar, tager hun alt sit tøj af for mandlige klienter – »men absolut ikke noget samleje« – for fysisk at guide dem rundt om de kvindelige former. Patriotisk af indstilling sammenligner hun sin særlige rolle med oiran, kurtisanerne, som Japans Edo-perioden (1603-1867) skulle indvie samuraiers sønner i elskovskunstens glæder.

Aversionen over for ægteskab og intimitet er ikke unik for den japanske udgave af moderniteten, og det er den voksende besættelse af digital teknologi heller ikke. Men hvad de utallige japanske undersøgelseskomiteer alle synes at overse i deres bestræbelser på at afdække årsagerne til, at Japans unge er så uinteresserede i at dyrke sex og få børn, er, at det ofte giver ganske god mening at forblive single. Det gælder for begge køn, men navnlig for kvinder. ’Ægteskabet er en kvindes grav,’ lyder et gammelt japansk ordsprog, der førhen handlede om hustruer, som blev ignoreret på bekostning af elskerinder. Men for japanske kvinder i dag udgør ægteskabet snarere en grav for en hårdt tilkæmpet karriere.

Jeg møder 32-årige Eri Timotia en lørdag formiddag til kaffe i det mondæne Tokyo-distrikt, Ebisu. Tomita har et job, som hun elsker, i ’human ressources’-afdelingen i en fransk ejet bank.

Som flydende på fransk og med to universitetsgrader har hun holdt sig selv fri af alle romantiske bindinger for alene at fokusere på sit arbejde.

»En kæreste friede til mig for tre år siden. Jeg afslog, da jeg indså, at mit job var vigtigere for mig. Herefter tabte jeg interessen for kæresteri. Det ville altid blive besværligt, når diskussionen kom ind på spørgsmålet om fremtiden.«

Tomita siger, at en kvindes chancer for at blive forfremmet i Japan stopper i samme øjeblik, hun gifter sig. »Din chefer vil straks gå ud fra, at så bliver du snart gravid«. Og er man først blevet mor, bliver de lange ufleksible arbejdstimer umulige at passe ind i hverdagen. »Og så må du sige op. Du ender med at blive husmor uden egen indkomst. Det er ikke en valgmulighed for kvinder som mig.«

Djævlekvinder

Omkring 70 procent af de japanske kvinder forlader job og arbejdsliv, når de har fået deres første barn. World Economic Forum rangerer konsekvent Japan som verdens værste nation i forhold til kønsligestilling på arbejdspladsen. De sociale holdninger hjælper heller ikke. Ofte bliver gifte kvinder, der arbejder, dæmoniseret som oniyome – ’djævlekvinder’.

Premierminister Shinzo Abe bebudede for nylig, at nu skulle der omsider gøres alvor af planerne om at øge kvinders deltagelse i det økonomiske liv ved at forbedre arbejdsvilkår og dagplejemuligheder, men Tomita siger, at der skal »dramatiske forbedringer« til, hvis hun skal overtales til at være mor og erhvervsaktiv på samme tid. »Jeg har alletiders tilværelse. Jeg går ud med veninder – karrierekvinder som jeg selv – på franske og italienske restauranter, køber modetøj og tager på dejlige ferier. Jeg elsker min uafhængighed.«

Det sker, at Tomita har en engangsaffære med mænd, hun møder i barer, men sexlivet er ikke noget, hun prioriterer højt. »Jeg bliver ofte inviteret ud af mænd på kontoret, der er ude på at score mig. De tror, jeg må være desperat, fordi jeg er single.« Hun skærer ansigt og trækker på skuldrene. »Mendokusai.«

’Mendokusai’ kan løseligt oversættes til ’alt for besværligt’ eller ’rager mig ikke’. Det er et ord, jeg hører begge køn bruge; som oftest, når de taler om deres fobi over for kæresterelationer. Forpligtende parforhold synes at indebære byrde på byrde, fra Japans eksorbitante ejendomspriser til uvisse forventninger til ægtefælle og svigerfamilie. Og den århundredgamle tro på, at et ægteskabs højeste mening at få børn består endnu. Japans Institut for Demografi rapporterer, at så mange som 90 procent af Japans unge kvinder vil foretrække at forblive single.

Fornemmelsen af forpligtelsers tyngende åg rammer i nok så høj grad mændene. Satoru Kishino, 31, hører til den store flok af mænd under 40, som gør passivt oprør imod den traditionelle japanske maskulinitet. Midt i en recession med usikre lønninger føler mænd som Kishinio at presset på dem for at være økonomisk kriger og skaffedyr til hustru og familie er blevet urealistisk højt. De forkaster både at dyrke karriere og at søge succes i kærlighedslivet.

»Det er alt for besværligt,« siger Kishino, da jeg spørger ham, hvorfor han ikke vil have en kæreste. »Jeg tjener ikke nok til at komme fast sammen med en kvinde, og jeg vil ikke påtage mig ansvaret for, at min kvindelige partner håber på, at det skal ende med, at vi gifter os«. Japans medier, som har en betegnelse for enhver afvigelse, kalder mænd som Kishino for soshoku danshi (’græs-ædende mænd’).

Fænomenet dukkede op for få år siden i en japansk manga-tv-serie. Hovedpersonen i Otomen (’Kvindagtige mænd’) var en høj karatemester, cool og barsk. Men i al hemmelighed elskede han at bage kager, at klæde sig i lyserødt tøj og strikke små dragter til sine udstoppede dyr. Til den ældre generation af japanske erhvervsmagnaters rædsel fik serien enorm klangbund blandt deres sønners generation.

Kishino, der arbejder for et modefirma som designer og butiksbestyrer, strikker dog ikke. Men han kan godt lide at lave mad, at cykle og dyrke platoniske venskaber. »Jeg kan godt føle mig tiltrukket af nogle veninder, men jeg har lært mig selv at leve uden sex. Følelsesmæssig tilknytning er for svært«, siger han. »Det rager mig ikke«.

