Kronik

Grønland har ophævet sit uranforbud på usagligt grundlag

I Grønland fremstilles ophævelsen af uranforbuddet som et abstrakt fænomen. De konkrete konsekvenser for miljø, økonomi og sundhed behandles ikke seriøst. Landet kan ende med mange tusind ton radioaktivt affald uden at have midlerne til at rydde op
Arbejdere foretager efterforskningsboringer i Kuannersiuet (Kvanefjeldet) på Grønland. Landstinget har ophævet forbuddet mod at udvinde uran, men beslutningen er taget på et mangelfuldt grundlag, og de miljømæssige og økonomiske konsekvenser er ikke behandlet seriøst.

John Rasmussen

28. oktober 2013

Det grønlandske Landsting, Inatsisartut, har med det mindst mulige flertal ophævet forbuddet mod at udvinde uran i Grønland. Nu forventes det, at der bliver afholdt en ikke-bindende folkeafstemning i Sydgrønland om mineprojektet på Kuannersuit (Kvanefjeldet, red.).

Opbakningen til forbuddet, der har været gældende i Rigsfællesskabet i 25 år, har næsten uden afbrydelser haft enstemmig opbakning i Inatsisartut og det danske folketing. En ny uranpolitik burde derfor kræve en omfattende folkelig debat og en grundig vurdering af alle uranudvindingens risikomomenter og en folkeafstemning i Grønland. Men det sker ikke. Tværtimod er ophævelsen af uranforbuddet sket på et mangelfuldt grundlag, og det samme kan man desværre frygte sker for den begrænsede folkeafstemning, der er på vej.

Sidste efterår bestilte Inatsisartut en uvildig rapport fra Lett Advokatfirma, Nationalt Center for Miljø og Energi (DCE) på Aarhus Universitet og revisionsfirmaet PricewaterhouseCoopers (PwC), der skulle afdække konsekvenserne af at ophæve nultolerancepolitikken. Alle kendsgerninger skulle på bordet, så Inatsisartut og offentligheden i god tid kunne debattere på et sagligt og oplyst grundlag. Imidlertid blev rapporten, der har været færdig siden april, først offentliggjort i midten af september. Få dage før førstebehandlingen af uranforslaget blev en dansk-grønlandsk embedsmandsrapport offentliggjort, som gennemgår de juridiske rammebetingelser for produktion og eksport af uran. Ingen af de to rapporter behandler miljøkonsekvenserne af at ophæve forbuddet seriøst.

Glemmer miljøet

Ophævelsen af nultolerancen er den foreløbige kulmination på en række politiske løftebrud over for den grønlandske befolkning, hvis sigte synes at være indførelse af uranminedrift med alle midler. Beslutningen relaterer sig i altovervejende grad til Kuannersuit-projektet, men de to rapporter omtaler næsten ikke projektets miljøpolitiske følger.

Hermed er de på linje med det, der synes at have været den grønlandske regerings, Naalakkersuisuts, politiske strategi på uranområdet: Man omtaler uranudvindingen som et ubetydeligt, men nødvendigt biprodukt af udvindingen af de sjældne jordarter og behandler ophævelsen af uranforbuddet som et abstrakt fænomen. Hermed undgår man at tage stilling til mineprojektets konkrete sundheds-, miljømæssige og økonomiske konsekvenser og kan sidenhen reducere dem til et mindre administrativt problem, væk fra offentlighedens søgelys.

Ingen af de to rapporter omtaler, at Kuannersuit-mineprojektet kan blive det mest forurenende industriprojekt i Rigsfællesskabets historie. Uranbrydning i Kuannersuit bliver en hovedaktivitet og ikke kun en underordnet aktivitet i forhold til udvindingen af sjældne jordarter. Grønlands Geologiske Undersøgelser (GGU) – i dag GEUS – har påvist, at der er op til 600.000 ton uran i hele Ilimmaussaq-komplekset, som Kuannersuit er en del af. Licenshaveren, mineselskabet Greenland Minerals and Energy (GME), anslog i sin finansrapport fra 2010 den årlige uranproduktion til 3.895 ton.

Holder det stik, bliver Kuannersuit den tredjestørste uranmine og den næststørste åbne uranmine i verden – med en levetid på op til 60 år. Kun uranminerne McArthur River i Canada og Ranger i Australien er større. Uranproduktionen fra Kuannersuit ville gøre Grønland til den femtestørste – ifølge nogen kilder endog den tredjestørste uranproducent i verden. Desuden rummer Kuannersuit verdens største enkeltforekomst af et andet radioaktivt stof, thorium – muligvis op til to millioner ton.

I kraft af sit produktions-volumen kan projektet sammenlignes med uranminen Rössing i Namibia, der producerer 10 ton uran og efterlader 30.000 tons radioaktivt affald (tailings) om dagen. Ud over en betydelig mængde giftige kemikalier, vil Kuannersuit-projektet i løbet af sin levetid efterlade flere hundrede millioner ton tailings, der indeholder nogle af de giftigste radioaktive emner så som radium, thorium, radon og polonium. 85 pct. af radioaktiviteten fra uranbrydningen bliver tilbage i det efterladte affald, der forbliver radioaktivt i hundredtusindvis af år.

Beskeden skattegevinst

Det amerikanske Videnskabernes Akademi konkluderede i 2011, at der ikke eksisterer nogen teknologi, der kan garantere en sikker langsigtet opbevaring af det radioaktive affald fra uranbrydning. Den uvildige rapport indregner heller ikke omkostningerne ved oprydning og naturgenopretning efter uranudvindingen. Årsagen er muligvis, at de samlede indtægter fra Kuannersuit-projektet til Selvstyret både fra udvinding af sjældne jordarter og uran sættes meget lavt. På dette punkt er den i overensstemmelse med den redegørelse om uranminedrift, som det grønlandske Råstofdirektorat offentliggjorde i 2008. Heri konkluderes det, at de mulige indtægter til det grønlandske samfund fra beskatning af mineselskabet uanset beskatningsprocenten må forventes at blive beskeden og ikke mærkbart kan forventes at forbedre Selvstyrets økonomi.

