Forleden tilbød Studenter- rådet på Københavns Universitet (KU), hvor jeg studerer antropologi, en gratis kop kaffe. Til gengæld skulle jeg færdiggøre sætningen »Kvalitet er … «. Jeg skrev: »Et karakterfrit uddannelsessystem« og nød så min kaffe i forårssolen.
Forholdet til karakterer i det danske uddannelsessystem har på det seneste været til stor og absolut nødvendig debat. CBS har anerkendt, at bedømmelsen af 150 eksamensresultater skal gå om, efter en studerende har påvist, at der med en statistisk sandsynlighed på over 99,9 procent er en direkte sammenhæng mellem personen, der har bedømt opgaverne, og de pågældende karakterer.
Det kommer næppe bag på nogen, at karakterer ikke er objektive. Til gengæld kom det bag på mig, at KU for nylig besluttede at indføre en adgangskvotient på 6,0 som minimumskrav på alle universitetets uddannelser. Det skræmmer mig, at Danmarks største forsknings- og uddannelsesinstitution vælger at øge fokus på det samlede karaktergennemsnit som relevant markør for egnethed til akademiske uddannelser.
Professor i uddannelsesstatistik Peter Allerup reagerede i Information den 11. marts med følgende udtalelse: »Danmark er det eneste land, hvor man tror, at 7-trinsskalaen er ligesom et centimetermål, der tillader beregninger af et gennemsnit, som signalerer, hvor dygtig en studerende er.«
Den kritik kan jeg kun være enig i, når jeg ser tilbage på min egen vej til antropologistudiet, der krævede landets tredjehøjeste snit, da jeg blev optaget i 2012.
Vejen til gode karakterer
Min far lærte mig at spille skak, inden jeg lærte at læse. Vi spillede jævnligt, og sommerferien mellem 8. og 9. klasse brugte vi på i en svensk hytte at granske de famøse 21 partier fra VM 1972. Pludselig havde jeg nemt ved matematik. Ikke fordi jeg havde øvet mig eller lavet mine lektier, men fordi jeg havde hygget mig med min far.
Min mor sang sange for mig allerede før, jeg blev født, og så længe jeg kan huske, har mine forældre læst lange godnathistorier for mig. Alligevel lærte jeg først selv at læse i 3. klasse. I dag ville jeg vel være blevet dømt ordblind inden, men blandt lærerne på min friskole og mine forældre i kollektivet var der ingen alarm. Pludselig skiftedes min mor og jeg til at læse højt for hinanden af gendigtninger af Odysseen og Iliaden. Jeg fik sproget ind med modermælken.
Skolen var fagligt nem for mig, og hvis jeg ikke var det allerede, blev jeg luddoven i gymnasiet. Jeg brugte hverdagene på at ryge hash med folk, der ligesom jeg elskede at lære, men hadede at gå i skole. Weekenderne gik med at drikke, feste og det, der er værre. Ind-imellem spillede jeg musik og læste bøger, men sjældent dem, der var på pensum. Jeg lavede aldrig mine afleveringer og sov i timerne. Gymnasiet blev min fjende – den strenge forælder, jeg aldrig har haft, og jeg så det som min mission at slippe igennem med så minimal anstrengelse som muligt. Det var mit ungdomsoprør.
Mine årskarakterer var selvfølgelig ikke noget at prale af, men eksamen var den velartikuleredes fest. Det akademiske spil faldt mig naturligt, og det var alt, hvad censor forventede og er det stadig i dag.
I 3.g besluttede jeg mig for, at jeg ville op i fuldt pensum, så årskaraktererne bortfaldt. Men den slags er dyrt for gymnasiet og ikke noget, eleverne selv vælger. Så jeg lod min allerede imponerende fraværsprocent vokse til så astronomiske højder, at mine lærere ikke længere havde et reelt grundlag for at vurdere mine faglige evner. Og kom så til eksamen i alle fag.
11 eksaminer på en måned, og jeg blev stolt student med et af skolens bedste gennemsnit. Ikke fordi jeg blev pacet gennem alfabetet som seksårig, men fordi jeg er så heldig at komme fra et trygt, godt og intellektuelt hjem. Jeg tog mig sammen i den måned, men det siger sig selv, at man ikke kan nå at læse tre års pensum op på de to-tre dage, jeg havde mellem hver eksamen.
