Kronik

Afmagt gør syg

Det er indlysende, at det er bedre at være rask end syg. Det er indlysende, at man har det bedre, hvis man kan klare et arbejde, end hvis man ikke kan. Men den indsigt gør ikke de syge raske, ligesom den ikke får den invaliderede til at kunne klare et arbejde
Det mest sygdomsfremkaldende middel, der findes, er afmagt. Hvis man virkelig vil gøre folk syge, øger man deres afmagt, og kræver, at de skal udføre et arbejde, som de ikke kan klare, på et arbejdsmarked, der ikke vil have dem.

Det mest sygdomsfremkaldende middel, der findes, er afmagt. Hvis man virkelig vil gøre folk syge, øger man deres afmagt, og kræver, at de skal udføre et arbejde, som de ikke kan klare, på et arbejdsmarked, der ikke vil have dem.

Sofie Amalie Klougart

Debat
19. oktober 2013

Lad mig fortælle en historie fra det virkelige liv: Mina er 46 år. Hun kom til Danmark fra Iran i 1992, medtaget af fysiske og psykiske følger af overfald og tortur. Hun har lige siden levet af kontanthjælp, det vil sige i over 20 år.

Hvad er den tid gået med? De første mange år var hun i behandling på Oasis, et center for behandling af traumatiserede flygtninge. Siden forsøgte hun at komme i gang på forskellig vis. Alt mislykkedes.

Både en kirurgisk speciallæge og hendes egen læge fandt, at de fysiske følger efter overfald og de psykiske følger af tortur, stillede sig i vejen, hvorfor hun igen blev henvist til traumebehandling først til Gentofte Hospitals Psykiatriske Traumeklinik for Flygtninge, siden til det tværfaglige Rehabiliteringscentret for Torturofre.

Hvordan opstod traumerne? Mina blev som 18-årig overfaldet under en demonstration mod præstestyret og stukket med en bajonet i lysken. Den skar nerver og blodkar over til venstre ben, hvilket førte til varig invaliditet.

I fængslet blev hun blandt andet hængt op i loftet med bagbundne hænder, og da hun blev skåret ned, kunne hun ikke tage fra i faldet med det sårede ben, men afværgede hele faldet med venstre skulder og bryst. Det ødelagde dele af lymfesystemet, så venstre bryst og arm nu har skader, der kan sammenlignes med dem, man får af strålebehandling.

Vævet under fødderne er stærkt medtaget af slag – en torturform, der er kendt som falanga.

Hun har psykiske følger af fængsling, efterfølgende husarrest og flugt der er typiske for lidelsen posttraumatisk stress syndrom (PTSD), hvilket blandt andet giver sig udslag i elendig nattesøvn og total sårbarhed over for stress og pres.

Ikke en uddannelse værd

Hvordan fremstår denne invaliderede kvinde? Hun er nydelig. Hver morgen står hun op, sender børnene i skole, klæder sig pænt på og skjuler følgerne af den elendige nattesøvn med omhyggelig make-up. Hun bruger mange kræfter på ikke at halte, og går i helt specielle, ofte elegante sko, der støtter de medtagne fødder.

Hun er stolt og velbegavet, og nægter at fremtræde som et ynkeligt, underdanigt individ over for de hundredvis af forskellige sagsbehandlere, som hun har haft kontakt med. En indstilling, der ikke har fremmet forståelsen for hendes sag.

Mina har ønsket hjælp til uddannelse. Hun har studentereksamen fra hjemlandet, og vil gerne i gang igen. Derfor fik hun bevilget revalidering, men da den skulle iværksættes, fandt man – efter en arbejdsprøvning i 2003 og et aktiveringsforløb i 2004 – frem til, at man ikke ville investere i en uddannelse. Arbejdsevnen blev vurderet som så nedsat, at der ikke kunne blive tale om andet end skånejob.

Skal man have sådan et, skal man være berettiget til førtidspension. Når den kom i hus, hed det sig, at kommunen skulle være behjælpelig med at finde et relevant skånejob.

I Minas sag skete der imidlertid ingenting. En kommunesammenlægning kom i vejen, så sagen blev simpelthen væk.

Tag din medicin, Mina

I 2007 begyndte man forfra. Der blev forfattet en såkaldt ressourceprofil, og i 2009 blev der igen gennemført et tre måneder langt arbejdsprøveforløb, der viste en stærkt reduceret arbejdsevne.

