International kommentar

Pludselig var jeg illegal indvandrer

Jeg er født på Rigshospitalet, har boet i Danmark hele mit liv og betragter Danmark som mit fædreland. Nu kæmper jeg på tredje år for at blive anerkendt som dansker
30. november 2013

Jeg hedder Valentina, jeg er 20 år gammel og studerer fransk på Københavns Universitet. Jeg er født på Rigshospitalet i 1993 og har gået i dansk børnehave, folkeskole og gymnasium. Jeg har den fordel at være tosproget, da begge mine forældre er fra Montenegro og kom til Danmark for cirka 28 år siden.

Som barn har jeg aldrig tænkt over, at jeg var forskellig fra de danske børn. Mit pas har altid været montenegrinsk, men jeg opfattede mig selv som dansker, da jeg er født og opvokset her.

Jeg blev for alvor mindet om, at jeg ikke er dansker, da jeg fire måneder efter min 18 års fødselsdag besøgte borgerservice. Her bad medarbejderen om at se billedidentifikation, og jeg tog mit opholdskort frem.

»Ved du godt, at din opholdstilladelse er udløbet? Du er illegal indvandrer,« sagde hun chokeret.

Jeg kunne ikke begribe det ... at en dansker kan være illegal i Danmark, i sit eget land.

Medarbejderen henviste mig til Udlændingeservice, hvor jeg skulle udfylde en masse papirer for at søge om permanent opholdstilladelse. Jeg skyndte mig derind dagen efter og fik en skideballe for ikke at have søgt en måned inden, tilladelsen udløb, på min 18 års fødselsdag. Jeg skulle efter sigende have modtaget et brev med instrukser, men det havde jeg aldrig fået. Efter flere besøg med timers ventetid og et gebyr på 3.500 kroner, som dengang var et krav, fik jeg lov at udfylde en ansøgning.

Tilbage til start

Tre-fire måneder efter modtog jeg et brev om, at de endnu ikke var gået i gang med behandlingen af selve ansøgningen, da de først skulle vurdere, hvorvidt jeg efter at have været illegal indvandrer måtte blive i landet eller skulle sendes til Montenegro, som de omtalte som mit hjemland.

Jeg ventede igen et par måneder og fik brev om, at jeg kunne blive i Danmark, og at min sag var i behandling. Jeg ventede tålmodigt og ringede flere gange ind til Udlændingeservice, som fortalte, at sagen stadig var under behandling.

I april 2012 modtog jeg et brev, hvori der stod, at jeg manglede at indlevere to sider af min ansøgning. Ved indlevering af disse ville behandlingsprocessen begynde forfra.

De to manglende sider var bilag, som oprindeligt var blevet afleveret med ansøgningen. En medarbejder talte dengang siderne og tjekkede, om alle bilag var vedhæftet. Desværre havde jeg ikke fået en skriftlig bekræftelse på, at ansøgningen havde været i orden, så det var påstand mod påstand.

I december 2012 lå der et brev til mig med den glædelige nyhed, at jeg endelig havde fået permanent opholdstilladelse – efter godt halvandet års ventetid. Under processen overraskede det mig, hvor ringe service jeg modtog fra Udlændingeservice – manglende struktur og orden samt lang behandlingstid. Det er mindre struktureret end et gedemarked. Det er pinligt. Opsat på at få dansk pas kontaktede jeg Justitsministeriet og fik at vide, at jeg skulle igennem indfødsretsprøven og ansøge om dansk statsborgerskab. Det stemte ikke overens med den vejledning, som jeg havde fået fra Udlændingeservice, der mente, at efter den permanente opholdstilladelse kunne jeg søge dansk pas uden at foretage mig yderligere.

Jeg kontaktede en sprogskole for at tage prøven. Gebyret var 704 kroner. Efter at have bestået prøven uden problemer tænkte jeg, at nu kunne det danske pas ikke være langt væk. Jeg kørte til politistationen, hvor jeg fik udleveret en ansøgningsblanket til dansk statsborgerskab – et ark fuld af spørgsmål til folk, hvis fædreland ikke er Danmark – ikke et skema til folk som mig. Spørgsmål som »Hvad er dit hjemland?«, og »Hvornår kom du første gang til Danmark?«.

Jeg blev stødt af spørgsmålene. De fremmedgjorde mig og frarøvede mig min danskhed. Jeg følte mig dum, da jeg måtte skrive ’Montenegro’ i feltet ’hjemland’ for nedenfor at oplyse mit fødested som Rigshospitalet, Danmark.