Halleluja, jeg havde besejret det ondskabsfulde uddannelsessystem, jeg trods alt frivilligt var en del af – og stadig er i dag. Og jeg behøvede næsten ikke at lære noget …
Hold nu kæft en blærerøv, tænker du nok. Men bare rolig, jeg ser tydeligere end nogen anden, hvor lidt jeg har at være stolt af. Jeg lærte ikke en brøkdel af det, min privilegerede baggrund tillod mig. Jeg var heldig. Som barn havde mine forældre lært mig et hemmeligt sprog. En jargon, som andre bruger et helt liv på at lære uden held. Det er alt, uddannelsessystemet kræver, så hvorfor yde mere?
Kompleksitetens højborg
Også på universitetet har jeg fået 12 i fag, jeg ikke rigtig har deltaget i. Alligevel skal jeg naturligvis yde mere, for læringen bør jo være mit egentlige mål.
Karakterer har bare sådan en mærkværdig tendens til at opsluge al opmærksomheden. Som sorte huller, der ikke efterlader sig andet end forsimplet tomhed. Mangler man som jeg oprigtig og dybtfølt motivation til at studere, bliver karakterer et dejligt håndgribeligt pejlemærke i den akademiske tåge. Men lortet skal være tåget, det er det, der gør det spændende! Hvis ikke tågen i sig selv motiverer, skal man måske ikke være akademiker, men lægge sine kræfter et andet sted end i kompleksitetens højborg.
Det skræmmer mig at se, hvor frustrerede mine medstuderende bliver, når en ærlig underviser fortæller dem, at han ikke kan svare på spørgsmål som: Hvor mange underafsnit skal min opgave have? Hvor stor en margen? Må jeg godt konkludere det her? Hvem har ret i den her debat?
Det er desværre bare sådan store dele af også det danske uddannelsessystem er bygget op. Endeløse svar på endeløse spørgsmål i stedet for konsistent brug af evnen, der kan besvare langt de fleste: Den sunde, selvstændige og fornuftige kreative tankegang.
En forudsætning for karaktersystemet er bedømmelseskriterier, der skal sikre den såkaldte objektive bedømmelse. Derfor må alle spørgsmål have et enkelt og korrekt svar. Det har de bare ikke i virkeligheden, og hvem bruger mere tid på at diskutere virkeligheden og dens kompleksitet end akademikere?
Hvordan kan vi tage ideen om en objektiv bedømmelse alvorligt, når undervisere og videnskabsteoretikere dagligt minder os om, at objektivitet er en uopnåelig illusion? Og ønsker vi virkelig, at førnævnte ærlige undervisers bedømmelse skal afgøre vores fremtid, når han indrømmer, at han »læser vores opgaver i badekarret eller i bussen« – opgaver vi har brugt et helt semester på at udforme?
Jeg efterlyser ikke et uddannelsessystem, der stiller større krav til de studerendes formåen. Hvordan vil I nogensinde kunne teste den, uden at dovne og umotiverede skvaddermikkeler som jeg selv finder måder at narre jer på?
Jeg efterlyser et uddannelsessystem, der ikke vurderer den enkelte ud fra gennemsnittet, men har tiltro til, at eleverne har lyst til at lære og møder dem, hvor de er. Et autotelisk uddannelsessystem, der ikke tilbyder anden motivation end læring for læringens skyld. Et uddannelsessystem, der ikke løfter pegefingre og ikke sætter 12-tallet som et loft for læring. Et uddannelsessystem, der spiller skak og læser historier med sine studerende og giver dem plads til at opdage, hvor interessant det er at lære.
Theis Ehler Molin er musiker og antropologistuderende ved Københavns Universitet
Jeg kan høre Grundtvig klappe i baggrunden - og det er godt nok længe siden.
Theis Molin er formodentlig ganske intelligent, hvis ikke meget. Det er en stor mundfuld at gå op i fuldt pensum, og at han klarer det i en grad tilstrækkelig til, at han kan komme ind på antropologi er imponerende! Endnuvidere er det et smukt forslag, han kommer med. Hvem vil ikke lære for indholdet skyld? Hvem vil tynge sig selv ned i stolen og skrive endnu en danskaflevering for at få en værdi, et tal?
Ikke desto mindre laver han en fejlslutning. Ikke alle har mulighed for at pjække fra undervisningen, tage alle eksaminer og bestå. Langt fra. Som Molin selv påpeger, var han heldig - meget heldig. Antallet af faktorer, der spiller ind, er så stort, at det ville være hasardspil at sende elever op til eksamen på samme vis.