Uanset den romantiske apati erklærer Kishinio ganske som Tomita, at han sætter stor pris på sin aktive singletilværelse. Ironisk nok har det samme system, som blev bygget op om segrerede ægteskabelige roller – hustruer i hjemmet, mænd på arbejde i op til 20 timer i døgnet – også skabt et ideelt miljø for solotilværelser. Japans byer er fulde af bekvemmeligheder, der er indrettet på at imødekomme enkeltindividet: Fra standup-nudelbarer til kabinehoteller og de allestedsnærværende konbini (kiosker) med deres hylder af individuelt indpakkede riskugler og engangs-undertøj. Disse ting blev oprindeligt udviklet til forretningsfolk på farten, men nu findes der cafeer, hoteller, ja selv lejlighedskomplekser kun for kvinder. Og Japans byer er i ekstraordinær grad frie for kriminalitet.

Nogle eksperter mener, at flugten fra ægteskabet er mere end en afvisning af forældede normer og kønsroller. Det kan være det nye ideal på længere sigt. »At forblive single blev engang anset for at være den ultimative personlige fiasko«, siger Tomomi Yamaguchi, japansk født professor i antropologi ved Montana State University i USA. »Men stadig flere opdager, at de foretrækker det. Med så mange selvvalgte singler er vi på vej imod en helt ny slags virkelighed.«

Giver Japan os glimt af en fremtid, der kan blive vores? Lignende skred finder også sted i andre højt udviklede nationer. I storbyer i Asien, Europa og Amerika gifter folk sig stadig senere eller slet ikke. Fødselsrater falder. Antallet af singlehusholdninger vokser, og i de lande, der er hårdest ramt af økonomisk recession, bliver unge mennesker i stigende grad boende hos deres forældre. Men demografen Nicholas Elberstadt hævder, at særlige faktorer har fremskyndet disse tendenser i Japan. Disse omfatter bl.a. fraværet af en religiøs autoritet, der foreskriver ægteskab og familie som en hellig pligt; landets kroniske sårbarhed over for jordskælv, der skaber eksistentiel usikkerhed; og de høje omkostninger ved at bosætte sig og stifte familie.

Vil ikke holde i hånd

Japanere mellem 20 og 30 er dén gruppe, man her skal holde øje med. De fleste er endnu for unge til at have konkrete fremtidsplaner, men fremskrivninger for dem findes allerede. Ifølge regeringens demografiske institut vil 25 procent af de kvinder, som nu er i begyndelsen af tyverne, aldrig blive gift, mens deres chance for at forblive barnløse er endnu højere: 40 procent.

Det ser dog ikke ud til at gå dem på. Jeg møder Emi Kuwahata, 23, og hendes veninde, Eri Asada, 22, i forretningskvarteret Shibuya. De vælger en café, som ligger ved siden af et kunstgalleri og nedgangen til en metrostation, klemt inde i en gyde med spilleautomathaller og sexvideo-biografer. Kuwata studerer mode og design og er i et uforpligtende forhold til en 13 år ældre mand. »Vi mødes en gang om ugen og går i byen sammen,« siger hun. »Jeg har ikke tid til en fast kæreste. Jeg arbejder på at blive modedesigner.« Asada, som læser økonomi, har ikke spor af interesse for kærlighedslivet. »Jeg opgav fyre for tre år siden. Jeg savner hverken dem eller sex. Jeg bryder mig ikke engang om at holde hånd.«

Asada insisterer på, at det ikke var dårlige oplevelser, der fik hende til at sky fysisk kontakt. Hun vil bare ikke stå i forhold til mænd, og tilfældig sex vil ikke være ikke løsningen, for »kvinder kan ikke gøre sådan noget uden at blive set ned på«. Skønt Japan er seksuelt liberalt, er det mest udbredte ideal for kvinder under 25 en jomfruelig lillepigeskønhed, som er umulig at leve op til.

Over iste serveret af tynde teenagerdrenge i jeans med kunstfærdigt pjusket frisure, fortæller Asada og Kuwahata, at de dyrker en fælles passion for tøj, musik og shoppeture og fører et hektisk socialt liv. Men med smartphones, der aldrig forlader deres hånd, ser de ud ud til at bruge langt mere tid på at kommunikere med deres venner via sociale onlinenetværk end på at møde dem ansigt til ansigt. Asada fortæller, at hun i to år har brugt en stor del af sin tid på at spille et virtuelt rollespil, hvor hun er bestyrer af en slikbutik.

Fremtiden er virtuel

Den japansk-amerikanske forfatter Roland Kelts, som skriver om Japans unge, siger, at det er uundgåeligt, at fremtiden for japanernes parforhold i vidt omfang bliver teknologisk bestemt.

»Japan har udviklet utroligt sofistikerede virtuelle verdener, online-kommunikationssystemer og smartphone-apps, der er verdens mest innovative.« Kelt siger, at behovet for at flygte ind i private, virtuelle verdener også har at gøre med, at Japan er så tæt befolket en nation, hvor det er småt med fysiske frirum. Men han tror, at også resten af verden vil følge i det japanske spor.Men når det gælder det elementære, er den tidligere dominatrix Ai Aoyama – ’kærlighedsdronningen’ – fast besluttet på at undervise sine klienter i »hud-til-hud og hjerte-til-hjerte-intimitet«. Hun erkender, at teknologien kommer til at forme fremtiden, men siger, at samfundet må forhindre, at den ikke tager magten fra mennesker. »Det er ikke sundt, at mennesker er så fysisk adskilt fra hinanden«, siger hun. »Sex med et andet menneske er et menneskeligt behov. Det producerer velvære-hormoner, som hjælper folk til at fungere bedre i dagligdagen«.

Aoyama siger, at hun hver dag møder mennesker, som længes efter menneskelig varme, uanset om de helst måtte være fri for et ægteskabs eller et langvarigt forholds besværligheder. Hun tordner mod Japans regering »for at gøre det så svært for singler at leve den tilværelse, de ønsker« og for »at oppiske en frygt for faldende fødselstal«. At oppiske frygt hos mennesker hjælper ingen, siger hun. Og de ord kommer fra en kvinde, der ved noget om at piske.

