Leder

Obama kommer hjem til Europa

27. marts 2014

Præsident Barack Obama søgte i går i en tale i Bruxelles’ Palais Des Beaux-Arts at styrke de gennem flere år skrøbelige transatlantiske bånd mellem Europa og USA med et budskab til den nye og unge generation af europæere om at forsvare og sprede de ideer og principper, som ligger til grund for den vestlige civilisation og efterkrigstidens internationale orden.

Anledningen var ikke ligefrem den mest gunstige. Obama blev i mange europæiske hovedstæder opfattet som fraværende i sin første embedsperiode, hvor han gjorde klart, at Asien skulle være USA’s udenrigspolitiske prioritet. Indtil i går havde han aldrig sat fod i EU's hovedsæde i Bruxelles – til belgiernes og EU-bureaukratiets store fortrydelse.

I den forstand kan man se Obamas bekræftelse af de idépolitiske og historiske bånd, der knytter Europa og USA sammen, som et tegn på, at præsidenten nu er kommet hjem til Europa. Det foruroligende er, at noget så alvorligt som Ruslands aggression mod Ukraine skulle blive foranledningen.

Obama sagde alle de rigtige ting. Han påpegede forskellen mellem Kosovo og Krim og insisterede rigtigt på, at USA’s invasion af Irak – som han modsatte sig i sin tid – trods alt ikke havde til hensigt at indtage nyt territorium, ej heller at stjæle olie. På Krim-halvøen har vi i de seneste dage været vidne til, at Rusland konfiskerer den ukrainske stats ejendom, herunder militære anlæg og krigsskibe, som om Putin var berettiget til et krigsbytte udover at have snuppet en bid af Ukraines territorium.

Frem for alt understregede Obama, at hverken Europa eller USA hævder at være ufejlbarlige i overholdelsen af deres principper eller at de søger at påtvinge andre vores ideer. »Vi er også mennesker,« sagde præsidenten. I en direkte appel til det russiske folk anerkendte han endvidere de store ofre, Rusland bragte i kampen mod Nazityskland og det russiske folks ret til at leve i velstand og værdighed og at være stolte over deres nation.

»Men det betyder ikke, at Rusland har ret til at løbe Ukraine over ende, blot fordi det er en nabostat,« betonede han.

Alt i alt et meningsfuldt budskab, som man godt kunne tænke sig at høre oftere fra europæiske statsmænd, af hvilke der desværre ikke findes nogen på et tidspunkt, hvor der er så hårdt brug for dem. Derfor er det så let for Obama at træde ind i den rolle.

Ikke desto mindre mangler europæerne efter Obamas besøg en klar fornemmelse af, hvor USA egentlig står. Landets udenrigspolitik har gennem de sidste fem år blafret for de herskende vinde. Først skiftet mod Asien. Dernæst mod Mellemøsten. Nu mod Europa.

Først skulle relationerne til Rusland nulstilles, nu er de lagt på is. Tirsdag nedgraderede Obama Rusland til en regional magt til trods for, at hans talsmænd insisterer på, at krisen mellem Vesten og Rusland er den værste siden 1989. Et land, der spænder fra Europa til Kina og Alaska og besidder lige så mange atomvåben som USA skulle være en regional magt som Iran? Det kan Obama ikke mene seriøst.

Hvad er egentligt USA’s overordnede strategi for at løse krisen med Rusland? Det står hen i det uvisse. Hvis striden går på en kappestrid mellem ideer, som Obama sagde, hvordan forsvarer vi så demokrati, frihedsrettigheder og retsstat mod et formodet anslag fra autokratiet i Rusland? Det havde præsidenten intet bud på.

Ligeledes er det uklart, hvad hensigten er med sanktioner mod to snese russere og en bank, bortset fra at straffe Putins inderkreds for overtrædelsen af international lov og praksis. Ingen forventer en tilbagetrækning fra Krim.

Ingen ved, hvad Rusland skal gøre for at frigøre sig fra sanktionerne. På den militære front har USA allerede sendt jagerfly til Litauen og Polen, og NATO lover udstationering af styrker. Et forståeligt træk, men er strategien her en optrapning eller en nedtrapning af konflikten?