Derfor har vi et struktureret skolesystem med uddannelseskrav. Derfor har vi lister over bestemt pensum. Og derfor har vi karakterer. Uden dem ville den enkelte elevs lod stå og falde med, hvorvidt vedkommende havde en god lærer. Og det er ikke alle elever, der kan vurdere om deres lærere er gode eller ej og i givet fald sige fra eller til.
Der er intet galt i at prøve at nedtone karakterens rolle, så den ikke fylder alt, og fremhæve det, som det jo i virkeligheden handler om, nemlig læring, men at fjerne karakteren helt er umuligt og utopisk.
@Martin: Så længe vi har en konkurrencestat, har vi karakterer, men i det øjeblik, at samfundet baserede sig på andre værdier, ville karaktererne ryge ud.
T.E.M. kan ikke kritisere karaktersystemet ude at kritisere det samfund, der forlanger dem. Det står der ikke noget om i kronikken, men man må formode, at han gør sig tanker i den retning. Det kunne være interessant at høre mere om. Det kunne jo være, at han havde tænkt på noget, vi andre ikke havde tænkt på før.
Som Martin N. Petersen hentyder til, så virker det meget som om, at Theis E. Molin underspiller sin rolle som elev i det danske uddannelsessystem. Det er ikke mange, der er vokset op med 'Odysseen' og 'Illiaden', og man må bare erkende, at en studentereksamen kan tages med venstre hånd for en alm. begavet ung kvinde eller mand som Molin.
At man på den baggrund, at karakterer forsimpler fremfor at åbne verden op, mener, at man burde droppe karaktergivning, synes jeg, er at forsimple de faglige mål i gymnasiet. Selvfølgelig er der en pointe i, at karakterer giver et accepteret loft på et 12-tal til den umotiveret elev. Men at den motiverede elev lider under dette, er ikke et udtryk for at karaktergivning er forkert, men et udtryk for at karaktergivningskulturen i danmark er inficeret. Lærere benytter sig i stor udstrækning af pædagogiske karakterer, hvilket gør, at motiverede elever ikke opnår anerkendelse for at opnå højere faglig kunnen, men bliver bedømt på deres engagement. Hvis man da, bare gerne vil lære for læringens skyld, som en anden Grundtvig, men ikke ønsker at imponere en eller anden lærer, så får man lave karakterer.
En ægte motiveret elev, der bare ønsker at lære, vil ikke blive ramt af karaktergivningssystemet, så længe der gives karakter efter de faglige mål fremfor studieaktivitet! Dette kan man stille spørgsmålstegn ved, om man gør i gymnasiet og for den sags skyld også i folkeskolen.
Dette kan man fx se, da Molin "vælger" at gå op i fuldt pensum – der burde ikke være forskel på årskarakterer og eksamenskarakterer, ellers er der ét sted, hvor karakteren ikke er givet på ordentligt grundlag! Efter Molins egen beskrivelse virker det til, at han bare skulle have haft højere årskarakterer, for han kunne jo godt.
Tilsidst må jeg lige sige, at det ikke nytter noget, at argumentere for, at karaktergivning skal væk, fordi der alligevel altid er nogen, der vil snyde med det. Så skal vi også stoppe med at betale skat og generelt stoppe med at have tillid til vores medmennesker. Men at Molin er af den holdning, er nok også mere et udtryk for, at han prøver at underspille sig selv for at fremme sin pointe, for det virker til at Molin faktisk er ganske begavet.
Gode studerende får gode karakterer.
Idealet er at der findes en eller anden overmenneskelig objektiv vurderingsmaskine, der kan kigge ind i hvert enkelte elev, og vurdere præcis hvad han kan. Men da dette ikke er muligt, synes jeg karaktergivning er et udemærket bud. Hvis penge ikke spillede en rolle, burde alle uddannelser selvfølgelig være åbne for alle - ingen skulle vurderes, men bare have lov at være med hvis de følte de havde lyst til at lære. Men eftersom at uddanelse er en udgift vi alle betaler til, virker det (efter min mening) meget passende, at man skal kunne bevise ét eller andet, for at blive optaget på en uddannelse med høje intellektuelle krav. Tænk hvis en sproglig studerende med 00 i matematik C (eller lignende skills hvis karakterer blev droppet), pludselig synes det kunne være sjovt at studere fysik på DTU.