© The Observer og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Heidi Pedersen
  • Adam Lajtoch-Rosschou
  • Signe Vange
  • Ervin Lazar
  • Bo Stefan Nielsen
  • Per Torbensen
  • Thomas Krogh
  • Karsten Kølliker
  • Inger Sundsvald
Heidi Pedersen, Adam Lajtoch-Rosschou, Signe Vange, Ervin Lazar, Bo Stefan Nielsen, Per Torbensen, Thomas Krogh, Karsten Kølliker og Inger Sundsvald anbefalede denne artikel

Kommentarer

Inger Sundsvald

Det her er lidt uhyggeligt, men det ser ud til, at når samfundet ikke kan indrette sig hensigtsmæssigt for kvinderne, så accepterer kvinderne hellere betingelserne end at miste friheden igen. Og det gælder så også for mændene, at de affinder sig med tilstanden.

Adam Lajtoch-Rosschou, lars abildgaard, Christel Gruner-Olesen, Simone Bærentzen, Kjeld Hansen, Henrik Nielsen, Karsten Aaen og Rasmus Kongshøj anbefalede denne kommentar

Sund fornuft og ægte økologisk/global samvittighed tillader naturligvis ikke mindre bemidlede i overbefolkede og resource-forurenede samfund - og på ditto kloder- at betone fertilitetsritualer i deres livsindhold.
Med 'lavere frankerede' kulturer og individer er det naturligvis en anden sag. Der skal sikkert skarp lud til skurvede hoveder visse steder i verden. Den libido den libido ...

Dennis Laursen

Hvorfor de unge japanere er holdt op med at have sex? Måske fordi de er på vej ind i menneskehedens næste, evolutionære trin: det rationelle, reflekterende menneske?
Tænk, jeg vidste ikke, at jeg skulle opleve dét, i min levetid; At jeg skulle høre om mennesker, for hvem sex og overfladiske forhold, samt materialistisk livsstil, ikke er det højst opnåelige stadie i livet. Og så oven i købet i Japan!

Det er nok også meget sundt, økologisk set, at en art, der har avlet som rotter, og ressourceforbrugt som græshopper de sidste 150 år, er begyndt at sætte en dæmper for masseformeringen.

Frans Røjkjær, Christian Pedersen, David Zennaro, Brian Pietersen, Tor Brandt, lars abildgaard, Connie Frøsig Jensen, Jesper Bjørk, Lykke Johansen og Benjamin Bach anbefalede denne kommentar

At japanske kvinder skulle være uinteresseret i sex? Det er nu ikke min erfaring!
Oniyome betyder iøvrigt djælvebrud.

Så læs dog hvad der står i artiklen!

Japanske kvinder kan godt være interesseret i sex! De er blot ikke interesseret i at stifte familie, få mand og børn. Fordi når de får det, bliver de tvunget væk fra arbejdsmarkedet i mange, mange år. Og I ved det måske ikke, men en lignende situation findes faktisk i Sydeuropa, f.eks. hos de italienske piger/kvinder. 1 barn pr. 1000 kvinder fødes der i Italien; langt fra de 2,2 barn pr. 1000 kvinder som skal til for at et samfund kan reproducere sig selv.

Og ift. kvindernes situation i Japan og i Sydeuropa er der kun et sige her:
Har man ej (haft) en stærk kvindebevægelse som har (fået) gjort op med det mands-dominere(n)de samfund, ja så er det altså sådan det går. Bevægelsen i Sydtyskland, (Bayern f.eks.), USA og England synes at være den samme...

ingen kvinder vil giftes og have børn.....

holdningen er denne her: kvinder skal passe børn og lave mad..ikke arbejde...

I de nævnte lande...

Adam Lajtoch-Rosschou, Bill Atkins, lars abildgaard, Rasmus Kongshøj, Josephine Lehaff, Lise Lotte Rahbek, ellen nielsen, Simone Bærentzen og Inger Sundsvald anbefalede denne kommentar

Japans befolkning toppede omkring 130 millioner menesker og er nu nede på 126 millioner. Der er næppe plads til flere end 80 millioner. Landet er overbefolket i en grad så ekstrem, at det er svært for en dansker at forestille sig. Hele kysten fra Osaka til Tokyo er en sammenhængende bebyggelse. Når man i Japan taler om at bo ude på landet, så svarer det så nogenlunde til at bo i Vanløse hvad angår befolkningstæthed. Op til 80 procent af passagerne i bybussen står op. Metroen i Tokyo eller Osaka er ofte så tæt pakket, at det er umuligt ikke at udøve sexchikane, hvad enten man holder hænderne oppe eller nede. Det ville være en lykke for Japan med en væsentlig reduceret befolkning. Kunsten er at opnå det uden at skabe for store spændinger mellem generationerne, og uden at smadre økonomien.

Mats Jørgensen, Christian Pedersen, Brian Pietersen, Nichlas Moth, Per Torbensen, lars abildgaard, Rasmus Kongshøj, Karsten Aaen, Benjamin Bach og Simone Bærentzen anbefalede denne kommentar

Måske er sex også bare voldsomt overvurderet. Denne sex-fiksering som vores moderne globaliserede samfund dyrker er simpelt hen ikke langtidsholdbar. Ser man sig om i det offentlige rum bliver vi konstant bombarderet med seksuelle signaler. Ikke nok med det, bliver vi, ung som gammel, også konstant udsat for seksuel præstationspres. Alle som ikke boller mindst 2-3 gange om ugen, helst i varierende form, gerne eksperimerende, med professionelle sexatleter fra pornoverden som forebillede, bliver fremstillet som a-normale, snerpede eller ligefrem psykisk eller social dysfunktionelle.

Måske er den påståede mangel på sexlyst ikke andet end en naturlig og fornuftig mod-reaktion.

