Kommentar

Vi har beskæftigelseskrise, ikke uddannelseskrise

Universiteterne er for dårlige, og kandidaternes kompetencer er forkerte, derfor ender mange i arbejdsløshed, mener Danmarks Akkrediteringsinstitution, Produktivitetskommissionen og DI. Men for få år siden var der mangel på højtuddannet arbejdskraft, så måske har vi et beskæftigelsesproblem snarere end et uddannelsesproblem
4. marts 2014

Målet om en højere gennemførselsfrekvens på landets universiteter er i den enkeltes og samfundets interesse. Uddannelse og løbende kompetenceudvikling har afgørende betydning for vækst og velstand. Med udviklingen fra elite- til masseuniversitet har længere videregående uddannelse fået så stor økonomisk betydning, at erhvervsorganisationer, politikere og tænketanke har travlt med at blande sig i debatten. Det er sundt og godt, så længe uddannelsespolitik ikke forveksles med erhvervspolitik og beskæftigelsespolitik. Desværre er den sammenblanding en realitet.

Hvis vi følger logikken i fremdriftsreformen, Produktivitetskommissionen og Danmarks Akkrediteringsinstitutions nye anbefalinger, stiger samfundets produktivitet med X procent, når politikerne skruer op for fremdrift og erhvervsrelevans med Y procent. Men ifølge DJØF er erhvervserfaring og netværk afgørende for, om dimittender ender på dagpenge eller i job. De faktorer rækker ud over uddannelsen og akkrediteringsinstitutionens gule og røde kort.

Selv om politikere og arbejdsgivere bliver enige om, hvilke erhvervsrelevante kompetencer fremtidige dimittender skal mestre, må de forholde sig til, at beskæftigelsesfrekvensen grundlæggende hører til et andet ressortområde end uddannelse. Derfor kan den høje ledighed blandt nyuddannede næppe løses i uddannelsespolitisk regi.

Efterspørgslen halter

Når Akkrediteringsinstitutionen (AI), Produktivitetskommissionen og erhvervsorganisationer peger på, at vi uddanner os forkert, og at fejluddannelse medvirker til lav produktivitet og høj ledighed, er det et udtryk for glemsomhed. For bare fem år siden var problemet mangel på kvalificeret arbejdskraft. Så kære politikere og vise økonomer: Den nuværende krise er ikke en uddannelseskrise, men en systemkrise. Problemet er ikke mangel på kompetencer, men mangel på efterspørgsel efter kompetencer.

For tiden slås en række faglige organisationer, Dansk Industri (DI), Akademikernes Centralorganisation (AC), universiteterne og politikerne om at placere skylden for den høje dimittendledighed. Den ser ud til at ende hos de studerende, på uddannelsespolitikkens ressortområde, ikke på erhvervs- og beskæftigelsespolitikkens.

Resultatet er paradoksale og modsatrettede forslag til en løsning på krisen i Danmark.

Regeringen har sat et mål om, at universiteterne skal uddanne 25 procent af en ungdomsårgang og har åbnet for, at der kan oprettes mange nye uddannelser.

Dansk Industri (DI) foreslår modsat – som konsekvens af, at arbejdsløsheden blandt nyuddannede har rundet 25 procent – at færre skal lukkes ind på universiteterne. Dermed anerkender DI, at behovet for kvalificerede medarbejdere afhænger af konjunkturerne. Med logikken følger, at vi skal uddanne os mere i højkonjunkturer og mindre i lavkonjunkturer.

Samtidig vurderer Akkrediteringsinstitutionen (AI), at knapt halvdelen af nye uddannelser har manglende relevans for det nuværende arbejdsmarked. Betyder det, at universitetsuddannelser er mere erhvervsrelevante i højkonjunkturer end i lavkonjunkturer?

Produktivitet er farlig målestok

Ingen af parterne erkender, at den høje dimittendledighed grundlæggende er et erhvervspolitisk og beskæftigelsespolitisk anliggende, snarere end et uddannelsespolitisk. I stedet projicerer de problemerne over på de studerende og uddannelsesinstitutionerne. Det er selvfølgelig også lettest, men om det er analytisk begavet, uddannelsesmæssigt gennemtænk og vækstskabende på lang sigt, er et andet spørgsmål.

Regeringens politiske kurs peger på en tendens, hvor uddannelsers værdi er kommerciel, snarere end refleksiv og taksonomisk. Produktivitetsbetragtninger kan ikke stå alene, når vi skal sikre kvalitet og relevans i vores uddannelser. Økonomer har, trods deres mange kompetencer, begrænset indsigt i læringskurver, didaktik og universitetspædagogik.

At gøre produktivitetsberegninger til eneste målestok for, hvad der har værdi og relevans for samfundet, kan vise sig at være en fattig strategi.

Thomas Skou Grindsted er ph.d.-studerende ved Institut for Miljø, Samfund og Rumlig Forandring, Roskilde Universitet. Louise Skou Grindsted er cand.mag.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Simone Bærentzen
  • Lise Lotte Rahbek
  • Torben Nielsen
Simone Bærentzen, Lise Lotte Rahbek og Torben Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

John Christensen

Kunne næppe være mere enig, end jeg er med Thomas Skou Grindsted og Louise Skou Grindsted, som er forfatterne til denne artikel

Vores politikere og de af dem anvendte teoretikere - som er betalte for at mene det de mener, kommer IKKE med svaret på de udfordringer som vores lille land står med!

IItalesættelse af dette og hint, er - det nye sort......men når alt kommer til alt har de lånt ordet fra teaterverdenen: Iscenesættelse (virkeligheden er som vi beskriver den!).

Det er hvad vi bydes, gør derfor op med deres rænkespil.

God dag der ude.

Karsten Aaen, Jens Thaarup Nyberg, Steffen Gliese og Torben Nielsen anbefalede denne kommentar