Skulle uddannelsessystemet så glædeligt lade ham studere det, eftersom at han havde en reel interesse i at lære det? Det virker som om der kunne bruges formuer på midlertidige studerende der kortvarigt forfølger drømmen, for derefter at indse det ikke er dem, eller de ikke er i stand til at gennemføre. Flere end der i forvejen bruges.
Karaktersystemet har også været en pestilens for mig i gymnasiet. Jeg prøvede ikke at hoppe over hvor gærdet var lavest, jeg er bare en smule introvert, og bryder mig ikke om at tale i pensum. Denne adfærd bliver betragtet som manglende færdigheder inden for faget, og mine årskarakterer trak mig derfor meget ned på eksamensbeviset. Men på trods af egne 'uretfærdige' erfaringer, ser jeg intet godt alternativ til karaktersystemet?
Idealet er at der findes en eller anden overmenneskelig objektiv vurderingsmaskine, der kan kigge ind i hvert enkelte elev, og vurdere præcis hvad han kan. Men da dette ikke er muligt, synes jeg karaktergivning er et udemærket bud. Hvis penge ikke spillede en rolle, burde alle uddannelser selvfølgelig være åbne for alle - ingen skulle vurderes, men bare have lov at være med hvis de følte de havde lyst til at lære. Men eftersom at uddanelse er en udgift vi alle betaler til, virker det (efter min mening) meget passende, at man skal kunne bevise ét eller andet, for at blive optaget på en uddannelse med høje intellektuelle krav. Tænk hvis en sproglig studerende med 00 i matematik C (eller lignende skills hvis karakterer blev droppet), pludselig synes det kunne være sjovt at studere fysik på DTU.
Skulle uddannelsessystemet så glædeligt lade ham studere det, eftersom at han havde en reel interesse i at lære det? Det virker som om der kunne bruges formuer på midlertidige studerende der kortvarigt forfølger drømmen, for derefter at indse det ikke er dem, eller de ikke er i stand til at gennemføre. Flere end der i forvejen bruges.
Karaktersystemet har også været en pestilens for mig i gymnasiet. Jeg prøvede ikke at hoppe over hvor gærdet var lavest, jeg er bare en smule introvert, og bryder mig ikke om at tale i pensum. Denne adfærd bliver betragtet som manglende færdigheder inden for faget, og mine årskarakterer trak mig derfor meget ned på eksamensbeviset. Men på trods af egne 'uretfærdige' erfaringer, ser jeg intet godt alternativ til karaktersystemet?
Theis E. Molin: Det lyder ganske som, du har læst værket 'Zen og kunsten at vedligeholde en motorcykel', der for de uindviede bl.a. omhandler en filosofs kamp for det flygtige begreb "kvalitet" i sin undervisning. Et af hans værktøjer er at fjerne karaktergivningen.
Som Martin N. Pedersen afslutter sin kommentar er et karakterfrit uddannelsessystem en utopi. Foruden de grunde Pedersen nævner, må det være en rimelig antagelse at omkostningerne ved administreringen af et karakterfrit uddannelsessystem vil være tårnhøje. Individuelle kompetenceevalueringer ved alle lærer- og institutionsskift for alle individer i en hel generation vil formodentlig kræve en stor del af de sparsomme midler, uddannelserne modtager.
Disse påstande er imidlertid så vidt jeg ved ikke understøttet af undersøgelser. Er der foretaget uvildige vurderinger af omkostningerne ved personlige kompetenceevalueringer? Såfremt disse omkostninger kan forsvares ifht. den forventede effekt, burde man måske overveje at afskaffe karaktersystemet? Nej! Som Pedersen beskriver, vil det da være op til den eller de få personer, der skal foretage kompetencevurderingen. Da disse vurderinger uomtvisteligt vil være subjektive, vil den enkelte persons skæbne være tæt knyttet til de undervisere, vedkommende er givet.
Men har man overhovedet brug for kompetenceevalueringer? Hvis man droppede alle evalueringer, kunne man jo lade folk selv falde fra, når de afgjorde med sig selv, at de ikke var på det rette studie. I en ideel verden, ja. I virkeligheden vil det muliggøre eks. at blive uddannet læge uden at have kompetencerne. Men er det ikke fint nok - så kan arbejdsgiverne jo bare sortere fra. Her når vi til Niels-Simon Larsens kommentar, og at evalueringssystemet og dermed karaktersystemet er forlangt af det samfund, vi har opbygget.