Heidi Pedersen, Frans Røjkjær, Christian Pedersen, Brian Pietersen, lars abildgaard, Connie Frøsig Jensen, Lykke Johansen, Christel Gruner-Olesen, Lise Lotte Rahbek og Dennis Laursen anbefalede denne kommentar

Japan er et skræk scenarie inden for kønsrelationer, kun overgået af arabiske kønsrolle mønstre. Det ene køn (kvinden) skal være totalt underdanig i et ægteskab skabt i en kultur nedarvet fra en 1000 år gammel maskulin samurai kultur koblet sammen med en teknologisk sex kultur, som ingen af kønnene dybest inde kan acceptere og leve med.

Tænk en gang kun at kunne føle sexuele lyster ved at se på intendo figurer?

Hele den yngre japanske befolkning har stærkt brug for psykoterapi og det vil tage mange generationers arbejde, at rette op på det akave kønsrollemønster i japan.

I vesten har vi aldrig haft en så stærk opdeling af kønsrollemønsteret og vi skal være taknemmelige for den ligestilling mellem kønnene som har udformet sig politisk, økonomisk og mellemmenneskeligt som til fældet er, selv om den til tider kan være lidt til kvinders fordel.

- Jeg glæder mig hver dag over, at se dejlige kvinder gå gennem byen, hvor jeg bor. Fordi der findes intet smukkere for en mand end en kvinde.

Simone Bærentzen

Mht. demografen Nicholas Elberstadts "særlige faktorer", der har fremskyndet tendenserne i Japan:

"Fraværet af en religiøs autoritet, der foreskriver ægteskab og familie som en hellig pligt" - tvært imod har der været enormt socialt og politisk pres på unge mennesker (nok især kvinder) for at føre slægten videre igennem de sidste godt 100 år, eksemplificeret i 'good wife, wise mother'-politikken, der indførtes under moderniseringen af Japan. Kvindens hellige pligt overfor kejser (der har vi den religiøse autoritet) og fædreland var at føde og opdrage nye ideelle borgere, og denne attitude har ikke ændret sig meget siden. Bl.a. forventes det stadig at en mor er hjemmegående i de første fire år af barnets liv, og, som der også står i artiklen, bliver kvinder ofte fyret/nedgraderet hvis de bliver gift. Samtidig kører staten gang på gang kampagner (som den i artiklen omtalte), der fordømmer de "egoistiske"/"parasitære"/"kærlighedsfobiske" unge kvinder og mænd, i håb om at de kan skræmmes eller presses tilbage i de gamle familiemønstre. Jeg tror i virkeligheden at alt det her har en slags boomerang-effekt, og at tiltag som at sikre kvinders rettigheder på arbejdsmarkedet og adgang til billige daginstitutionspladser, samt at begrænse arbejdstider for både mænd og kvinder ville være meget mere virksomt.

"Landets kroniske sårbarhed over for jordskælv, der skaber eksistentiel usikkerhed" - lyder lidt søgt, ikke?

"De høje omkostninger ved at bosætte sig og stifte familie." - mon ikke også skoen trykker her?

Forøvrigt tror jeg ikke at de samme tendenser ligger lige om hjørnet for Danmark, både fødselstal og antallet af ægteskaber har været stigende på det sidste. Og hvorfor mon det? I Danmark er det muligt for kvinder både at have børn og karriere, institutionspladser er billige, vores arbejdstider er begrænsede, og ikke mindst er vores samfund fleksibelt nok til at rumme enlige forældre og alle mulige andre utraditionelle familiemønstre.

Mats Jørgensen, Christian Harder, Rasmus Kongshøj og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar

@Karsten Aaen
1 barn pr. 1000 kvinder fødes der i Italien; langt fra de 2,2 barn pr. 1000 kvinder som skal til for at et samfund kan reproducere sig selv.

Fertilitetsraten i Italien er 1,4 børn født i en kvindes levealder. Hvis der blev født 1 barn pr. tusinde kvinder, så ville jeg fandme sætte alle mine penge i parmasan-ost lige med det samme :)

Rent statistisk set er det mest retvisende at benytte sig af fertilitetsrate, hvilket jeg tror du forsøgte at gøre... men der er en verden til forskel på 1,4 og 1,0. De 1,4 i Italien er dog ikke anderledes fra f.eks. Tysland, Østrig, Spanien og Grækenland.. men ikke nødvendigvis et "Sydeuropæisk" problem, de skandinaviske lande er også nede og rode omkring 1,7.

Adam Lajtoch-Rosschou, Christian Harder, Morten Pedersen og Per Torbensen anbefalede denne kommentar

Jeg ser kun noget positivt i, at kvinder, der hellere vil arbejde end have børn, lader være med at få dem.
Med klodens eksploderende overbefolkning in mente, ville det ikke skade, hvis det også bredte sig til andre kulturer, herunder vores egen.

Helge Rasmussen, Brian Pietersen, Per Torbensen, Lise Lotte Rahbek, Morten Johansen og Filo Butcher anbefalede denne kommentar
Inger Sundsvald

Det kommer vel an på om man regner med samtlige kvinder i landet, så passer det meget godt med 2,2 barn pr. 1000 (af halvdelen af landets befolkning).

"Antallet af fødte varierer fra år til år. Det er dels afhængigt af antallet af kvinder i de fødedygtige aldre og dels af deres fertilitet. 1946 er det år, hvor flest nyfødte kom til verdenen – nemlig 96.111. I 1983 blev der født 50.822, og er dermed det år, hvor færrest børn blev født."
http://www.dst.dk/da/Statistik/emner/foedsler-og-adoptioner.aspx#

Inger Sundsvald, japanske piger er ikke feminister. Den feministiske bevægelse, metalitet findes ikke i Asien. Asiatiske piger kan ikke lide det, du kalder frihed. De ønsker at smelte sammen med manden, blive eet med ham, dvs. de skaber deres identitet i kraft af ham. De ønsker, at være en skygge af ham. Også japanske piger. Det der med, at kvinden skal være stærk, uafhængig, ben i næsen, osv. er et Vestens fænomen, suverænt. Findes ikke andre steder i verden, mig bekendt. Og slet ikke i Asien. Asiatiske piger er ultra feminine, dvs. først og fremmest re-aktionære, så at sige, altså ønsker at være en reaktion på manden. Den danske kultur var lidt i denne retning førhen, men jeg tror aldrig danske piger har været så feminine, som Asiatiske piger er. For at kommentere artiklen, tror jeg, at den primære årsag til, at pigerne er alene, er, at de fleste mænd er homoseksuelle. De fleste Asiatiske mænd er enten bøsser eller ladyboys. Dette er et fænomen - og for pigerne problem - som er gældende overalt i Asien: at pigerne simpelthen ikke kan finde en mand. Det er derfor, forudsat man er til asiatiske piger, at det er så dejligt for en mand herfra, at bo i Asien, for man er meget, meget, meget ombejlet. Man kan få hvem man vil. Og det er jo skønt. For manden. Men en katastrofe for pigerne. Derfor lever mange af pigerne et ulykkeligt liv, da de fleste kvinders største ønske naturligvis er mand og børn.