Hvis et autoritært Rusland vitterlig udgør en dødsfare for vestligt demokrati, og Putins brud på folkeretten truer den internationale ordens overlevelse, burde USA og Europa stramme skruen mere om Kreml. Problemet er, at ingen rigtig synes at vide, hvad der er oppe eller nede i konflikten om Ukraine. Der findes ingen fælles regler for at håndtere og løse denne uventede krise, hvilket netop gør den så farlig.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Da Burcharth i sin 'Informations'-leder på den ene side påstår at "Obama sagde alle de rigtige ting" og på den anden side alligevel skriver at "ingen rigtig synes at vide, hvad der er oppe eller nede i konflikten om Ukraine", kan jeg da, til afhjælpning af denne situation, henvise til to artikler, der er ret så oplysende med hensyn til hvad, der rører sig af realiteter af økonomiske sammenhænge nedenunder det politisk-ideologiske Åh så akademiske sniksnak om 'russisk autokrati versus vestligt demokrati', som den i den USA'nske 'mediemaskine' indsyltede Burcharth tilsyneladende tror, er det væsentlige.

Den ene af den prisvindende colombianske journalist Andrés Cala, der specialiserer sig i geopolitik og energi og den anden af Samir Amin, direktør for 'the Third World Forum' i Dakar, Senegal:

Andrés Cala: Why Europe Shies from Ukraine Showdown.26/3-14
Despite pressure from President Obama to escalate the fight with Russian President Putin over Ukraine, the Europeans are reluctant to stoke the crisis any further because it could consume their fragile recovery and ignite more fires of political discontent:
http://consortiumnews.com/2014/03/26/why-europe-shies-from-ukraine-showd...

Samir Amin: Russia and the Ukraine Crisis. 24/3-14.
The Eurasian Project in Conflict with the Triad Imperialist Policies:
http://mrzine.monthlyreview.org/2014/amin240314.html

Med venlig hilsen

Yderligere:
Lederen lufter vel for så vidt bare Burcharth's egne både historiske og politiske illusioner med hensyn til både Europa/USA og Obama, når han skriver at Obamas Europa-'tourne' kan udlægges som at denne "nu er kommet hjem til Europa".

For med hensyn til det idépolitiske, er de demokratiske forestillingers opståen og første historiske gennemslag i 'Moderniteten' da ligeså meget USA'nske som europæiske.

Og selv om det repræsentative demokrati nu er inde i en accelererende forfaldsproces i begge dets oprindelsesområder på planeten, 'markedsføres' og bruges ideerne, nu ganske vist forfaldet til fraser og medieshows, stadigt af de politisk-økonomiske eliter, med velvillig bistand af et mere eller mindre indoktrineret og indoktrinerende mediemaskineri, af de mere og mere transnationalt integrerede eliter, nemlig som deres endnu foretrukne middel til at 'styre' massernes bevidsthedsprocesser under deres indbyrdes magtkampe, især her i den såkaldt 'udviklede verden'.

Og Obamas 'rundrejse' er vel ligeså meget et led i den elitære, indenrigspolitiske magtkamp om dominans i USAs senat, hvor det 'demokratiske' flertal er under udfordring af 'republikanerne' i dette års udskiftning af senatorer, hvorfor Obama har brug for at fremstå både som en 'stærk og militant USA'nsk verdensmand' i forhold til NATO-EU og som 'slå-på-tæven'-præsident overfor det traditionelle Pentagonale NATO'ske og NSA-USA'nske fjendebillede 'GPU-Rusland', som vel har større 'folkelig' opbakning i det 'republikanske bagland'.

Så mon ikke det bare er Burcharths europæiske 'ubevidste', der lufter en ellers af en USA'nsk medieoverflade godt tildækket 'hjemkomst-drøm' ved at projektere den over på et efterhånden noget tyndslidt, tidligere for ham politisk 'hope'-indgydende, idol?
c",)
Med venlig hilsen