KU's nyeste påfund med adgangsbegrænsning styret af karaktergennemsnit vil formodentlig ganske rigtigt frasortere enkelte individer, der brugte gymnasietiden på andet end at læse pensum. Tilbage står dog, at studiekompetencerne man optræner ved at studere fag - netop særligt fag, man ikke finder interessante - er af høj relevans på universitetsstudier. Alle studerende kan ikke være 100% motiverede for at lære alle aspekter af deres studiums fagområde. Måske er nogle elementer heraf særligt vigtige, men dødkedelige.
For de der ikke har svært ved at finde motivation stort inden for deres fagområde, kan karaktergennemsnittet dog blive en stopklods. Her ville fagspecifikke adgangskrav eller optagelsesprøver formentlig give en bedre sortering. Særligt sidstnævnte metode vil dog medføre en ekstra udgift for de i forvejen hårdt pressede universiteter. Måske er sortering efter middelkarakter blot en discountløsning? Men hvor stor er prisforskellen, og er vi villige til at betale det ekstra?
Jeg forstår ikke i kan forsvarer et system der kræver man skal have 6 i gennemsnit for at kunne blive optaget på et studie.
Det betyder i bakker op om et system hvor 3 dårlige år i gymnasiet (fra en alder af 17 til 20) afgør hvad man kan bruge resten af sit liv på. Hvis tiden i gymnasiet er blevet spildt og karaktererne dårlige er der ikke noget at gøre og de dårlige karakterer kan ikke ændres. Selvom kurset læses op igen og der opnås en bedre karakter, så ændre karakteren ikke på det givne gennemsnit fra gymnasiet og således kan personen stadig ikke optages på hans/hendes favorit studie.
Det eneste KU’s fokusering på gennemsnit vil medføre er, at flere unge fravælger tunge naturvidenskabelige og matematiske fag i gymnasiet og i stedet vælger lette sproglige fag for på den måde at score et så højt et gennemsnit som muligt. Når gymnasiet så er overstået, med et tocifret gennemsnit, kan man altid supplere op med Matematik A eller Fysik B, hvor man alligevel ikke behøver at anstrenge for at få gode karakterer – de tæller jo ikke med i gennemsnittet alligevel.
Jeg forstår ikke hvordan i kan betragte et system, der vurdere en persons evne og mulighed for at komme igennem et studie i f.eks. Bioteknologi på hvor godt personen klarede sig i Latin eller Tysk i gymnasiet, som værende det bedst mulige.
Jeg kan passende afslutte min wall of text med et citat der også bruges i kronikken og åbenbart også holder stik blandt Informations læsere:
”Professor i uddannelsesstatistik Peter Allerup reagerede i Information den 11. marts med følgende udtalelse: »Danmark er det eneste land, hvor man tror, at 7-trinsskalaen er ligesom et centimetermål, der tillader beregninger af et gennemsnit, som signalerer, hvor dygtig en studerende er.«”
Sætte tal på kvalitative størrelser kan medfører meget, men sjældent et korrekt billede af virkeligheden.
Men talvirkeligheden eller den enkle uvirkelighed kommer alligevel til at bestemme.
Problemet med karakter-ræset er at man motiverer folk til at lære pensum "udenad" og gengive lærerens forklaring med egne ord. Det har altid været mit store problem med uddannelse. Man lærer at tænke på en bestemt måde man lærer bare ikke at tænke kreativt.
Karakterer er den moderne verdens version af tidligere tiders brutale udvælgelsesmekanismer. Ville du gerne være præst (som var det eneste "akademiske" studie) i middelalderen måtte du først lære en ufattelig masse meningsløst lort udenad og sørge for at være gode venner med din lærer. Dernæst måtte du håbe på at det brev din lærer gav dig med til din næste "mester" gjorde det rigtige indtryk så du kunne komme videre.
Sådan skal karakterer ses: Som en historisk mildning af et endnu strengere system. Derfor er det heller ikke spor ulogisk at forestille sig at et endnu mere udviklet samfund ville kunne undvære karaktersystemer.
Det kræver imidlertid en anden drivkraft for den enkelte. Vi kunne starte med idealisme. Forestillingen om noget bedre som i virkeligheden er det der har skabt de mennesker som har flyttet verden i flæng: Da Vinci, Schweitzer, Ørsted,(elektromagnetismen I ved..) Måske bliver artikelens forfatter sådan en, man ved aldrig :) meen han bliver nok nødt til at nedtone sine hedonistiske sider.
