Læsetid: 3 min.

Brittens dødsmesse over krigens gru

Benjamin Brittens ’War Requiem’ er et tidløst mesterværk, et angreb på menneskenes endeløse barbari og en anklage mod initiativtagerne til det
25. november 2013

Danmarks Radio markerede Benjamin Brittens 100-års-dag med to opførelser af hans War Requiem, den anden i fredags på selve fødselsdagen. Det blev en hyldest, der tjente alle medvirkende til stor ære uanset det ene eller andet forbehold, der meldte sig undervejs. John Nelson lod så at sige værket tale for sig selv, og det er alt nok, for Brittens dødsmesse over krigen og al dens væsen hører til den slags klingende kunstværker, som ikke kan lade sig overhøre.

Det er blevet sagt om War Requiem, at »det ikke er et rekviem, som trøster de levende. Somme tider hjælper det ikke engang de døde med at sove. Det kan kun anfægte enhver levende sjæl, for det anklager menneskehedens mere eller mindre tilstedeværende barbarisme med al den autoritet en stor komponist kan opbyde«. Ordene blev skrevet af The Times’ musikkritiker William Mann i forbindelse med uropførelsen i 1962 ved genindvielsen af Coventry katedralen, der blev sønderbombet i 1940 af det tyske Luftwaffe.

Britten var pacifist, og det var en holdning, der fra årene op til Anden Verdenskrig skaffede ham problemer og fjender i sit fædreland. Men med bestillingen af et værk til denne nationale højtidelighed fik han mulighed for et mægtigt gensvar. Mestergrebet var kombinationen af den katolske dødsmesses liturgiske tekster med digte om Første Verdenskrigs rædsler af den 20 år ældre Wilfred Owen, der selv omkom i krigen en uge, før den var forbi. Storslåede digte, fulde af had til ødelæggelse og undergang, som en kommentar til messen. Som solister valgte Britten tre sangere fra de førende parter i Anden Verdenskrig: den sovjetrussiske sopran Galina Visjnevskaja, den tyske baryton Dietrich Fischer-Dieskau og den engelske tenor Peter Pears, Brittens livsledsager. Og den samme fordeling havde DR gjort med heldig hånd.

Dommedagsengel

Sopranen Tatjana Pavlovskaja stod blond, høj, slank og iklædt en knaldrød robe som en dommedagsengel højt oppe foran Koncerthusets orgel. Hendes anliggende var dele af messens latinske tekster sammen med symfoniorkestret og koret, og hun gjorde det formidabelt. Først med manende slavisk røst i Liber scriptus om bogen, der lægger alt for dagen, senere uforglemmeligt i Lacrymosa, faldende sorgfulde afbrudte strofer, blidt svævende over korets tyste bønfaldelse.

De to andre solister var placeret foran på scenen, tæt på det ualmindeligt velspillende kammerorkester der ledsagede dem i Owens digte. Tenoren Jeremy Ovenden stod vel mindre markant end barytonen Florian Boesch, som overbeviste med sin stemmepragt og dybe indlevelse i teksten. De sang begge i The Next War, den bidske beretning om soldaterkammerater, der muntert går døden i møde for fædrelandet. Nelson valgte desværre et lidt for rask tempo, og dermed kom Brittens burleske sarkasme ikke helt til sin ret.

Der var også en tendens til en overflyvning hen over smertepunkterne i den barske genfortælling om Abraham og Isak, hvor faderen, modsat Bibelens version, slår sin søn ihjel og derefter halvdelen af Europas sæd. Til gengæld var begge solister intet mindre end magiske i det afsluttende In paradisum, i englænderens underjordiske møde med fjenden, som han slog ihjel.

Smukke drengestemmer

Men det store blandede kor er sandt at sige sjælen i dette storværk, sådan som det også er det i Mozarts og Verdis dødsmesser.

DR’s Koncertkor besidder de fornødne kvaliteter til at løse opgaven på bedste måde, korets daglige leder, Florian Helgarth, havde trimmet det forbilledligt, og når noget ikke sad helt i øjet som eksempelvis den intrikat højrøstede fuga i Offertoriet, kunne det skyldes Nelsons lidt løse direktion.En stor positiv oplevelse var Københavns Drengekor, placeret bagtil i salen på 2. balkon og akkompagneret af orglet.

Drengene repræsenterer en tidløs, uskyldig baggrund for de grusomheder, der udspiller sig nede på jorden, helt bevægende i den sidste sekvens, hvor de som små engle leder de døde ind i paradiset.

Jeg må sige, at jeg aldrig har hørt disse steder med drengekor sunget så smukt og så gennemmusikalsk som i denne opførelse, og jeg er sikker på, at Britten ville have glædet sig over at have fået lige netop den gave.

Benjamin Britten: War Requiem.DR Symfoniorkestret. DR Underholdningsorkestret. DR Koncertkoret. Københavns Drengekor. Dirigent: John Nelson. Koncerthuset torsdag den 21. november

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Sopranen Tatjana Pavlovskaja stod blond, høj og slank oppe foan orglet og kunne høres formidabelt. Det kunne de to mænd tenoren Jeremy Ovenden og barytonen Florian Boesch IKKE som anbragt yderst på orkesterplatoet med face direkte ind i balkonmuren. En helt sædvanlig placering, som i denne ellers yders lydlige sal, ikke yder sangerne kredit.
Anbring fremover sangerne oppe foran orglet. TAK

Sopranen Tatjana Pavlovskaja stod blond, høj og slank oppe foran orglet og kunne høres formidabelt. Det kunne de to mænd tenoren Jeremy Ovenden og barytonen Florian Boesch IKKE som anbragt yderst på orkesterplatoet med face direkte ind i balkonmuren. En helt sædvanlig placering, som i denne ellers yders lydlige sal, ikke yder sangerne kredit.
Anbring fremover sangerne oppe foran orglet. TAK