Venindesnak med politiet

Da jeg et par dage senere afleverede min ansøgning, fik jeg at vide, at jeg på et tidspunkt skulle til en samtale hos politiet. Her skulle jeg medbringe dokumentation for skolegang, opholdstilladelse samt 1.000 kroner.

Samtalen varede cirka 10 minutter. Da jeg ankom til politistationen blev jeg hentet af en glad politibetjent, og vi gik ind i et rum og talte om mig, min skolegang, min fritid, mit liv, drenge – ting, som jeg normalt taler med mine veninder om.

Han forklarede mig bagefter, at formålet med samtalen var, at han skulle bekræfte, at jeg overhovedet talte dansk. Det gav han udtryk for, at det syntes han, jeg gjorde – det er jo trods alt mit modersmål.

Han sagde, at den 15. august 2014 bliver en vigtig dato for mig, for der afgøres det, om jeg kan modtage mit pas ’allerede’ ultimo 2015 ellers først i maj 2016.

Så Danmark, er jeg ikke dansk nok til dig? Hvad er en rigtig dansker, hvis ikke jeg er det?

Jeg er født i Danmark, opvokset i Danmark, taler dansk og føler, at Danmark er mit hjemland.Hvorfor er jeg anderledes end mine danske venner, som også er født på Rigshospitalet? Og hvorfor skal jeg igennem samme procedure for at blive anerkendt som dansker, som mennesker, der hverken er født her, taler sproget eller føler sig danske? Hvordan kan jeg ende i samme kø som dem, når jeg er som jer?

Jeg mener ikke, at vi skal kaste danske pas til højre og venstre. Jeg mener bare, at der bør være logik i, hvem der skal igennem hvad. Efter denne proces føler jeg mig hverken dansk eller montenegrinsk.

Nu – to et halvt år senere og 5.204 kroner fattigere – er jeg stadig ikke dansker, og jeg må vente minimum to år på måske at blive det. Der er et kæmpehul i dansk udlændingepolitik. Det skal lappes. Nu.

 

Valentina Bojic er studerende

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Pia Qu
  • Carsten Mortensen
  • Adam Lajtoch-Rosschou
  • David Zennaro
  • Laurids Hedaa
  • Bente Simonsen
  • Lene Timmermann
  • Niels Mosbak
  • Hans Larsen
  • Carsten Søndergaard
  • Inger Sundsvald
  • Lise Lotte Rahbek
Pia Qu, Carsten Mortensen, Adam Lajtoch-Rosschou, David Zennaro, Laurids Hedaa, Bente Simonsen, Lene Timmermann, Niels Mosbak, Hans Larsen, Carsten Søndergaard, Inger Sundsvald og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Lindegaard

@Valentina Bojic
Flot indlæg og hvor har du ret i, at du er faldet i et kæmpehul i dansk udlændinglovgivning.
Morten Bødsgaard er desværre totalt livløs, så det bliver i hvert fald ultimo 2015, før du får dit pas, sandsynligvis maj 2016.

Adam Lajtoch-Rosschou, Laurids Hedaa og Niels Mosbak anbefalede denne kommentar
Ernst Enevoldsen

Glæd dig nu over at du kan blive, trods manglende styr på mindre detaljer.

Så som farven på dit pas (og dermed din nationalitet), og eventuelle konsekvenser når du fylder 18.

Det ville klæde dig bedre end alt det smålige brok.

Enhver der er født i Danmark bør naturligvis blive dansk statsborger fra fødslen, helt automatisk. Det er så vidt jeg ved det man praktiserer i det land, man plejer at kalde 'vores allernærmeste allierede', så det burde vel være et eksempel til efterfølgelse?

Lise Lotte Rahbek

Hans Larsen

Det ville sige, at alle de flygtninge, som ikke får tilkendt opholdstilladelse og/eller asyl her i landet, automatisk ville få tilkendt opholdstilladelse til de børn de får, mens de opholder sig i ansøgnings-systemet.
Det duer ikke rigtig.

Lise Lotte Rahbek

Hvis man opholder sig lovligt i Danmark, som i dette tilfælde Valentinas forældre, der formentlig har knoklet hårdt i underbetalte jobs i Danmark, du ved de jobs som danskerne ikke ville have, dengang den store indvandring af Jugoslaviske borgere fandt sted, så virker det ærligt talt helt idiotisk at man som barnefødt i Danmark, med fast ophold hele livet og dansk skolegang og jegskalgi'digskaljeg, lige pludselig skal til at søge om statsborgerskab, et sted hvor man rent faktisk hører hjemme.
Hun er jo fuldstændigt integreret, ja nærmest assimileret - og så skal hun alligevel igennem en bureaukratisk mølle for at få et dansk pas. Hvem har fordel af dette?