Thvordan kan Theis fine lille selvpromoverende skriv være kommet igennem debatredaktionens filter ? Det er da fint, at han har taget en god studentereksamen ved at ligge på divanen det meste af tiden, men hvorfor skulle den tilgang dog have almen gyldighed ?
Karakterer har fået mange af os til at smøge ærmerne op undervejs, og så lever vi fint med at blive kaldt dovne og umotiverede af denne knægt !
Et vigtigt indlæg af Theis Molin. Det vigtige i artiklen har intet at gøre med hvorvidt man kan "snyde" sig igennem systemet eller ej. Det vigtige er at eksterne incitamenter som karakterer, fraværssystemet, eller for den sags skyld incitamentløn i arbejdslivet, har en slags "crowding out" effekt på den iboende motivation. Mennesket er aktivt meningsskabende. Der er en uendelig stor forskel på at deltage i undervisning for læringens skyld ift at deltage for karakterernes skyld. Ligeledes er der i arbejdslivet en stor forskel på at arbejde fordi arbejdet i sig selv er givende ift at arbejde for pengenes skyld. Førstnævnte giver i begge tilfælde langt bedre resultater og er langt mere tilfredsstillende. At der så er praktiske problemer forbundet med at indføre det karakterløse uddannelsessystem er en anden sag, men vi skylder os selv at overveje hvordan vi i højere grad kan sætte den iboende motivation i spil, både i uddannelsessystemet og i arbejdslivet.
@Henrik Danstrup
Siger du at karekterer er til for det brede mellemlag - men at de skader eliten? Så er du vel enig med kronikøren_
Kunne man forestille sig et system, der vægtede karakterer og "kvote 2"-muligheder lige højt? At man som motiveret studerende havde en reel chance for at bevise sit værd og komme ind på den uddannelse, man drømte om, også selvom man i gymnasiet var blevet demotiveret af en struktur og nogle forventninger, der ikke talte til den kreative, selvstændige tænkning?
Jeg er helt enig i alle betragtninger, min egen baggrund er nogenlunde den samme - og jeg var også klassens bedste 12-tals-scorer til eksamen.
At disse karakterer har nærmest vetoret på ens fremtid er helt forkert - men at de er et nødvendigt onde er jeg med på.
Hvorfor ikke bare fjerne karakter-ræset og så lave optagelsesprøver i stedet?
Hvordan kan en fransk-karakter have indflydelse på, om man kan læse fysik? Og hvorfor skal idræt have det?
Karakterer står i direkte forlængelse af det kapitalistiske system. Istedet for penge er det så bare karakterer, der er belønning og straf.
Og derfor har karakterer nøjagtig samme virkning på os, som penge:
"All paid jobs absorb and degrade the mind."
- Aristotle
@Brøndum
Nej ! Jeg sige, at sådan et skriv tenderer til at være noget hovski-snovski sludder fra en, som er beriget med en super begavelse og så fra sit elitære elfenbenstårn skal gøre sig til dommer overfor den brede hob, som for manges vedkommende har oplevet, hvordan karaktererne netop er med til at optimere performance i almindelighed og til eksamen i særdeleshed.
Det er ganske udemærket at blive målt på en kvantificerbar vis på sin faglighed, inden man slippes ud med status som eksempelvis kandidat i dette eller hint.
@Henrik Danstrup
Ok nu mener jeg ikke du kan beklikke en kvik ung student for at være arrogant. Det er det eneste man kan bygge sin personlighed op med i den alder.
Og så læser jeg - med forlov - stadigvæk at du er enig med kronikøren. Karakterer, pisk/gulerod, incitamenter - er fint for det solide mellemlag, men i vejen eller til besvær for eliten.
@Brøndum
Udover, at jeg gerne selv vil bestemme, hvordan jeg tolker arrogance, så mener jeg ikke, at det er korrekt, at det er rygradden i personlighedsopbygningen i den alder - der er heldigvis andre mere sympatiske karakteristika, der også spiller en rolle.
Jeg skal undskylde, hvis jeg misforstod skribenten. Jeg troede, at det var et universelt opgør mod karakterer som adgangskriterie, som jeg stadig mener har et bedre alternativ til gode at byde på.
Jeg kan også forsikre, at "karakter pisken" har haft en endog ganske gunstig effekt på min egen performance på KU ----og der var nok et par stykker til på Christian 4tal, der havde det ligeså :o)
@henrik Danstrup
Fordi kronikøren hævder at argumentere ud fra det almene, er det jo ikke sikkert vi bare skal acceptere den præmis ;-)
jeg ved hvad KU er - og jeg ved også at Christian 4tal var en dansk konge - men hvordan kommer han ind i denne sammenhæng_
Jeg forstår ikke hensigten med at man kan vade i 12 taller?