Jeg tror aldrig asiatiske piger vil blive som hvide. Det er genetikken simpelthen for forskellig til. Japan har jo været materialistisk, "rigt", i mange år, alligevel er pigerne stadig reflekterende manden - underdanige, føjelige, bøjelige, osv. Jeg tror aldrig, det bliver anderledes. Heldigvis, for jeg bryder mig ikke om at være diskrimineret, forhadt, undertrykt alene i kraft mit køn. Og det føler jeg feministerne gør. Desværre.

John Mortensen

Filo Butcher, forveksler du ikke sex med porno ?

Inger Sundsvald, var det ikke Kvinderne selv der pine-død ville ud og være 'frie'
på arbejdsmarkedet ?
Hvor meget mel kan man egentlig have i munden samtidig med at man blæser ??

Og til de små livshadere der hilser det velkomment som en 'løsning' på det såkaldte 'overbefolkningsproblem' :
Sid ikke der og vær en del af problemet .
Gå ud og køb et reb og bliv en del af løsningen !

John Mortensen

" Asiatiske piger er ultra feminine, dvs. først og fremmest re-aktionære "

Stakkels dig Peter Nielsen, nu er Fanden sgu' løs i Laksegade .
For at tale højt om Kvinders småborgerlighed og materialistiske tanke-gang
er stadig tabu !

Frank Hansen
25. oktober, 2013 - 14:46 #
"At japanske kvinder skulle være uinteresseret i sex? Det er nu ikke min erfaring!
Oniyome betyder iøvrigt djælvebrud."

Også min meget klare erfaring, Frank. De er både MEGET interesserede i sex såvel som mand og børn. De kan bare ikke altid finde det, de ønsker. Asien er jo ikke Danmark, vi kan ikke se deres problemstillinger på baggrund af vores viden om vort eget samfund. Vi er nødt til at leve i deres kuturer i adskillige år, så kan vi måske begynde at forstå, hvad deres problematikker handler om.

@Inger Sundersvald
Det kommer vel an på om man regner med samtlige kvinder i landet, så passer det meget godt med 2,2 barn pr. 1000 (af halvdelen af landets befolkning).

Jeg forstår ikke rigtig jeres logik... 2000 personer med en gns. levealder på 70 år skal nå at føde 28 børn om året (2000 fødsler på 70 år), og da kun halvdelen kan føde, skal de 1000 kvinder føde 56 børn årligt. De "28" kaldes fødselsrate. De 2,2 giver kun mening, hvis man taler fertilitetsrate, altså hvor mange børn hver kvinde får i løbet af sit liv.

Det kunne være fedt med artikler der vinklede på det ekstremt positive i at et land iKKE bidrager til overbefolkningen.
Gid der var mange flere lande som kunne præstere faldende fødselstal, så der var faktisk blev en tålelig tilværelse for dem der kommer til.

Overbefolkning er en millard gange større et problem end at Japan bliver lidt mindre i befolkningstal

Filo Butcher, Brian Pietersen, Lise Lotte Rahbek, Morten Pedersen, Per Torbensen og Benjamin Bach anbefalede denne kommentar

Haha... jeg er retarderet... "da kun halvdelen kan føde, skal de 1000 kvinder føde 56 børn årligt" - de 1000 kvinder skal self. føde 56 børn for at opretholde en befolkning på 2000... dermed er fødselsraten stadig 28 / 2000 indbyggere = 14 pr. 1000. Sorry sorry sorry.. men det ændrer altså stadig ikke på pointen :)

Inger Sundsvald

Hvis man går ud fra, at der er 2,5 mio. kvinder i landet, så kan man 25.000 gange få 1000 kvinder. Så får disse 25.000 kvinder tilsammen 55.000 børn om året, hvis de får 2,2 for hver 1000.
Ssådan ser mit regnestykke ud, men det kan da godt være at det er helt skævt.

Interessant fænomen.
Umiddelbart tror jeg det er stress, og et stort pres, der ligger på de unge japanere. Deres skoler skulle vist være sindsygt hårde.
De er proppet med ny teknologi og skal yde deres bedste rent mentalt.

Men kærligheden og følelserne er undertrykt. Og med det store pres de lever under, vælger de måske at undvære sex.

@Inger, hvis 1000 kvinder får 2,2 børn, så får 454 kvinder 1 barn... eller 1/454 kvinder føder hvert år. Dette giver 2.5 mio * 1/454 = 5500 børn årligt = 385.462 på 70 år. Det ville være noget af en kur for overbefolkningen. Fejlen er, at du kun 2500 gange kan få 1000 kvinder på 2,5 mio.