Pia Qu, Lise Lotte Rahbek og Bente Simonsen anbefalede denne kommentar

En gennemdansk ægtepar var udstationeret i Afrika, hvor de sammen fik et barn. Han har nu boet i Danmark i 30 år, men bliver som formel indvandrer fortsat jævnligt inviteret til at lade sig integrere gennem Rådet for Etniske Minoriteter.

Lene Timmermann

Hvis Valentina aldrig modtog brevet med oplysninger om st du nødvendigvis skulle søge om statsborgerskab inden din 18-års fødselsdag, bør det være et krav til Udlændingeservice at de kan bevise at et sådant brev blev afsendt i tide. Fejlen må i givet fald være deres. Eller hvad?

Iøvrigt en fuldkommen grotesk og ubehagelig sag Valentina er udsat for :-(

Der er mindst tre store omkostningskategorier i denne sag. Den ene er bureaukratiet hvor mange hænder og institutioner skal involveres i en klart meget simpel sag. Den anden er den fuldstændige afkobling af sagsbehandleres sunde fornuft, hvor de som humane automater skal følge et sæt regler, som ikke er særligt gennemtænkte. Den tredje er Valentinas spild af tid og penge, usikkerhed om fremtiden og midlertidig identitetstab.
Jeg frygter, at dette "blot" er et eksempel på et inefficient offentligt system som konsumerer en stor del af vore skattemidler uden at bidrage til velfærden.
SUK !

Lise Lotte Rahbek

Niels Mosbak

Jeg er skam helt enig. Det er dybt problematisk, at en person som er født, opvokset og har boet hele sit liv i Danmark pludselig kan være illegal.
Det kan vi umuligt blive uenige om.

Mit tidligere indlæg var udelukkende adresseret til Hans Larsens indlæg.

Det er ikke særlig hensigtsmæssigt at tildele statsborgerskab efter "jord" i en Verden, hvor folk flytter så meget rundt over landegrænser, som de gør i dag. Det ville f.eks. betyde, at min søsters yngste datter ville være blevet fransk statsborger, fordi hendes far var udstationeret i Paris for en periode på cirka 9 måneder, da hun blev født. Og det ville da være noget besynderligt for hende, når både hendes forældre og ældre søskende er danske statsborgere, og hun i øvrigt har boet i Danmark, siden hun var 3 måneder gammel.

Men derimod bør der selvfølgelig være en let og simpel adgang til at skifte statsborgerskab, når man som 18-årig blive myndig, hvis man som Valentina er barn af flygtninge eller indvandrere og derfor har statsborgerskab i et andet land end det, hvor man er vokset op.

Og heldigvis er der pt. et lovforslag i høring, som vil sikre netop dette, såfremt det bliver vedtaget i Folketinget. Dog omfatter lovforslaget ikke de unge, som har plettet deres straffeattest, før de fylder 18 år. Så her vil der også fremover være et problem, men for velfungerende og lovlydige unge som Valentina burde det blive langt lettere fremover.

Desværre forudser jeg, at alle de borgerlige partier ikke vil være med til lovændringen. Så de må jo åbenbart mene, at det er rimeligt og hensigtsmæssigt, at unge som Valentina - med rette - skal føle sig ekskluderet af samfundet alene pga., hvem hendes forældre er eller var.

Hvad deres formål er, det ved jeg ikke. Men måske handler det om, at de borgerlige politikere gerne vil gøre de unge efterkommere så vrede på det danske samfund, at de vælger at blive kriminelle bandemedlemmer i stedet for at uddanne sig og arbejde.

Således at der kan blive ved med at være en gryde af "dem og os" følelser, som de borgerlige partier kan blive ved med at røre rundt i og fiske stemmer, hver gang der er folketingsvalg.

Og med borgerlige partier mener jeg her alt til højre for Radikale Venstre. Det er både Venstre, Konservative, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti, der desværre har disse helt ekstreme holdninger til, hvad det vil sige at være dansk statsborger, og hvem der bør kunne blive det på hvilke vilkår.

Så derfor må man desværre også frygte for, at en stemme på ethvert af disse partier vil være en stemme på, at vanviddet genindføres efter næste folketingsvalg.