På den gamle 13-skala, kunne karaktererne 00 og 13 ikke gives ved afrunding. Gælder det i den nye?
Jeg ser helst at man fjerner karakterræset i ungdomsuddannelserne. Men et bestået/ikke bestået er vel på sin plads?
Så forsvinder adgangskvotienterne til fordel for samtaler- og optagelsesprøver, hvilket er langt bedre for både studerende og læresteder. Såmtidigt forsvindet det knald eller fald princip mht. ønskestudiet. Den målrettede ansøger kan derfor altid tage kurser efter gymnasiet. Det sikrer da om noget målrettede studerende.
Pengene til optagelsesprøverne kan passende hentes fra de sparede eksamensudgifter i gymnasiet.
De dovne og umotiverede får dårlige karakterer
Uddannelsens formål er karakterdannelse, først og fremmest, og at lade den enkelte komme til sin ret. Det kan være meget godt med en strømpil af og til for at vide, hvordan man står i forhold til de forventninger, vi alle nærer til den enkeltes modning til et liv i relativ frihed.
Men at lægge alt for meget vægt på karakterer er at historieforfalske. Indtil 1977 var der ting, man ikke havde direkte adgang til at læse, medmindre man havde valgt bestemte grene i gymnasiet; men som princip var en bestået studentereksamen det, der krævedes.
Man kan påstå, at samfundet er blevet mere specialiseret og komplekst, men man kan også påstå, at det bare er vinduespynt, og at alting altid kun handler om at vide og at være motiveret til at komme til at vide og kunne mere og mere.
Hvis man ikke er det, skal man nok søge hen et sted, hvor rammerne er mindre frie.
Derudover er det selvfølgelig skammeligt, som Martin Nørgaard Petersen nævner, at ikke alle danske børn har kendskab til Homer og andre kulturbærende forfatterskaber. Her er prioriteringerne i grundskolen simpelthen forkerte.
Steffen Jørgensen, de, der får dårlige karakterer, har i gymnasiet simpelthen travlt med mangfoldige, ligeså væsentlige og karakterdannende projekter. Man går ikke i skole for at bestå eksaminer, men for at blive et vidende og begavet menneske, der kan påvirke og indrette sig i sit samfund.
I det gamle system kunne man også kvalificere sig til at komme ind over tid ved relevante aktiviteter og efterfølgende uddannelser. Det var også udmærket og gav motiverede studerende med en bred vifte af interesser indenfor fagene.
At gå meget op i karakterer, er at gå meget op i, hvad andre mener og tænker. Formålet med at tage uddannelser på højt niveau er at udvikle selvstændig tænkning. Henrik Danstrup lyder ikke som én, der er specielt egnet til en uddannelse på universitetet, men indenfor polyteknik eller på handelsskolen er det sikkert gået fint.
@Henrik Danstrup
Usj - Jantelov er altså ikke kønt ! Jeg kan ikke se at kronikøren er arrogant, han indrømmer jo åbent og ærligt sine fejltrin for at pege på de mangler han synes systemet har.
@Hansen
Hvad bilder du derind og sidde dernede i dit eksil i udkantsDanmark og gøre dig til dommer om, hvem der er egnet til en universitetsuddannelse ? Sådan engang provensielt pseudo smagsdommeri giver ikke meget street credit !
Karakterer er på ingen måde perfekte, men har vi nogen bedre målestok for at finde ud, om folk rent faktisk har lært noget af at gå på en videregående uddannelse, som alle de hårdtarbejde på fiskemelsvabrikken også har medfinansieret ?
@Troels
Min begrænsede begavelse gør, at jeg ikke helt fanger, hvordan Janteloven skal blandes ind i det her !?
Herligt bidrag Theis Molin. Og bare rolig vi er nogle, der ikke er styret af angst. Se www.verdensbedsteskole.dk - ingen eksamen, ingen karakterer, til gengæld er det børn med karakter! :-) I torsdags rejste 9. Klasse to uger til Vietnam, de spilder jo ikke tiden med at repetere kendt stof forud for eksamen, istedet oplever og lærer de i fællesskabet.
