Pludselig var jeg illegal indvandrer

Jeg hedder Valentina, jeg er 20 år gammel og studerer fransk på Københavns Universitet. Jeg er født på Rigshospitalet i 1993 og har gået i dansk børnehave, folkeskole og gymnasium. Jeg har den fordel at være tosproget, da begge mine forældre er fra Montenegro og kom til Danmark for cirka 28 år siden.

Som barn har jeg aldrig tænkt over, at jeg var forskellig fra de danske børn. Mit pas har altid været montenegrinsk, men jeg opfattede mig selv som dansker, da jeg er født og opvokset her.

Jeg blev for alvor mindet om, at jeg ikke er dansker, da jeg fire måneder efter min 18 års fødselsdag besøgte borgerservice. Her bad medarbejderen om at se billedidentifikation, og jeg tog mit opholdskort frem.

»Ved du godt, at din opholdstilladelse er udløbet? Du er illegal indvandrer,« sagde hun chokeret.

Jeg kunne ikke begribe det ... at en dansker kan være illegal i Danmark, i sit eget land.

Medarbejderen henviste mig til Udlændingeservice, hvor jeg skulle udfylde en masse papirer for at søge om permanent opholdstilladelse. Jeg skyndte mig derind dagen efter og fik en skideballe for ikke at have søgt en måned inden, tilladelsen udløb, på min 18 års fødselsdag. Jeg skulle efter sigende have modtaget et brev med instrukser, men det havde jeg aldrig fået. Efter flere besøg med timers ventetid og et gebyr på 3.500 kroner, som dengang var et krav, fik jeg lov at udfylde en ansøgning.

Tilbage til start

Tre-fire måneder efter modtog jeg et brev om, at de endnu ikke var gået i gang med behandlingen af selve ansøgningen, da de først skulle vurdere, hvorvidt jeg efter at have været illegal indvandrer måtte blive i landet eller skulle sendes til Montenegro, som de omtalte som mit hjemland.

Jeg ventede igen et par måneder og fik brev om, at jeg kunne blive i Danmark, og at min sag var i behandling. Jeg ventede tålmodigt og ringede flere gange ind til Udlændingeservice, som fortalte, at sagen stadig var under behandling.

I april 2012 modtog jeg et brev, hvori der stod, at jeg manglede at indlevere to sider af min ansøgning. Ved indlevering af disse ville behandlingsprocessen begynde forfra.

De to manglende sider var bilag, som oprindeligt var blevet afleveret med ansøgningen. En medarbejder talte dengang siderne og tjekkede, om alle bilag var vedhæftet. Desværre havde jeg ikke fået en skriftlig bekræftelse på, at ansøgningen havde været i orden, så det var påstand mod påstand.

I december 2012 lå der et brev til mig med den glædelige nyhed, at jeg endelig havde fået permanent opholdstilladelse – efter godt halvandet års ventetid. Under processen overraskede det mig, hvor ringe service jeg modtog fra Udlændingeservice – manglende struktur og orden samt lang behandlingstid. Det er mindre struktureret end et gedemarked. Det er pinligt. Opsat på at få dansk pas kontaktede jeg Justitsministeriet og fik at vide, at jeg skulle igennem indfødsretsprøven og ansøge om dansk statsborgerskab. Det stemte ikke overens med den vejledning, som jeg havde fået fra Udlændingeservice, der mente, at efter den permanente opholdstilladelse kunne jeg søge dansk pas uden at foretage mig yderligere.

Jeg kontaktede en sprogskole for at tage prøven. Gebyret var 704 kroner. Efter at have bestået prøven uden problemer tænkte jeg, at nu kunne det danske pas ikke være langt væk. Jeg kørte til politistationen, hvor jeg fik udleveret en ansøgningsblanket til dansk statsborgerskab – et ark fuld af spørgsmål til folk, hvis fædreland ikke er Danmark – ikke et skema til folk som mig. Spørgsmål som »Hvad er dit hjemland?«, og »Hvornår kom du første gang til Danmark?«.

Jeg blev stødt af spørgsmålene. De fremmedgjorde mig og frarøvede mig min danskhed. Jeg følte mig dum, da jeg måtte skrive ’Montenegro’ i feltet ’hjemland’ for nedenfor at oplyse mit fødested som Rigshospitalet, Danmark.

Venindesnak med politiet

Da jeg et par dage senere afleverede min ansøgning, fik jeg at vide, at jeg på et tidspunkt skulle til en samtale hos politiet. Her skulle jeg medbringe dokumentation for skolegang, opholdstilladelse samt 1.000 kroner.

Samtalen varede cirka 10 minutter. Da jeg ankom til politistationen blev jeg hentet af en glad politibetjent, og vi gik ind i et rum og talte om mig, min skolegang, min fritid, mit liv, drenge – ting, som jeg normalt taler med mine veninder om.

Han forklarede mig bagefter, at formålet med samtalen var, at han skulle bekræfte, at jeg overhovedet talte dansk. Det gav han udtryk for, at det syntes han, jeg gjorde – det er jo trods alt mit modersmål.

Han sagde, at den 15. august 2014 bliver en vigtig dato for mig, for der afgøres det, om jeg kan modtage mit pas ’allerede’ ultimo 2015 ellers først i maj 2016.

Så Danmark, er jeg ikke dansk nok til dig? Hvad er en rigtig dansker, hvis ikke jeg er det?

Jeg er født i Danmark, opvokset i Danmark, taler dansk og føler, at Danmark er mit hjemland.Hvorfor er jeg anderledes end mine danske venner, som også er født på Rigshospitalet? Og hvorfor skal jeg igennem samme procedure for at blive anerkendt som dansker, som mennesker, der hverken er født her, taler sproget eller føler sig danske? Hvordan kan jeg ende i samme kø som dem, når jeg er som jer?

Jeg mener ikke, at vi skal kaste danske pas til højre og venstre. Jeg mener bare, at der bør være logik i, hvem der skal igennem hvad. Efter denne proces føler jeg mig hverken dansk eller montenegrinsk.

Nu – to et halvt år senere og 5.204 kroner fattigere – er jeg stadig ikke dansker, og jeg må vente minimum to år på måske at blive det. Der er et kæmpehul i dansk udlændingepolitik. Det skal lappes. Nu.

Valentina Bojic er studerende