Det blev vurderet, at Mina højst kunne arbejde et par timer dagligt. Men at tildele hende førtidspension blev afvist med den begrundelse, at Mina skulle tage antidepressiv medicin for sin PTSD-lidelse. Hvis hun gjorde det, så skulle hun nok blive rask!

Det drejede sig om en medicin, hun havde prøvet flere gange. Hver gang havde det vist sig, at hun ikke kunne tåle den. På den behandlende institution Rehabiliteringscenter for Torturofre fandt man, at der end ikke var tegn på, at behandlingen ville virke.

Men de sociale nævn insisterede på, at hun endnu en gang skulle vurderes – nu af en af dem indkøbt psykiater – så man kunne tage stilling til den medicinske behandling.

Psykiateren, der i modsætning til Forskningscentret for Torturofre ikke havde erfaring med behandling af PTSD-patienter, konkluderede, at Mina kun havde en mild grad af PTSD. Argumentet var, at hun ikke ville tage medicinen. At hun ikke kunne tåle den, så han bort fra.

Psykiaterens konklusion blev grebet af Beskæftigelsesankenævnet, der for anden gang afviste førtidspension, efter endnu en arbejdsprøvning i 2011, der viste en endnu mere begrænset arbejdsevne, nu en cirka halvanden time dagligt under hensyntagende forhold.

Et af argumenterne i afvisningen lød: »Vi har herved lagt vægt på, at din PTSD kun er af mild grad.« Det ville svare til, at jeg som læge, afviste at anerkende en halsbetændelse hos en penicillinallergiker med ordene: »Den halsbetændelse kan vist ikke være så slem, når du ikke vil have penicillin.«

Ansøgningen om førtidspension blev desuden afvist, fordi man skønnede, at arbejdsevnen ikke var nedsat i en sådan grad, at det kunne udelukkes, at Mina kunne blive »selvforsørgende ved indtægtsgivende arbejde«. Her må det lige gentages, at arbejdsevnen er vurderet til at være omkring halvanden time dagligt under hensyntagende forhold. Hvordan det nogensinde ville kunne resultere i selvforsørgelse, er mig en gåde.

Fundet for let

I december 2012 fik Mina bevilget fleksjob, og nu er hun i gang med at søge job. Det er en farce og en fornærmelse af arbejdsgivere, og kun de få høflige svarer på de fremsendte ansøgninger. Ansøgningerne er formuleret med en delikat balance, der skal afspejle en reel lyst til at komme ud og være med og en realistisk erkendelse af de stærkt begrænsede muligheder.

Dette store make believe tærer kraftigt på sind og tanke. Selvfølgelig ville Mina ligesom mange andre gerne være med i hverdagens selvfølgelige orden, men inderst inde ved hun jo godt, at det ikke kan lade sig gøre.

Jobcentrene er fanget i samme elendighed. De formidler flere jobtilbud, som er helt urealistiske i forhold til Minas muligheder. Men der var dog ét enkelt job, som hun håbede at kunne klare. Det var et job med lettere opgaver inden for kontor, men det afviste Jobcentret. De mente ikke, Mina ville kunne klare det. Forespurgt hvorfor sagde de, at de jo havde en vis forpligtigelse over for de firmaer, der søger arbejdskraft, og de syntes ikke, at de kunne sende Mina ud til dem.

Kværnen fortsætter

Hvad skal man gøre? Jo, man skal vente, til der er gået et år, mens man fortsætter med at fremsende ansøgninger. Når året er gået, kan man få bevilget endnu et ’ressourceforløb’ til udvikling af arbejdsevnen. Et forløb, der varer ét til fem år.

Det er svært ikke at undre sig over, hvad det er, der går for sig. Er 10 års tilbagevendende aktiveringer, vurderinger og arbejdsprøvninger ikke nok? Skal der nu lægges ét til fem år oveni?

En ting er sikkert, hele dette forløb, med konstant pres og stress fra ulogiske og urealistiske krav, har forværret Minas helbredstilstand.

Det mest sygdomsfremkaldende middel, der findes, er afmagt. Hvis man virkelig vil gøre folk syge, øger man deres afmagt, og kræver, at de skal udføre et arbejde, som de ikke kan klare, på et arbejdsmarked, der ikke vil have dem.

Det er præcis det, der er sket med indførelsen af den nye fleksjobordning, hvor alle, der bare har det mindste, der kunne ligne en arbejdsevne, ’visiteres til fleksjob’.