Et manglende indspark
Selvfølgelig skal vi bruge en målestok for at identificere elever der er kvalificeret til et givent formål. Det skal vi som mennesker egentlig også. Karaktersystemet er en ok metode, men den er forældet som @Troels B. og @Peter W også er inde på. Løsningen på det problem som @Theis Ehler Molin så udmærket beskriver er Khan Academy. Der findes en glimmerende TED talk som beskriver princippet.
--------------------
@ Jonas S.H. – Khan Academy er billigere og mere effektivt end det nuværende system.
@ Helene N.K. – Nemlig! Det nuværende system lærer ikke en at tænke kreativt, andet end at snyde i eksamener selvfølgelig.
@ Lars S. – Yep, fransk kan have en indflydelse på dine muligheder inden for fysik, og omvendt. Den logik som retfærdiggøre det er højst sandsynligt opdigtet.
@ Henrik D. – Vedrørende ens motivation for at lære, er at få en høj karakter. Jeg har stået med en grædende 13-tals elev der ”kun” fik 11 i fysik. Tænk hvad han kunne udrette hvis han fokuseret på at lære fysik i stedet for at lære faget ”hvordan får jeg gode karaktere i fysik”.
@ Ole L. – Ikke hvis vi aktivt ændre det.
@ Steffen Jørgensen – Gode studerende får også dårlige karakter (et fokuspunkt af @Theis Ehler Molin debatindlæg)
@ Martin N.P. – Intelligent, er vi ikke alle det? Desuden er der intet umuligt/utopi ved at fjerne det nuværende karaktersystem og erstatte det med noget bedre. Vi mangler kun kreative løsninger.
@Bjørn
Har svært ved at se, hvordan den ene motivations faktor nødvendigvis udelukker den anden ? Som far til 2 sønner, der vist nok er ret gennemsnitlige, så kan jeg da i hvert tilfælde se på dem (som på mig selv i tidernes morgen før den store krig ;o), at karakterene virker som imaginært "los i røven" for en del !
@Henrik
Det er en god pointe og de udelukker vel egentlig ikke hinanden. Men nogen gange rammer de skævt. I de tilfælde hvor karakter virker motiverende antager jeg at man spejler sig i dem. Man identificere hvor man har dårlige karaktere, erkender at man er ”dårlig” eller ”god” til forskellige fag og fokuser på at forbedre sine karaktere. Problemet, som jeg ser det, er 2 ting: A) karakter er en fin blanding af held og slid. B) De er (for det meste) et øjebliksbillede. Hvis man reelt set skulle kunne spejle sig i sine karaktere skal disse to problemer overkommes. Gjorde man det, tror jeg at vores ungdom få en mere realistisk selvidentitet og den motivation du beskriver ville komme fra deres manglende kunnen (som kommer indenfra) og ikke nødvendigvis en ”tildels” vilkårlig karakter (som kommer udefra). Check Khan Academy’s TED talk, der forklares det bedre end jeg kan. ☺
http://www.ted.com/talks/salman_khan_let_s_use_video_to_reinvent_education
@Henrik: 'Los i røven'.
Det hænger vel sammen med, at man skal noget, som man helst ikke vil, og hvor meget vil vi, når det kommer til stykket, og hvor meget kan vi se nytten af? Derfor pisk og gulerod i stedet for det at finde ens indre lyst og glæde. Det følger med resten af livet, altid spændt for en vogn, som ikke er ens egen sande lyst. Lige fra barnsben af. Intet i dagens samfund går ud på at finde ind til det, der er i vores sande interesse. Hvem tilskynder en til det? Først en gang alt for sent i livet opdager man, at 'de har taget røven på en'.
Alt hvad man skal gøre, skal man selv erfare. Lige fra det at stå ud af sengen om morgenen. Det kræver en beslutning lige meget, hvor længe man har sovet. Bliver man liggende, kommer straffen af sig selv. Man skal sgu da ikke have karakter for at stå op. Man skal selv komme frem til, at det er i ens sande interesse, og at lysten til dagen driver værket.
Er man buret inde i straf/belønningssystemer, som ikke er ens selvpålagte, er man ikke andet end slave. Hvem opfordrer til den frigørelse? Man må selv kæmpe sig frem til den.
Kronikken synes jeg bare er en god provokation fra en ung mand, der har gode evner for mangt og meget. Han har kunnet profitere af en fri opdragelse. De færreste opvokser i et miljø, der stimulere til et frit menneske. Det moderne slavesamfund roser sig af at ville os det bedste. Den løgn skal afklædes.