Connie Frøsig Jensen

Selvfølgelig skal samfundet bygges op omkring sunde og velfungerende familier, hvor især konen har tid og mulighed for at passe børnene de første 4 -5 år , og hvor hun naturligvis bliver støttet af en kærlig og forstående mand. Hvis man lærer kunsten at leve i cølibat, og kun anvender seksualdriften, når hjernen er med, vil der hverken fødes for få eller få mange børn - kun ØNSKEDE børn - hvilket vil være et kæmpe fremskridt i dette sexfixcerede samfund, hvor selv samfundets ledere og politikere ofte har et kæmpe rod i deres privatliv. Jeg har arbejdet i flere børnehaver igennem årene, og jeg har været chokeret over gang på gang at opdage, hvor lidt tid og overskud mange forældre har til at opdrage og vise hensyn til deres børn- fordi de simpelthen sætter deres EGNE behov frem for børnenes. Udviklingen i familiestrukturen i Japan er da helt umenneskelig, men det er ikke ensbetydende med, at vores er bedre. I Danmark spiser 432000 mennesker lykkepiller årligt, så det må da være indlysende, at der er noget helt galt et sted.

Majbritt Nielsen, Katrine Visby, Richard Sørensen, Erik Hayek, Tino Rozzo og Per Torbensen anbefalede denne kommentar

Strukturen af artiklen minder om en vox pop og afspejler de overfladiske valg japanerne tager, fordi den japanske kultur er alt for loyal og ikke tager de nødvendige opgør.

Måske skal man bevare en vis portion sund skepsis overfor denne slags rapporteringer førend at man afviser Groucho Marx's udsagn: "jeg tror at sex er kommet for at blive".

Jeg erindrer en artikel af en dansk gymnasielærer der under et besøg på en skole i Kina fik at vide (af både ledere, lærere og elever) at sex blandt eleverne var nærmest utænkeligt. Efter typisk europæisk skik, gik hun sig en aftentur hver aften. Hendes observationer viste at de kinesiske elever, i ly af mørket, havde mindst lige så godt fat i grundbegreberne som hendes danske elever.

Den berømte antropolog Margaret Mead er et godt eksempel på, hvor galt det kan gå, da hun rapporterede at i et lille ø-samfund kendte man slet ikke begrebet forelskelse. Det var en videnskabelig sensation. Mange år senere fandt man forklaringen. Folk på øen forklarede at de var dybt forundrede over at blive stillet et så ublufærdigt spørgsmål og derfor på den høfligst mulige måde afviste at besvare det.

Benjamin Bach, Flemming Scheel Andersen, Frank Hansen, Jørn Vilvig, Karsten Aaen og Robert Ørsted-Jensen anbefalede denne kommentar
Connie Frøsig Jensen

Sex er selvfølgelig den største nydelse, så længe man identificerer sig med kroppen. I kulturer, hvor befolkningen er mere åndeligt beriget, spiller sex en langt mindre rolle -og kan canaliseres hen på at få ønskede børn - som jo er det naturlige følge af seksuelt samvær.

Michael Kongstad Nielsen

Åndeligt beriget ved jeg ikke om japanerne er, måske mere materielt beriget, og uranberiget, og hvem har lyst til sex under geigertællerens akkompagnement, men sexlysten er nok mere hårdfør end som så, mange ånder og åndelige guder har ellers forsøgt at tage livet af den, i vesten førte det til klostertilværelse og søstersolidaritet, men alligevel popper den op som en ukuelig mælkebøtte, ingen kan komme til livs. Den trives i alle afskygninger i det private rum, som vi snart ikke har mere, bag lås og nøglehuller, bag gardiner og blonder. De japanske stakler er nok ikke så stakkels, når det kommer til stykket.

Alan Strandbygaard

Jeg har den idé at det er vor vej bort fra det naturlige, der medfører at vore lige så naturlige instinkter også bliver fortrængt. Yin og Yang.

Nogen kommentarer til det?

Som sædvanlig er Frøken Sundsvall med flere på banen med at det er kvinderne der fravælger mændene. Det er bare ikke rigtig. Mænd har det overvejende bedre end kvinder med at være singler og have uforpligtende sex.

Japanske mænd fravælger ægteskabet og det dertil ledende kæresteri fordi de ikke længere føler at de nærmest umenneskelige krav til produktion giver nok igen, for eksempel fordi livsvarig jobsikkerhed ikke længere findes. Så hvorfor ofre sig 14 timer om dagen som 'salariman' i en klan lignende virksomhed når man kan fyres som en vestlig funktionær? Derudover opfattes moderne japanske kvinder som krævende, materialistiske og svære at stille tilfredse, et typisk tegn på et samfund der har toppet, læs eventuelt hvad der blev skrevet om emnet i Romerrigets sidste dage.

Japanske kvinder derimod udsættes for lignende absurd pres for at være perfekte mødre. Hvor jeg bor er der ganske mange Japanske expats og jeg ser ofte disse perfekte mødre i butikkerne. Smukke, slanke, med et velopdragent barn og altid ulastelig påklædt. Danske mødre ville bryde sammen i mindreværd overfor disse super-mødre fra Japan. Jeg kan godt forstå hvis Japanske kvinder synes det bliver lidt for meget.

Nu har jeg faktisk været i Japan og endda også i bedste hvide patriarkalske stil nedlagt en submissiv japansk kvinde, så jeg er åbenlyst en ekspert.

Steen Schapiro

"An occupational hazard for foreign journalists is traipsing into "exotic Japan" and getting lost in a forest of stereotypes, fuzzy data and tarted-up headlines.
Such is the case with the media's renewed obsession with reports that the Japanese have given up on sex. This canard emerges every couple of years (...) The references to dominatrixes-turned-sex counselors, men who get excited by robots, virtual-reality girlfriends and the demise of the Japanese people proved too much for Internet jockeys to resist. (...)
If low libido were strictly societal, why do the Czech Republic, Poland, Singapore, South Korea, Spain and Taiwan have fertility rates as low as Japan's? I don't see the global media characterizing those countries as sexless freak shows spiraling toward extinction."

http://www.bloomberg.com/news/2013-10-25/the-lust-beneath-japan-s-sex-dr...

Morten Pedersen, Christian Pedersen og Josephine Lehaff anbefalede denne kommentar

Den seksuelle energi er jo lidt et tve-ægget sværd. Den har været bandlyst, fortrængt og dæmoniseret af religionerne. Specielt nok den kristne og muslimske.
Samtidig fylder den meget i reklame- og musik industrien. Og folk ligger under for et vist pres for at være lækre og sexede.