Der sidder de så i bundter ude hos en ’privat aktør’, der for gode ord og betaling skal forestille at få de halte til at gå, og de stumme til at tale, og arbejdsgivere til at sluse dem ind på det hellige, almindelige arbejdsmarked.

Ellen Ryg er læge

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Martin Olafssen

@ Klara

Har du nogen omkring dig til at hjælpe?

Martin Arne Olsen

Nej, men kikker på en mulighed som har vundet 22 sager i denne kommune.

Denne kommune er helt i ånd med de værste, og notorisk berygtet.

Som sagt i sidste ende en politisk beslutning, og et politisk ansvar, og i aller sidste ende, vælgerne.

Jeg ønsker ikke at debattere et ti års forløb, men blot pointere at alt er ved det gamle, og meget værre.

Der er valgt, der bliver regeret, og vi får ikke et ben til jorden.

*Olafsen

Jeg vil dog gerne beskrive i en generel sigelse, hvordan det føles, og hvorfor man bliver introvert:

Du har en stemme, og du tror du sætter luften i bevægelse, kun for at opdage rummet var et stort vacuum.

Rapporterne er fulde af ord der ikke er blevet sagt, og det gør egentlig ikke noget, for de bliver heller ikke læst - og hvis de bliver læst er de ord der står ikke sagt. - de personer der har omformuleret, er heller ikke dem der modtaget ordene, for de er der ikke mere - og hvis de er, er de der kun for at gentage den samme fejl overfor nogle andre.

Når rotten tilstrækkelig mange gange har fået stød:

A: Opgiver den at få mad, og dør.

B: Fortsætter med at få stød, og dør.

Klara Liske

Er du opmærksom på:

www.klemt.dk

Lise Lotte Rahbek, Klara Liske og Philip B. Johnsen anbefalede denne kommentar

Nej, Erik Lang, men kommunerne er i det jydske?

Kikker på det.

Peter Andersen

Der hersker en uvished om førtidspension.
Man kan sagtens have en FP, og arbejde:
http://www.aeldresagen.dk/faa-raad-og-stoette/vaerdatvide/social_pension...

Peter Andersen

Læg mærke til at fra Februar 2014; "Kan du kun købe den information"

"Man kunne forestille sig at rettigheder også på et tidspunkt bliver sat til salg."

Rettigheder går på børsen.

Peter Andersen

Nu er det jo ikke Ældresagen som styrer FP, men jeg følger din tanke.
De private socialrådgivere er jo allerede på banen.

Bisiddere der tager en klejne eller to, for at følge dig i graven.

Social business as usual.

Politiet holder jo også aktioner af inventar, hver gang en klient bliver smidt ud af boligen - der er kroner i de afmægtige -

Man vil sikkert også i fremtiden høre klager fra aktionærer, som:

"Show me the poors money."

Har i iøvrigt lagt mærke til at brev fra kommune typisk kommer om fredagen?

brev fra kommune = breve fra kommunen

Beklager

Da jeg blev smidt på hotel, blev jeg smidt ud 12 timer efter - en fredag klokken 14.

Der lå en note, som var smidt ind under døren -

Jeg kunne klage vis jeg var uenig, stod der - men der stod ikke hvor jeg kunne opholde mig til mandag, eller hvem jeg kunne kontakte.

Så, jo - fredag er en smart dag.

Man får hård hud - og så bliver man slank - nærmest sindssyg tynd - så er der nogle der søger en slankekur, så prøv socialvæsenet, de skal nok få sat gang i stofskiftet.

Jeg fik dog sympati fra receptionisten, som havde modtaget opkaldet fra kommunen - at lignende svineri havde hun ikke oplevet - men sympati, holder ikke angst og regn ude.

Til kommende aspiranter - socialrådgiveren er outdatet, og man træder ind i en krigszone, med generaler, og en hel hær af trænede spioner.

For nogle måneder siden var der i en der i frustration kørte sin bil ind i et Jobcenter.

Manden blev straffet, men den egentlige forbryder gik fri.

På trods af at straffeloven indeholder flere §§ om embedssvigt, så er det aldrig lykkedes at straffe en sagsbehandler eller en kommune for at optræde culpøst.

Når lige undtaget sagen fra 1992. Men det var fordi hun havde udbetalt for meget.

Afmagt er sygdomsfremkaldende.
Amerikanske undersøgelser blandt primater viser over 30 år hvorledes indholdet af plak stiger jo mindre indflydelse individdet har på sit liv; altså hvor i hierakiet det er placeret.