Det er derfor sandsynligt, at der ikke er penge til oprydning, når minen lukker. Ifølge de grønlandske miljøregler skal licenshaveren, GME som udgangspunkt kun dække de to første års oprydning, hvorefter omkostningerne overgår til Selvstyret. Erfaringer fra andre uranminer viser imidlertid, at to år er utilstrækkeligt: Oprydningen efter uranbrydning i Tyskland i en skala, der svarer til den planlagte i Kuannersuit, har foreløbig varet i 25 år og kostet de tyske skatteydere mere end 50 milliarder kroner. Det er næsten en femtedel mere end indtægterne til Selvstyret fra Kuannersuit-projektet i det scenario i den uvildige rapport, hvor Selvstyret har de højeste indtægter, og mere end seks gange højere end i det scenario, hvor indtægterne er lavest.

Et lignende eksempel finder man i StrហPod Ralskem i Tjekkiet, hvor fire millioner ton syre under uranudvinding blev pumpet ned i jorden fra 1960’erne til midten af 1990’erne. Oprydningen forventes at koste ca. 17 milliarder kroner og fortsætter i endnu 30 år. I USA blev der i Navajo-land brudt fire millioner ton uranmalm fra 1944 til 1986. USA’s kongres har vedtaget en radioaktivitetserstatningslov, hvorefter der foreløbigt er udbetalt erstatninger på mere end 10 milliarder kroner til skadelidte fra blandt andet disse aktiviteter. Ingen af disse eksempler er nævnt i de to rapporter.

Rapporterne efterlader også det indtryk, at hvis blot Grønland ratificerer en række internationale konventioner og underkaster sig Det Internationale Atomenergiagenturs (IAEA) sikkerhedsstandarder på atomkraftområdet, vil udvindingen, produktionen og handlen med uran foregå på en miljø- og sikkerhedsmæssigt forsvarlig måde. IAEA’s standarder er imidlertid ikke bindende, og de internationale konventioner angiver enten meget lave minimumkrav eller kan betegnes som soft law.

Ophævelsen af uranforbuddet er sket på et mangelfuldt grundlag, og Naalakkersuisut bør tilvejebringe et langt bedre informationsgrundlag, før folkeafstemningen om Kuannersuit-uranmineprojektet gennemføres.

Mikkel Myrup er formand for Avataq

Christian Ege er sekretariatsleder for Det Økologiske Råd

Palle Bendsen er energiansvarlig for NOAH Friends of the Earth Denmark

Hans Pedersen er redaktør hos Vedvarende Energi

http://ecocouncil.dk/component/docman/doc_download/1405-130926-analyse-uranrapport

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Brian Pietersen
  • Torben Selch
  • Benjamin Bach
  • Tom Paamand
  • Maria Jensen
  • Anders Feder
  • Erik Jensen
Brian Pietersen, Torben Selch, Benjamin Bach, Tom Paamand, Maria Jensen, Anders Feder og Erik Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Medlem af Naalakkersuisut for råstoffer, Jens-Erik Kirkegaard har gentagne gange op til afstemningen og i de grønlandske medier forsikret befolkningen om at en udvinding af mineraler, der indeholder radioaktive stoffer kan udvindes på en sundheds og miljømæssig forsvarlig måde, (uden at det kommer til at berøre miljø og sundhed, som han siger) hvor befolkningen kan forsætte med at spise deres fangst og fiskeri.
Det kan meget vel være det der har været udslagsgivende for den brede befolknings accept. I hvert fald det halve af den. Mens andre fremtrædende Siumut politikere skal have vurderet det til en strålingsfare der nærmer sig det der findes på en normal asfalteret vej. Det var i hvert fald det argument jeg fik som svar under en kort dikussion om emnet fra en tilhænger.
Samt at bekymrede borgere af Siumut bliver betegnet som nogen der prøver på at skræmme folk.
Da der endnu ikke foreligger en VVM-redegørelse over de mulige miljøkonsekvenser og at de to rapporter ikke behandler miljøkonsekvenserne, ligner det et løst grundlag og burde tages op til en folkeafstemning efter en periode med oplysning om miljøsiden af uvildige rapporter, er tager alt op.
Debatten er bræget af hvilken partifarve man nu har, og uran udvinding bliver da også som partiet nu siger det er og ingen uvildige rapporter om miljøsiden var nogensinde grundlag for folks stillingtagen til emnet.
Man kan ikke andet en være bekymret for Inuit, der har beholdt deres traditioner for at samle forråd til vinter med lokal fiskeri og fangst.

Brian Pietersen, Torben Selch og Benjamin Bach anbefalede denne kommentar

Der burde laves en uvildig undersøgelse omkring: Hvorfor blev rapporterne tilbageholdt. Hvorfor indeholder de ikke en risiko-analyse af miljøet?

Kære information - er det noget I vil bore mere i? Kontakte Jens-Erik Kirkegaard for en forklaring?

Hvem gør noget nu - for at rette op på den manglende information, befolkningen skulle have, og de nærmest løgnagtige beroligelser som Knud Seblon her fortæller, Jens-Erik Kirkegaard kommer med??

Det er jo en katastrofe - og det ser ud til at det også kan blive en økonomisk katastrofe for Grønland også. En øretæve af en økonomisk regning, som Grønland måske ikke kan betale - men tvinges til at vælge lavest mulige fællesnævner for internationale oprydnings regler og sikkerhed - for befolkningen.