Ifølge en gammel indisk religion er den seksuelle energi hellig, og en vej til at opnå guddommelighed.
Den er en af de stærkeste energier/drivkræfter mennesket har.
Lige meget hvad, kunne det tyde på at disse japanere er ude af balance i deres sind/krop.

Sören Tolsgaard

Peter Nielsen: "De fleste Asiatiske mænd er enten bøsser eller ladyboys."

Overdrivelse fremmer forståelsen. Det gælder formentlig også dine beskrivelser af det søde liv i Asien. En mere nøgtern betragtning vil formentlig nå frem til, at nok er et stort segment af den mandlige befolkning mange steder i Asien i kraft af kulturen og magtstrukturen tvangsmæssigt feminiseret, underdanig og bi- eller homosexuel, nogle måske arveligt disponeret herfor eller i hvert fald skolet hertil og i visse tilfælde tillige kastreret, idet de på denne måde - ligesom kvinderne - forbliver lydige redskaber for magthaverne, alfa-hannerne, overbavianerne i det patriarkalske hieraki.

Nu virker en sådan indskoling ikke dybere på menneskets sjæleliv, end at der alligevel ofte forekommer brud på den tilstræbte magtstruktur, luskeri bag overbavianens ryg, voldtægt og konspirationer. Tilintetgørelse af kvindelige fostre og babyer medvirker yderligere til, at den sociale uligevægt forstærkes. Ankomsten af sexlystne vesterlændinge, hvor selv den ringest stillede er en velhavende alfa-han efter asiatisk målestok, øger yderlige presset på den så efterspurgte vare, lydige unge kvinder, så der tillige kan spekuleres i transsexulle ydelser, altsammen en indbringende forretning i de samfund, som har åbnet for den vestlige kulturs liberalistiske indtog: Kom til det store tag-selv bord!

Herudover er det formentlig rigtigt, at Østens kvinder i høj grad har bibeholdt den urkvindelige indstilling, som er blevet fremdyrket af magthaverne, at de er lydige, hjemlige og underdanige støtter for deres mænd. Vesterlandsk påvirkning, hvad enten den kalder sig marxistisk eller liberalistisk, har dog gradvis ændret kvindernes position og bevidsthed mange steder, så de i høj grad har måttet opgive den beskyttede position i hjemmet, er blevet økonomisk uafhængige og konkurrencemindede. Særlig i de mere velstående samfund - ikke mindst Japan og Kina - er de tvunget af samfundsudviklingen blevet mindre feminine og har ligesom mændene måttet varetage ofte slaveagtige funktioner i erhvervslivet.

I Vesten har kvinderne allerede længe haft denne mere udadvendte position, som på mange måder virker maskuliniserende. Venstrefløjen og højrefløjen har stort set været enige om denne udvikling, mens de mere traditionelt indstillede familier, som endnu har kunnet trives med de polariserede kønsroller, hvor manden er udenrigsministeren og kvinden er indenrigsministeren, som Jean Marie Fabre har udtrykt det, i mangt og meget er blevet forhindret i denne livsform, idet to typiske fuldtidsstillinger er gjort til et nødvendigt grundlag for at overleve, så bortset fra de rigeste, som kan tillade sig den luksus at lade kvinden være hjemmegående, er institutionalisering fra vugge til grav blevet et samfundskrav, mens den traditionelle kernefamilies forkæmpere i vide modernistiske kredse anses for indskrænkede og bagstræberiske.

Det synes dog værd at tænke over, om prisen for kvindernes såkaldte frigørelse og kønnenes ensretning i visse henseender har været for høj. Arbejdsløsheden, som næsten konstant har været en realitet siden 1960'erne, har medført en udhuling af lønningerne, mens magthaverne fortsat presser på for at øge arbejdsudbuddet og udhule fagforeningernes indflydelse, insisterende på at hele samfundet i endnu højere grad skal indrettes ud fra hensynet til produktionen, mens der levnes stadig mindre plads til familielivet og åndslivet.

I øvrigt vil jeg fremhæve, at Østens ophøjelse af det urkvindelige, som dér i høj grad har været forbeholdt magthaverne, har haft en pendant i den oprindeligt orientalske urkristendom, som har formet den vesterlandske kultur, idet kvindens position også hér var den lydige hustrus, hvis plads var i hjemmet, mens manden var den udadvendte borger. Til forskel fra mange steder i Østen lagde dog allerede netop urkristendommen vægt på, at manden skulle holde sig til sin hustru, at de skulle forblive "et kød", hvilket antyder, at der var tale om en mysteriekult, som søgte gudsrealisation gennem forening af de mandlige og kvindelige urelementer, ikke blot på det fysiske, men på det åndelige plan.

En sådan mysteriekult har også været udbredt i Østen, og muligvis hentede kristendommen en stor del af sin inspiration herfra. I Østen antog kulten dog ofte en hierakisk og elitær form, som var forbeholdt den højere samfundsklasse, hvor den udartede, så den kvalitative "forening" af trofaste ægtefæller i stedet blev til fyrstens umådeholdne forbrug af koner og elskerinder. En udvikling, som også har fundet sted blandt åndelige og verdslige herskere i Europa, men som aldrig har kunnet retfærdiggøres af det kristne evangelium, der klart henviser til den sjælelige forløsning, som handler om materielt mådehold og åndeliggørelse af bevidstheden, som også findes udtrykt i bl.a. vedaerne og buddhismen.

Flemming Scheel Andersen, Katrine Visby og Erik Hayek anbefalede denne kommentar

John Mortensen,
nej, det mener jeg ikke jeg gør. Men at der er mange i vores, og sandsynligvis også i det japanske samfund der gør, det tror jeg gerne. Nogle kalder jo ligefrem vores såkaldte "moderne" samfund for pornoficerede.

Det kan godt ske at der også er lidt forvirring med det maskuine og feminine i vores moderne kultur.
Kvindernes frigørelse har gået meget på at efterligne mændene, og konkurrere med dem i nogle tilfælde. Nu skal jeg passe meget på hvad jeg siger her, for jeg har før nævnt dette emne her på Information, og jeg fik hug af nogle kvinder.
Jeg prøvede at forklare det feminine og det maskuline princip.