Tankevækkende.

Dorthe Jacobsen , Klara Liske, Lise Lotte Rahbek og Philip B. Johnsen anbefalede denne kommentar

Paradentose hører sig til - mon ikke også sukkersyge lægger lige til højrebenet, uden at skulle udtale mig lægeligt om emnet - blot en strø-tanke.

Man kan blot advare om at chancen for total fysisk og psykisk opløsning er nært forestående ved at træde ind i den social stue og bede om hjælp.

Som sagt, man træder ind i en velsmurt social business, og du er varen - du ved det bare ikke før det er for sent.

Alt imens der forhandles lønstigninger, bonusser og gyldne håndtryk, for at endnu en gang få en borger ned med nakken.

"Man bliver helt rørt over den effektivitet - jeg er næsten sikker på at CHF græder af glæde."

Opdatering.

Jeg er velkommen til at ansøge om deltagelse i samfundet, februar 2014.

Indtil da er jeg lovløs - så pas på.

PS

For ængstelige sjæle skal påpeges at; "Klara the Kid" metaforen ikke skal tages alvorligt, da hun fælder tårer hvor andre griner, og håner.

Klara går i hi, og fascistiske Danmark kan sove trygt.

Husk leverpostejen!

Der er råddenskab i systemet. I stedet for at trække på samme hammel, som velfærdsstaten går ud på, er det blevet et forsøg på at snøre hinanden, både nogle - men ikke engang mange - på kontanthjælp og forvaltningerne.
I stedet for at indrette det indlysende, nødvendige til gavn for alle - det er først, når man bliver spidsfindig, at nogen bliver ramt af generelle regler - er angsten for "om der er hænder nok til alt arbejdet" fuldkommen irrationel. Vi har i 50 år kæmpet for at finde på steder at proppe arbejdskraften hen, vi har uddannet folk til fuldkommen håbløse bureaukrater med en million bundet i røven til stillingerne for at fremme forbrug og undgå arbejdsløshed, frem for at uddanne folk til noget, der i det mindste har et fagligt indhold og en samfundsinteresse.
Der er mange ting, folk faktisk vil kunne i vores samfund, også med svagelighed og psykisk sygdom, trods alt. Bedre end nogensinde; men det kræver en helt anden positiv tilgang til at hjælpe borgerne frem i stedet for at dukke dem og begrænse dem.
Man er alt for forhippet på at lytte til de sure, der ikke selv sørgede for at få fingeren ud og gøre noget, der rykkede eller udviklede eller blot glædede dybt ind i sjælen. De var fraværende den dag i skolen, hvor man lærte at stræbe efter lykken, derfor kom de nok fejlagtigt til at se lidt for meget på, hvad andre gør, frem for at blive de originale personligheder, et samfund med et personligt ansvar for politikken delegeret ud til den enkelte har brug for.

Lars Arredondo

LEV OG LAD LEVE DEL ARBEJDET

Man kunne SÆNKE SKATTEN for de lavestlønnede, som jeg foreslår, i stedet for at lave reformer der driver folk ud i desperation.
• Selvmord
• Psykisk sygdom
• Vold mod sagsbehandlere (Måske endda drab)
• Berigelseskriminalitet
• Prostitution
• Livsstilssygdomme

Det er nogle af konsekvenserne af reformer, ydmygelser og kontrol. For hver krone der udbetales i kontanthjælp koster det en krone i sagsbehandling, kontrol og en beskæftigelsesindsats, der kun får ganske få i arbejde.

Der findes andre veje til at få flere i arbejde, og skabe sikkerhed for dem der er syge.

• Arbejdstiden kunne justeres efter hvor meget arbejde der er.
• Ubetinget basisindkomst kombineret med en meget lavere mindsteløn.
• Lavere skat til de lavestlønnede kombineret med en lavere mindsteløn.
• Særlig indsats for langtidsledige, f.eks. midlertidigt løntilskud.
• Skattefordel for virksomheder der tager socialt ansvar.
• Ret til enten rehabilitering eller førtidspension, for dem der er alvorligt syge.

Tryghed for dem der er syge, eller kan blive det, mere fritid til dem der har for travlt, arbejde til alle der kan og vil.

Det interesserer ikke CEPOS, eller regeringen i landet med ”verdens lykkeligste folk”.

HVAD SKAL MAN GØRE ? ? ? ?

Sider