Men jeg tror kvinder idag skal finde deres kvindelighed frem og være stolte af at være feminine. Og dette har intet med at være undertrykt at gøre.
Istedet for at det kun er det maskuline princip,der er sejt. Der skal være balance i vores samfund. Yin/Yang

Karsten Kølliker, Morten Pedersen, Flemming Scheel Andersen, Steffen Gliese, Sören Tolsgaard, Per Torbensen og Erik Hayek anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

Nu er der forskel på at fravælge parforhold som ung karriere-atlet,
og at fravælge sex for hele livet, tror jeg.

Der ligger et større mysterium, synes jeg, bag den kulturelle japanske norm, at kvinder går hjemme og passer børn og er lydige, mens børnene er små.
Men det må jo glippe med den moderlige rollemodel og der må også gå noget galt i den fysiske kærlige kontakt mellem mor/forældre og barn, siden så mange japanere ifølge artiklen skyr fysisk kærlig menneskelig kontakt?

Japan fra bondesamfund og produktionsland - har jo undergået en vestlig industrialisering og teknologisk udvikling, samtidig meden stærk familieøkonomi - som minder om den vestlige verden x 6.
Måske Japan, som nu vel er i recession - er et billede på hvorledes det kommer gå i den vestlige verden - også på det sexuelle område.

En undersøgelse viser at kun halvdelen dyrker sex på bryllupsnatten, så er vi vel godt på vej selv?
http://ekstrabladet.dk/sex_og_samliv/article2119180.ece

Karsten Aaen, 15:30 :
Så læs dog hvad der står i artiklen!
Japanske kvinder kan godt være interesseret i sex! De er blot ikke interesseret i at stifte familie, få mand og børn.

Det moderne kapitalistiske samfund er blevet for fattigt på økonomisk og personligt overskud - vi er billige tapper i et maskineri.

I min skoletid var et hyppigt tema at maskinerne en dag ville overtage vores samfund - altså arbejdsløshed. En ofte overset vinkel dengang var, at vi der ikke blev arbejdsløse, men fik plads på jobmarkedet selv blev maskiniserede - med hele denne mekaniserings konsekvens.

Frans Røjkjær, Lise Lotte Rahbek og Sören Tolsgaard anbefalede denne kommentar
Josephine Lehaff

Tak for det gode link, Steen. Det var virkelig befriende at læse en mindre sensationalistisk artikel.

Jeg vil tilføje et kort citat fra en tidligere artikel i Information "Den orientalistiske fristelse ligger nær. Orientalisme, Edward Saids begreb om det snævertsynede europæiske blik på ’Orienten’, er altid den mindste modstands vej. En orientalistisk rejseskildring tilbyder billeder, som harmonerer med de fordomme, læserne havde på forhånd.
De mest populære rejseskildringer tidligt i 1500-tallet var Amerigo Vespuccis bøger fra Den Nye Verden (senere kaldet Amerika, efter netop Vespucci), hvor de indfødte bl.a. blev skildret som incestuøse kannibaler. Markedet var næsten umætteligt. I Europa."
http://www.information.dk/89099.

Artiklen handler om rejseskildringer, og er således ikke helt i samme boldgade som denne artikel, men jeg savner virkelig at begrebet "orientalisme" bliver bragt på banen i denne diskussion.

Karsten Kølliker

Er der nogen her, der er bekendt med undersøgelser af den seksuelle aktivitet i DK eller i lande vi typisk sammenligner os med? Personligt ville jeg ikke være det mindste overrasket, hvis den seksuelle aktivitet også her har været på en jævnt nedadgående trend igennem mange år.

I min optik handler det om en generel oplevelse af udsathed. Mange mennesker vokser op med forældre, der ikke er nærværende, og de får ikke den kærlighed som de af natur imødeser, og lærer derfor på et tidligt tidspunkt at kompensere ved forskellige former for opmærksomhedskrævende adfærd. Denne adfærd kan så hen ad vejen vise sig at kunne kanaliseres over i forskellige karriereerhverv og føre til succes, hvorfor orienteringen mht. hvad der er op og ned i tilværelsen, hvad der har værdi i det store billede overfor hvad der har flygtig værdi, bliver forstyrret.

Der er vel næppe nogen der vil modsige, at konkurrencevilkår er blevet fremmet politisk igennem mange år, således at der efterhånden er meget få fag tilbage, hvor den enkelte medarbejders hverdag ikke er præget af konkurrencementalitet. Og som led i samme proces er der kommet større og større fokus på den enkeltes præstationer fremfor på gruppens eller afdelingens. Således underbygger vores arbejdskultur fornemmelsen af udsathed.

I det sociale liv udenfor arbejdslivet vil de mange følelsesmæssigt forsømte mennesker have travlt med at bevise deres værd overfor andre samt godtgøre deres tilhørsforhold til bestemte segmenter og kliker. Bagsiden af denne stræben efter at være indenfor består i en mere eller mindre bevidst pegen fingre ad og udstøden af andre. Således er mobning ikke bare et problem i skolerne, men gennemtrænger samfundet i mere eller mindre subtile former.

Således lever vi alle i denne tilstand af udsathed, og ingen individer, end ikke blandt de højeste socialklasser, er hver især i stand til at hvile i sig selv og opfatte sig selv som god nok nøjagtig som man er. Det er ikke fordi jeg forestiller mig, at alle kvinder er frigide og alle mænd er impotente, men jeg tror der er langt imellem at en kvinde og en mand forenes i leg og velvære og virkelig forløser den rigdom af nydelser, som er vores nådegave. For pokker, hvor har vi gjort det svært for os selv. Er det ikke ved at være tid til at tjekke ud af disse forkvaklede forestillinger?

Sten Victor, Torben Selch og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Mirakel og mirakel ? Problemet er at de uden for arbejdsmarkedet, der ikke kan spare op til deres alderdom stadig må have mange børn.

Sider